Artikler

De oprindelige folk i Norden

Kvinders moderne litterære produktion begyndte med de politiske strømninger sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Grønland og det nordlige Skandinavien blev opdaget som landsdele, og grønlænderne og samerne fik øje på sig selv som etniske minoriteter: Nu skulle det være slut med mindreværdsfølelsen over for de dominerende kulturer, nu skulle folkets egen stemme høres på sit eget sprog.En ny forfattergeneration stod frem i protest mod fordanskning, fornorskning etc., og her kom kvinderne med. Perioden var også kvindebevægelsens tiår. Kvindelige forfattere i Grønland, Kalaallit Nunaat, og Sameland, Sápmi gjorde deres entré.

At holde sig savnet fra livet

For den svenske minoritetslitteratur i Finland er overgangen fra 1980’erne til 1990’erne en interessant og begivenhedsrig tid.Episk bredde, psykologisk intensitet og fyldig persontegning, et righoldigt stof integreret i en overbevisende handling, formbevidsthed, metafiktiv refleksion, evnen til at skabe et suggestivt, fiktivt univers – alle disse romantekniske grunddyder er i rigt mål repræsenteret i den finlandssvenske prosas nye opblomstringstid, som oven i købet kvantitativt domineres af kvindelige forfattere.For de finlandssvenske digtere, der debuterer i 1980’erne og 1990’erne, er »kvindedigte« ikke længere aktuelle. Brugsdigtene har gjort deres, på dette felt behøver man ikke længere konsolidere søsterskabet med en agitatorisk tone. Man interesserer sig mere for poesien som sprog.

Bagsiden af familieidyllen

Et vigtigt tema i 1980’ernes finske kvindelitteratur er opdragelseskritikken. Den idylliske overflade brydes, og ingen familiemedlemmer skånes under inspiration af en teoretiker som Alice Miller, hvis værker begyndte at blive oversat til finsk i 1980’erne. I de nye familieskildringer viser moderen sig ofte som en udbytter, men man finder også børn i rollen som umættelige tyranner. Gængse opfattelser og fortolkninger af pige-opvæksten vendes og drejes, og myter omfortolkes.Mange kvindelige forfattere i 1970’ernes og 1980’ernes Finland koncentrerer sig om eksistentielle spørgsmål, som hører til det at være menneske. Ofte beskrives mennesket i grænsesituationer, adskilt fra andre, tæt på sorg og død. Foretrukne temaer er skyldfølelse, identitet, psykisk sammenbrud og muligheden for at forandre sig. I baggrunden skimtes problemer med at blive voksen, at leve i ægteskab eller at gå på arbejde.

De tømte fortællinger, der bliver til på ny

I 1980’ernes svenske kvindeprosa er der en udpræget sprogkritisk og jegcentreret holdning. Samtidig findes en tematisering og omskrivning af monstrøse og engleagtige træk, som knytter an til en kvindelitterær tradition.

Et landskab i forvandling

En oplevelse af at tiden bare går og en længsel efter frihed, kærlighed og et sprog, der kan rumme livets og jeg’ets mange glimtende facetter, trænger sig på i mange tekster af 1990’ernes danske debutanter.Men 1990’ernes digtning begræder ikke et menings- og identitetstab, eller gør kroppen til en sidste referent, men søger glimt af liv og identitet i bevægelser og ved retningsskift. For 1990’er-litteraturen opfatter fortrinsvis liv og betydningsdannelse som forvandling eller bevægelse. Netop i en bevægelse omkring kvindefigurer iscenesættes subjektet med hele dets bagage af smerte, ensomhed, længsel, selvdestruktion, ironi og humor. Subjektet opfindes, udforskes, tænker eller er til stede som en tekstlig energi i fortællingen eller digtet.De mange unge forfattere, der debuterede i 1990’erne, er blevet genstand for stor opmærksomhed. 

Et jeg i opløsning

Den svenske forfatter Carola Hanssons forfatterskab befinder sig midt i 80’ernes æstetiske turbulens af nye tendenser. Alligevel er hendes romaner ved siden af den litterære hovedstrøm. De handler som megen anden prosa i årtiet om en opløst identitet, et mistet sprog og erindringens flygtige karakter. I centrum finder man den modernistiske antihelt, et hjemløst fremmedgjort menneske, der søger sin identitet uden nogensinde at finde den.Den samme identitetsopløsning tematiseres hos Åsa Nelvin, der allerede i sin debut, børnebogen De vita björnarna (De hvide bjørne) fra 1969, skildrer den konflikt mellem jeg’et og verden, som kom til at bære hele hendes forfatterskab. De metafiktive, klichéagtige og ironiske træk i hendes tekster mangfoldiggør og destabiliserer tekstens jeg. Og gør opmærksom på, at skildringen af denne opløste kvindelige »identitet« er en diskussion af kvindens forhold til sprog, kreativitet og en endnu ikke realiserbar, ny kvindelighed.

Selvportrætter i tiden

I 1960’erne veg den islandske rimtradition til fordel for en »fri« modernistisk digtform i forlængelse af et internationalt oprør inden for det poetiske sprog. Forfatteren Steinunn Sigurðardóttir træder i 1969 19 år gammel frem med en digtsamling i skæringspunktet mellem modernismen og 1970’ernes opgør med modernismens utilgængelighed.Hendes forfatterskab har vakt stor opmærksomhed og præges af en lethed i legen med ordene. Den tematiske kombination af ‘adskillelsen’ og et ‘mangesidet selv’, som slår ned i hendes digte og prosaværker, følges af refleksion over tiden, dens væsen og dens forgængelighed. En søgen efter tiden går hånd i hånd med en søgen efter selvet. Forfatteren er i dag et fyrtårn i islandsk litteratur. Hendes tematiske tråd er videreført af islandske forfattere som Vigdís Grímsdóttir og Álfrún Gunnlaugsdóttir.

… finder hjem til kroppen

Mens den nye kvindebevægelse i løbet af 1970’erne var med til at bringe læseren på scenen og gøre hende til forfatter, bekender eller debattør i samtale om kvindeliv og kønsroller, formulerer 1980’er-litteraturens kvinder og mænd forholdet mellem læsere og forfattere på andre måder. Scenen skiftede hurtigt og dramatisk: Centrum var ikke længere erfaringen og samtalen, men udforskningen og æstetikken.En ny professionalisering af litteraturen fandt sted, og unge veluddannede læsere, der ikke søgte svar og bekræftelse, men oplevelse, anfægtelse, skønhed og indsigt i litteraturen, flokkedes om de unge digtere på de vidtoplyste caféer.

Det herreløse digt

Flere kvindelige digtere i 1980’ernes svenske lyrik blev beskyldt for at skrive uigennemskueligt og ubegribeligt. Alligevel blev de periodens centrale digtere. Ann Jäderlund, Birgitta Lillpers og Katarina Frostenson debuterer efter et tiår med ligefrem og hverdagsagtig poesi. I 1980’er-lyrikken erkendes afstanden mellem sprog og verden imidlertid. Disse kvindelige lyrikere påviser den, benytter sig af den og leger med den. Det sprog, vi til daglig anvender for at orientere os i verden, fremstår pludselig som et vilkårligt system.De kvindelige lyrikere stræber efter at blokere for en intellektuel læsning for at gøre sproget mere direkte. Man kan kalde det et kroppens sprog. Et fælles kendetegn er, at de ikke selvfølgeligt kan sige jeg. De vender ryggen til modernismens stolte stræben efter et autentisk jeg. Det jeg, der træder frem i deres digte, er splittet.