Sara Elisabeth Wacklins forfatterskab fra starten af 1800-tallet er et eksempel på, hvor svært det var for et af de halvoffentlige saloners fortællertalenter at blive forfatter. Lige før hendes død forelå livsværket i tre bind, Hundrade minnen från Österbotten. Som en samling prøver på tidens prosastilarter udgør den et interessant led i den finske og den svenske romans historie.Selv om man betragter værket som tilhørende en litterær tradition af hjemstavnsrealister, kan dets stil også tolkes som udtryk for eksperimenteren. Måske et resultat af Sara Wacklins forsøg på at finde litterære udtryk, der beskriver den österbottniske kvindes livsbetingelser.Udgivelsen af Hundrade minnen från Österbotten blev besværlig. Forlæggeren krævede en subskriptionsliste, der skulle garantere afsætningen. Og forfatteren måtte forpligte sig til at købe de usolgte eksemplarer tilbage. Det blev ikke aktuelt. Værket blev en anselig succes.
Artikler
Den ideelle kvindelighed, som 1700-tallets moralske fortællinger og borgerlige komedier havde beskrevet, var ikke tavs og umælende. Men det blev den. For mange af de skrivende kvinder synes dette at skrive at blive en kærkommen mulighed for at bryde den stilhed, der i 1800-tallets første halvdel sænkede sig over kvinders liv – en stilhedens retorik.Nordiske kvinders romaner og fortællinger fra 1800-tallets midte placerer ofte en stille, magtfuld kvindefigur centralt i sit persongalleri. Den gode kvindelighed var tyst og selvopofrende; men de kvinder, der begyndte at tale og skrive, så også sig selv som gode kvinder, og forestillede sig, at deres tale og optræden kunne være ideel, at de stummes lejr havde noget at berette, der kunne gavne nationen og det menneskelige samfund.
Da den danske præstekone Elise Boisen døde i 1871, efterlod hun sig 47 tætbeskrevne stilehæfter, over tusinde sider med erindringer. Hun skrev, fordi hun ikke kunne lade være. Og hun skrev ud fra en kolossal bitterhed og vrede, skrev sig ud af sin isolation og ensomhed for at finde en identitet i en fremmed verden.Der er ikke noget styrende blik i erindringerne ud over det kronologiske. Det at skrive havde en klar terapeutisk karakter. I erindringerne sker der en klar forskydning fra livsdrift til dødsdrift. Og på en paradoksal måde fremstår dødsscenerne som højdepunkter, skrevet med stor skønhed, sanselighed og dramatik.De fleste erindringsskribenter begynder at skrive om deres liv på deres gamle dage og ser ofte deres livsforløb i et distanceret lys. Eline Boisen derimod var midtvejs i livet; hun fokuserede på det mest smertefulde og skrev næsten helt frem til sin død.
Den svenske romantiks mest værdsatte kvindelige forfatter var Euphrosyne, pseudonym for Julia Christina Nyberg. Hun debuterede i 1817 med nogle digte i Poetisk kalender, et af romantikkens centrale litterære tidsskrifter. Kritikere, der bekendte sig til romantikkens æstetiske idealer, kommenterede som regel hendes tekster med sympati og påskønnelse.Hendes berømmelse lader til at have været størst i 1820’erne. Hun hentede mange af sine motiver fra eventyr, sagn og legender – helt efter tidens smag. Naturen var en anden af hendes inspirationskilder. Blomster, fugle og årstidernes vekslen blev genstand for flere af hendes smukkeste digte. Selvom det var kærligheden, hun helst og mest inderligt besang, skildrede hun i flere digte det litterære etablissement – ofte satirisk.Den eneste prosatekst hun offentliggjorde, var »Den sköna Cunigunda«. For en nutidig læser er det hendes mest interessante tekst. Her sætter hun en række kvindebilleder, hentet fra Bibelen og den gamle egyptiske gudeverden og den samtidige litteratur, i forhold til hinanden.
Da svenske Thekla Knös var næsten 40 år, udgav hun nogle digte, som i alt væsentligt lægger sig op ad en glad, from og hyggelig hjemmeidealisme. Af sin samtid blev hun opfattet som en typisk eksponent for hverdagskulturen. Samtidens kritik roste hendes digte og så i hendes lyrik en bekræftelse på tesen om, at kunstperioden i historien var forbi. Digtet, poesien, havde dog ingenlunde udspillet sin rolle, men havde fået en ny opgave: at forgylde hverdagen. Dermed åbnede det poetiske felt sig også for den kvindelige digter.Hendes interesse for børn var udtalt. Hun skriver ikke kun om børn, hun skrev også for børn, og hendes karriere som kvindelig forfatter var dermed tidstypisk. Desværre havnede hun dér, hvor så mange kreative og frustrerede kvinder tidligere endte deres liv, nemlig på sindssygehospitalet.
Magdalena Sofia, »Malla«, Silfverstolpe holdt den i Sverige bedst kendte lærde salon, der i 1820’erne og 1830’erne blev besøgt af en række af tidens berømte mandlige forfattere. Gennem sin kontakt med disse mænd er Malla Silfverstolpe gået over i historien, mens hendes egen person og individuelle bidrag til salonkulturen er trådt i baggrunden.Hendes store memoireværk, udgivet posthumt i fire bind, er både det vigtigste dokument om den svenske salonkultur og den mest interessante kvindelitterære tekst, der er fremkommet fra dette kulturmiljø. Dette aspekt er blevet negligeret, og værket er i første række blevet anerkendt som historisk kilde til viden om tidens berømte mænd. Men ved sin indgående skildring af følelsernes vilkår giver hun imidlertid et enestående indblik i modsætninger i kvindeliv og kvindekultur i det tidlige 1800-tal.
Mens Wollstonecraft var radikal romantiker i skrift og liv, kneb det alvorligt for de nordiske kvindelige forfattere at hæve sig over fordomme om, hvad der var passende for kvinder. I det mindste i Sverige sanktionerede en patriarkalsk præget religiøsitet en udbredt kvindeundertrykkelse på alle planer. Dertil kommer romantikernes mandschauvinistiske profil.Det passive kvindeideal a la Rousseau, som dominerede på kontinentet, prøvede de engelske, franske og tyske kvindelige forfattere at flygte fra ved at gå i eksil, både billedlig talt og bogstaveligt. I Skandinavien var dette en sjældent brugt udvej. Den store svenske undtagelse er Fredrika Bremer.
I Danmark og Sverige opstod der nogle markante litterære samlingssteder i de miljøer, hvor litteraturen og litteraturformidlingen var ved at blive en borgerlig levevej. Sådan et sted skabte Karen Margrethe Rahbek i Bakkehuset ved Valby Bakke uden for København. Hun gjorde sig og sit hjem til centrum for en skiftende kreds af litterært interesserede husvenner, som samtidig var sin tids litterære offentlighed. Hun og hendes mand blev hver på sin måde fødselshjælpere for en ny digtergeneration.Når Bakkehuset kunne få et næsten mytologisk skær allerede i sin samtid, skyldes det, at det blev symbol på frigørelsen fra den tyske og aristokratiske indflydelse og mæcensystemet. Det var Kamma Rahbeks udtalte ønske, at der kun blev talt dansk. Ligeledes gjorde hun en dyd af, at der blandt gæsterne ikke taltes mange med titler og rang. Hos Kamma Rahbek var det de menneskelige kvaliteter, der talte. Igennem myten Kamma Rahbek har en mandlig domineret litteraturhistorie siden hen medvirket til at definere den moderne kvindelighed som »det andet«.
En række sociale og ideologiske træk blev udbredt i Europa på overgangen mellem 1700- og 1800-tallet: etableringen af middelklassefamilien som kulturbærende og den romantiske idealisering af kvinden som dels Guds og naturens moder, dels den ubevidste og fremmede del af mandens menneskelighed. Disse forandringstræk bidrog til at forene de foregående perioders kvindetyper, husmoderen og salonværtinden, i den romantiske intimsfæres kvinde.Romantikken gav på den måde kvinden en kulturel position i kraft af kønnet alene, som hun ikke før havde haft og snart igen mistede. Men i opbygningen af kvindernes nye intimsfæreidentitet kom kvindelitteraturen til at spille en afgørende rolle, idet den indoptog og formidlede inspirationen fra den store europæiske bevægelse.
Omkring år 1800 blomstrede salonkulturen i de dansk-tyske aristokratiske miljøer i Danmark. Set i en skandinavisk sammenhæng er den mest interessante Charlotte Schimmelmanns europæisk kendte salon. Som hustru til Ernst Schimmelmann, Danmarks finans- og i en periode også statsminister, holdt hun en omfattende repræsentativ selskabelighed. Men hun sørgede altid for også at have en kreds af lærde og kunstnere omkring sig. Ved at samle hof, adel, diplomati og den højere embedsstand i sin salon placerede hun sig i centrum af tidens politiske begivenheder.Sit ry som salonværtinde vandt hun som »skønånd«, belæst og velorienteret i de nye, europæiske strømninger inden for videnskaben, filosofien og litteraturen. Og som drivkraften bag sin mands mæcenvirksomhed. Som salonværtinde byggede hun bro mellem det centrale Europa og det provinsielle Danmark, mellem storpolitikken og åndslivet.