Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.
Artikler
Hele Agnes von Krusenstjernas forfatterskab bevæger sig omkring de følelser af ufrihed, desperation og oprør, som hendes opvækst i den gamle svenske overklasse fremkaldte. I sin søgen efter »sandheden om kvinderne« gik hun fra sammenbrudsromanens depressive tekst til den romantiske drøm om den frelsende kvindelighed.Hun stiller de spørgsmål, der var så svære og vedkommende for kvinder i denne brydningstid: Hvad betyder seksuallivet for kvindeidentiteten? Hvordan kan vi finde frem til en positiv kvindelig sanselighed, fri for den nedarvede byrde af kønsangst, kvindeforagt og fornægtelse af det kvindelige begær? I evnen til at udtrykke det fortrængte, det forbudte, ligger styrken i hendes fortællekunst, hemmeligheden ved dens stærke suggestivitet og tiltrækningskraft – men også dens evne til at støde nogle læsere bort i foruroligelse og væmmelse.
Om 1930’ernes litterære seksualpolitik.
Fire kvindelige lyrikere gjorde sig bemærket i Sverige på tærsklen til det 20. århundrede: Jane Gernandt-Claines forfatterskab, der foruden digtsamlingerne bestod af 12 romaner og fem novellesamlinger, var hendes forbindelse til fædrelandet. Siden debuten i 1893 havde hun udgivet prosabøger med emner fra fremmede lande. Gennem hele forfatterskabet høres et stærkt engagement for kvindens ret og lighed, samtidig med at kærligheden fremstilles som livets mål.Anna Cederlund agiterede for skønhedens betydning for dagligdagen. Digtsamlingens sidste digt taler om en mægtig kraft uden for hende selv, en kærlighedens kraft. Harriet Löwenhjelms forfatterskab består af 22 dagbøger med vignetter, raderinger og tegninger, manuskripter til bøger, breve og enkelte digte. Hun var kendt for at gøgle og skjule sig bag forskellige forklædninger. Hun hentede sine figurer fra middelalderens folkelige lystspil, commedia dell’arte. Karin Ek havde et ønske om at nå ud til hele det svenske folk. Det, hun først og fremmest ville formidle, var kærligheden til poesien. Hendes egne digte udsprang af såvel lidenskab som lidelse, for hende blev poesien nødvendig.
I 1930’ernes danske digtning i kunstnerkredsen omkring tidsskriftet Linien, som Hulda Lütken og Bodil Bech tilhørte, satte mødet med den kraft og ekspressivitet, det nye krævende jeg i Södergrans digtning, sine første spor. I deres digtning viser inspirationen fra Södergran sig som en voldsom udfordring af det traditionelle senromantiske versesprog og poetiske inventar.Södergran-indflydelsen bragte nærmest deres digtning til sammenbrud, hvorimod den tredje af 1930’ernes kvindelige lyrikere Tove Meyer levede og arbejdede længe nok til at kunne gennemføre den vanskelige bevægelse ud af senromantikken og ind i en ny modernistisk digtning.
Under det selvopfundne pseudonym Cora Sandel debuterede norske Sara Cecilie Margareta Gjörwel Fabricius i 1922 med en kunstnernovelle fra Paris og fortsatte med at skrive på norsk, selv om hun boede i Sverige en stor del af sit liv. I forfatterskabet udgør kvinde og mand oftere modpoler end kærlighedspar. Spændingen i hendes tekster ligger i kraftfeltet mellem kvinde og mand. Og det er kvindens blik på manden, hun skildrer igen og igen.Sandel havde sans for genrebrud. Flere af hendes prosaværker rummer dramatisk nerve samtidig med, at det poetiske udtryk ligger på lur i detaljerne, i brug af rytme og sproglige paralleller og i billedfremstillingen. Der findes både digte og rene dramaudkast blandt hendes efterladte papirer. Hun er blevet kaldt »det usagtes« digter. Det er den underliggende ironi og de bagvedliggende dybere sandheder, der – sammen med hendes evne til at skabe lavmælte, men også trodsigt optimistiske kvindeskikkelser – gør hendes tekster så gode.
Mellemkrigstidens kvindelitteratur.
Sverige var det første nordiske land, der lukkede kvinderne ind på universiteterne. Men studinerne følte sig usikre ved deres situation. Tilsyneladende delte de vilkår med mændene. Men i virkeligheden var vilkårene yderst forskellige. For mændene var de gamle traditioner en medfødt ret. Over for dette var kvinderne som indtrængende fra en fremmed planet. Og de spurgte sig selv, om de skulle falde ind, understrege det fælles, eller fremhæve det forskellige.I løbet af 1880’erne og begyndelsen af 90’erne vogtedes på alt, der kunne fokusere på kvinden som afvigende. Omkring århundredskiftet ændredes strategien imidlertid, »kvindeligheden« understregedes, forskellene sattes i relief.Året for omsvinget var i Sverige 1896 med Ellen Keys Missbrukad kvinnokraft. Her efterfølges emancipation og ligestilling af krav til kvinden om at præge samfundet og kulturen med sin egenart. Således fik kvinden en ny værdighed i sin egenskab af kvinde. Men også nye byrder. Og det påvirkede tidens kvindelige akademikere.
Den danske forfatter Karen Blixens forfatterskab blev til sent og på baggrund af tunge tab i hendes liv; kaffefarmen i Kenya og hendes store kærlighed, Denys Finch-Hatton, der omkom ved et flystyrt. Tabene er ikke blot knyttet til den personlige biografi. I hendes bearbejdning vokser de, og bliver til udtryk for en moderne erfaring af værditab, splittelse og tomhed.Er tabene voldsomme og konkrete i hendes liv, har livsudfoldelsen også været usædvanlig og rig. Denne kombination udgør et spændingsfelt og resulterer i, at hun går bag om den realistiske tradition tilbage til en fortælletradition, som stammer fra Tusind og én Nats Fortællinger, fra Boccaccio og fra Cervantes’ Don Quijote, 1605-1615. Hertil kombinerer hun 1700-tallets filosofiske romaner, der bevidst leger med illusionen og fortællingen, som i Diderots Jacques le Fataliste, 1773 (Fatalisten Jacques og hans Herre, 1944). Og ikke mindst H. C. Andersens eventyr med deres beskrivelser af menneskelig psykologi og forvandling.Ved siden af den gennemgående atmosfære af tab og fordrejede menneskelige forbindelser figurerer spørgsmålet om, hvor og hvordan mennesker kan finde håb.
I 1944, 15 år efter Arnold Norlinds død, skrev hans hustru, forfatteren og religionshistorikeren Emilia Fogelklou den beretning om ham, som blev begyndelsen til beretningen om hende selv. Hun var da 66 år gammel. Og bogen ‘Arnold’ indledte den selvbiografiske trilogi, som udgør højdepunktet i Emilia Fogelklous omfattende forfatterskab.Rækkefølgen kan forekomme overraskende, for hun skrev ikke sin selvbiografi kronologisk fra barndommen og fremad – eller fra det nærliggende nu og baglæns. Hun begyndte midt i. Årsagen finder man i ‘Arnold’. I mødet med ham var livet størst. Her begyndte hendes tidsregning. Bogen er en af de store kærlighedsskildringer i svensk litteratur – og en meget særegen kvindelig tilblivelseshistorie.