De finske forfatterinder deltog i 1930’erne aktivt i diskussionen om fødselskontrol og abort, som tog fart i depressionens kriseår. Helvi Hämäläinens gennembrudsroman Katuojan vettä (Vandet i rendestenen) fra 1935 var således en stillingtagen til moderskabet. Og i sit krav om retten til moderskab for kvinden og en tilfredsstillende erotik nærmede Helvi Hämäläinen sig en tilspidset variant af Ellen Keys ideal.I Iris Uurtos roman Ruumiin ikävä (Kroppens længsel) fra 1930 forlader den kvindelige hovedperson sin mand på grund af en erotisk passion. Det vakte forargelse inden for den konservative kulturkreds, at en ung kvindelig forfatter optrådte som dristig erotisk skildrer. I sin skildring af menneskets drifts- og instinktliv var Iris Uurto inspireret af den nye psykologi. Hendes bøger blev derfor uundgåeligt draget ind i 1930’ernes litterære sædelighedsdebatter.
Artikler
Ingeborg Refling Hagens fortællinger fra 1920’erne viser både nationalromantiske træk og en ny form for fattigdomsrealisme, hvor bygdelivet fremstilles uden nostalgisk romantisering af en autentisk kultur. Fri for nostalgi er også Gro Holm og Magnhild Haalkes romaner. Hos Gro Holm udleveres bygdelivets kvindeundertrykkelse, og i Magnhild Haalkes romaner danner naturen og folkelivet baggrund for dybdeborende psykologiske skildringer.De tre forfattere er forskellige. Alligevel kaster de alle et nyt og kritisk blik på »det gamle samfund« og er i deres forfatterskaber dybt forankret i den kultur, de ser truet af opløsning.
Den ålandske forfatter Sally Salminen debuterede i 1936 med romanen Katrina, der blev en af de største salgssucceser i Norden nogensinde, men hvis sociale kritik også fremkaldte stærke reaktioner i hendes hjemby Vargata på Vårdö.Romanen blev begyndelsen på en litterær karriere, men siden hen også en byrde for forfatteren. Hun udgav i alt 17 bøger: romaner, rejseskildringer og selvbiografier. Men alt, hvad hun skrev, blev overskygget af debutromanen. Hendes forfatterskab afsluttedes med fire selvbiografiske bøger, hvoraf Upptäcktsresan fra 1966 er blevet betegnet som en af de bedste finlandssvenske folkelivsskildringer fra 1920’erne.
De kvindelige forfattere i den såkaldte ‘primitivisme’ skriver om lovløs lidenskab. Romanerne slutter ofte med, at kvinderne betaler med livet for deres forbudte lidenskab. De udtrykker en mere eller mindre eksplicit kritik af den patriarkalske sammenkobling af kvinderne som seksuel ejendom og besiddelsen af jorden, samtidig med at en erotisk ambivalens fastholdes; en strategi, der uden tvivl har givet romanerne et stort kvindeligt publikum.Romanerne formidler en gedigen viden om landarbejdets forskellige genvordigheder og glæder. De dvæler ved kvindekulturens betydning for overlevelsen på landet og pointerer kvindens bærende rolle i den strenge selvforsyningsøkonomi. Fælles for mandlige og kvindelige primitivister er frisproget i de erotiske skildringer. Det nye, den kvindelige primitivisme tilfører svensk litteratur, er, at ambivalensen gøres fri af sine religiøse og patriarkalske forudsætninger og bliver til en helstøbt sanselig kode.Det kvindelige begær er stort, det brænder landsbyer af, ødelægger ægteskaber, slagter bønder og får kvinden til at bekræfte sig selv ved at lytte til sin egen krop. Indtil hun og hendes afkom straffes – ofte med døden.
Aase Hansen og Ellen Raae tilhørte en generation af kvinder, for hvem statsborgerskabet var blevet erobret, uden at denne erobring føltes som en personlig sejr. Sammen med forfattere som Johanne Buchardt, Ellen Duurloo, børnebogsforfatteren Estrid Ott, arbejderforfatteren Caja Rude og Karen Bjerresø udgjorde de en gruppe forfattere, der var optaget og anfægtet af spillet mellem kvindernes krav til livet – og den nye tid som et løfte og en trussel. Det er en gruppe forfattere, hvis litteraturhistoriske skæbne i høj grad har været tavsheden.
En stor del af 1920’ernes kvindelige forfattere reagerede på forandringer i seksualmoralen i Sverige. Den nye tid, den nye kvinde og den nye seksualitet er klangbund i deres litteratur. Denne nye kvinde med »sex appeal« og en »professionel« holdning til den traditionelle kvindelighed bevæger sig på grænsen mellem det gamle seksuelle systems »pæne« og »slemme« pige.Marika Stiernstedts omfattende forfatterskab afspejler dette kvindelitterære klima i første halvdel af 1900-tallet. I løbet af 20’erne blev hun toneangivende. Hendes første romaner behandler utroskab og dobbeltmoral i Ellen Keys ånd. I sidste del af forfatterskabet bliver mødet mellem kvinde og mand kompliceret. Hendes sidste værk, Kring ett äktenskap (Omkring et ægteskab) fra 1953 handler om det skandaleombruste ægteskab med forfatteren Ludvig Nordström. Den nærmest pedantiske skildring af det fordrukne og seksuelt ambivalente mandlige genis forfald taler sit skånselsløse sprog. For hvilken glæde har »den nye kvinde« af sin nyvundne frihed, når »den nye mand« viser sig at være en gammel dobbeltmoralsk patriark og et hjælpeløst barn?
Den islandske forfatter Unnur Benediktsdóttir Bjarklind skrev under pseudonymet Hulda, der betyder den underjordiske, den skjulte. I hendes tidlige værker raser en strid i den unge kvindelige kunstners sjæl mellem pligtens og slægtens forventninger og pigens drømme og begær. I de senere digte og noveller synes moderskabet uforeneligt med friheden, kunsten og endog med den store kærlighed.Hun anvendte ofte norrøn mytologi til at udtrykke konflikter mellem frihedslængsel og tryghedsbehov. Hun eksperimenterede med formen i sine første digtsamlinger. Inspireret af symbolistisk digtning prioriterede hun rytme og klang frem for traditionel metrik. Hun holdt fast ved alliterationen, men varierede rim og strofelængde. I islandsk litteratur blev hun en af forløberne for prosalyrikken.
Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.
Hele Agnes von Krusenstjernas forfatterskab bevæger sig omkring de følelser af ufrihed, desperation og oprør, som hendes opvækst i den gamle svenske overklasse fremkaldte. I sin søgen efter »sandheden om kvinderne« gik hun fra sammenbrudsromanens depressive tekst til den romantiske drøm om den frelsende kvindelighed.Hun stiller de spørgsmål, der var så svære og vedkommende for kvinder i denne brydningstid: Hvad betyder seksuallivet for kvindeidentiteten? Hvordan kan vi finde frem til en positiv kvindelig sanselighed, fri for den nedarvede byrde af kønsangst, kvindeforagt og fornægtelse af det kvindelige begær? I evnen til at udtrykke det fortrængte, det forbudte, ligger styrken i hendes fortællekunst, hemmeligheden ved dens stærke suggestivitet og tiltrækningskraft – men også dens evne til at støde nogle læsere bort i foruroligelse og væmmelse.
Om 1930’ernes litterære seksualpolitik.