Hvordan er det at leve i en tid, som så drastisk forandredes efter en krig? Det spørgsmål stiller mange kvindelige forfattere, som i 1900-tallets midte skriver i skyggen af krigen. Nogle af dem tager direkte krigen op i deres romaner, mens andre bearbejder sjælelige kriser, der er fulgt i krigens spor.
Krigen er også med i Solveig Christovs forfatterskab i kritikken af selvretfærdige modstandsmænd og i diskussionen om likvideringer af formodede medløbere efter krigen. Også kvinderne, som ofrer sig for mændene, kritiseres. I Solveig Christovs fiktive verden må alle tage ansvar for deres liv. At kvinderne ofte møder større vanskeligheder, er forfatteren ikke uvidende om. I romanerne Syv dager og netter, 1955, og Elskerens hjemkomst, 1961, skildres kvinder, som har ladet sig drive ind i ægteskabet i håb om økonomisk og social tryghed, men som lever i en følelse af indestængthed og tabte livsmuligheder.
Solveig Christov (pseudonym for Solveig Christophersen 1918-1984) er en af de forfattere, som fremstiller mulige livsalternativer. En af hendes romaner har også den talende titel Korsvei i jungelen, 1959. Tilværelsen beskrives som uoverskuelig, men samtidig er det individets pligt at vælge sin vej. Allerede i debutromanen Det blomstrer langs blindveien, 1949, skildres imidlertid den tvivl, der altid følger med valget. Er det muligt at vælge en holdbar livsvej? Er de alternativer, der står til rådighed, gyldige? Denne type af spørgsmål er gennemgående i forfatterskabet, og løsningerne fremstår aldrig som lettilgængelige og er måske undertiden heller ikke mulige at finde. Men selve udforskningen af mulighederne opgives ikke. Det betyder i Solveig Christovs forfatterskab også en afprøvning af udtryksformen. Hun forlader den realistiske roman og vender sig i stedet til allegorien. Oplevelsen af den realistiskpsykologiske romans begrænsninger deler hun med samtidige forfattere som Aslaug Groven Michaelsen (født 1926) og Bergljot Hobæk Haff (født 1925). De arbejder alle bevidst med symboler og allegoriske fremstillinger.
I romanerne Torso, 1952, og Demningen, 1957, skildrer Solveig Christov i allegorisk form menneskets situation i samfund, der præges af materialisme og konkurrencetænkning. I Torso beskrives mennesker, som bor på en bjerghylde, men som fornægter den afgrund, de har under sig. En gruppe bryder ud og forsøger at nå bjergets top. Anført af en digter, som formidler visionen om en ny form for liv, tror de på muligheden af at nå det fuldkomne. Men digteren svigter, og målet viser sig umuligt at nå. Romanen kan delvis læses som en debat om kunstnerens rolle i samfundet, men i sidste instans handler såvel Torso som Demningen om individets pligt til at tage ansvar både for sit eget liv og for udviklingen i samfundet. I Demningen skildres følgerne af at overlade ansvaret til andre, til diktatoriske organisationer.
Sympatien er i Solveig Christovs romaner hos de mennesker, som ikke følger vedtagne normer, og som vil forandring. Dermed er de også anbragt i en marginalposition i samfundet. De trodsige individer – oftest er de kvinder – som ikke giver op i deres søgen, går igen i forfatterskabet. Det indbefatter foruden romaner også skuespil og noveller, men det er først og fremmest i sin eksperimenterende romankunst, hun sætter livsspørgsmålene på spidsen.
At se med sjælen
Liv Borgersen i Aslaug Groven Michaelsens roman Bryllupet på »Arken«, 1955, er en af de skikkelser i forfatterskabet, som vover at trodse konventionerne, og som står stærkt i sin tro på livet. Da Liv Borgersen beskrives for første gang i romanen, er det forår, og den vågnende natur bliver et billede på den unge piges livslyst og længsel. Hun formår også at gøre oprør mod en traditionel kvinderolle og gå sin egen vej.
Troen på menneskets muligheder har hos Aslaug Groven Michaelsen sit fodfæste i Suttungbevægelsen, som forfatteren er tilknyttet. For at blive et helstøbt menneske må en materialistisk tænkning opgives; det er i mødet med både kulturen og naturen, at mennesket kan »se med sjælen«. Troen på mennesket forenes i Aslaug Groven Michaelsens forfatterskab med en gudstro. Øjeblikke, hvor hverdagsmennesket kommer i kontakt med den mystiske og irrationelle side af tilværelsen, fremstår i hendes romaner som øjeblikke, hvor det er muligt at tro på livet.
Aslaug Groven Michaelsen skildrer imidlertid også mennesker, som er bundet af samfundsnormer og konventioner. I Draugen ler (Trolden ler), 1953, konfronteres en nøgtern og prosaisk mand, som studerer filologi, med en præst og hans datter. De lever i kontakt med deres følelser, og de står som modpoler til den følelsesmæssigt hæmmede filolog. Derimod er det i Som rever blant ruiner (Som ræve blandt ruiner), 1959, en præst, der er afhængig af opfattelserne i samfundet, og som styres af sine karrieremæssige ambitioner. Han går over sin elskedes lig, inden det lykkes ham at forstå, hvad hun mente med kravet om, at han skulle være sig selv.
De livsholdninger, som Aslaug Groven Michaelsen skildrer i sit forfatterskab, gives ofte symbolske billeder. I sin essaysamling Korsvei, 1964, konstaterer hun, at symbolet må være »organisk sammenvokset med værket«. Samfundskritikken i hendes romaner vises, som i Som rever blant ruiner, i billeder af byen som åndeligt udtørret: Over den lyser en brændende sol. Den »solregn«, som kunne have forløst livet, står kvinden i romanen for, men der bliver aldrig givet hende mulighed for at trænge igennem mands- og bysamfundets barrierer. Kontakten med naturen og livets oprindelige kræfter er dermed gået tabt.
Samfundskritikken er tydelig i romanen De som var 14, 1968, og i novellesamlingen En anden kvinde, 1974, hvor kvindeperspektivet er fremtrædende. Den vision af et anderledes og bedre liv, som formidles i Aslaug Groven Michaelsens forfatterskab, kræver et jævnbyrdigt samfund, hvor mænd og kvinder får samme muligheder for at udvikle sig til mennesker.
Det uforeneliges forening
Kvindeskikkelserne i Bergljot Hobæk Haffs romaner udgår fra billeder af kvinden, der er skabt i den patriarkalske historie. Allerede i debutromanen Raset (Nedstyrtningen), 1956, møder vi kvinden som mor, luder og heks, og her er der også en kunstnerproblematik, som vender tilbage i senere romaner. Den kvindelige hovedperson er en begavet pianist, der trodser både faderen og ægtemanden, som vil forhindre hendes kunstneriske udøvelse: »Jeg ved, at det er musikken, der skal dømme mig eller gøre mig fri«.
Bergljot Hobæk Haff lader i Raset det konkrete billede på modstanden være moderskabet. Det er graviditeten, som skal få kvinden til at opleve sig som så tynget af kvindekroppen, at hun hæmmes som kunstner. I tragisk romantisk stil fortælles om kvindens død under debuten. På sit livs højdepunkt bliver hun ikke nogen Aladdin, der får glæde af publikums ros. Bødlen sidder under koncerten i skikkelse af ægtemanden, den mandlige hovedperson, der glæder sig over at have gjort hende gravid. Han ser det truende og fascinerende billede af den kvindelige kunstner: »Dette var en vild og rent umenneskelig skønhed. Hun lignede en heks, som var steget op på bålet for at brændes«.
Debutromanen er skrevet i en psykologisk-realistisk stil, som Bergljot Hobæk Haff også anvender i Liv, 1958, men som hun forlader for det, som er blevet forfatterskabets særkende: En stil, som er influeret af en mundtlig fortællekunst med bibelsproget som vigtig referenceramme. Den kendetegner romanen Skjøgens bok, 1965, som fortælles af en luder, der forsøger at forstå sin situation og frem for alt de mænd, som hun møder. Højt og lavt forenes både i romanens stil og i dens tema. Kontrasterne bliver også tydelige i det syn på sig selv, som kvinden beskriver, og i hvad det indebærer, at hun lader mændene benytte sig af hendes krop. Hun taler om udnyttelsen, grovheden og volden, men også om det modsatte: »Men inden det lysner af dag, er grådigheden blevet til fortrolighed, og jeg føler trang til at falde på knæ og takke skæbnen for denne mærkelige evne, der er nedlagt i mig«.
I romanen Heksen, 1974, er handlingen henlagt til 1600-tallet og dets hekseforfølgelser og kamp mellem tro og overtro. En skriftkyndig kvinde giver her mæle til historiens tavse kvinder. Den stemme, som i dagbogsform fremtræder i Heksen, tilhører ikke bare 1600-talskvinden; hos den unge skriverske finder man en moderne bevidsthed.
Gennem tre kvinder belyses i Heksen afmagt og magt. En præstekone identificerer sig med hustruens og moderens smerter, underkaster sig lidelsen og dør. Hun er sprogløs og afmægtig over for manden og omgivelserne. Kvinden Hanna Man lever som heks, og som sådan optræder hun som helbreder og jordemoder. Hun svinger mellem at trodse omverdenen og være jaget af angst for omverdenen. Da hun udsættes for tortur, tilbageholder hun skrigene og lader dem udfolde sig i sang: »… dette omvendte skrig, som blev holdt tilbage i mundhulen så længe, at det til sidst tonede ud i en sang«. Ud af smerten opstår der »blodblomster«. Hvor præstekonen overgiver sig til kroppen, kontrollerer kvinden med det mandige navn kroppen så meget, at hun ender i galskab og dør. Tilbage står heksens arvtager, en ung kvinde, der er vokset op i præstehjemmet. Af præsten har hun lært at skrive, og hun bliver den, der skriver de tre kvinders historie. Sammen med Hanna Man sidder hun fængslet som heks; men hun overlever og går forklædt som mand i krig. Hun afsløres imidlertid og bliver »degraderet« til hore. Med en stemme, der til forveksling ligner jeg-fortælleren i Skjøgens bok, formidler skriveren i Heksen indsigten om, at det fysiske møde mellem mand og kvinde åbner for et møde, hvor magt og forskelle ophæves. Manden, magtudøveren, er også formet af kød og blod: »Derfor kan selv det groveste favntag vise sig at være et af disse sjældne tilfælde, hvor magten pludselig løsner sit greb og smelter ind i omfavnelsen«.
Den vej, som skriversken går i Heksen, handler om at integrere tilværelsens forskellige niveauer: Den kvinde, som af samfundet dømmes som heks eller hore, bliver den, som fra en tilsyneladende magtesløs position tager virkeligheden nærmere i øjesyn og søger bag om de gængse forestillinger om konventionerne i en stræben efter at slå bro over modsætningerne mellem kroppen og ordet og dermed mellem kvinden og manden.
I fornedrelsen rummes der også ophøjelse – den bestandigt tilstedeværende dobbelthed i Bergljot Hobæk Haffs romaner vises i Heksen konkret gennem skriversken. Hun er datter af en tater og en bondepige, hvilket fysisk udtrykkes i, at hun har et blåt og et brunt øje. De forskelligt farvede øjne peger også på skriverskens dobbelte blik på tilværelsen: Hun identificerer sig både med de udstødte og med dem, der optages i samfundets fællesskab.
Margaretha Fahlgren og Susanne V. Knudsen