Lærerdatter fra Holmestrand (Botne), tog selv lærereksamen i 1947. Hun fik et barn i første ægteskab. I 1956 debuterede hun med Raset (Lavinen, 1957), en roman om en kvinde med kunstnersind og hendes destruktive og magtsyge mand. Bergljot Hobæk Haff, der eksperimenterer med fortælleformer, har skrevet en halv snes romaner af voksende kompleksitet, bl.a. Heksen, 1974, om kvinders vej til udtryk og skrift. I sit forfatterskab søger hun at afdække kvinders roller som mor, luder og heks.
Hun har fået flere priser og har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris to gange, i 1989 for romanen Den guddommelige tragedie om de sortes Sydafrika og i 1992 for Renhetens pris (da. 1993), en middelalderroman om inkvisitionen. Med den meget roste roman Skammen, 1996 (da. 1997), en familiekrønike om 1900-tallet, blev det endnu engang slået fast, at Bergljot Hobæk Haff er en af Norges store historiefortællere.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Bergljot Hobæk Haff udgivet romanerne Sigbrits bålferd, 1999 (Sigbrits bålfærd, 2006), Den evige jøde, 2002 (da. 2003), og Attentatet, 2004.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Jan Bjøndal: Kast dit brød paa vandet, 1998
Liv Bliksrud: "Metafysikk og tvisyn. Nedslag i Bergljot Hobæk Haffs forfatterskap" i: Norsk litterær årbok, 1990
Edda, nr. 1, 1995
Sigrid Bø Grønstøl: "Genrestrategi og metatematikk i romanen Heksen av Bergljot Hobæk Haff" i: Eigenproduksjon nr. 29, 1987