Hilke Thorhus hedder heltinden i Kim Småges (født 1945) roman Nattdykk fra 1983 (Natdyk, 1984). I de dramatiske åbningsscener sidder hun i dykkerdragt alleryderst på en forblæst ø ved Mørekysten i det vestligste Norge. To af hendes venner er blevet dræbt af ukendte mænd på 21 meters dybde, og hun er selv i livsfare. Uforvarende er hun og de andre dykkere faldet over et parti værdifulde ædelstene, og Hilke hvirvles ind i en international kriminalintrige. På de første sider sniger hun sig langs jorden for at komme i sikkerhed, mens menstruationsblod og sved render på indersiden af dykkerdragten. Hun er på én gang barsk og sårbar, en kvinde der behersker mænds sprog og færdigheder, og samtidig en kvinde, der bløder og er udsat for ekstreme belastninger. Med denne bog introducerede Kim Småge en ny kvindelig romanhelt i Norge: en fræk og moderne feminist med en central placering i et kriminelt plot. Hilke er mentalt set datter af 1970’ernes kvindebevægelse, men hun har en aktionsradius, der måske ville have forekommet unaturlig bare ti år tidligere. Med bøgerne om Hilke Thorhus skabte Kim Småge en forløber for – eller i hvert fald et tidligt bidrag til – det, der gennem 1980’erne og 90’erne både nationalt og internationalt skulle eksplodere som en selvstændig genre: kriminalromaner med kvindelige hovedpersoner. Hilke optræder også i debutbogens efterfølger, Origo, 1984. Hun er en kvinde med hud og hår og følelser, dristig og snarrådig, men også fuld af kærlighedslængsel. Kriminalgåder lader sig opklare, mens kærlighedens gåder er vanskeligere at løse, synes at være en slags foreløbig konklusion. Med denne prisbelønnede bog slog Kim Småge en kile ind i det maskulint dominerede felt, norsk kriminallitteratur indtil da havde været. Ganske vist havde genren tidligere haft respekterede kvindelige forfattere som Gerd Nyquist (1913-84), men fra 1970’erne og i takt med, at den norske krimi blev mere og mere accepteret som »rigtig« litteratur, blev en lang række meget genrebevidste yngre mandlige forfattere toneangivende.
Kim Småge og de kvinder, der som Anne Holt (født 1958) og Kjersti Scheen (født 1943) er fulgt i hendes spor, har vist, at kvindesynsvinklen både kan berige og forny den kriminelle intrige.
Den lesbiske politibetjent Hanne Wilhelmsen er hoved-person i Anne Holts første to romaner, Blind gudinne, 1993 (Blind gudinde, 1995), og Salige er de som tørster, 1994 (da. 1996), der skildrer et voldeligt Oslo. Holt skriver med autoritet i den skandinaviske tradition fra Sjöwall og Wahlöö.
Kjersti Scheens skriver sig med Teppefall, 1994 (da. 1996), ind i privatdetektivtraditionen. Hendes noget uortodokse heltinde er Margaret Moss, enlig mor til en grønhåret teenagedatter.
Teknikken fra de første bøger med at lade Hilkes bevidsthed være et af romanens centrale steder skaber stor bevægelsesfrihed for handling og fremdrift. På den ene side oprulles krimi- og spændingshistorierne, hvor ingredienserne er relativt traditionelle – diamantsmugling, NATO-anlæg og sovjetiske atomubåde. På den anden side registreres og kommenteres disse historier af en levende, engageret og handlekraftig kvinde. Desuden er Hilke – og hendes forfatter – geografisk på hjemmebane både på land og til vands, idet begge bøger er henlagt til dykkeren Kim Småges hjemegn, og tanker om beskyttelse af folk og landskaber i disse områder knytter sig tæt til hovedhandlingen.
I romanen Sub Rosa, 1993 (da. 1994), bruger Kim Småge en figur fra titelnovellen i sin samling Kvinnens lange arm, 1992 (da. 1996), politiassistent Anne-kin Halvorsen. Med denne hårdhudede og socialt engagerede opdager går Kim Småge et skridt videre i forsøget på at placere den kvindelige kriminalhelt centralt i nyere, norsk litteratur. Anne-kin er urban, professionel, en mulig serieheltinde, en klassisk politiassistent i nederdel. Romanens gåde knytter sig til et moderne kunstværk, sammensat af lag på lag af gamle aviser og dokumenter. Det er hovedpersonens intuition og hendes evne til at associere, der gør gådens opklaring til en modsatrettet proces, hvor fortidens hemmeligheder afdækkes lag for lag.
Kim Småge har et skarpt blik for kvinders udelukkelse fra sociale sammenhænge og for andre udtryk for social uretfærdighed. Dette kommer ikke mindst til udtryk i de to romaner, der ligger længst fra den traditionelle kriminalfortælling, Kainan, 1986 (da. 1988), og Lex Love, 1991. Kainan går ind i det nære, næsten enæggede tvillingeforhold mellem en bror og en søster og er henlagt til frimurermiljøet i Oslo, på kanten af loven, mens Lex Love inkorporerer den historiske uretfærdighed det var, at norske mænd på udenrigstogt under sidste verdenskrig fuldt lovligt kunne gengifte sig i udlandet uden at varsle deres norske koner, den såkaldte »bigamilov«. Novellerne fra 1992 åbner mod det fantastiske og groteske, sommetider i stil med Fay Weldon, og viser bredden i et forfatterskab fuld af humor, vrede og socialt engagement.
Janneken Øverland
Apokalypser
I Elin Brodins (født 1963) roman Bedøvelse, 1991 (Døden ikke heller, 1991), møder vi to personer, der lider af hver sin »civilisationssygdom«: Kræft og narkomani. Den lille pige Synne får blodkræft og gennemgår tappert, men resultatløst strålebehandling og cellegiftkure. Pubertetsdrengen Thomas, der kommer fra et hjem under indflydelse af en satanistisk sekt, lever narkomanens liv på gaden. Mellem de to står hovedpersonen Vegard Hansen, Synnes far. Forældrene er skilt, men tvinges til at arbejde sammen under datterens langvarige sygdom. Moderen er den effektive type, der forholder sig rationelt til sygehusets smertefulde behandlingsoplæg. Faderen føler sig mere og mere fremmedgjort og beslutter til sidst at »bortføre« sin datter og lade hende dø i sine arme. Parallelt med sygehistorien løber fortællingen om Thomas, der kæmper for at overleve det stofhelvede, han er endt i. Vegard rækker ham en hjælpende hånd og oplever, at drengen får tillid til ham og evner at komme igennem sin krise.
Romanen kritiserer det samfund, der ikke foretager sig mere for at afværge de »sociale« sygdomme, mens det i sin behandling af de »kliniske« sygdomme gør mennesket til et biologisk tilfælde, der underlægges en omsorgsfattig og instrumentel kur.
»Men sosialrealismens tid var ikke forbi«, skrev en anmelder om den prisbelønnede Bedøvelse. Denne etikette passer af to grunde godt til forfatterskabet: Den realistiske, illusionsskabende skrivemåde og det samfundskritiske engagement. Men så passer den heller ikke længere: Mens 1970’ernes socialrealistiske romaner hentede stof i norsk samtid og nære historie og skrev det ind i en bestemt ideologisk forklaringsmodel, er Brodins stofområde hele vores civilisation, inklusive myter om vores fortid og visioner om vores fremtid, og kritikken er fundamentalt humanistisk.
Elin Brodin har siden debuten i 1983 skabt et stort prosaforfatterskab, der ikke kun omfatter romaner, men også børne- og ungdomsbøger og debatbøger. Hendes samfundskritiske engagement spænder fra kritik af børns og unges vilkår over behandlingen af narkomaner og syge til brugen af dyr i medicinsk og anden forskning. Tematisk kredser hun om det ondes problem i en normløs kultur, hvor vold og naturødelæggelser florerer. Hendes projekt er at knuse idyllen, bringe uroen op til overfladen og vise den rene ondskab som en reelt eksisterende trussel mod vores fremtid.
Også romanen Maskedans, 1987, handler om forældre, der kæmper for deres børns liv. Romanen tager læseren med ned i en undergrundsverden, hvor der råder brutalitet og destruktivitet, og »normale« værdier ikke har en chance. Her møder vi tortur, sadisme, lemlæstede børn, grusomhed og død i mange varianter. Hovedpersonen Christa forsøger at bekæmpe ondskab med vold; men hævnen øger hendes skyld og hendes lidelse, og fra dette destruktive punkt fører dobbeltrollen som offer og bøddel hende ind i sammenbrud og vanvid.
»Jeg er dyrenes advokat i denne bog«, skriver Elin Brodin på flapteksten af bogen Kan du ikke tale? Menneskeverd og dyreverd, 1991. Det er en debatbog, der drejer sig om dyremishandling i landbrug, jagt og forskning.
I romanen Ulvinnen fra 1986 træder hun så nær et dyreliv, som mennesket vel kan komme. Bogen handler om en to år gammel engelsk pige, der bliver væk fra sine forældre i den indiske jungle og vokser op blandt ulvene. Som 16-årig bliver hun fanget af mennesker og bragt til et laboratorium, hvor læger og psykologer tager sig af hende. Overgangen til et menneskeligt liv kommer til at dreje sig om at bemestre sproget og de iboende menneskelige talenter. Det er en smertefuld og vanskelig proces, der til sidst lykkes. Bogens første del er en intens beretning om Julies liv som ulv. Anden del er hendes refleksioner over dette liv, ti år efter at hun blev fundet.
Ulvinnen skildrer ulveflokkens liv, dyrenes regler og normer, deres jagt efter føde og omsorg for hinanden. Blandt dyrene hersker en overlevelsens etik, rovdyrets lov, der går ud på at dræbe for at æde. Her findes ikke forræderi eller umoral.
Elin Brodins kulturkritik er bredest anlagt i romanen Askefolket, 1988 (da. 1989), der er en kritisk fremtidsvision, en apokalypse og en profeti om verdens undergang. Handlingen udspiller sig på baggrund af en tilbagelagt atomkrig. De overlevende holder til i Den Store By, hvor de har udviklet et science fictionagtigt samfund, hvor magten ligger hos dem, der behersker teknologien. Ude på heden, hvor atomkrigen er foregået, er der goldt. Man tror ikke, der findes liv derude, før den blinde pige Adelheid, som har »overnaturlige« evner, fortæller om det, hun »ser« foregå på askeheden. Der planlægges en ekspedition, og romanens hovedperson, parapsykologen Hilary Milholland, kommer med og får ansvaret for Adelheid.
Ekspeditionen finder liv, Askefolket, der består af kæmper med et gebrækkeligt udseende. De er opstået som mutationer efter den kernefysiske krig og den efterfølgende økologiske katastrofe. Kæmperne har store problemer med at forplante sig, og de er udsat for fysiske svagheder og sygdomme. Romanen ender med, at Askefolket uddør på grund af en pestepidemi, mens Den Store By oplever nye krigskatastrofer.
Unni Langås
At placere lidelsen
Mari Osmundsens (pseudonym) (født 1951) forfatterskab kan på mange måder sammenlignes med Elin Brodins. Som politisk bevidste kulturkritikere er de begge optaget af spørgsmålet om menneskelig lidelse og skyld i vores moderne, fremmedgørende samfund, og de står begge med et ben i den socialrealistiske romantradition.
Men hvor Elin Brodin skildrer det katastrofale, er Mari Osmundsen tilsyneladende mere optaget af at formidle en tro på, at selv det ubetydeligste menneske kan mobilisere en ufattelig indre styrke og kærlighed. Selv om det går helt galt, selv om vold og kynisme kan forekomme at være den eneste farbare vej i en tilsyneladende afhumaniseret civilisation, selv om det groteske og destruktive i den vestlige tænke- og levemåde synes at være individets eneste mulige beskyttelse i en verden, hvor kynisme og pengemagt har fortrængt mere almenmenneskelige værdier, får håbløsheden ikke lov at tage helt overhånd.
I Absolvo te, 1992, planlægger Katla og hendes kæreste et indbrud for at stjæle en gammel mands millionstore tipsgevinst. Pengene skal bruges til at lindre noget af lidelsen i en krigshærget og sultende verden. Men indbruddet fører til mord. Romanen er bygget op omkring den fængslede Katlas breve til en ukendt katolsk pater. Hendes dybe behov for at retfærdiggøre sine handlinger – som læseren ikke har problemer med at forstå og langt hen ad vejen også sympatisere med – fører gradvis og næsten modvilligt til en livsvigtig erkendelse: »Men det var jo ikke sånn jeg skulle prøvd å lindre lidelsen! Jeg har prøvd å bruke onkels penger til å stagge (dulme) min samvittighet, det er jo aldeles bort i veggene (langt ude)«. Absolvo te slutter med, at Katla oplever den frihed, der er nødvendig for at kunne »rejse« ind i fremtiden med et vist håb.
Troen på det svage menneskes indsats præger Mari Osmundsens forfatterskab lige fra begyndelsen. Debutromanen Vi klarer det!, 1978, og På vei mot himmelen, 1979 (da. 1980), retter søgelyset mod arbejderklassekvindernes kamp for deres økonomiske og menneskelige rettigheder. Den socialrealistiske form og det (kvinde)politiske budskab har et typisk 1970’er-præg. Det samme gælder novellesamlingen Wow, 1982, men her finder man forløbere for det, der efterhånden nærmest bliver Mari Osmundsens kendetegn: Hun eksperimenterer med tekstens fortælleperspektiv på en sådan måde, at virkelighed, fantasi og »galskab« glider sammen. Men først i romanen Gode gjerninger, 1984 (da. 1986), fokuseres der for alvor på skrivemåden. Her kobles et forunderligt glidende fortælle-perspektiv sammen med brugen af mytiske elementer. Det kan virke, som om den ene hovedperson er så gal, at hun har mistet realitetssansen. Men denne »galskab« er indarbejdet i selve fortællingen. I stedet for at betragte den udefra føres læseren med ind i et bevidsthedsudvidende rum, hvor intet er mennesket fremmed: Hvor hører virkeligheden op? Ikke ved fantasien og myterne, der er menneskets positive og stadigt fornyende kræfter.
Mari Osmundsens bøger er stort set blevet mødt med positiv kritik, især vakte Wow og Gode gjerninger opsigt. Den norske kvindeforsker Toril Moi pointerer f. eks. i det norske kvindetidsskrift Kjerring-Råd, at Gode gjerninger »bryder suverænt med både bekendelsesgenren og socialrealismen som mønster for kvindelig skrift«, og netop forfatterens kvindenære sprog synes at fascinere mange – også mandlige kritikere.
I romanen Familien, 1985, er det spøgelserne, der boltrer sig frit. Men i fabelsamlingen Drageegget (Drageægget), 1986, slår Mari Osmundsen sig for alvor løs med elementer fra myter, gamle eventyr og østens mystik. Realismen er fuldstændig forladt. Personer forsvinder ud af handlingen og hentes efter forgodtbefindende ind igen, perspektivet ændres hele tiden. Her er megen tekstlig leg og spænding, men med alvorlig hensigt. Med sig bærer mennesket altid visheden om, at det værste kan ske, og læseren frygter, at det skal ske.
Romanen Arv, 1988, holder sig for så vidt inden for grænserne af en genkendelig virkelighed. Den handler om fire søskende, der mødes efter moderens død. Jeg-fortælleren står uden for handlingen, men forsøger til stadighed at gribe ind. Fortælleren må næsten kæmpe for at bevare en vis kontrol: »Jeg hadde aldri trodd at Kyrre ville reagere sånn. … hvordan skal denne boka bli om folk begynner å gjøre andre ting enn det jeg hadde planlagt for dem?« En næsten svidende genkendelighed findes i Gutten som slo tida ihjel, 1990. Mari Osmundsen har tidligere i sit forfatterskab behandlet fremmedfrygt og racisme i Norge, men i denne roman klædes det moderne Norge af til skindet. Indvandrerkvinden Pramsi og den kioskarbejdende Dorrie er begge på jagt efter et nyt ståsted, en ny identitet. Kritikken af det norske samfunds behandling af de elendigste er afslørende og harmdirrende. Afslutningens forsøg på trods alt at finde lyspunkter i elendigheden griber til naturfolkets tanker for at rydde vej gennem civilisationens kolde kaos. Indianerhøvdingen Sorte Elg citeres: »It may be that some little root of the sacred tree still lives. Nourish it then, that it may leaf and bloom and fill with singing birds«.
Mari Osmundsen kan næppe sige det tydeligere: Vores vestlige kultur trænger til næring udefra for at kunne overleve. Vi har brug for galskaben og myterne, vi har brug for indvandring, fordi vi har brug for mennesker, menneskelighed. Vi må placere lidelsen, hvor den egentlig hører hjemme. Det er et kunststykke at formidle så klare politiske budskaber gennem så sprogligt bevidste og grænseforskydende former. Vores identitet ligger i sproget, og her kan stadig udforskes nye sider.
Mari Osmundsen har markeret sig som en produktiv og spændende forfatter, der ofte er til stede i offentligheden, dog uden at røbe sin egentlige identitet.
Rakel Christina Granaas