En række sociale og ideologiske træk blev udbredt i Europa på overgangen mellem 1700- og 1800-tallet: etableringen af middelklassefamilien som kulturbærende og den romantiske idealisering af kvinden som dels Guds og naturens moder, dels den ubevidste og fremmede del af mandens menneskelighed. Disse forandringstræk bidrog til at forene de foregående perioders kvindetyper, husmoderen og salonværtinden, i den romantiske intimsfæres kvinde.Romantikken gav på den måde kvinden en kulturel position i kraft af kønnet alene, som hun ikke før havde haft og snart igen mistede. Men i opbygningen af kvindernes nye intimsfæreidentitet kom kvindelitteraturen til at spille en afgørende rolle, idet den indoptog og formidlede inspirationen fra den store europæiske bevægelse.
Tag: Staël, Germaine de
Preciøserne dannede i 1600-tallet egne saloner som protest mod hofkulturens vulgaritet. De blev eftertragtede mødesteder for den kulturelle elite og var en samværsform midt imellem det private og det offentlige rum. Deres centrum var den åndfulde samtale, som ofte foregik i boudoiret, det intime rum. Imellem hofkulturens repræsentative salonsal og borgerskabets private dagligstue gav salonkulturen således plads for specielle samværsformer, skabt og styret af de åndrige værtinder, der altid spillede en dominerende rolle.Man konverserede ikke, men talte hjerteligt sammen om intime, politiske og kulturelle emner. Både de preciøse og de præromantiske saloner inspirerede den nordiske salonkultur. I 1700- og begyndelsen af 1800-tallet var den nordiske dannede kultur flersproget. De europæiske strømninger blev derfor hurtigt optaget i tilsvarende miljøer i Norden. Salonkulturen er ikke meget beskrevet i litteraturhistorierne. Når værtinderne endelig nævnes, skyldes det de mænd, de samlede omkring sig. Men værtinderne var selv kunstskabende.