Legenden som historisk refleksion

Eeva Joenpelto (født 1921) debuterede i 1950 med romanen Kaakerholma og fik sit gennembrud 1955 med Neito kulkee vetten päällä (Jomfruen går på vandet, 1960), der tematiserer kønsrollernes styrke og svaghed.

I 1974 kom Eeva Joenpeltos andet store gennembrud, da første bind af hendes romanserie om livet på en virksomhed i det sydlige Finland fra 1919 og ind i 1930’erne udkom. I centrum for romanseriens fire dele Vetää kaikista ovista (Tyende og fjender), 1974, Kuin kekäle kädessä (Sædekorn blandt torne), 1976, Sataa suolaista vettä (Som havets sand), 1978, og Eteisiin ja kynnyksille (Alt har sin tid), 1980, står en købmandsfamilie. Forskellige sociale og politiske grupper og samfundsklasser bevæger sig om dette centrum, blandes og udsættes for generations- og klassemodsætninger, arbejdskampe og den nye kapitalisme. Seriens første del handler om bitterheden mellem de stridende parter efter borgerkrigen.

I seriens følgende dele er det den unge generation, der træder frem med nye idealer og vurderinger. Landet styres af en socialdemokratisk mindretalsregering, kommunisterne er gået under jorden, og de nyrige opkomlinge maser sig ind i middelklassen.

Eeva Joenpeltos kunstneriske styrke er miljøskildringen og de psykologisk overbevisende personer. De forvandlingsprocesser, der præger samfundet, går igen på det individuelle plan, hvor romansuitens personer optræder som katalysatorer for sociale og politiske konflikter.

Efter Lojoseriens menneskemylder koncentrerede Eeva Joenpelto sig om portrættering af individuelle skæbner f.eks. i romanen Elämän rouva, rouva Glad (Fru Glad, gift med livet), 1982, en flertydigt underholdende, klassisk roman, hvor et symbol- og idéplan flettes ind i og bryder det traditionelle, realistiske handlingsplan.

En udvidelse af symbolikken gør fru Glads skæbne analog med Finlands udvikling fra 1917 frem til midten af 1930’erne. Den uskyldige »Jomfru Finland«, Saara Heinonen, den senere fru Glad, bliver et offer for samfundets dobbeltmoral, forføres og forvandles til en grådig menneskesluger og mammondyrker.

Foruden analogierne til nuet (1980’erne) genfindes også rollerne fra de tidligere bøger: Stærke kvinder og uduelige mænd, der let lader sig narre, materialisme og idealisme, det statiske og det dynamiske i forbindelse med menneskers udvikling og handlingsmuligheder, land og by, individ og miljø, lidenskabernes magt over menneskene.

Eeva Joenpelto fortsætter gennem sin produktion i 1980’erne med at variere temaet offer og skyld og generationskonflikterne og deres implikationer. Både i Rikas ja kunniallinen (Rig og stueren), 1984, og Jottei varjos haalistu (Så din skygge ikke blegner) fra 1986 genkender man beskrivelsen af livet som en kamp mellem materialisme og idealisme og af det uforklarlige, men systematiserede, hensynsløst onde, der rammer idealistiske, naive mennesker. Og i baggrunden findes hele tiden de sociale, politiske og ideologiske konflikter. Hos Eeva Joenpelto ser det ud til at være lettere at kæmpe mod systemer og organisationer end mod enkeltindivider. Ondskaben fremstilles som en følge af personlig, individuel rædsel og dumhed. I Ei ryppyä, ei tahraa (Rynkefri, pletfri) fra 1989 stræber hun endnu en gang efter at skabe en klassisk underholdende roman om borgerskabets dilemma og kamp med at opretholde en pletfri facade, som også bogens ironiske titel antyder.

Med romanen Tuomari Müller, hieno mies (Dommer Müller, en fin mand) fra 1994 gentager Eeva Joenpelto da også temaet fra tidligere bøger: Pengemagtens, den politiske magts og intrigespillets indvirken på individ og omgivelser, hævnaktioner og klassesamfundets persongalleri. Bogen kulminerer i en chokerende slutning med et tragisk, overbevisende og mangetydigt billede af tusindvis af slanger på flugt for bulldozere.

Anu Kaipainen (født 1933) har altid været interesseret i at lade myter, legender og det historiske spejle nuet på en flertydig måde. I Arkkienkeli Oulussa 1808-1809 (Ærkeenglen i Uleå-borg), 1967, er det begivenhederne under den finske krig 1808-09, der skildres meget levende. Og i Magdaleena ja maailman lapset (Magdalena og verdens børn), 1969, har Anu Kaipainen udviklet et stærkt engagement i datidens radikale idéer og iver efter at forbedre verden.

Også i de følgende romaner, Surupukuinen nainen (Den sorgklædte kvinde), 1971, On neidolla punapaula (Og jomfruen hun træder dansen), 1973, Naistentanssit (Damernes dans), 1975, og frem for alt i Kellomorsian (Klokkebruden) fra 1977, der har et Jeanne d’Arcmotiv, fortsætter hun med at bruge myter, mystik og legender for at belyse og perspektivere situationer i nutiden.

Den biografiske roman Poimisin heliät hiekat (At samle de glitrende sandkorn) fra 1979 handler om den kvindelige finske folkesanger Larin Paraske, der fik lov til at synge for herrerne i Det finske Litteraturselskab i 1890’erne og blev portrætteret af Albert Edelfelt og Eero Järnefelt, men døde fattig og glemt i 1904. Frihedstemaet er centralt i bogen, og heri indgår både en kvindeproblematik og en problematik om det skabende menneskes vanskeligheder med at realisere sig selv under hårde ydre vilkår. Et kulturkritisk tema i romanen fremhæver den dybe kløft mellem den værdiskabende etablerede kultur og folkekulturen.

Anu Kaipainen skaber i denne roman en vellykket kompositorisk helhed, der sammenføjer historiske og fiktive tildragelser med folkloristiske rekvisitter, Larin Paraskes egne tekster, den karelske dialekt og de finske folkesanges allitterations- og omkvædsteknik.

Hos Anu Kaipainen bruges den visionære realisme til en afmystificering af legender og historie, således at de oprindelige fantasikilder blotlægges både poetisk og realistisk.

Det er imidlertid først med romanen Kahdesti haudattu (To gange begravet), 1993, at Anu Kaipainen efter flere kunstneriske forsøg igen finder frem til de bedste egenskaber i sit forfatterskab – gådefuldheden, den stilistiske stramhed, det smidige sprog – og afholder sig fra en påtrængende moral.

I Kahdesti haudattu vender hun tilbage til myterne og legenderne ved at modernisere den romantiske ballade »Inkeris vise«, en finsk version på Kalevalamål af den dansk-norske folkevise om adelsfrøkenen Inkeri, der venter på sin trolovede og til sidst troloves med en anden efter budskabet om kærestens død.

Anu Kaipainens Inkeri hedder Irene og er bosat på en ø i Grækenland, datter af en rig vinbonde og som ung forlovet med den flotte, blonde fiskersøn Lalmanti, der er af vikingeslægt. Lalmanti havner i Sovjetunionen og falder ved den finske front. Veikko, der assisterer ved opgravningen af fjendens faldne soldater, bliver betaget af Lalmantis smukke hovedskal, som han beholder. Lalmantis lemlæstede lig plager Veikko, der med skelettet i bagagen efter mange års søgen finder den utålmodigt ventende Irene i Grækenland.

Romanen indbyder ikke til nogen entydig tolkning, den er mangetydig og uforklarlig gennem sin symbolske, mytiske overbygning, der gennemtrænger samtlige lag. Man kan f.eks. se Veikko (Finland) som en formidler mellem Øst og Vest. De shamanske kræfter hos såvel Veikko og Irene som Lalmanti sættes op mod den moderne, vesterlandske kultur, og Irene fremtræder som en stærk kvinde, der ikke giver efter over for stædige friere eller den beregnende landsbypræsts krav. Gennem foreningen af kristen tro og shamanisme lykkes det Irene at bevare sin integritet.

Eila Pennanen (1916-1994) forener i sin fortællemåde en psykologisk »realisme« med en småironisk, humoristisk betonet kritik af sociale fænomener.

Eila Pennanen debuterede allerede 1942 med romanen Ennen sotaa oli nuoruus (Førkrigsungdom), som hun også vender tilbage til i Mongolit (Mongolerne), 1966, der udspiller sig i 1960’erne med alle denne tids ungdomskrav, politiske forandringer, kompromiser og livsløgne.

Højdepunktet i Eila Pennanens litterære produktion er Tammerforstrilogien om det 20. århundredes begyndelse, en slægtsroman om middelklasseliv set fra en kvindes synspunkt. I trilogien, der indledes med Himmun rakkaudet (Himmus kærligheder), 1971, fortsætter med Korenden tähden (For forfængelighedens skyld), 1972, og afsluttes med Ruusuköynnös (Rosenguirlanden), 1973, ser Eila Pennanen ironisk på, hvordan den dannede middelklasse lader sig forme i samfundet, samtidig med at hun tager parti for de fattige og svage.

Eila Pennanen gennemskuer i sine prosaværker på afdæmpet drillende facon de menneskelige svagheder. I hendes traditionelle fortællemåde spiller den skarpe men samtidig komiske portrættegning en strukturelt afgørende rolle.