Sonja Åkessons (1926-1977) bedst kendte digt er »Självbiografi« (Selvbiografi) fra Husfrid (Husfred), 1963. Det er en pastiche på et andet digt, »Autobiography« af den amerikanske beatdigter Lawrence Ferlinghetti. Begge digte fylder omkring 300 linjer. På mange måder er Sonja Åkessons pastiche et moddigt til det amerikanske forlæg. Kvinden i det svenske digt er passiv og depressiv, hun er hverken dannet eller kulturel, men interesseret i mennesker. Manden i Ferlinghettis digt er globetrotter, dus med hele kulturarven, han tror på sin rolle som digter og sammenligner sig selv med en flyvende Ikaros. »Jeg havde ingen vinger/ men en stærkt udviklet pukkel«, svarer Sonja Åkessons kvinde.
Jag sprang ut i den tidiga skymningen
och ville sträcka handen genom himlen
men skyndade tilbaka hem
för att inte bränna vid potatisen.
Jag ser en likhet mellan mig
och potatis.
Vid minsta källarljus dessa famlande stänglar.
Men aktas för stötar.
Aktas för kyla.
Jeg løb ud i den tidlige skumring
og ville strække hånden gennem himlen
men skyndte mig hjem igen
for ikke at brænde kartoflerne på.
Jeg ser en lighed mellem mig
og kartofler.
Ved det mindste kælderlys disse famlende stængler.
Men pas på ikke at blive stødt.
Pas på kulde.
»Självbiografi« er blevet misforstået som Sonja Åkessons egen selvbiografi. Sådan er det naturligvis ikke. I de fleste af hendes digte hører man den samme stemme, ord fra et udannet kvindemenneske, et ensomt væsen, offer for et kommercialiseret samfund og en forkrøblende kvinderolle. Denne stemme får karakter af en fast rollefigur. Samme rolle genkendes i de tekster, hun skrev til teateret, da hun i 1960’erne var aktiv i de uafhængige teatergrupper.
Om den nye enkelhed
Sonja Åkesson debuterer 1957 med Situationer og får udgivet endnu en digtsamling i løbet af 1950’erne. I de tidlige bøger svinger hendes måde at skrive på mellem det forfinede billedsprog i digtene om naturen og den groteske stil, hun senere udviklede i skildringen af mennesker.
På tærsklen til det nye tiår, i august 1960, er hun med til at skrive manifestet »Front mot formens tyranni«. Dette manifest vakte diskussion på kultursiderne og var et vigtigt skridt ud af 50’ernes modernisme og ind i de mere realistiske 60’ere. De andre manifestforfattere var P.C. Jersild, Kai Henmark og Sonja Åkessons ægtefælle Bo Holmberg. Man ønskede et stærkere engagement. Men da de forskellige manifestforfattere senere i debatten skulle præcisere dette engagement, viste det sig, at de havde forskellig opfattelse af, hvad det indebar. P.C. Jersild og Bo Holmberg tænkte på et socialt engagement, mens Sonja Åkesson og Kai Henmark snarere mente noget i stilen, en større nærhed til motivet, en skrivemåde der greb fat i sin læser.
I 60’ernes første år opstod to forskellige lyriske skoler, den nye enkelhed og konkretismen. Forfatterne i førstnævnte ville bort fra modernismens indviklede billedsprog og eksistentielle problematik. Man ville have digtene til at handle om hverdagen og være umiddelbart tilgængelige. Konkretisterne på deres side eksperimenterede med sprogets lyd- og billedstrukturer. Men de nyenkle var også sprogeksperimenterende. Ikke for ingenting hed retningens programartikel – skrevet af Göran Palm – »Experiment i enkelhet«.
Nyenkelheden egnede sig godt for kvinderne med deres interesse for hverdagsliv og talesprog. Sonja Åkesson fandt sin egen særlige tone inden for den nyenkle æstetik med inspiration fra konkretismen. Husfrid er en af de store digtsamlinger fra disse 1960’ernes første år. For hende betød den et læsergennembrud. Frem til sin sidste digtsamling og død i 1977 udvikler og uddyber hun stort set den skrivemetode, hun fandt frem til i begyndelsen af 1960’erne.
Det måske mest fremtrædende træk i hendes digtning er hendes groteske ironi. Ironi indebærer en grundlæggende dobbelthed. Således kan man på det ydre plan høre hendes digte le, men neden under al ironien møder læseren en udsat kvinde, der er fanget i sin objektiverede krop, sit kommercialiserede samfund og sin hentærende kønsrolle, låst fast i skrækken for vold og død.
Sonja Åkessons bedst kendte kvindedigt er »Äktenskaps-frågan I« (Ægteskabsspørgsmålet I), oftest omtalt efter første strofe: »Vara Vit Mans slav … «, Husfrid, 1963:
Hustru diska sås.
Hustru koka lort.
Hustru sköta grums.
Vara Vit Mans slav.
Den nyenkle skrivemåde gør sig fri af den gamle højmodernismes måde at eksponere sjælen på, og Sonja Åkesson satser på talesproget som poesiens sprog. Det er et talesprog, der ifølge forskellige undersøgelser om kvinders gruppesprog har mange særlige egenskaber. Kvinder bruger f.eks. overdrivende adjektiver som »pragtfuld« eller »bedårende«. Kvinder erstatter navneord med stedord og ligestiller deres sætninger, hvor mænd underordner dem. Kvinder spørger gerne og viser sig uvidende (»jeg aner det ikke«). Kvinder taler mere og rigeligere i privatlivet, men mindre i offentligheden. Denne måde at tale på ligner en strategi for underkastelse.
Netop disse træk genfinder man i Sonja Åkessons digte, og dette sprog er nyt i poesien:
Tank om du kunde svara mig!
Nej usch nej.
Glöm bort vad jag pratar.
Jag pratar så dumt
så det vänder sig i halsen.
Tænk hvis du gad svare mig!
Nej usch nej.
Glem hvad jeg har sagt.
Jeg taler så fjollet
at det vender sig i halsen.
At vise verden
Sonja Åkessons foretrukne måde at skrive på er en ligefrem, fortællende realisme. Det persongalleri, der strømmer forbi i hendes digte, fortæller levende om andre mennesker – såsom Ullagull i »Skäggiga damen« (Den skæggede dame) eller den gnavne kvinde i »Sommarbild« (Sommerbillede), Aina med de udstående tænder eller den småondskabsfulde Post-Agnes.
Men samfundssatiren er for hende en lige så vigtig genre som personportrættet. Man ser bag om facaderne i den lille, gotlandske by: »Han der tager sig en tår vin/ er Fyldebøtten./ Hun der giver ham en cigaret/ er Parkluderen./ Han der kigger bag hækken/ er Lureren …«. (»Samhälle« (Samfund), Dö-dens ungar (Dødens børn), 1973).
Sonja Åkesson identificerede sig med de svage i samfundet. Selv var hun en uuddannet kvinde fra landet, belastet med en skrøbelig psyke. Kvindeundertrykkelsen tydeliggøres i alle sine fornedrende varianter.
Men hun skriver også rent politiske digte. I »Sandvikens Jernverk« fra Ljuva sextital (Liflige tressere), 1970, interviewer hun arbejdere og chefer, beskriver produktionsprocessen og digter ind i dette en nedslående vise om den enlige mor, der sidder i sin kran og forsøger at skrabe sammen til familiens underhold mod alle odds.
Hendes stærkeste politiske digt er en hel bog, collagen Pris, 1968. Bogen er sammenklippet af materiale fra pressen og et varekatalog. I Pris afsløres undertrykkernes sprog. Man får øje på reklamefrasernes manipulerende kraft.
Sonja Åkesson klipper i digt- og debatbogen Pris replikker fra damebladene sammen med udpluk fra mandeblade og lader det eksplodere:
»HON: Det är kärleken som gör tingen vackra
HAN: Försöker du några trix får du känna på den här
HON: Kärleken – livets inspiration
HAN: Dags för våld. Sexigt i färg«.
Bogen afsluttes med det uhyggelige digt »Skummat« (Skummet), en opremsning af nogle almindelige avisoverskrifter: »Stryk med sandpåse Vårt enda hopp. Behandles som djur/ Krig på sparlåga 8000 i förlust Kniven och skjortan … «.
At vise kroppen
Men Sonja Åkesson holder sig ikke inden for rammerne af en ren realisme. Groteskens syn på liv og mennesker præger nok så meget hendes digte. I digtene fra 1950’erne dominerer de groteske personportrætter. Kvindernes kroppe beskrives med en blanding af brændende medlidenhed og foragt. Det kan handle om kvinders dårlige forhold til deres egen krop, om utilstrækkelighed over for kravet om at være ung, frisk og smuk: »Spejlet er smalt, men hun ser/ både krat og sump/ gennem de stålindfattede./ (Kinderne: Røde æbler,/ skrumpede i frosten./ Muggen under sækkelærredet./ Rugdejen under særken.)«. Ofte beskrives kroppene som genstande eller kødstykker: »Lækkerier på Spyd/ Lækkermundens Luculluslår/ Madames lækre nyre/ Mors sommerdrøm/ Munter Vestkystgryde/ Neger i Skjorte«.
Det citerede digt opremser 96 forskellige madretter med autentiske navne. Det bliver således en kogebog, der kan give den bedste kvalme. Ud over de seksuelle og politiske hentydninger kan læseren også få en ubehagelig følelse af at deltage i et kannibalistisk måltid.
Indimellem opfører grotesken sig som mareridtsagtig surrealisme:
I Indialand bor de spetälska.
De bär varken kinder eller flor.
I deras tunga ögonpärlor bor
små slokande violer, små hundar.
I Indiens land bor de spedalske
De går hverken med kinder eller slør.
I deres tunge øjenperler bor
små halvvisne violer, små hunde.
Er det de ulandsengagerede 60’ere, vi hører i dette digt, eller er det angst fra en indre verden? Digtet indgår i visesamlingen Slagdängor (Skillingsviser), 1969, hvor Gunnar Edander har komponeret melodier til en række af Sonja Åkessons digte, »20 let sangbare stykker bortset fra den alleralmindeligste Svensktoptekst«. Flere af viserne stammer fra hendes samarbejde med de uafhængige teatergrupper, der elskede hendes viser og monologer.
Åsa Nelvins (1951-1981) forfatterskab knytter sig tæt til Sonja Åkessons i sit sortsyn og sin groteske menneskeskildring. Åsa Nelvin begik selvmord som ung. Hendes bøger, der også omfatter to børnebøger, var præget af det mareridtsagtige. Romanerne beskriver hensmuldrende psyker. Digtcyklusen Gattet, som udkom samme år, hun døde, beskriver hvordan en syvårig pige opfatter sommeropholdet hos mormor på den skånske bondegård. Det er bybarnet, der med væmmelse og rædsel ser ekskrementer i krogene og blodigt slagteaffald på madbordet.
Kroppen og døden
I Sonja Åkessons digte består menneskene først og fremmest af deres krop. Ledvogterens pige havde ingen sjæl, forsikres det i den første bog, og i den sidste tyve år senere spørges der: »Sjælen, hvad er det?«. Man kunne også sige, at Sonja Åkessons digtverden har rod i en sækulariseret livsholdning. Kroppene er tingsliggjorte og objektiverede. Hun skildrer, hvordan det er at leve i en krop, som mænd skal handle med, som selv forretningslivet handler med.
Kroppen bliver udsat for vold og trusler, sygdom og død, den behandles som en ting, ofte i opløsning, den trues af døden. De gamle, der står foran nedbrydningen, skildres med ømhed og ironi. Indimellem trues kroppen med at blive spist op af de nære og kære – kannibalisme som samlivsmodel: »Jeg damper dig/ koger dig/ griller dig/ laver lungemos/ blodbudding/ leverlapper«.
Personerne i hendes digte degraderes. Digter-jeg’et, den stående rollefigur, fornægter for ikke at sige fornedrer sig selv. Dyresymbolerne affører personerne alle storstilede fordringer. Degraderingerne kan siges at høre sammen med kvindens undertrykkelse, den indgroede vane at gøre sig lille og ubetydelig.
Sonja Åkesson og hendes mand Bo Holmberg udgav i fællesskab tre bøger, Strålande dikter/ Nej så fan heller (Strålende digte/ Fandeme nej), 1967, hørespillet Kändis (Berømthed), 1969, og Hå! Vi är på väg (Ha! Vi er på vej), 1972. Også disse bøger er nyskabende, en ny genre. De besluttede sig for en struktur, f. eks. spørgsmål/svar og skrev så hver anden linje. I Strålande dikter står hun for versalerne og ægtemanden for det, der er sat med småt – en ligestillingsforanstaltning inden for ægteskabet?
Vi hänger me vi hänger me
Hellre vika än snika
Hellre bena än skena och fara
Hellre rart än fart
Hellre sättas på dårhus änsvettas.
Det sidste eksempel illustrerer, hvordan ordenes lydkvaliteter på konkretistisk vis får lov at styre betydningerne. Konkretisternes lege med lyd glider af og til over i usammenhængende strømme.
Ægteskabet beskrives som en forsørgelsesforanstaltning med indfangede hustruer til mænd med »Blikkene fulde af dødt kød«. Menneskene er sterile. De har ingen børn, og hvis de har, går børnene til grunde.
Med Sagan om Siv (Fortællingen om Siv), 1974, genskabte Sonja Åkesson verseposset på haikudigtets grund. I 122 strofer med hver 3 linjer og 17 stavelser genfortæller hun en særdeles deprimerende kærlighedshistorie. De japansk inspirerede vers tillader et unormalt stort antal betonede stavelser. Versene skrider frem med stadig større tyngde, jo mere deprimeret hovedpersonen bliver. Forløbet illustreres gennem rytmen.
Døden og skrækken for døden er altid nærværende i Sonja Åkessons digte. Moderens angst ved barnets sygeseng er et tilbagevendende motiv. To gange optræder et dødssymbol: Lighuset i Husfrid og »Farbror Nordgren« i Hästens öga, 1977 – en slags manden med leen. Men det er kvinder med leen. Ikke nok med det, disse dødskvinder optræder på én gang som ofre og bødler, en ambivalens, der sikkert hører sammen med den skyldbevidsthed, der løber gennem hele forfatterskabet.
Foruden digtene har Sonja Åkesson udgivet en roman, Skvallerspegel (Sladderspejl), 1960, og en novellesamling, Efter balen (Efter ballet), 1962. Flere af bøgerne fra 1960’erne blander digte og noveller, f.eks. Jag bor i Sverige, 1966.
Knulla på.
Hon ligger och tänker på
spindeltråden i taket
lampbollen som gulnat av rök
barnet som vaknar i ett annat
hus
i en annan stad
i en annan säng
berättande sina mardrömmar
för hon vet inte vem.
Han låter det gå.
(Hästens öga, 1977).