Fra parnasset til smagens tempel

Hvem var Anna Maria Lenngren, født Malmstedt? I den svenske litteraturhistorie har hun rigtig lavet ravage med sit digt »Några ord till min k. dotter«, der er skrevet i 1798. Det regnes for at være så masochistisk i sit kvindesyn, at selv de mest forhærdede patriarker blandt de højtærede litteraturprofessorer har revet sig i skægget i protest. Spørgsmålet har været, om Anna Maria Lenngren har ment det alvorligt, eller om hun har været ironisk, da hun i sit digt lader en mor give sin datter det råd, ikke at blive »et lærd fruentimmer«, men i stedet helhjertet at beskæftige sig med at lave sovs og andre huslige gøremål. I flere generationer har svenske skolepiger skåret tænder ad verslinjer som disse:

Lyd, Betti, lyd bestämmelsen,
Sök ej at mannabragder hinna;
Och kän din värdighed, min vän,
I äran af at vara qvinna.

Adlyd, Betti, din bestemmelse,
Prøv ej på at øve mandsdåd;
Og søg din værdighed, min ven,
I med ære at være kvinde.

Digtets parodiske træk kommer åbent frem, når man læser det sammen med det samtidigt skrevne »Ålderdomströsten«, et digt, der i den samme ironiske stil behandler en (kritikløs) mors forhold til sønnen. Læst som pendanter afslører digtene skånselsløst den kyniske opdragelse af pigen til slave og af drengen til herre.

Smickra pojken, blinda mor!
At hans sjelfsvåld bifall nicka;
Böj dig, spänn igen hans skor,
Stoppa nam-nam i hans ficka:
Vänta, pilten blir väl stor.

Se i hoppets perspectiv
(Alla mödrar sett detsamma)
Glädjen for din framtids lif;
Hvad han pekar på för mamma
Straxt den söta gossen gif.

Du skal smigre drengen, blinde mor!
Og nikke bifaldende til hans selvrådighed;
Buk dig og luk spændet på hans sko,
Put lækkerieri hans lomme:
Vent bare, knægten bli’r nok stor.

Se i håbets perspektiv
(Det har alle mødre gjort)
Glæden i din fremtids liv;
Giv straks den søde dreng
Det, han peger på.

Resultatet af denne servile opdragelse er hårrejsende. Drengen bliver lastefuld og udnytter uden skrupler sine medmennesker på sin vandring ad den brede vej. Utålmodigt afventer han moderens død og beder: »Gud, lad den gamle kones liv få ende,/ Så jeg kan få udbetalt min mødrenearv!«

Anna Maria Lenngren ser i disse to digte med den barnløses granskende og illusionsløse blik på opdragelsen. Dette blik findes også i et udateret digtfragment, der ikke har været beregnet på offentliggørelse. Dér beskrives et kaffeselskab som en grotesk oplevelse, for »Ingen væv og ingen amme/ Havde jeg at tale om«.

Nærmere end som så kommer vi ikke til privatpersonen Anna Maria Lenngren. En håndfuld breve er det eneste biografiske materiale, der eksisterer. Hun blev født i 1754 i Uppsala som fjerde barn og ældste datter af en universitetsadjunkt i latin. Hun fulgte sine brødres opdragelse og fik, hvad der kan kaldes en lærd opdragelse. Hjemmet var fattigt, og Anna Maria begyndte, ligesom et par af brødrene, tidligt at skrive og oversætte.

Mandlige vidner noterede sig med henrykkelse, at Anna Maria ikke stak sin »lyre« under stolen, men nok under sybordet. Hendes altopslugende interesse for selskabernes damesnak om knipling og kælvende køer er blevet fremhævet, ligesom hendes klædelige rødmen, når hun blev grebet på fersk gerning blandt tilhørerne ved Svenska Akademiens møder.

I februar 1795 skriver kgl. sekretær Carl Gustaf Leopold til Svenska Akademiens sekretær Nils von Rosenstein: »Udelukker vore bestemmelser fruen-timmer? Ellers ville fru Lenngren rigtignok både være en stor gevinst og en retfærdig genstand for Akademiens opmærksomhed«.

Anna Maria Lenngrens tid debatterede uafbrudt det store spørgsmål om kvindens stilling, frem for alt i de mange tidsskrifter efter udenlandsk model, der også var begyndt at udkomme i Sverige. Stockholms Posten, hvortil hun også skrev, var kun et af mange. I det moralske tidsskrift Posten, som udkom i 1768-69, da Anna Maria var en tidligt moden teenager, der studerede latin sammen med sine ældre brødre, foregik der en lang debat om kvindens rette plads. Den smukke Eugenia fremhæves som et ideal:

»I hendes kabinet finder man aldrig bøger liggende fremme: aldrig citerer hun nogen autor. Man er munter og livlig i hendes selskab: for hun hjælper og støtter ens ånd, bringer den på vej, og hun elsker aldrig at blive set på andres bekostning… Det er kun nogle få af hendes venner, der ved, at hun læser, og med hvilke hun taler om bøger og videnskaber. Ak, Lysandra! hun taler om dem på samme måde som om alt andet: hun indtager og henrykker. Hun foragter ikke de almindelige fruentimmerbeskæftigelser. Tværtimod: hun bruger megen tid på dem«.

Dette var, og det kan ikke betones stærkt nok, idealkvindens intellektuelle holdning i Anna Maria Malmstedts samtid. På den baggrund tager hendes reservationer over for den eneste virkelige medkonkurrent i den højeste litterære klasse, Hedvig Charlotta Nordenflycht, sig ikke så chokerende ud. Vi må formode, at Anna Maria Lenngren simpelthen gerne ville slippe for at se sig hyldet og forhånet på samme måde som sin kvindelige forgænger. I digtet »Förnöjsamhet« (dvs. nøjsomhed) findes en pralende ydmyghed: »Mig ingen hemmelig attrå brænder/at se min ære spørges vidt omkring«, men også en vildt flammende ironi, som de fleste forskere gladelig har opfattet som kvindelig beskedenhed:

Det yrke jag har valt mig tycks bedrägligt vara.
Jag ökar utan frugt de arma snillens skara,
Som mödsamt nöta ut bådanda, lif och själ,
Blott för den ringa lön som hetas rimma väl.
Nej lyckan och min vinst jag mera bör bevaka.
Jag går till min Natur och könets gräns tillbaka.
Af hjernans toma gräl man ingen föda får.
I toffsar, flor och bjaffs vår lycka nu består.
I gyckeldockors här, jag gillar ert exempel
Ifrån Parnassens höjd jag flyr till Smakens Tempel,
Men skall då jag med sorg från Pinden afsked tar,
Behålla några rim till vänners nöje qvar.

Det erhverv, jeg har valgt, ser bedragerisk ud. Frugtesløst forøger jeg de arme geniers skare, Der møjsommeligt opslider Både ånd, liv og sjæl Blot for den ringe belønning, det er at rime vel. Nej, lykken og min vinding bør jeg våge bedre over. Jeg vender tilbage til min natur og til kønnets grænse. Af hjernens tomme skænderi man næres ej. Af kvast, slør og pynt vor lykke nu består. I marionetdukkernes hær er det jert eksempel, jeg bifalder, Fra parnassets højder flygter jeg til smagens tempel; Men vil, da jeg med sorg ta’r afsked fra Pindus, Bevare nogle rim til venners underholdning.

Dette blev skrevet den 9. april 1779 af den mamsel Malmstedt, der af hoffet var blevet ærefuldt belønnet for sine ypperlige oversættelser og bearbejdelser af komiske operaer til svensk. I indledningen til den første af disse librettoer, Marmontels »Lucile«, erklærer hun uden omsvøb, at hun er en blåstrømpe. Forestillingen om, at det kvindelige køns »Snille« (dvs. genialitet, ånd) skulle kunne have en grænse, affærdiges som en mosgroet fordom og ikke Gustaf III’s oplyste tidsalder værdig: »Både ældre og nyere tider har leveret os mangfoldige eksempler på fruentimmer, hos hvem man hverken har manglet ånd eller styrke til viden og lærdom«.

Det er vanskeligt at forestille sig, at denne forkæmper for kvindelig genialitet skulle nære et lige så ivrigt ønske om at følge »marionetdukkernes hær« til »Smagens Tempel«, dvs. toilet-bordet. Det er unægtelig nemmere at se det beskrevne tilbagetog som en førsteklasses ironi over det stakkels »lærde fruentimmer«, som veninderne håner for hendes umoderne hat. Ugift er hun også i en alder af 24, og det piner hende. Men året efter er hun gift og flyttet fra det hjem, om hvilket hun skrev i et brev: »Guds magt og al mulig egen flid og omtanke har lykkeligt draget mig bort fra det brusende hav derhjemme«. Faderen, der var en næsten fanatisk herrnhuter, levede efter konens død sammen med sin husjomfru og fyldte det fattige hus med studenter, slægtninge og andre trængende. Ifølge alle kilder var Anna Maria glad for forlovelsen. Den mand, hun valgte, må betegnes som faderens diametrale modsætning. Carl Petter Lenngren var fem år ældre og en sirlig og meget tilbageholdende herre. I sine bidrag til Stockholms Posten viser han prøver på en ordrap realisme og på et godt, borgerligt omdømme. Det var egenskaber, som Anna Maria Malmstedts far med sit religiøst sværmeriske gemyt manglede, »denne mands usædvanlige evne til at se alt i lyst og rosenrødt skær«, skriver Atterbom. Carl Petter Lenngren stilede mod samfundspyramidens top, mod gode, betryggede forhold. Hans kone må til at begynde med have følt det som en befrielse at slippe fra det, som hun selv kalder faderens »hus-holdning og dens indretning og virvaret af gamle koner og unger«.

Men det ser ud, som om Anna Maria Lenngren har betalt en høj pris for sine ordnede forhold. Det lader ikke til, at hendes mand ubekymret har støttet hendes forfattervirksomhed. Et tegn derpå er, at han ikke fulgte hendes egen digtfortegnelse, som det var hensigten skulle danne grundlag for en posthum udgave af hendes samlede skrifter. Ydermere kalder han hendes allerede længe anerkendte digtning for »poetisk tidsfordriv« i fortalen til denne udgave i 1819. Han hævder, at den i overens-stemmelse med hendes egen vilje er kommet til at hedde Skalde-försök. Det er en i sit indhold så dårligt afpasset titel, at flere af mændene i Svenska Akademien, bl.a. Carl Gustaf Leopold, stærkt bebrejdede ham, at han havde valgt den.

Cajsa, men jeg syn’s du kikker… Hjælp mig nu med min Chignon. Hør dog, hvor mit guldur tikker Og mit hjerte li’sådan. Ved du, Cajsa, hvad jeg tror? Jo! jeg Damon hjertet giver: Husker du, hvordan hans kårde skinner, Hvordan han sukker, når jeg smiler?

Irritation fra ægtemandens side er en mulig forklaring på, at hun prøvede på at skjule, at hun skrev flittigt, godt 80 digte i løbet af ægteskabets første 13 år. For husfredens skyld gemte hun sit blækhus i sybordet. Dette møbel er bevaret, og indvendig er det fuldt af blækklatter. Da hun mod sin vilje i 1797 blev påskønnet af Gyllenborg i Svenska Akademien og trukket frem i offentlighedens lys, blev det, som alle i Stockholms lille kulturmiljø vidste, bekræftet, nemlig at det var hende, som efter den store Kellgrens død var Stockholms Postens fornemste pen. Set fra kommerceråd Lenngrens synsvinkel var det et dårligt valgt tidspunkt, at hans hustru blev erklæret for et geni. Gustaf IV’s politiske censur var begyndt, og Stockholms Posten havde allerede i et år været meget forsigtig. Det betød for Anna Maria Lenngrens vedkommende, at hendes bidske adelssatirer havde måttet vige pladsen for mere idylliske digte om unge borgerpiger.

Den historiske baggrund er følgende: I 1789 blev adelsprivilegierne ikke kun afskaffet i Frankrig, men også i Sverige – i Frankrig af en valgt nationalforsamling, i Sverige af en enevældig monark, Gustaf III. Natten til den 16. marts 1792 blev han såret ved et attentat, da han deltog i en maskerade på operaen, og han døde efter et par ugers forløb. Bag attentatet stod en gruppe sammensvorne fra adelen. Attentatet udløste en storm af adelshad. For ikke-adelige, deriblandt redaktør Lenngren, åbnede der sig først efter adelsprivilegiernes afskaffelse en bane som embedsmand. Kommercerådinde Lenngren forsvarer med sine adelssatirer og det, man har kaldt hendes borgerlige idyller, vinderne, nemlig borgerne. På grund af Gyllenborgs hyldestdigt til hende i 1797 risikerede hun at blive opfattet som en jakobiner. »Hyldestaktionen« bragte ikke kun kommercerådens position i fare, men truede også Stockholms Postens eksistens.

Havde Anna Maria Lenngren i denne situation noget andet valg end en retræte? Med svardigtet »Dröm«, der i forbifarten gør den stakkels Gyllenborg til en sølle figur, fremhæves forfatterindens programmatiske beskedenhed på den feministiske fru Nordenflychts bekostning.

Det kan ikke skjule det faktum, at kommercerådinde Lenngren ligesom mamsel Malmstedt åbenlyst og bevidst havde været lærd. Hendes segl bestod, ud over hendes initialer, AMM, af en bog, en lyre og af en oplysningens fakkel. Hun blev tidligt anerkendt og gjorde efter den tids målestok en kometkarriere. I en alder af 22 blev hun valgt ind i Göteborgs Kungl. Vetenskaps och Vitterhetssamfund. Året efter kunne hun, på grund af sit medlemskab i Utile Dulci, regne sig som hørende til hovedstadens intellektuelle elite. Allerede som 20-årig skrev hun digte i den ansete Göteborgavis Hvad nytt?. Et mesterværk er »La matinée de Clarisse«, trykt i 1774. Vi møder den kokette Clarisse, da hun er ved at stå op og nervøst småsnakker dels med sin kammerjomfru Cajsa, dels med sin kusine, der aflægger visit. Hjertesorger og hemmelige billetter drøftes med stilsikker diktion, sandsynligvis inspireret af den samtidige Carl Michael Bellman (1740-1795), men originalt tillempet. Den følelse af nærvær, der umiddelbart indfinder sig, har ikke noget modstykke i den gustavianske digtning. Læseren får næsen fuld af pudder, og hendes ører gløder af boudoirets halvkvædede hemmelighedsfuldhed:

Cajsa, nå jag tror du hickar …
Hjelp mig då med min Chignon
Lystna, hör mit guldur pickar,
Och mit hjerta på en gång.
Vet du, Cajsa, hvad jag tänker?
Jo! jag Damon hjertat ger:
Mins du hur hans värja blänker,
Hur han suckar, när jag ler?

»Har De nogen sinde læst den nye oversættelse af Dido til Æ-neas? Den er af Fru L-n, den tidligere Mamsel M-dt. Men hvilken renhed, smag, behagelighed, sandhed af en kvindeånd? Jeg har set hundredvis af små henkastede skønheder fra den samme hånd, alle tegnet med livlighedens ynde. O, mine Herrer! når I så heftigt søger de flygtige behag i et ansigt, hvad er I da værd, når I så lidet kender og beundrer det charmerende ved en menneskesjæl?«(Thomas Thorild i »Den nye Granskaren«, 1784).

Her er der ikke ret meget af den moralisme, som man uretfærdigt plejer at anklage Anna Maria for. Dyd og uskyld er alt for alvorlige begreber for denne »marionetdukke«, der muntert tegnes af en forfatterinde, som ikke er stort ældre, men lige så nysgerrig efter livet. Det samme sceniske greb tillempes også i hendes gennembrudsdigt, »Thé-conseilen« (i en første version »Thee-Conseillen«), skrevet året efter »La matinée de Clarisse«.

Som hverdagsskildrer er Anna Maria Lenngren en kvindelig forgænger for Fredrika Bremer. Hun har kun foragt tilovers for de idealiserende genrer som det i 1700-tallet meget populære hyrdedigt. »Se, det er en idyl, man endelig kan forstå, så sand og enfoldig, at den bræger«. Da hun, på Gustaf III’s opfordring, skal vælge et stykke fra Ovid til at oversætte fra latin, tager hun fat på Didos klage over Æneas’ svig. Da er hun 22 år.

Af hans evne til at læge
Genkendte jeg atter denne magt;
Han varmed’ med en herlig lue,
Men… varmed’ ej som kærlighed.

Kom, sagde han, jeg vil skjule dig
For livets kval og bitterhed.
Jeg fulgte ham… men jeg græd
Over at måtte nøjes med at følge.

I sit oversættelsesarbejde viser hun, hvor godt det svenske sprog også lader sig anvende til lærde og videnskabelige formål. Det var noget, Gustaf III stræbte efter. Men da han ikke var sikker på det barbariske tungemåls evne til at være elegant, valgte han operaen frem for dramaet som den nationale kunstform pr. definition. Musikken, mente han, mildnede det bondske i det svenske sprog. Men Anna Maria Malmstedts oversættelser af de komiske operastykker Lucile (1776), Zemire och Azor (1778) såvel som eventyroperaen Arsène (1779) kan dog også nydes fuldt ud uden musik.

Hendes særlige begavelse for stilistisk tilpasning viser sig også senere i lydhørheden over for både inden- og udenlandske forbilleder. Et eksempel på det er »Medelåldren« med undertitlen »Imitation« fra 1789. Som forlæg har det »husguden« Voltaires stanzer til Mme du Chatelet fra 1741. Heri beklager Voltaire, at kærligheden med alderens ret har måttet vige pladsen til fordel for venskabet, l’amitié, der på fransk er femininum, en livsledsagerinde, han nu beklageligvis må følge. Anna Maria Lenngrens digt er selvstændigt i forhold til forlægget, men hun bruger billedet med venskabet som en følgesvend. Der er bare det, at i hendes digt (og på svensk) bliver venskabet en mand:

Utaf hans läkande förmåga
Jag kände denna magt igen;
Han värmde med en ljuflig låga,
Men värmde ej som kärleken.

Kom, sade han, jag skall dig dölja
För lifvets qval och bitterhet;
Jag fölgde honom men jeg gret
At endast kunna honom följa.

»Lad mig dog sige med oprigtighed, at jeg med utilfredshed har set, at det dårligt passende ord Skaldeförsök stadig står på titelbladet. Når beskedenheden går over sin grænse, mister den sin virkning og kommer til at tage sig ud som affektation. Det, som i ejendom-melighed i art og fortræffelighed ikke finder sin lige noget-steds, kan ikke med rimelighed bære navn af forsøg. Lige så gerne kunne man kalde Æ-neiden for Försök till episkt poem, og Napoleons kampagner for hans Försök i krigskonsten. Selv beskedenheden hos den nærmeste pårørende kan ikke retfærdiggøre en sådan forringelse. Afvis, broder, hvis du synes, min vurdering, men tilgiv oprigtigheden deri«, skrev Leopold til Carl Petter Lenngren den 21. januar 1826, efter at anden udgave af Skaldeförsök var udkommet. Han misbilligede også, at Anna Maria Lenngrens enkemand ikke havde villet sætte det statelige programdigt »Invocation« forrest, men havde valgt at lade »Några ord till min k. dotter« indlede samlingen. Anna Maria Lenngren havde selv ønsket at se den mere neutrale »Biographie« på første side, et ønske, som hendes mand således satte sig ud over.

Anna Maria Lenngren forlod efterhånden helt de såkaldt højere genrer og valgte satiren og det anekdotiske og epigrammatiske digt. Hun har også skrevet mange selskabsviser og til forskningens overraskelse en del erotiske digte, der ikke stemte ret godt med den vedtagne opfattelse af hende som en robust og tilbagetrukken matrone. I ramme alvor påstår f.eks. hendes »herrevenner« Leopold, Rosenstein og Franzén, at hun knap nok forlod sit hus, til trods for at hendes digte behandler alle Stockholmslivets forskellige folkegrupper meget indforstået: adel, præster, borgere og prostituerede.

I løbet af ægteskabets første 13 år holdt Anna Maria Lenngren op med at påtage sig de store opgaver i episk, satirisk eller dramatisk form. Måske oversætter hun Horats i smug, ifølge Svenska Akademiens sekretær Nils von Rosenstein, men hun offentliggør ikke noget. I Stockholms Posten kan man læse epigrammer, kortere lejlighedsdigte, ordspil, tankedigte, oversættelser af sanselig erotik og selskabsviser. Der forekommer enkelte stykker, som foregriber den Lenngrenske satire og idyl, der i 1790’erne gør hende så berømt.

Årene mellem 1784 og 1789 er en forholdsvis tavs periode. Man har forklaret den med, at så godt som alle nære familiemedlemmer dør i løbet af disse år med undtagelse af faderen, der drukner i 1798 i Norrström under et besøg hos sin datter. I 1793 rykker Anna Maria Lenngren ind i tomrummet efter de afdøde, syge eller landsforviste mandlige digtere Lidner, Kellgren, Bellman og Thorild. Midt i dette årti er hun allerede stor. Man kan sige, at hun danner bro mellem de to store litterære guldaldre i svensk litteratur: På den ene side den gustavianske epoke og på den anden side romantikken, der fik sit gennembrud i 1809. Mellem Anna Maria Lenngrens 39. og 46. år kulminerer hendes forfatterskab. Den eneste alvorlige rival er Franz Michael Franzén (1772-1847).

Mellem 1793 og 1800 skrev Anna Maria Lenngren 120 digte. Derefter flød de mere sparsomt fra hendes pen. I 1800 gav Svenska Akademien hende en årlig pension. I 1798 begyndte hun at udarbejde en fortegnelse over de tekster, der ville kunne komme på tale til en samlet udgave af hendes værk. Det i 1809 offentliggjorte stolte programdigt over hendes æstetik, »Invocation«, henvendt til Apollon, tyder på, at hun tog sit forfatterskab meget alvorligt. Hvis det eneste, hendes lyre har frembragt, siger hun i den sidste strofe, er »letsindigt sværmeri«, så fortjener den at blive knust! Det er en meget selvbevidst og højtidelig stemme, der taler, og over for den begyndende romantiks »svimmelhed« ønsker stemmen sig oplysningstidens »mod«:

Hänför min inbillning, elda min blod,
Gif mina tankesprång syftning och styrsel;
Gif mig étheriska Sångarens mod,
Icke hans yrsel.

Henryk min fantasi, gør mit blod fyrigt,
Giv mine tankespring hensigt og fasthed;
Giv mig den æteriske sangers mod,
ej hans svimmelhed.

Måske samlede hun sig til en digtning i denne høje stil i de to sidste årtier af sit liv? Det kan vi ikke vide noget om; sporene slettes, da hendes enkemand vælger og vrager til udgaven Skaldeförsök.

Men vist er det, at hun helt fra begyndelsen er en lidenskabelig litterat. 21 år gammel skriver hun i førsteversionen af »Thee-Conseillen« følgende:

Et skumrask intet qval mig gör.
När korta dagen faklan släcker,
Och mörker jordens krets betäcker,
Jag med et talgljus mig förser;
Jag därvid kan det nöget känna,
Som, med et bleckhorn och en penna,
Ny dag för tankans skymning ger.

En skumring gør mig ej fortræd.
Når den korte dag sin fakkel slukker,
Og mørket dækker jordens kreds,
Forsyner jeg mig med et tællelys;
Derved kan jeg føle den fornøjelse
Det er, med blækhus og pen,
At tænde nyt lys for tankens tusmørke.

Dette er den første strofe, ikke alene i dette digt, men også i hendes offentliggjorte forfatterskab. »Thee-Conseillen« blev i en anden version udgivet som særtryk i 1777 og betragtes som mamsel Malmstedts gennembrud. Vi læser en bekendelse fra en søster med blækplettede fingre. Hendes lidenskab består i at skrive i ly af skumringen. I et rimet brev til en mandlig autoritet to år senere præsenterer hun sig således: »Min lille rimforstand vælger selvklogt sine emner,/ Jeg dyrker lyrisk ild og skriver Thé-conseiller«. »Thee-Conseillen« er ikke originalt i emnevalg, tværtimod lægger det sig til rette i en genre, der helt fra 1600-tallet var blevet brugt til klager over det smukke køns behov for at rotte sig sammen ved te- og kaffeselskaber. Men Anna Maria Malmstedts version, især den fra 1775, er en uovertruffen impressionistisk reportage, der gør læseren til en medsammensvoren smuglytter:

Min söta vän, lägg bort sin kappa.
Bevars! hon är treqvart på sju.
Om jag hör rätt, lär någon klappa.
Välkommen hit, min söta Fru!
Jag får den äran gratulera:
(Bed Jungfrun laga Caffe mera)
En liten Son, om jag mins rätt;
Han skal visst brås på söta Mamma.
Hur, fick Frun någon duglig amma?
Jo men, fast det ej gick så lätt.

Min søde ven, læg frakken.
Ih, bevares, klokken er et kvarter i syv.
Hvis jeg hører rigtigt, er der nogen, der banker på.
Velkommen, kære frue!
Må jeg ha’ lov at gratulere:
(Bed jomfruen om at lave mere kaffe)
En lille søn, hvis jeg husker rigtigt;
Han kommer sikkert til at ligne sin kære mor.
Hvorledes, fik De en ordentlig amme?
Jo tak, skønt det ej var let.

Ligesom den samtidige Bellman er Anna Maria Lenngren skikkelsesdannende. Bellman tegner en række genkommende figurer, mens Anna Maria Lenngren benytter sig af et mylder af éngangsportrætter. De har begge to sans for det konkrete og for karikaturen. Den Lenngrenske karikatur rammer ofte adelen, sådan som den f.eks. tegnes i »Portraiterne«, »Hans nåds morgonsömn« og »Fröken Juliana«. Der er ingen forsonende træk, hverken i karakter eller livsførelse. En ufrugtbar lediggang, præget af nostalgisk tilbageskuen mod anerne, et standshovmod, der ved den mindste anledning underlægger sig medmenneskene. I »Portraiterne« nedlader en gammel adelsdame sig til, i mangel af bedre selskab, at tale med sin tjenestepige: »Hvis jeg alligevel har nedladet mig så dybt/ og taler med det usle tyende,/ Vil det måske være en smule adspredelse fra min gigt«. Hun roser sin slægt, f.eks. sin mand, obersten: »Hvem havde dygtighed, talenter og fortjenester,/ på agerhønsejagt, hvis ikke han?« Men Anna Maria Lenngrens adelssatire udelukker ikke et medlidende suk over for en grevindeskæbne. Digtet »Grefvinnan« afsluttes med strofen:

Vara länge verldens slaf –
Sist i plågor lida af,
Multna i Familiegraf,
Och bli ämne för en Visa.

Længe være verdens slave –
Til sidst at dø med smerte,
Hensmuldre i familiegraven
Og blive stof til en vise.

Man plejer at sige, at fru Lenngren gjorde den huslige idyl moderne. Det er rigtigt, for så vidt som hun helt fra begyndelsen tager de hundsede tjenestepigers parti mod de snæversynede borgermadammer og adelsfruerne, der gør sig til af deres herkomst. Men idyllen er ikke rigtig hendes genre. Da hun gør et forsøg på at kontrastere adelens hovmod og en præstefamilies gæstfrihed, er det i første omgang de sidstnævnte, der rammes. I »Grefvinnans besök« får præstestanden følgende velrettede spark:

Och Pastorn nu Grefskapet följde till Linden –
Hans sedsamma dotter och fru
Nu nego vid trappan, vid porten, vid grinden,
Och stå där och niga ännu.

Og præsten fulgte nu grevens tillinden –
Hans ærbare datter og frue
Nu nejed’ ved trappen, ved porten, ved lågen,
og dér står de og nejer endnu.

Rendyrket idyl kan man kun – ud over den, der forekommer i det rørende genrebillede »Den glada festen« – tale om i de positive digte om unge piger, som blev skrevet fra 1796 og fremefter. Måske spøger Rousseaus Julie, Goethes Lotte eller Goldsmiths Sophia her. Det er den unge kvindes århundrede, der oprinder, og som snart kulminerer i Herthaskikkelsen og alle hendes nordiske søstersjæle.

Frihed, lighed og broderskab råder i det samfund, som Anna Maria Lenngren ser som det ideale. Denne utopi er virkeliggjort i barndommens verden. Et af hendes bedst kendte digte, »Pojkarne«, uddyber en på dette punkt tydelig påvirkning fra Rousseau:

Jag mins de fria fälten
Jag mätt så mangen gång,
Der ofta jag var hjelten
I lekar och i språng.

Jeg husker de frie marker
Jeg har opmålt så mangen en gang
Hvor ofte jeg var helten
I lege og i løb.

Ud over friheden i naturen eksisterede ligheden også i digterjeg’ets barndom:

Ej skilnad till personer
Jag såg i nöjets dar;
Bondpojkar och baroner
Alt för mig lika var.

Ej forskel på personer
Jeg så i glædens dage;
Bønderkarle og baroner
Var altid ens for mig.

Og broderskab:

Hvar människja var god.
Hvar pojke, glad och yster,
Var straxt min hulda bror;
Hvar flicka var min syster,
Hvar gumma var min mor.

Hvert menneske var godt.
Hver dreng, glad og kåd,
Var straks min hulde broder;
Hver pige var min søster,
Hver kone var min mor.

Forskningen taler meget om hendes moralske holdning og hendes foragt for sit eget køns overfladiskhed. Men ved en nærmere betragtning finder man ikke ret meget af den slags. Hun gør ganske vist ubarmhjertigt nar ad indskrænkede fruentimmer, men også ad indbildske repræsentanter for mandkønnet, der ikke fortjener en bedre skæbne end at blive gjort til hanrej. I det hele taget handler hendes satiriske digte påfaldende ofte om det

alt andet end idylliske forhold mellem kønnene. Et eksempel er »Bordvise for gifte mænd«: »Min hustrus skål!/ Fordi hun ej er hér«. Afbildes en enkelt gang et kærlighedsforhold, hvor begge parter, i det mindste erotisk, er enige, sker det med en vis portion mistro, som i »Fästmön«:

I vinkel och vrå
Nu smeka de två;
Hvad extaser!
Hvilka phraser!
Äckliga at höra på…

I vinkel og i vrå
Nu kæler de to;
Hvilke ekstaser!
Hvilke fraser!
Ækle at høre på…

Hos Anna Maria Lenngren er Orpheus en mand, der udnytter sin skønsang til at skaffe sig af med sin Eurydike. Digtet »Orpheus«, 1794, er stærkt melankolsk. Det lader til, at den desillusionerede forfatter mener, at kvinden som individ er overflødig for manden. Derfor kan hun i det samme år sagligt beskrive en kvinde, der slår mønt af den dobbeltmoral, som mændene opret-holder. Det er »Rosalie«, en prostitueret, der uden det mindste samvittighedsnag har afstået fra at gentage sin dydige moders skæbne, der »med bleg og mager kind;/ Spiste sild og muggent brød, drak vand,/ Og spandt ved lampen sent om natten,/ Og boede på et loft«. Rosalies enkle, men virkningsfulde forsvar er »Man hviler bedre her i livet/ På edderdun, i ly af silke,/ End på et leje af strå«. En forløber for den sociale reportage er også Anna Marias digte »Ett Ord for den Fattiga« (1795) og »Det blev ingen Julgröt men ändå en glad Julafton« (1800).

Anna Maria Lenngren døde i 1817 af brystkræft, 63 år gammel. Hun blev hyldet enstemmigt af sin litterære generation. På den erindringsmønt, som Svenska Akademien lod præge efter hendes død, står der rundt om billedet af hende: Quo minus gloriam petebat, eo magis assecuta (Jo mindre hun søgte æren, jo mere vandt hun den). Men hun var knap blevet lagt i graven, før opponenterne meldte sig.

Ikke særligt overraskende var det fra den nye litterære falanks, de såkaldte fosforister, opkaldt efter P. D. A. Atterboms programskrift Phosphoros (1810-1813), dem vi kalder romantikerne, at angrebene kom. Anna Maria Lenngren havde stukket næsen frem og advaret mod de universitetsmænd, der nu var i færd med at erobre parnasset. Måske huskede hun sin fars storsnudede unge studenter, der engang havde spist hende ud af huset. I 1814 skrev hun hånligt om »fjerfosforisten« og hans skrig i digtet »Kråkan« (kragen). I 1820 får hun i sin grav svar på tiltale af en repræsentant for den nye skole, Hammarsköld. Under overskriften »Fru***« bliver hun i skikkelse af en krage taget under behandling for sin foragt for det, som romantikerne opfattede som kvindens egentlige genialitet: kærligheden, og hendes sande filosofi: religionen. Man erklærer, at hendes digte har »en alt for livlig grad af vederstyggelighed« til at kunne tiltale de unge mænd, der nu slog igennem på tryk. I et senere nummer af Svensk Litteratur-Tidning i det samme år fælder Palmblad og Atterbom den endelige dom: »den eleganteste konversationspoesi« og påstår, at ingen ville have værdsat deres nedtoning af hendes genialitet mere end den med beskedenheden koketterende fru Lenngren selv!

I den første svenske litteraturhistorie, Svenska siare och skalder, 35 år senere, gør P. D. A. Atterbom sig synlig umage for at være positiv mod Anna Maria Lenngren. Det kunne han heller ikke komme uden om, for hos høj såvel som lav deklamerer og synger man hendes digte og viser. Han gør et forsøg på at forklare den »popularitet«, som »næppe nogen digter i Sverige har opnået større end fru Lenngren, og hvorfor denne – så vidt man kan dømme ud fra de tæt på hinanden følgende udgivelser af nye oplag – stadig fortsætter uformindsket«. Og dette sker for det første ved, at hendes digtning trækkes ned til »prosaens land-kending«, dvs. det påstås, at den ikke er rigtig poesi. For det andet nedvurderes hendes publikum. Beklageligvis er svenskerne endnu for enfoldige til at have tilstrækkelig god smag, underforstået til at værdsætte den romantiske digtning. Atterbom kritiserer Anna Maria Lenngrens ægteskabssyn, fordi det ikke lægger større vægt på kærligheden, og efterlyser flere »positive fremstillinger« af det huslige liv. Særlig generet bliver han af »Några ord till min k. dotter« og digtets pragmatiske opfordring til den unge kvinde:

Den maka som dig blir beskärd
(Märk denna stora hemligheten!)
Var huld, om han är huldhet värd,
Om ej – så var det i förtreten.

Den mand, der bli’r dig beskåren,
(Husk på denne store hemmelighed!)
Skal du være tro, hvis han troskaber værd,
Hvis ej – så vær det i fortrædelighed.

Dette stred mod en romantisk kærlighedsfîlosofi, der havde anvist kvinden pladsen som følelsesfuld vestalinde.

Atterbom beklagede sin ældre kollegas »manglende sans for det ideale«. Han havde ikke tilstrækkelig humor til at forstå Anna Maria Lenngrens måde at skrive på. Med Anna Maria Lenngren får den kvindelige ironi sin stil og sin plads i nordisk litteratur.