»Hvor det lyder, hvor det lyder/ når min mundharmonika og jeg/vi græder«. Sådan indleder Majken Johansson (1930-1993) det digt, som hun i samlingen I grund och botten (I bund og grund), 1956, tilegner forfatteren Nils Ferlin. Linjerne rummer meget af det, der kendetegner Majken Johanssons digtning: Musikken og den muntre vise, som blandes med vemoden og sorgen; mundharmonikaen toner, en alvorlig og kunstnerisk bevidst musik, smuk også i dissonanserne, »som en raspende fuga/ på redekam/ og med codaen i klemme«. Fra den meget omtalte debut i 1952 med Buskteater (Folke-komedie) til den sjette og sidste digtsamling i 1989 efter mange års tavshed Djup ropar till djup (Dyb råber til dyb) udtrykkes glæden i større eller mindre grad blandet med melankoli og gråd. Mørkest og med stærke anstrøg af pessimisme er digt-samlingen med »Munspelsvisa« (Mundharmonikavise). Efter en religiøs krise og en radikal omvendelse i slutningen af 1950’erne bliver tonen efterhånden mere jublende, men spændingen er der stadig om end med andre fortegn.
Majken Johansson voksede op som adoptivbarn i Malmö, kom som student til Lund og var med til at præge de litterære 50’ere i universitetsbyen. Det akademiske liv i Lund og den litterære studenterklub, hvis skrivende medlemmer – den såkaldte Lundskole – publicerede deres skrifter i kalenderen Vox og i Kvällsposten, tilbød et intellektuelt stimulerende klima. Man afprøvede poesiens udtryksmidler og dens former i stilbrud, pasticher og usædvanlige verseformer, mens man afviste en selvspejlende poesi og gjorde sig til talsmand for en selvkritisk digtning. Her dyrkedes en distancerende ironi og skepticisme snarere end engagement og hengivenhed, og specielt Majken Johansson foretrak grimassen som beskyttelse mod de store ord og munterheden som værn mod alvoren.
I den løst sammenknyttede forfattergruppe, som går under navnet Lundskolen, fandt man også Anna Rydstedt, Åsa Wohlin, Ingemar Leckius og Göran Printz-Påhlson. Fælles for dem er koncentrationen om sproget og en metapoetisk interesse.
Indledningsdigtet i Andens undanflykt (Åndens flugt), 1958, var tænkt som en skælmsk villanelle, den gamle franske verseform med den elegante rimstilling. Gruppens mest navnkundige teoretiker, Göran Printz-Påhlson, havde introduceret verseformen og skrevet »Villanella för et barn i vår tid«. »Mit digt var oprindeligt tænkt som en parodi på hans smukke og lærde villaneller og beregnet på at blive sendt som brev til ham, da jeg længe havde boet i Stockholm og han i Lund«, forklarer Majken Johansson. »Men«, fortsætter hun, »allerede mens jeg skrev den første strofe, blev det til alvor, og parodien forsvandt«. »Villanella på en spik« (Villanelle på et søm) bliver til et temmelig desperat digt. »Sømmet synes snart kroget snart lige/ gennem det fluidum som fylder livets spalte«. Relativitet og usikkerhed præger det desillusionerede menneskes eksistens, synes digtet at ville sige, ligesom en afmægtig vilje til at ændre på alt, på »suppens smag«.
Spiken syns ömsom krokig
ömsom rak
genom det fluidum som fyller
livets skreva.
Vem hoppas inte kunna ändra
soppans smak?
Hopfösta sörplar under
samma tak
tyckmyckentrutarna och de
som skapts att sleva.
Spiken syns ömsom krokig
ömsom rak.
Hopfrysta guppande i samma
vak
drivs likväl alla att mot varsin
iskant treva.
Vem hoppas inte kuna ändra
soppans smak?
Liksom nu nåd och nöd syns
vara samma sak
så genom ögonspringans
omilt fläkta reva
syns spiken ömsom krokig
ömsom rak.
Hur än du vrides bär du ryggen bak
hur än du vrider dina ögonlinser skeva.
Vem hoppas inte kunna
ändra soppans smak?
Ännu för sista flisan av vart
vrak
lyder »naturens första bud«:
att sammanleva.
Spiken syns ömsom krokig
ömsom rak.
Vem hoppas inte kunna ändra
soppans smak.
(Majken Johansson: »Villanel-la på en spik«, Andens undan- flykt, 1958).
Flytningen til Stockholm betegner Majken Johansson som en flugt, fra Lund, fra neuroser og alkoholisme. »Jeg sidder – jeg sidder – jeg sidder/ på hele helvedets overflade«, rapporterer hun i digtsamlingen fra 1956. »Så går jeg; det ene ben først/ og derefter det andet./ Jeg går stortudende omkring; det rører ingen./ Derefter det andet«. I digtsamlingen fra 1958 er der under overfladen af gøgl og ironi dokumenteret meget af den uro og den søgen, som præger Majken Johans-sons liv i disse år. Selv taler hun i selvbiografiske tekster om en bagvedliggende protest mod livets meningsløshed; »futuriske fiktioner har jeg ikke«.
Majken Johansson har selv i forskellige sammenhænge fortalt om tabet af en elsket ven, om dødsfaldet, som indtraf trods bønner til den Gud, hvis eksistens hun ikke troede på. »Elegi vid en grav« i Andens undanflykt udtrykker den overvældende følelse af kærlighed og smertelig sorg. Solen, et centralt symbol i forfatterskabet, ligger i dvale, og »sommeren varer ikke engang til høsten«. I den sidste digtsamling er digtet »Saliga augusti« ligesom digtsamlingen næsten 30 år tidligere tilegnet den, som med det ene bogstav S – som i salig – er nævnt i flere digte som kærlighedens genstand. Det store savn eksisterer stadig, og med et let chokerende stilbrud mellem salmetone og sanglege får denne længsel sprog: »Hvor jeg går, sidder eller står/ vil jeg derhen hvor du dvæler. Ellers bliver jeg kvalt«. Og som om det svenske sprog ikke rækker til, eller ordene bliver for alvorlige, bryder en engelsk kærlighedsschlager ind: »I can’t stop lovin’ you …«
Dette tab af en elsket ven bidrager til den personlige krise, som trods de ubesvarede bønner leder frem til omvendelse og bekendelse. Majken Johansson blev rekrut i Frelsens Hær, og omvendelsen sætter sig også spor i digtene fra 60’erne, tydeligst i Omtal (Omtale), 1969. Omvendelsen tilfører den gamle sprogglæde et nyt sprog, leg med ordspil som tidligere, med collagens sammenstilling af tekster fra forskelligt hold og en evne til forbavsende stilbrud og meningsudvidelser. Bibelcitater og bibelallusioner bliver stadig mere væsentlige. Samtidig er det, som om det nye sprog med Bibelens tekster er blevet en slags besværgelse i kamp mod destruktivitet og uvirkelighedsfølelse.
Også Ylva Eggehorns (født 1950) lyrik præges af oplevelsen af frelse og glæde på en mørk baggrund. Hendes digtning fra 1970’erne er præget af den karismatiske Jesus-bevægelses sprog, mens den personlige stemme i de senere digtsamlinger giver indtryk af en dybere alvor. Ylva Egge-horn er ligesom Eva Norberg (født 1915) og Britt G. Hall- qvist (1914-1997) repræsenteret med salmer i salmebogen fra 1986.
Det er blevet sagt om frelsersoldaten Majken Johansson, at hun har fornyet den åndelige lyrik. I stor udstrækning ligger fornyelsen i den friskhed, som bliver følgen af en dristig kollision og en usentimental tone. Når salmens ord netop mægtigt og højtideligt er klinget bort i digtet, følger ligefremt og med lidt hjælp fra Paulus den personlige tolkning »nemlig, at jeg ikke ligger i mit bræk på et cellegulv/ eller uophørligt bliver taget hånd om for leverens skyld/ og hjælpeløs gør det onde, som jeg ikke vil«. Et højst personligt vidnesbyrd på linje med evangeliernes beretninger om undere følger, men med en ny betydning af ordet frelst, »frihalset«, nemlig befriet for trangen til at skylle brændevinen gennem halsen:
Och »ett vet jag:
att jag, som var blind, nu kan se«
och jag, som var ett fyllo, är nu frihalsad,
etymologiskt uttytt: frälst.
Og »et ved jeg: at jeg, som var
blind, nu kan se« og jeg, som var
dranker, nu er frihalset, etymologisk udlagt: frelst.
Helt fri for alkohol og angst bliver Majken Johansson nu ikke. Gang på gang minder hun sine læsere om, at lidelsen ikke ophører med frelsen. »Alligevel hager i erindringens trappeopgange/ uroen sig fast/ ved hundredvis/ af gamle tømte brændevinsflasker«, hedder det i indledningsdigtet i Omtal.
Det er ikke kun bibelsprog, som bliver en kilde at øse af i digterens skabelsesproces. Ligesom tidligere udnytter Majken Johansson de enkle tekster, tonerne fra »harmonikavisen«. I spændingsfeltet mellem schlageren og Frelsens Hærs glade sange til strengemusik, lørdag morgeners melodiradio og morgenandagtens tekstlæsning og salmesang opstår mange af Majken Johanssons digte.
»Jeg er barn af en konge, jeg er barn af en konge. Skønt fattig og ringe, er jeg barn af en konge«, står der i en af Frelsens Hærs sange. I et af digtene fra den selvbiografiske Från Magdala (Fra Magdala), 1972, kombineres denne enkle tekst med et ord fra profeten Esajas: »og kærtegn får de på skød«. Hvis man hedder Majken og er barn af en konge, er man naturligvis prinsesse. Når så vreden koger over, og sproget bryder det bud, som siger, at man ikke må bande, bliver det ikke Guds vrede, der dømmer, men den faderlige kærlighed, som tålmodigt har ventet, til vreden har lagt sig. »Såså, min egen elskede lille/ yndlingsprinsesse«, siger Gud, og som et datterskabets privilegium får hun lov at sidde på hans skød og bande færdig.
Børn af en konge
og kærtegn får de på skød.
(Esajas 66:12).
När jag har blivit alldeles ursinnig
finns det ingen
som så uppmärksamt lyssnar
som Gud.
Det där -vla -set!« säjer jag.
»Den där -tkärringen!
Hon gör mej så in i -lvete -tans
-nnad!«
Då citerar Far
inte ur Andra Mosebok
fast han kunde ha gjort det.
»Såja, min egen älskade lilla
favoritprinsessa«, säjer han i
stället.
»Jag vet
att du inte alltid har det så lätt
med tillämpningen av andra
budet«.
Och för att inte solen
som har lyst så vackert hela
dagen
ska få gå ner over min ilska
tar han mej opp i knäet
och låter mej
svära färdigt.
Sen kysser han mej
snäll och glad igen.
(Majken Johansson: »Barn till en kung«, Från Magdala, 1972).
Prinsessen, frelsersoldaten, medtaget af livet og med et tragikomisk sving på hatteskyggen, sidder på den almægtiges skød og bander. Måske citerer hun fra sin første digtsamlings første digt: »Mit navn/ er Mahaha-jken/Joha-honsson«, og man kan – som dengang – ikke rigtigt skelne, om det er en hulkende gråd eller en latter, måske en selvironisk grimasse.
Ulla Olin (1920-2009) debuterede som lyriker allerede i 1939, og hendes digtsamlinger har gennemgående fået en god kritik. Sit definitive gennembrud fik hun imidlertid først i 1990 med samlingen Eftervärme (Eftervarme). Den savnets og tabets poesi, der er Ulla Olins, fik et nyt ekkorum i de tidlige 1990’eres svenske lyrik, samtidig med at hendes digte i Eftervärme intensiveredes og fyldtes med sorgen over den elskedes død. »Jeg er ikke stum, jeg er ikke død/ men jeg har set døden i min elskedes ansigt«, skriver hun, og i de følgende samlinger Solen installerad, 1992, og Närmare dikt, till dig, 1993, driver hun denne sorgens og tabets poesi til stadigt nye højder.
»Jeg hedder Anna, er et menneskeløv«
»Jeg hedder Anna,/ er et menneskeløv«. Sådan præsenterede Anna Rydstedt (1928-1994) sig i et digt i samlingen Presensbarn (Nutidsbarn), 1964. Kun en lille vokal skiller løv fra liv. Fire år tidligere, i Min punkt, hed det med nogle ofte citerede linjer: »Jeg er også født og/ vokset op til dette ene:/ at være Anna i verden«, og langt senere i Genom nålsögat (Gennem nåleøjet), 1989, en digtsamling fuld af uro og spor af en smertelig angst, lyder præsentationen: »Dette er Jeganna/ Jeg hedder Jeganna/ Jeg kalder mig Jeganna«.
Anna Rydstedt har efterladt sig en sparsom produktion, otte digtsamlinger på 41 år fra debuten med Bannlyst prästinna (Bandlyst præstinde), 1953, til den posthumt udgivne Kore (græsk: ung pige, almindeligt navn for gudinden Persephone), efteråret 1994. 13 års tavshed ligger mellem de to digtsamlinger, Dess kropp av verklighet (Dets krop af virkelighed), 1976, og Genom nålsögat (Gennem nåleøjet), 1989. Men for digtlæseren er det en sjældent rig produktion.
Anna Rydstedts poesi er det dæmpede tonefalds poesi uden store gebærder, men med en stærk spænding, eksempelvis mellem tillid og uro. »Lær mig, o Skov, at visne glad,/ som sent i Høst dit gule Blad«, skrev Adam Oehlenschläger engang i en salme. »Lær mig, I løv,/ at vandre glad i vinden«, skriver Anna Rydstedt. Det er en attråværdig holdning, men bag den er der altid bevidstheden om livets udsathed og forgængeligheden som en del af livets vilkår.
Anna Rydstedt blev født på Öland og kom hele livet til fra tid til anden at bo i barndomslandsbyen Ventlinge. Kalkstens-områderne på det sydlige Öland med deres karrige natur er det landskab, som hendes digte lever i og henter næring fra. Det lille afgrænsede jordstykke, folden, udgør udsigtspunktet ind mod livet og ud mod verden, men bliver også et stykke af den virkelighed, som erobres ved hjælp af sproget. »Tindren og sølv er de ord/ jeg først vil anvende/ til at beskrive foldens enggræs i juniblæsten«, hedder det i digtet »Försök« i Dess kropp av verklighet. »Nej, jeg forlader aldrig virkeligheden, som jeg har kæmpet mig til ord for ord, stykke for stykke«, har Anna Rydstedt sagt. »I og med, at jeg har givet virkeligheden ord, har jeg erobret den i mit liv, hvor jeg har måttet kæmpe meget mod fremmedhed i verden«.
Öland har farvelagt digtene. Det er Kalmarsunds blå vand, der tindrer på afstand, cikorien langs vejkanten, »dette lysende blå ukrudt på den luende brune jord«, det er den klare sommerhimmel og yndlingsfarven på tøjet. Selv Gud går i barnets forestillingsverden klædt i blåt, i ren og fin overall, der ikke er forvasket. Det gule har med solen, den forbrændende eller livgivende at gøre. Men fortrinsvis hører den gule farves emotionelle grundstemning sammen med livsbekræftelsen og med det gule hus i Ventlinge.
Anna Rydstedt kom til Lund og studierne dér med en kaldelse til at blive præst. Skuffelsen over det umulige i at virkeliggøre dette kald, i og med at præstegerningen stadig var lukket for kvinder, gav hun udtryk for i sin første digtsamling med den sigende titel Bannlyst prästinna. Det er et lidenskabeligt opgør skrevet ud fra en kaldsbevidsthed hos en præstinde, som i frihed giver sig selv til Gud »uden eksamen i eksegese«. Tonefaldet er stærkt og mere højstemt end i de senere samlinger. Den følelse af udvalgthed, der ligger bag digtene i denne samling, blev overført til den poetiske opgave, hvor en kristen religiøsitet på en selvfølgelig måde gennemsyrer sprog og tænkning. »Og nærsynet, men også vidtskuende«, som Anna Rydstedt udtrykker det, arbejdes der i digt efter digt med spørgsmålet om, hvad det indebærer at leve autentisk i verden, at »være Anna i verden«.
I 1950’ernes Lund fandt Anna Rydstedt sit hjemsted i den såkaldte Lundskole. De lignede ikke hinanden, er det blevet sagt om Anna Rydstedt og Majken Johansson, og de lignede heller ikke nogen andre, men sammen gav de 50’ernes Lund karakter. En omhyggelig undersøgelse af sproget, en afslibning af formen er dog fælles. »Men hvorfor skulle jeg skrive villaneller, når Göran Printz-Påhlson og Majken Johansson gør det så strå-lende?« har Anna Rydstedt sagt. »Jeg havde en anden rytme«. Denne helt personlige rytme, eftertænksom og lavmælt med ölandsk dialekt, ligesom prøvende og lyttende, er uopløseligt forbundet med ordene.
»Dertil hjælpe mig Ordene i mit sprog«, hedder det i den sidste digtsamling, der genlyder af den kendte Wallinsalme »Hvor er den ven, som overalt jeg søger«. Anna Rydstedts sprog er iblandet Bibelens og salmens ord og rytmer. Mange digte får bønnens karakter, undertiden til og med besværgelsens. Anna Rydstedt hænger ikke bibelsprog som billeder i poesiens rum, er det blevet sagt. Men »Ordene i mit sprog« er ord med stort begyndelsesbogstav, ord som i digtet bliver kød og virkelighed, dette centrale ord hos Anna Rydstedt. Det indebærer, at et dagligdags sprog får et sakralt indhold, men også, at det hellige bliver »dagligdags« og mister en højstemt patos. Ordet bliver et skaberord.
Inkarnationens mysterium er en måde at forholde sig på til livet og virkeligheden. »I dybdens dyb en sødme bor/ i højdens højde et lysskær bor/ og mellem disse lever vi«, skriver Anna Rydstedt i Min punkt, 1960. Det inkarnerede ords perspektiv er det laves perspektiv, græsstråene i folden, stenene eller gråspurvene på marken. Og dermed rummer det en medfølelse med det udsatte og usikre.
Anna Rydstedt har ofte peget på Kierkegaards og Grundtvigs betydning for hende. En vinter og fem somre som højskolelærer ved Grundtvigs højskole Frederiksborg i Danmark gav fordybet kontakt. Grundtvigs sakramentale kristendomssyn med Jesus Kristus som Ordet, nærværende i sakramenternes »kropslige« element, brød, vin og vand, ligger bag hele hendes »verdslige« poesi. »Kan oblaten og altervinen føre mig direkte ind i Kristi hjertes fred«, har Anna Rydstedt sagt, »så kan også dagligdags begivenheder føre mig ind i det psykiske lag, hvor oplevelsen af det konkrete står omgivet af det mystiske«.
Digtsamlingen Genom nålsögat, en titel hentet direkte fra Bibelen, rummer en større uro end tidligere og synes at afspejle en alvorlig krise. Den lange digtsuite »Soldikt 1982« kredser ligesom digtsamlingen i sin helhed omkring en søgen efter en livsholdning, der kan bære, efter »en mere sejlivet fred/ i min sjæl, i mit indre/ i det som er jeg’et,/og selvet og det’et«.
Digtsuiten igennem giver denne jeg-søgen sig udtryk i sprogligt stærke verber: »jeg’et hamrer mod sine grænser/ lyden slår mod jeg’ets grænser«. To nærmest arketypiske symboler for jeg’et vender stadig tilbage hos Anna Rydstedt, dels huset, dels barnet. Med forskellige fortegn, deriblandt denne jeg-søgen, er forholdet mellem mor og datter centralt i forfatter-skabet, ikke mindst i digtsuiten »Mamma i världen« i Jag var ett barn og i den sidste digtsamling Kore.
I »Soldikt 1982« bliver denne søgen efter jeg’et, efter »Jeg-anna«, en fødselsproces: »Føde mig selv, det barn, dette barn, mig selv«. En søgen efter »Barnet inden i mig« finder man også i nattens drøm, den ikke usædvanlige kvindedrøm om barnet, der trænger til mad og omsorg, men ikke er til at finde.
Huset med gulv, vægge og kælderrum som traditionelt symbol for jeg’et smelter i »Soldikt 1982« sammen med det faktiske mødrene hus, det gule hus i Ventlinge. »Begynder at vinde jeg’et tilbage i dette ufuldbyrdede rum/ … / det søndre gavlværelse«. Det yder tryghed og beskyttelse mod den brændende sol, men også plads for frihed og identitet i det store lyse rum, i storstuen:
Sök Anna.
Sök efter annan och Anna
och ANNA.
Låt henne komma fram ur sig
själv,
ur sitt självs skrymslen (skjul),
ur sina egna skrymslen,
ur sin sjals alla skrymslen,
ur sin sjals alla källarskrymslen.
Min egen identitet känner jag
starkast i salen.
Samtidig med, at det udtrykkeligt handler om jeg’et, identiteten, bevidstheden, handler det også om sproget. »Ordenes Domæner« hører i digtet »Bär det stora Barnet« tæt sammen med barnet. Dette centrale mor/datter-tema berører også det faktiske forhold til den biologiske mor, Elin Helena Viktoria. Benævnelsen af folden ved gården i Ventlinge, »Elins junifold« eller »Elins vinterfold«, er en kærlighedserklæring til moderen. I de gribende digte fra moderens sygdomstid og død af cancer en oktobernat i 1965 på Borgholms sygehus er der erindringsbilleder fra barndommen. Moderens omsorg for det syge barn er nu skiftet ud med datterens omsorg for den døende mor.
Den sidste digtsamling bygger på den græske myte om Kore, pigen, som blev røvet fra sin mor, Demeter, og som under navnet Persephone måtte tilbringe det halve år, vinterhalvåret, hvor jorden var berøvet al frugtbarhed, som Hades’ – eller Plutos – hustru i dødsriget. I Anna Rydstedts tolkning står Demeter i vindjakke og støvler og græder i længsel over sin datter: »Hvor er mit Barn – Pigen?« udbryder Demeter gentagne gange fortvivlet. Men Demeter, moderen som livets symbol, står også for fortrøstning og håb. »Tålmodighed, Kore, min pige«, siger hun i en telefonsamtale til underverdenen, og med ord, som er forekommet flere gange i Anna Rydstedts digtning, tilføjer hun som en slags besværgelse: »Det skal nok gå«. Datteren er splittet mellem en livsbekræftende del, Kore, og en del, hvor døden frister. I angsten for »Persephone i mig/ som vil blive hos de døde«, sender Kore en bøn til Demeter: »Drag mig over floden, Drag mig op igen, O Moder!«
Døden er nærværende i hele Anna Rydstedts digtning, ikke bare som livsgåde, men også som fysiologisk og social realitet. Det solbelyste Öland bliver aldrig en idyl. I den lyse sommer her græsser »også de årslam som skal dø i september«, og Kalmarsund bliver for grisene i slagtebilen på færgen »ölandske grises Styx«. I en balanceakt på grænsen mellem det høje og det lave, mellem konkretion og abstraktion bliver digtene til. Uden sentimentalitet, i et eksakt, sagligt sprog, men med et stort – og lavmælt – engagement bearbejdes moderens død og sorgen efter hende i en række digte i Jag var ett barn.
»Et lyst mørke« er et udtryk, der bliver gentaget i Anna Rydstedts poesi. Det minder om 1600-tallets barokpoesi med dets svingen mellem forgængelighedsfølelse og det paradoksalt lyse håb, men siger desuden noget væsentligt om den tillid, som så ofte kommer til udtryk i Anna Rydstedts forfatterskab, og som gør livet som »menneskeløv« muligt. »Men du er i springet,« hedder det i digtet fra moderens dødsleje, »mellem dér, som her ej findes, og her, som dér ej findes«.
I ett ljust mörker
blommar de, syren, kastanj.
I det ljusa mörkret blommar
även skuggor av syren, kastanj.
Eller är de verkliga?
Det är en sommar i gravars
skugga.
Det är en sommar i gravträds
skugga.
(Anna Rydstedt: »Fågeln i Världen« (Fuglen i Verden), Genom nålsögat).
»Der er intet svar«
»Piger, der småpusler lidt med poesi, er der jo rigeligt af netop nu, små lyriske terner med nette julelys«, hedder det i en anmeldelse, da julen 1959 nærmede sig. Busk Rut Jonsson (født 1925), hvis første digtsamling, Tuppfjät (Hanefjed), artiklen gjaldt, kunne dog ikke henregnes til disse »lyriske terner«. Hun var snarere, mente kritikeren, en »bøllespire med fut og fyr og flamme«.
»I virkeligheden er du ingen«. Disse ord af Gunnar Ekelöf lader Karl Erik Lagerlöf stå som overskrift over meget af det, der skrives i 60’erne. Spørgsmål omkring identitet og sprog er centrale. Busk Rut Jonsson skriver: »Dybt uinteresserede i hinanden/ læser vi for hinanden/ om kærligheden, som ikke blev til«.
Omkring 1960 udgav mange bogforlag lyrikserier med henblik på nye og unge lyrikere, mange kvinder debuterede og navne som Barbro Dahlin, Barbro Pilkrog, Ruth Halldén, Kerstin Thorék, Filippa Rolf og Ragna Kellgren bemærkedes af kritikerne.
Der var røster fremme med krav om brud med 1950’ernes ordberuselse og med den lavmælte og bortvendte digtning. Digtningen skal være vedkommende, siges der, knytte an til den sociale og politiske virkelighed. »Af dagens id bedøvet/ entrer jeg forstadsvognen«, skriver Busk Rut Jonsson med en sproglig spændingsvirkning mellem hverdagstone og poetisk sprog. I mange digtsamlinger tematiseres spørgsmål om et udholdeligt liv for menneskene i en splittet tilværelse, om kunstleri, manglende kontakt og indre tomhed, men også længsel efter helhed og fodfæste. Under følelsen af åndelig kvælning og rodløshed er der en længsel efter at kunne hvile, for at citere Ruth Halldén, »på den yderste rand af det bærende«.
Der søges kraft til modstand i et gudsfællesskab med eller uden mystikkens fortegn eller i en kærlighedsoplevelse. Men forgæves. Gud er fraværende og tavs. »Der er intet svar/ Og tanken om at det er forrådnende kroppe/ som gør landskabet kuperet/ kommer og går«, hedder det i Ruth Halldéns (født 1927) anden digtsamling, Landskap i gult och guld, 1963. Påfaldende ofte skildres også fællesskabet i kærlighedsoplevelsen som en pine og en umulighed.
Lyrikkens sprog synes dog at tilbyde et alternativ. Når Barbro Pilkrog (født 1937) i sin første digtsamling, Tendens mot ljuset, 1963, taler om de sparede ord »under frasernes aske«, er det i en stor tiltro til digtningens mulighed for at tilbyde ikke bare skønhed, men også modstand. En sproglig intensitet og ironisk munterhed kan som hos Barbro Dahlin (født 1940) udgøre en slags værn mod underliggende oplevelser af ensomhed og uro.
I sine digtsamlinger fra 1970’erne udvider Barbro Dahlin fangenskabsmotivet til at omfatte menneskets forhold til et samfund, som på forskellig måde har skabt dets isolation i sig selv og dets fremmedhed. Tre forskellige konkrete og lukkede miljøer uddybes successivt til almengyldighed. I Dikter från Carlslund (Digte fra Carls-lund), 1975, inviteres vi til at besøge et hjem for udviklingshæmmede børn, hvor forfatteren har arbejdet som børnepsykiater. Året efter tager Sista tåget genom Sverige (Det sidste tog gennem Sverige) os med på en rejse gennem et forladt og tilgroet land. I digtsamlingen fra 1979, All bygga en livbana (At bygge en livsbane), er digtene hovedsageligt henlagt til Öland, det »afsondrede land«, ikke som Carlslund med en mur, men med vand omkring.
Men samtidig er der stadig mere mærkbart en mistro til lyrikken som sprog. Skønheden er ikke et svar på menneskets længsel efter frihed. Digtningen duer ganske simpelt ikke, og flere af de tidlige 1960’eres kvindelige lyrikere tier, de fleste for stedse, andre for at vende tilbage i midten af 1970′-erne.
I sin debutdigtsamling, Tendens mot ljuset, 1963, lader Barbro Pilkrog et antal digte være »tegninger i smalle rammer«. Et af dem giver en hastig skitse af en mand, siddende mellem andre på et bibliotek »med en vis afstand mellem hver person«. En konkret situation lades med en næsten eksistentiel angst: »ensomhed gennemborer ham/ som nålen trænger gennem insektet«. En stor, hvid edderkop bliver synlig som et angstsymbol, manden rejser sig op, tasken ryger på gulvet, og »ansigter vendes blinde op/ som løv vendes i blæst«.
»At kløve ordenes fortæppe«
Åsa Wohlin (født 1931) tilhørte ligesom Anna Rydstedt og Majken Johansson 1950’ernes såkaldte Lundskole og var med Strofer från en sovstad (Strofer fra en soveby), 1957, den sidste, som debuterede i denne kreds af lyrikere. Ironi og bagatellisering som strategi og mulighed for at holde ud, kendetegnende for mange af Lundskolens forfattere, finder man også hos Åsa Wohlin. I linjerne »Dejligt er det at ængstes på højdedraget hvor vinden/skriger som et nyfødt barn og/ alderdommen falder/ som regn fra himlens net«, lægges de vanskeligt udholdelige følelser uden for jeg’et, samtidig med at de paradoksalt nok både reduceres og forstærkes i en ironisk grimasse.
Tendensen hos mange samtidige kvindelige forfattere til at sætte spørgsmålstegn ved kærlighedens muligheder for fuldt fællesskab fremtræder tydeligt hos Åsa Wohlin. Debutsamlingen fra 1957 har en række kærlighedsdigte under overskriften »Her flygtede en røg …«, og som en flygtig røg beskrives også kærligheden. »Hans hjerte var som rummet/ og jeg var lille som en sol og frøs«, hedder det. Hans hjerte var som stenen, der forvandledes til et smykke, til en gravsten og til sidst til »en møllesten om halsen«.
Skuffelsen over den umulige kærlighed udtrykkes endnu skarpere i digtsamlingen Mellan ja och nej, 1965. »Du vil have dit huld i fred./ Det får du«, lyder i al sin korthed et digt, forsynet med den ironiske titel »En kärleksdikt«. Der er i Mellan ja och nej en mistro til det lyriske sprogs mulighed for at fungere kontaktskabende, hvilket giver samlingen en nærmest anti-poetisk karakter. Hverdagens og abstraktionens sprog står som forhindring mellem mennesker, og poesien som den ægte tales mulighed synes ikke at tilbyde noget alternativ. Sønder-brudt, fragmentarisk forekommer digtet at ophæve sig selv, og Åsa Wohlin tier som digter.
»En skinnende mur mod det yderste mørke«
»En smal strimmel/ stille liv/ var hendes land«, skriver Ingrid Arvidsson (født 1919) om kunstneren Anna Ancher i sin seneste digtsamling, En glimmande vägg (En skinnende mur), 1992. Ligesom Skagensmaleren havde sit eget »lysomflydte land/ mellem havene udenfor« som sit kunstneriske motiv, søger Ingrid Arvidsson i digtningens sprog at indfange en »smal strimmel/ stille liv,« eller som det hedder i digtsamlingens afsluttende digt: »Et smalt fæste mellem dybene./ Smalt og stærkt«. Det kaotiske mørke er ofte nærværende i dette forfatterskab, men det eksisterer ikke »uden for billedet«, snarere inde i det, og det forlener digtet med en frugtbar spænding.
Ingrid Arvidsson og Åsa Wohlin er hver på deres måde repræsentative for 60’ernes kvindelige lyrikere med de centrale spørgsmål omkring identitet og sprog. De afspejler desuden i produktionsrytme forskellige tendenser i årtiet. Ingrid Arvidssons første digtsamling kom allerede i 1951, og hun har ved siden af bl. a. film- og litteraturkritik en relativt rig lyrisk produktion frem til den sidste i 1992. Som mange andre synes hun at tie som lyriker midt i 60’erne, men hun vender tilbage ti år senere. Åsa Wohlin derimod har en yderst sparsom – men meget omtalt – produktion. To digtsamlinger, i 1957 og 1965, følges af tavshed på det lyriske område.
Den skånske slette med rum og frihed omkring barndomsbyen Lund er bærende i Ingrid Arvidssons forfatterskab. Samtidig er der en spænding mellem liv og død, mellem idyl og trussel. Over sletten høres såvel lænkehundenes hylen som lærkernes sang – »Gennem det himmelske jubelkor/ runger en underjordisk glammen« – og gennem højsommerens klareste solskinsdag går der et iskoldt vindpust, »en sibirisk fodkulde«.
Et af de bærende symboler er træet. »Träden i Norden«, det digt, der indleder Livstecken (Livstegn), 1964, vidner om det trodsige liv, som giver sig udtryk i hvert forårs grønhed og blomstring. De får »grønne vinger« som for befriet at flyve bort, de »inviterer fugle ind for at lære af dem«.
Men alltid förgäves. Alltid fjättrade.
Alltid med en visshet i det ljusa suset
vissheten som sjuder genom saven
att när yxan en gang lossar banden
skall de inte lyfta men falla
tungt, med knäckta fjädrar och slocknad sang.
Men altid forgæves. Altid lænkede.
Altid med en vished i det lyse sus
visheden som syder gennem saven
om at når øksen engang løsner båndene
skal de ikke lette men falde
tungt, med kænkkede fjedre og forstummet sang.
Således vidner også træerne i dette forfatterskab om dødens nærvær midt i livet og om længslen efter frihed til trods for den nødvendige underkastelse under tvangen. Samtidig kan det trodsige »endnu«, et centralt ord i forfatterskabet, aflyttes i trækronernes sus.
Ligesom de »nøgne eges sorte grene« i et digt opfattes som tuschtegn mod den bleggrå himmel, således bliver ordene betydningsfulde tegn. Jeg ved, siger digterjeg’et i »De gamla breven«, at »overalt findes kærlighed skjult i verden/ og ordene venter på at vækkes af deres ham«. Og som fiskerdrengene med deres »raske fuglekroppe« i Livstecken dykker efter sølvskillinger og river byttet »op af glemslens hav«, således dykker digteren efter ord, også gennem »blækblå dyb«, og redder dem fra glemslen ind i livet.
»Det lyser i lærdomsstadens skygger/ et nøglehul hvor du stundom gik ind/ og overlykkelige syrener dugger/ mod ungt og stedvist ganske uberørt skind«, skriver Filippa Rolf i 1950’erne i Lund. Hendes kærlighedsdigte, som i Ungdom, 1959, er de centrale, ånder savn og venten. Den disciplinerede form udgør i de tidligste digte en modstand mod stærke anstrøg af uro og lidenskab, men i den fjerde digtsamling, Dikter, 1963, bryder uroen tydeligt frem. Oftest er tonen betændt, og den lesbiske kærlighed er blevet en indestængthed, fællesskabet en umulighed.