Et vigtigt tema i 1980’ernes finske kvindelitteratur er opdragelseskritikken, der tilspidses til at omfatte en skånselsløs dissektion af menneskelige relationer. Den idylliske overflade brydes, og ingen familiemedlemmer skånes. En af de teoretikere, der har haft en indflydelse på den nye litteratur, er Alice Miller, hvis værker man i 1980’erne begyndte at oversætte til finsk. I de nye familieskildringer viser moderen sig ofte som en udbytter, men man kan lige så vel finde et barn i rollen som umættelig tyran. Gængse opfattelser og fortolkninger af pige-opvæksten vendes og drejes, og myter omfortolkes.
Anna Maija Ylimaula (født 1950) er både arkitekt og forfatter. Hun stammer fra det nordlige Finland. Hendes debutroman er en kortfattet udviklingshistorie med titlen Papintyttö (Præstedatteren), 1976. Barnet, som vokser op med en lang række forbud, kæmper hårde kampe om skyld og synd, men klarer sig og bliver til sidst en etisk stærk hustru og mor. For hende er kærlighed et spørgsmål om vilje, ikke om følelse eller erotik.
Anna Maija Ylimaula er præstedatter og mor til mange børn. Hun er selv vokset op inden for virkeområdet af en vækkelsesbevægelse, og hun skildrer, hvad det totale forbud mod prævention indebærer, set fra en kvindes synsvinkel.
I romanen med den ironiske titel Idylli (Idyllen), 1985, tilspidses moderskabstematikken. Hovedpersonen Ansa føder børn og skaber sig samtidig en karriere som forsker, men til sidst kan hun ikke klare den »lykke«, det er at have en stor familie, og da hun opdager, at hun endnu en gang er gravid, drukner hun børnene og sig selv i husets svømmebassin.
Mens Anna Maija Ylimaula som fortæller er behersket og lakonisk, tegner indtryk og koncentrerer formen, så har Annika Idström (født 1947) en stærk og hidsig stemme. Med vidtløftig dramatik og eksperimenter fremfører hun intrigen og hører til de dristigste i den nye generation af kvindelige finske forfattere, der bryder med tabuerne og dissekerer familielivets helvede.
Lige siden debutromanen Sinitaivas (Den blå himmel), 1980, har Annika Idström interesseret sig for kvinders drømme og fantasier. I den første roman er formen stadig helt konventionel. Romanen skildrer venskabsforholdet mellem fire forstadskvinder. Kun monologen til sidst i romanen, der fremføres af en psykotisk kvindelig taxichauffør, giver lidt forsmag på den intensitet, hvormed forfatterinden udforsker menneskets indre.
Romanen Isäni rakkaani, 1981 (Min far, min elskede, 1985), blev Annika Idströms gennembrudsværk. Her sprænges konventionerne både med hensyn til fortælleteknik og kærlighedstematik. Hovedpersonen er en servitrice, der er vokset op uden en far, og som ved et tilfælde møder ham på sin arbejdsplads. Romanen tematiserer de spændinger, der indgår i at undvige og møde faderen, at hade, føle medlidenhed med og elske ham. Splintrede krystaller og blanke våben er romanens centrale symboler. I romanens drømmeagtige slutfase lever faderen og datteren, der har gennemlevet incest, jalousi, løgn og afsløring, et isoleret liv på en ø i havet. Og til sidst kommer opklaringen, da dette lykkeland modtager den splittede families moder. Annika Idström skelner ikke skarpt mellem, hvad der sker i hovedpersonens drømme og fantasiverden, og hvad der sker i virkeligheden. Men den kvindelige hovedperson føler, at hun er blevet et mere helt menneske efter rejserne ind i alle variationer af undertrykkelse. Nu kan hun roligt konstatere: »Hvor er det heldigt, at jeg ikke er mor, at jeg er mig!«
Motiverne om barnet, der bliver til en kæmpe og udsuger sin mor, gentages i den næste roman Veljeni Sebastian, 1985 (Min bror Sebastian, 1989). Hovedpersonen, søn af en enlig mor, der arbejder med litteratur, er mere intelligent end mange voksne og forlader egentlig kun sin rolle som observatør og analytiker, når han spiser: Han tilfredsstiller sit behov for ømhed med de af moderen indkøbte konditorkager. Barnet tager sin tilflugt til det intellektuelle i stedet for »at vade i følelsernes dønninger«, og han må fungere som plejer for den utilfredsstillede og frustrerede mor. Kvinderne i romanen går til grunde. De har ikke tid til at se deres selvbedrag i øjnene, før det bliver skæbnesvangert.
Med hensyn til intrigen er Eira Stenbergs (født 1943) Paratiisin vangit (Paradisets fanger), 1984, et lige så vildt og forbløffende værk. Forfatterinden er en af de få finsksprogede lyrikere, der debuterede i 1960’erne. Siden har hun udgivet fortællinger og er omkring 1980 vendt tilbage til digtene.
Paratiisin vangit analyserer uden medlidenhed faderens, moderens og de to søskendes betændte samliv og en matriarkalsk grusomhed. Hjemmet er både en »dødens have« og et hus på fugleben. Moderen er heksen i pandekagehuset og søsteren på den ene side en kombination af en engel og et uhyre, på den anden side en Fugl Føniks. »Paradiset er intet lykkeland«, konstaterer bogens fortæller, den ene af de to søskende, »det er ikke en tilstand af tilfredsstillelse. Det er en tilstand af utilfredsstillelse domineret af forbud, altså en dødens have«.
Der skal et dristigt spring til ind i det ukendte, »ind i det sorte hul« for at frigøre sig fra lænkerne i forholdet mellem forældre og børn. Dette sker for pigen, der er hovedpersonen i Eira Stenbergs anden roman Häikäisy (Blinding), 1987. Hun hedder Stella, hvilket hentyder til den kosmiske symbolik i bogen. Efter at have foretaget en rejse ind i sit eget mørke finder Stella den helhed, som hele verden forsøger at opnå. Det er ganske vist splittelsen, der hersker i verden, men »alt inde i os søger tilbage mod helheden, mod at flyde sammen, at forenes. Mod kærligheden og døden«.
Grundangsten og ensomheden
Mange betydelige kvindelige forfattere i 1970’ernes og 80’ernes Finland koncentrerer sig om de evige, eksistentielle spørgsmål, som hører til det at være menneske. Ofte beskrives mennesket i grænsesituationer, adskilt fra andre, før et møde eller tæt på sorg og død. De foretrukne temaer er skyldfølelse, identitet, frustration, psykisk sammenbrud og muligheden for at forandre sig på en eller anden måde. I baggrunden skimtes problemer med at blive voksen, at leve i ægteskab eller at gå på arbejde.
Eeva Tikka (født 1939) og Raija Siekkinen (født 1953) skildrer ensomhed og angst. Selv om de grundlæggende temaer er de samme hos de to forfattere, er der forskelle i de etiske betoninger, i måden at indgive håb og danne menneskeportrætter på.
Som fortæller bryder Eeva Tikka ikke den traditionelle romans eller novelles form, men sproget i hendes skildringer er i høj grad lyrisk. Det centrale tema er grænsen mellem at være syg og at være såkaldt normal, analysen og skildringen af psyken hos et følsomt, afvigende individ, fremstillingen af, hvordan man ved at bryde sammen kan vokse og opnå større erkendelse. Hovedpersonen kan være en dreng, der bliver mobbet på grund af sin lille eller store skavank, eller en sindssyg kvinde. Den skrøbelige og intuitive udenforstående konfronteres ofte med et stærkt »normalindivid«. Disse to personer kan modsvare Bibelens Jacob og Esau, og den, der udvikler sig i romanens forløb, er som regel »Jacob«, der er stærk i sin følsomhed og sin åbenlyse svaghed. I romanen Jyrkänparras (Afgrunden), 1981, oplever den stammende Sulevi, der til sidst forsvinder i skoven, sin paradoksale styrke: »Stærk! Han lukkede øjnene på skolebænken og væltede masser af jord op, mejede hele skove ned, løftede vandet op i søerne. Så kolossal var hans styrke, at han segnede under den –«.
I slutningen af novellen »Auringossa« (I solen) fra samlingen Alumiinikihlat (Forlovelsesringe af aluminium), 1984, fø-der en barnløs kvinde, hvis psyke er gået i stykker, sig selv igen i vandet. Men først må hun acceptere sig selv som et menneske, der er gået i stykker. »Det er en skygge, der kommer fra solen, vandets skygge, ved roden af en hvid åkande. I dens livmoder gynger hun, og overalt er hun omgivet af håndvarmt fostervand, som et åkandefrø venter hun sin nedkomst, venter og ikke helt forgæves, stadig kommer der nye børn til verden«.
Raija Siekkinen skildrer menneskets fundamentale fremmedhed mere pessimistisk og absolut end Eeva Tikka. Hun fremstiller ægtefællers, søskendes eller andre nærtstående menneskers samliv som et fængsel, hun afslører det groteske under overfladen i samtalen ved kaffebordet eller ved familie-sammenkomster, og hun fastholder den opfattelse, at menneskenes indre verdener aldrig mødes. Døre, tomme vinduer, generende glasskår eller stensplinter og elevatorskakter er tilbagevendende billeder på den manglende kontakt mellem mennesker. »Teorien om fremmedhed kendte jeg godt«, kan fortæller-jeg’et i en novelle ironisk sige, »og den blinde, der begik selvmord efter at have fået synet tilbage«. (Elämän keskipiste (Livets midtpunkt), 1983).
Raija Siekkinens menneskebillede varierer ikke meget fra værk til værk. Hovedpersonen er en kvinde, der er ude over sin første ungdom, og som er frustreret på grund af studier eller ægteskab, hun er faret vild og går i ring, selv om hun måske tror, at hun er på rejse og bevæger sig fremad. Hendes indre verden er en ukendt og gådefuld afgrund. En lignende tematik finder man hos Eeva Tikka, som ganske vist konkretiserer med natursymboler: En både lokkende og rædselsvækkende afgrund i menneskets indre symboliseres af vandets mørke bund, en lodret skråning, et krater eller en stejl skrænt. »Det var ikke nogen invitation til flodens sølvkilde eller til en helliggørelse. Men ind i det mørke, der eksisterede i hende selv, og som drog til sig i mørke hvirvler«. (Jyrkänparras).
Raija Siekkinen identificerer oftere denne afgrund med et metafysisk »livets midtpunkt« eller med den biologiske kerne, cellekernen. Dette inderste, dybeste og mørkeste deles af alle, og alligevel genkender kun få det hos andre om overhovedet hos sig selv.
Fremmedfølelsen indebærer også, at »det synes, som om verden var blevet mindre og ville holde sig på afstand af mig«, sådan som jeg’et i sin ubestemte smerte konstaterer i Raija Siekkinens novelle »Koulu« (Skolen) fra Elämän keskipiste. Billeder af en åben plads og klart solskin forbindes hos Raija Siekkinen med eksistentiel ørkesløshed. Et tilsvarende billede hos Eeva Tikka kan være mere positivt, angst blandes med håb, derefter redning: »… og så endte skoven, og grænsen var skarp, hun kom til en åben plads, hvor træerne var blevet hugget om – og det var en følelse af frihed og tomhed, der slog imod hende. Var det sorg?« (Jyrkänparras).
»Hjemme var hun gået hen og havde stillet sig foran et spejl og set ansigtet, som var helt nøgent og udtryksløst. Det var et fuldstændig fremmed ansigt«. (Elämän keskipiste, 1983).
Eeva Tikka forener tomhedsmotivet med menneskets positive mulighed: vækst, nåde og håb – selv om det, som mennesket aldrig kan opfatte, er lige så stort som himlen. »Men den eksisterer derude: i sin helhed, den af hvilken vi kun ser et stykke, helheden, som er beregnet og forberedt for os. Og i vore trængsler er den udgydt i form af nåde, så vi genvinder vore kræfter og lever videre i dens nærhed«. (Hiljainen kesä (Den stille sommer), 1979).
Liisa Enwald
Ødelagte liv og mørk tavshed
Rosa Liksom (født 1958) tilhører de forfattere, der ligesom Mariaana Jäntti, Anja Kauranen, Päivi Perttula, Eira Stenberg og Annika Idström i 1980’erne har profileret en ny fortællemåde i den finske prosa. Et karakteristisk træk ved denne nye slags prosa er Kafka-Orwellagtige skildringer af nutidens samfund som en antiutopi, og at formen er fragmentarisk, episodisk. Mens f.eks. en Mariaana Jäntti har benyttet sig af den modernistiske romans klichéer i sin undersøgelse af den fysiske og eksistentielle determinisme, og Päivi Perttula har gjort stilen betydningsfuld i sin dadaprosa og med sin antiroman har forvandlet litteraturen til abstrakt kunst, har Rosa Liksom ved hjælp af ofte humoristiske detaljer fremmanet en idyl, der trues af en stor katastrofe.
Rosa Liksom debuterede i 1985 med en hidsig novellesamling, Yhden yön pysäkki (Stoppested for en nat, 1988), der straks blev en succes hos både publikum og kritikere. Her viste sig en helt ny udtryksform, en provokatorisk protest i skildringen af individer opfyldt af ensomhed, isolation, ordløshed, stumhed, selvforagt, ligegyldighed, had, afsky, aggressioner og den totale mangel på illusioner hos autistiske unge i 1980’ernes bymiljøer eller i det begmørke, ensomme Lapland.
Allerede i den tidlige barndom får Rosa Liksoms ødelagte mennesker at føle, hvordan »blodet smager i munden«, hvad enten de er groet fast i et råt betonmiljø eller sidder bag tilisede ruder oppe nordpå. Rosa Liksoms mennesker lider af den forestilling, at den totale uafhængighed er den totale frihed. Og i konfrontationen med deres medmennesker og samfunds-maskineriet mødes de med foragt og følelsesløshed.
Der gives ingen valgmuligheder for disse »grænsemennesker«, hvad enten det er bitre og kyniske storbyunge eller udslidte skovhuggere fra de arktiske ødemarker. Der er ikke plads til drømme i en verden, hvor mennesker fylder sig selv med had mod virkelighedens skizofreni. Kun en modbydelig, meningsløs vold opleves som en slags desperat løsning.
Forfatteren analyserer ikke sine personers problemer nærmere. Derfor fremstår deres tomme ritualer, deres primitive halvliv og deres formålsløse virkelighedsflugt også som yderst statiske, motivationsløse og destruktive i al deres ufølsomhed.
Menneskene i Rosa Liksoms noveller er anonyme, konturløse. Med hurtige penselstrøg lægger forfatteren en iskold stemning over personernes indre liv og de ydre, beklemmende landskaber.
Det mest levende hos Rosa Liksom er sproget, storbyslangen eller en nordlig dialekt.
I sin næste novellesamling Unohdettu vartti (Frosne øjeblikke), 1986, fortsætter Liksom med at fremdrage de arktiske ødemarkers menneskeskæbner. Formatet er fragmenteret til ganske korte prosastykker, hvor personerne fortsat er anonyme, hæmmede, fastlåste. Dog er debutbogens voldsomme had og provokerende protest dæmpet noget ned og blevet erstattet af en resigneret holden ud.
I Väliasema Gagarin (Station Gagarin), 1987, er miljøet skiftet til Mongoliet, Sibirien, og fortællemåden er blevet til eksotiske minifortællinger, der i deres barnlige udtryk er respektløst komiske. Stilen har lånt sin retoriske, gammeldags, messende tone fra gamle folkeeventyr og sagn. Mytiske, eventyrlige elementer indgår også som naturlige led i de hverdagsagtige, nutidige hændelser, f.eks. halvvilde heste, brunstige kameler, fisk der flyver op på tundraens tørre land, hvor de unge spiller bold med tørrede hestepenisser, mens de mindre drenge spiller terning med lammeknogler. Absurditeterne er i nogle tilfælde således helt indlysende og naturlige. Nogle af fortællingerne fungerer som ironiske, shamanistiske lærestykker.
Tyhjän tien paratiisit, 1989, (Paradis på en øde vej, 1990), er en fortsættelse af skildringen af det primitive halvliv og de »primitive« menneskeskæbner, Rosa Liksom beskæftigede sig med i sine tidlige novellesamlinger. Det fragmentarisk skildrede samfund får sit menneskelige indhold gennem fortællerens subjektivitet og stil. Også her blotlægges den kynisme og amoralitet, der gemmer sig bag den »polerede« overflade, hvad enten den er privat eller samfundsmæssig.
Leena Krohn (født 1947), der debuterede 1970 som eventyrfortæller for børn med Vihreä vallankoumus (sv. Den gröna revolutionen, 1973), skriver i dag for voksne om fremmede virkeligheder. Rummets, havenes og dyrenes verdener danner afsæt for hendes behandling af filosofiske og metafysiske spørgsmål.
Hun fik sit gennembrud med romanen Tainaron. Postia toisesta kaupungista, 1985 (sv. Tainaron. Brev från en annan stad, 1987), og har i 90’erne interesseret sig for informationsteknologi. Hun publicerer således sine tekster på internet. I 1993 fik hun Finlandia-prisen for Matemaattissia olioita tai jaettuja unia, 1992 (sv. Matematiska varelser och delade drömmar, 1996).
Leena Lander (født 1955), der debuterede som under-holdningsforfatter i 1982, er i dag en af Finlands mest populære og anerkendte forfattere og oversat til mange sprog. Ud over romaner har hun skrevet essays og dramatik til teater, radio og fjernsyn. Hun har fået mange nationale litterære priser og blev med Tummien perhosten koti, 1991 (De mørke sommerfugles hjem, 1994), og Tulkoon myrsky, 1994 (Lad stormen komme, 1997) indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Da Anja Kauranens (født 1954) debutbog Sonja O. kävi täällä (Sonja O. var her) udkom i 1981, vakte dens skildring af kvindelig hæmningsløshed opstandelse. Sonjas udvikling hen mod den moderne kvindelighed sker gennem flere stadier. Først er hun en pige, som vandrer fra seng til seng, og som mænd udnytter. Siden bliver hun hård og hævngerrig, indtil hun endelig bliver bevidst om sit kald: at være Vierge moderne, at blive forfatter.
I Pimeää vain meidän silmillemme (Det er kun mørkt for vore øjne), 1987, fortæller Anja Kauranen om barneidrætsstjernen Petra Winter, hvis muskulatur trimmes til topform, mens hendes kvindelighed undertrykkes. Hun er en søsterfigur til den åndeligt kvalte Sonja, og de bryder begge ud, men på meget forskellig måde.
Elisabeth Nordgren