Voksede op i en præstefamilie, der tilhørte den laestadianske vækkelsesbevægelse. Hun uddannede sig som arkitekt og debuterede i 1976 med romanen Papintyttö (Præstedatter), i hvilken hun beskriver sin opvækst i et miljø, hvor dans og andre fornøjelser er syndigt og prævention forbudt, men på trods af religiøse kriser bevarer hovedpersonen sin tro. For den unge pige bliver kærligheden mest af alt et spørgsmål om moral og ansvar.
I de følgende bøger Yö voi olla (Natten kan vogte), 1978, og Pöytä koivikossa (Bordet i birkelunden), 1982, skifter perspektivet fra den unge kvindes til moderens. Med moderskabet dukker der nye problemer op, bl.a. konflikten mellem arbejde og familie. I romanen Idylli (Idyl), 1984, sprænges idyllen, og der bliver sået tvivl om moderskabsfølelsen. Romanen behandler eksistentielle spørgsmål som liv, død og ansvar. Efter ti års tavshed kom i 1994 romanen Jumalista julmin (Den grusomste gud).
