Dronning Christina (1626-1689) var Sveriges regerende dronning mellem 1644 og 1654. Hendes regeringstid sluttede med, at hun abdicerede, hvorefter hun konverterede til katolicismen, et skridt, som videnskaben har ofret megen interesse og søgt at forklare. De resterende år af sit liv tilbragte Christina hovedsagelig i Rom. Helt fra sin ungdom var hun kulturelt og videnskabeligt interesseret, omgikkes og brevvekslede med flere af sin tids mest fremtrædende videnskabsmænd.
Christinas litterære produktion består af to samlinger maksimer, en selvbiografi, to essays – et om Alexander den Store og et om Julius Cæsar – og endelig hendes breve. Dronningen offentliggjorde ikke selv sine værker, det er sket senere; først af Johan Arckenholtz, 1751-1760, i Mémoires concernant Christine, reine de Suède, pour servir d’éclaircissement à l’histoire de son regne et principalement de sa vie privée. (Memoirer vedrørende Christina, dronning af Sverige, til belysning af hendes regeringstid og især hendes private liv). Christina skrev på fransk, det sprog, som tidens dannede mennesker brugte.
Maksimer om Gud og det store menneske
En maksime er et tankesprog, et kort og rammende formuleret stykke livsvisdom. Genren opstod i antikken. En af de mest berømte maksimeforfattere var dronningens samtidige, François de La Rochefoucauld, hvis maksimer hun læste og kommenterede. Men dronningen skrev også selv sine maksimer, sandsynligvis over en længere periode, og de afspejler derfor samtidig hendes tankemæssige og religiøse udvikling. De foreligger i en renskrift fra 1680’erne. Heri har hun både slettet og lavet tilføjelser. Christinas maksimer har ikke den prægnante formulering, der udmærker La Rochefoucaulds, og de er først og fremmest interessante på grund af det billede, de giver af deres forfatter. I lighed med andre maksimeforfatteres er Christinas livsvisdom heller ikke konsekvent, men rummer en hel del selvmodsigelser. I de maksimer, der omhandler Gud og menneskets forhold til Gud, betoner Christina Guds ophøjethed og siger, at han er det eneste, der kan tilfredsstille sjælen, og det eneste, der er værd at elske: »Der findes ufejlbarligt en Gud, som er altings eneste princip og yderste mål«.
»Denne Gud er ufattelig og usigelig«. »Vi skal elske ham og dyrke ham, udelukkende fordi han er Gud«. »Når man ransager sit hjerte, finder man, at intet formår at opfylde og trøste det, undtagen Gud alene«. Det virker, som om Christina tillagde bestemte mennesker en særlig evne til at elske, når hun siger: »Når et hjerte evner at elske, vil det uundgåeligt, før eller senere, komme til at elske Gud«. Et andet sted siger hun: »Hvis man ret elskede Gud, ville man aldrig glemme ham«.
Christina peger også på den romerskkatolske kirkes bekendelse som den rette. Det er bemærkelsesværdigt, at Kristus ikke har nogen plads i maksimerne. En forudsætning for, at livet og døden skal have værdi, er, at sjælen er udødelig. Gud har anbefalet dyden. Men den bør følges for sin egen skyld. Man skal dog ikke vente, at de enkelte mennesker belønner dyden med taknemmelighed for de velgerninger, som de er blevet genstand for. Det ser ud til, at Christina en stor del af sit liv har hyldet en stoisk lære om dyden og ikke har tvivlet på, at mennesket magter en sådan dyd.
Stoisk dyd er at leve og handle efter naturen. Naturen, dvs. den menneskelige natur, var bestemt som fornuftig. At leve efter sit inderste væsens natur, med andre ord at leve fornuftigt, er det samme som at være lykkelig og god. Det er ufornuftigt, ondt og dadelværdigt at lade sig gribe af affekter, dvs. stærke følelser.
Men der er maksimer, som modsiger dette menneskesyn:
»Mennesket er en afgrund af elendighed og uvidenhed, og det kender hverken sin krop eller sin sjæl. Men det føler, at det er et ægte intet, overtrukket med en smule liv, denne viden tillige med al menneskelig filosofi kan hverken ændre eller forbedre mennesket«.
Det forekommer rimeligt – som man tidligere har gjort – at antage, at Christina har forladt stoicismen, der i løbet af århundredet tabte indflydelse i Europa. I religiøs henseende indtog dronningen hen mod slutningen af sit liv en kvietistisk holdning, der i sin betoning af menneskets magtesløshed ikke var særlig forenelig med en stoisk dydslære.
Kvietisme (af lat. quies: ro, hvile) er en retning inden for mystikken, der betoner den menneskelige viljes renselse for alt begær. Gennem meditation og kontemplation kan man udslette sin egen vilje og synke ned i Gud. I 1600-tallet opfattede den katolske kirke denne retning som kættersk, først og fremmest på grund af kvietisternes ligegyldighed over for kirken og deres passive indstilling; de afviste, at man burde anstrenge sig for at nå Gud gennem et fromt liv. Den førende skikkelse inden for bevægelsen, spanieren Miguel de Molinos, stod dronning Christina meget nær. I 1687 blev han dømt som kætter.
Christina beundrede Alexander den Store og Julius Cæsar meget, de var begge »store«, heroiske mennesker. Til denne kategori hører de store fyrster, som er Guds stedfortrædere. De er særlig godt udrustede fra naturens hånd, og ikke engang deres fejl er nogen hindring for deres storhed:
»Hvis det lykkedes Cæsar, Alexander og Cyrus i fordums tid at gøre sig til herre over en stor del af verden, så skyldtes det, at de i heroisk grad besad alle de egenskaber, der er nødvendige til en sådan heltedåd, og at alle forhold på deres tid fremmede den«.
Om Alexanders fejl siger Christina: »Men det er pletter på solen og hindrer ikke, at han er den, han er… ingen af disse store fejl, nej, ikke engang disse forbryderiske handlinger hindrer, at han er verdens største fyrste, thi han var trods alt et menneske«.
Det er alles pligt at prøve på at efterligne disse heroiske mennesker. Christina regnede sig selv med til denne kategori.
Selvbiografiens modsigelser
I maksimerne kommer modsigelserne i Christinas menneskesyn frem i dagens lys. Hun mener på den ene side, at mennesket kan og bør forbedre sig og gøre fremskridt, på den anden side opfatter hun mennesket som magtesløst, fordærvet og i bund og grund uvidende. Når hun således vil skrive historie, sin egen og Vasaslægtens, dukker der andre selvmodsigelser op. Hvad er det, som styrer det, der sker – Guds plan, menneskelig beregning, tilfældet eller personligheden – og hvad har hun selv været – kvinde eller mand, eller ingen af delene?
Christina kaldte sin selvbiografi La Vie de la Reine Christine, faite par Elle-Même, dediée au Dieu (Dronning Christinas liv, forfattet af hende selv, tilegnet Gud). I bevarede versioner af denne tekst kan man i forskellige tilføjelser og strygninger følge skribentens vekslende perspektiver. Selvbiografien – der blev skrevet i 1681 – blev aldrig fuldendt, og den torso, vi har, består af ni kapitler, hvori man kan læse om Sveriges geografi og historie, om Vasakongernes skæbne og om den unge Christina. Længere når den stort set kronologisk ordnede tekst ikke; man leder forgæves efter en redegørelse for det, der interesserer efterverdenen mest, abdikationen og konverteringen.
I selvbiografiens optakt, der er en tilegnelse af værket til Gud, lægger teksten sig op ad den kvietistiske bøn, der går ud fra menneskets magtesløshed og forfængelighed, set i forhold til Guds almagt og herlighed. Derefter kommer der uformidlet en redegørelse for Sveriges geografi og en historik over Sverige og især Vasakongerne. Da hun efterhånden kommer ind på sit eget liv, lader hun genren »det litterære portræt« styre fremstillingen, dvs. at hun på nogle ganske få linjer giver et ydre og et indre signalement af sin person. Der knytter sig forskellige tolkninger af mennesket og tilværelsen til disse forskellige diskurser, og i konflikterne mellem tolkningsmodellerne kan man skelne noget, som den skrivende ikke umiddelbart har udtrykt.
Til at begynde med giver selvbiografien et billede af et menneske, der tilsyneladende er delt i to personer. Dels er hun Christina, der efter kvietistisk mønster ser sig selv som et intet, og som beder til Gud: »Tilintetgør alt det, som ikke er af Dig«. I den første version brugte Christina her det kvietistiske ord »holocauste«, tilintetgørelse, om totalt at blive ofret til Guds ære. Dels er hun – eller har hun i de historiske kapitler været – en Vasaætling og herskerinde over det »götiske« (dvs. svenske) folk, Roms besejrer.
Siden senmiddelalderen havde svenskerne identificeret goterne, Roms besejrere, med den svenske folkestamme gö-terne. Denne idé blev i 1600-tallet ivrigt opmuntret af statsmagten. F. eks. kunne skribenter, der førte bevis for, at »göterne« var et overordentligt gammelt og ærværdigt folk, påregne støtte fra kongemagten.
Med åbenlys stolthed skildrer hun sit krigerfolk: »Dette folk kuede med sine sejrrige våben først Tyskland, derefter England, Frankrig og Spanien, og selv det herlige Italien måtte til sidst underkaste sig dets åg, ligesom en stor del af Asien og Afrika«. Man bør tænke på, at hendes far, Gustaf II Adolf, havde været en ivrig tilhænger af »göticismen«, og på, at Christina selv engang havde holdt et prægtigt indtog i Rom. På en eller anden måde så hun måske sig selv som faderens overmand, da hun faktisk havde »besejret« Rom.
Tvedelingen af teksten gælder ikke kun dens emne og dens fremstillingsmåde. Den gælder også to diametralt forskellige måder at opfatte mennesket og historien på. Den religiøse diskurs skildrer Christina som udvalgt til at blive ofret til Guds ære og Guds plan med hende, mens historieskrivningens diskurs giver rationelle forklaringer på det, som sker, og ser mennesket som herre over tilværelsen. Hendes beskrivelser af Sveriges og Vasaernes historie går ud fra magtkamp og statsræson som de grundlæggende årsager til begivenhedernes gang.
Sommetider kommer disse to tolkningsmodeller i konflikt med hinanden. Man mærker spor i teksten af den religiøse models forklaring, nemlig at Gud har villet, at disse kættere skulle indføre lutherdommen i Sverige og befordre dens udbredelse i Tyskland, men denne forklaring tog sig lige lovlig skrap ud. Lige så skrap var i virkeligheden også den forklaring, at Gud ikke havde noget med den sag at gøre, men at det, der styrede, i sidste ende var magtkamp og statsræson. Den sidste forklaring var ubehagelig for Christina af en anden grund. Den gjorde nemlig det ideologiske grundlag for Vasaslægtens magtbesiddelse skrøbeligt, da man dengang næsten altid legitimerede magtens besiddelse ved hjælp af Guds forsyn. Legitimiteten var overordentlig vigtig for Christina, hvad man bl.a. kan se af den mængde ændringer, hun har foretaget i skildringen af Vasakongernes historie. I en af de bevarede versioner løste hun konflikten ved at henvise til lykken eller skæbnen. Hun brugte, med andre ord, en forklaring, der egentlig ikke er nogen forklaring: »Efter at vi (Vasaslægten) er blevet regenter, har man ikke forsømt at få os til at tro, at vi stammer fra Erik Sejrsæl, men det betyder ikke noget, hvordan det forholder sig med den ting. Man ved nok, at når lykken/skæbnen ophøjer mennesker, så vokser deres slægtninges stamtræ som svampe«.
Også i hendes skildring af sin egen skæbne blander der sig en lignende forklaringsmodel, idet hun i Vasaslægtens opstigen og fald kan spore Guds straf over slægten. Faldet er det faktum, at slægten nu, i 1681, hverken regerer i Polen eller i Sverige. Christinas abdikation bliver den uskyldiges offer for at sone slægtens forbrydelse. Man aner den fransk-klassiske tragedies ædle, selvopofrende heltinder bag dette selvbillede såvel som den kvietistiske ophøjelse af offer og tilintetgørelse af jordisk ære. Således hedder det i en af versionerne:
»Jeg var den eneste og enestående arving til den svenske trone, den trone, for hvilken mine forfædre og forgængere havde udført så mange store og ærefulde bedrifter, blandet med mange forbrydelser og bedragerier, for hvis udslettelse jeg måske stadig er til. Herre, I har villet straffe os retfærdigt gennem os selv ved at tillade, at brødre udsletter brødre, farbrødre brodersønner, den ene efter den anden. Al vor storhed er til sidst forsvundet. De to sidste regenter af vor slægt afstod frivilligt, i Polen såvel som i Sverige, fra vor magt, selv om det skete på forskellige tidspunkter, på forskellig måde og af helt forskellige grunde, og selv om følgerne, som I ved, er blevet helt forskellige. Alle er døde til sidst. Jeg alene er tilbage«.
Guds plan, kampen om statsmagten og en blind skæbne er de tre drivfjedre, Christina har villet se i det historiske maskineri. Da hun så fordyber sig i sin historie, kommer der en fjerde til, nemlig personligheden. Faderens, moderens og omgivelsernes personligheder beskrives med et skarpt blik. Portrætgenren bliver det dominerende. På linje med denne genres fundamentalt psykologiserende synsmåde må karakterens og individets indre udvikling nu forklare det, der sker. At dømme efter det store antal tilføjelser og strygninger, man møder i denne sammenhæng, er det på dette punkt, spørgsmålet brænder på om Christinas kvindelighed, hendes identitets gåde. I hendes religiøse model kan gåden formuleres således: Hvorfor har Gud valgt at lade hende blive født til kvinde, når han dog har valgt at lade hende ofre til sin ære? Jo større ofret er, dvs. jo større jordisk lykke, ære og værdighed, der ofres, desto større bliver Guds ære. Og for Christina, såvel som for hendes samtid, havde ofret været større, hvis hun havde været en mand.
Christinas meninger om kvinderne og deres stilling var tids-typiske. I maksimerne og andetsteds giver hun tydeligt udtryk for, at kvinden er det svage køn, og at hun er manden underlegen både på krop og sjæl. Denne opfattelse var også kirkens og må regnes for at have været den fremherskende. Men Christina mente også, at der kunne være undtagelser: »Kvindekønnets svagheder berører ikke altid sjælen«. Svagheden er ikke kun betinget af naturen, men har også sit grundlag i opdragelsen: »Temperament og opdragelse fremkalder hele forskellen mellem kønnene«.
Christina mente også, at mændene havde et varmere og mere tørt temperament end kvinderne, der var mere kolde og fugtige. Det sidstnævnte var ikke godt, fordi det fremkaldte svagheder. Christina troede ganske vist, at opdragelse kunne udrette en hel del, men ikke at den kunne rette den »fejl af naturen«, som det betød at være af kvindekøn. Det var en væsentlig hindring for dyd og fortjeneste og en næsten uhjælpelig fejl, fordi det kun var et fåtal, for hvem det lykkedes at korrigere den.
Man kan tale om en egentlig kvindeforagt i selvbiografien. Heri er portrættet af moderen, Maria Eleonora af Brandenburg, det mest ondskabsfulde, og i en tilføjelse viser Christina sin tydelige uvilje mod kvindelig opførsel:
»Deres tøj, pynt og miner forekommer mig uudholdelige. Jeg bærer aldrig hat eller maske, jeg nærer ingen bekymring for min hud, for min krops størrelse eller for min krop i al almindelighed. Jeg bringer kun det kvindelige mit offer, når det drejer sig om at være renlig og høflig. Jeg kan ikke fordrage lange klæder, jeg vil kun have korte skørter, især på landet«.
I en anden tilføjelse fortæller Christina, hvordan hun er blevet opdraget som en ung spartaner, et ideal, som hun senere får forstærket af sin læsning af antikkens heltebiografier, f.eks. Plutarchs biografier, og af preciøsernes forherligelse af amazonen og jomfruen: »Man samlede børn af det ene og det andet køn på min alder og hele hoffet, for at de skulle lege med mig, mine fornøjelser var at løbe, springe, danse, osv. Men jeg har aldrig kunne udholde dukker, og jeg havde brug for hele min fornuft for ikke at hade en ærlig mand, fordi han havde givet mig en storslået gave af den art. Mine dukker var blystykker, hvormed jeg lærte, hvordan man fører krig. Disse stykker dannede en lille hær, som man kunne stille op til slag på et bord med hele følget af et fuldstændigt artilleri. Jeg havde små både, der var fuldkomment udrustet til krig, små forter af tykt papir – det alt sammen for gennem legen at lære det, man skal vide om krigen, om flåden og befæstningskunsten. Jeg morede mig i min fritid med disse bagateller, og i de dage, hvor jeg ikke hengav mig til mere alvorlige studier … I alle mine lege og adspredelser var mine følelser voldsomme og heftige, og alt det, jeg ville, ville jeg med ihærdighed og styrke. Men jeg var ræsonnabel og jeg var forsonlig, når man fik mig til at indse, at jeg havde taget fejl«.
Fra og med Christina var otte år, blev hun opdraget af mænd, fordi hun på dette tidspunkt blev taget fra moderen, der ikke blev anset for at være en passende mentor for den vordende regent. De magtfulde mænd, der på det tidspunkt styrede Sverige, har tilsyneladende opfattet Maria Eleonora som halvt forstyrret eller i hvert fald som svagt begavet og hysterisk, og denne opfattelse af enkedronningen bidrog sikkert til Christinas kvindeforagt.
Dengang var det et ofte anført argument mod kvinders indflydelse i samfundet, at den saliske lov udelukkede kvinder fra at være tronfølgere.
Den saliske lov, lex salica: en lov, der blev optegnet omkring 500 e. Kr. for de saliske frankere. Den mest berømte paragraf var bestemmelsen om, at kvinder ikke måtte arve jord. Det blev under hundredårskrigen i højmiddelalderens Frankrig tolket som et forbud mod, at kvinder arvede kronen. Udtrykket »den saliske lov« hentyder til dette forbud.
Christina mente, at denne lov var rigtig, og at kvinders fejl, såvel som deres fortjenester, gjorde dem uskikkede til at være regenter. Hun berører også kvindens stilling i sine maksimer, en stilling, der er lidet misundelsesværdig, da hun enten er fange eller slave. De kvinder, som er gået i kloster, er fanger, de, der har giftet sig, er slaver, og det var de to alternativer, som kvinder i de katolske landes højere samfundskredse kunne vælge imellem.
Christina nærede ingen højere tanker om ægteskabet. Folk gifter sig uden at kende hinanden, kærlighed og ægteskab er næsten uforenelige, ægteskabets fornøjelser kan ikke opveje de negative sider, og der kræves mere mod til at gifte sig end til at drage i krig. Med kærligheden er det anderledes: »Hjertet er skabt til at elske«.
»Hvis kærligheden er en svaghed, er det den eneste svaghed, man også må tilgive hos de heroiske mennesker«.
Der stilles store krav til sand kærlighed. Den, man elsker, må være værd at elske. Kærligheden skal være bestandig og trodse ydre hindringer. Den er ikke det samme som sanselig nydelse. I disse tanker om kærligheden er Christina sikkert influeret af sine samtidige, de franske preciøser, som i deres skrifter udtrykker lignende tanker, og som i lighed med Christina forholdt sig skeptiske til ægteskabet.
Den franske preciøse kvindekultur dominerede i Parisersalonerne omkring 1600-tallets midte. Preciøserne foretrak det ømme og ædle venskab frem for den lidenskabelige kærlighed og det patriarkalske ægteskab. Deres venskabsutopi fik stor betydning i 1700-tallets nordiske kvindelitteratur og også for Dronning Christinas opfattelse af kærligheden og hendes afstandtagen fra et traditionelt kvindeliv.
En forskel mellem dem og Christina er, at hun har et religiøst perspektiv på al kærlighed. Gud er kærlighedens sande genstand, sjælen er skabt til at elske og eje ham for evigt. Kærligheden mellem mand og kvinde er et ufuldkomment billede af denne kærlighed. I selvbiografien møder vi lignende tankegange. Til kvindeforagten føjer sig en klart defineret modvilje mod kærlighedens fysiske side. Om denne modvilje så er dybt personlig, eller om den er preciøst tankegods eller begge dele, må man lade være usagt:
»Jeg havde ufejlbarligen giftet mig, hvis jeg i mig selv havde erfaret den mindste svaghed, men idet jeg følte den kraft, som Eders nåde skænkede mig til at afvise selv de mest legitime fornøjelser, så har jeg fulgt den naturlige aversion, jeg har haft mod ægteskabet«.
Christina så på sig selv som en slags dobbeltvæsen. Hun mente, at hun havde en mandlig sjæl og også til dels en mandlig krop. Hun mente også, at hun havde et varmt, dvs. et mandligt, temperament og dermed lignede en mand så meget, som en kvinde kunne. Kendt er hendes beretning i selvbiografien om, at jordemoderen først troede, at hun var en dreng. Man kan tolke Christinas holdning til kvindeligheden som en måde, hvorpå hun kunne forene den religiøse og den rationelle forklaring på sin abdikation og konvertering. Den religiøse var, at Gud havde udset hende til at blive ofret til hans ære, den psykologiske forklaring var den, at hun på grund af sin ejendommeligt dobbelte kønsidentitet og sin »uovervindelige modvilje mod ægteskabet« ikke kunne forsyne Sverige med en tronarving og derfor kunne styrte den svenske stat ud i politisk kaos. Christina kan måske have tænkt sig at opbygge en beretning om sin abdikation med udgangspunkt i denne modvilje. På den måde ville den kendsgerning, at hun var født som kvinde, nemlig kunne gøres meningsfuld.
At Christina her kommer den historiske »sandhed« nær, ses af, at det første vidnesbyrd, man har fra denne indviklede kæde af begivenheder, er hendes kendte udtalelse til rådet i 1649. Den 26. februar sagde hun:
»Men at jeg bliver anmodet om at gifte mig, er en vanskelig sag at beslutte sig for, thi derefter ville jeg aldrig blive fri, men bundet, og jeg ville aldrig kunne slippe ud af det«.
Dagen efter hedder det i rådsprotokollen: »Hendes Majestæt talte derpå og endeligt om sit giftermål. Man kunne være forvisset om, at Hendes Majestæts øjne og næse sidder alt for højt til, at hun skulle kunne give sig i nogen mands vold i den tilstand, som Hendes Majestæt nu står og er i«.
Christinas modvilje mod at gifte sig og føde en tronarving var sandsynligvis kun én af grundene til hendes abdikation, og måske ikke den vigtigste. Efterhånden lykkedes det hende nemlig at få sin fætter Karl Gustaf valgt som tronfølger, og dermed, mente hun, havde hun betrygget rigets sikkerhed. Andre grunde var formodentlig, at hun var træt af at regere, og at hun ønskede at konvertere. De første vidnesbyrd om hendes katolske orientering kommer dog først i 1651, to år efter at hun, 23 år gammel, definitivt har afvist ægteskab. I selvbiografien kunne Christina forene den religiøse forklaringsmodel med den psykologiske ved at fremhæve sin ejendommelige personlighed og sin aversion mod »sanselig nydelse«. I disse egenskaber havde Gud virket for hendes sjæls frelse og til sin egen ære.
Det er med rationalitetens øjne, Christina skriver sin selvbiografi. Det centrale har for hende nemlig været at forklare, hvad der er sket. Om den forklaring så har været teologisk, historisk eller psykologisk, det har haft underordnet betydning. Intet har fået lov til at være uforklaret, gådefuldt eller meningsløst: I hendes tekst er der en åbenlys skræk for gådens tomrum, en skræk, der gør, at hun driver sin analyse af begivenhedernes drivfjedre så langt, at hun ser sin kønsidentitet og sit forhold til seksualiteten som den krumtap, hendes livshistorie drejer sig om. Den stemme, som spurgte hende »hvorfor«, må have været meget bydende og streng.