Lysten til et andet liv

Da Oddvør Johansens (født 1941) roman Lívsins summar udkom 1982 (Livets sommer, 1985), blev den opfattet som et frisk pust, en færøsk romanfornyelse.

Historien fortælles af en 10-årig pige med det litterære navn Nora og udspiller sig i en håndværkerfamilie i lidt trange kår i Tórshavn i begyndelsen af 1950’erne. Familien har en ubændig lyst til at udfolde sig. Faderen spiller på horn i et danseorkester og er møbelsnedker, moderen maler akvareller i ledige stunder. Selv ønsker Nora sig et klaver.

Da romanen slutter, er moderens akvareller blevet opdaget af en kunstkender, og der bliver arrangeret en udstilling. Faderen har fået en stor ordre og et meget fordelagtigt lån, så han kan bygge værksted og få lov til for alvor at udfolde sine kunstneriske evner i sit arbejde. Og Nora har fået et gammelt klaver. Det går altså fint for håndværkerfamilien, fordi der er plads til, at hver enkelt dyrker sine interesser og følger sine lyster ved siden af dagligdagens pligter.

Anderledes er det i Noras kammerats familie, hvor faderen er læge, og moderen Alvildas drøm om at blive skuespiller ikke passer sammen med lægestandens normer og forestillinger om det perfekte familieliv. Hun er derfor nødt til at lade sig skille, vælger den skammelige lyst frem for den ægteskabelige pligt og rejser ud af landet for at udfolde sine kunstneriske evner. Selve afrejsen foregår i største stilhed. Hun kører alene med taxi til skibet to timer før afgang og lægger sig i køjen, til skibet er kommet langt ud til havs. Så står hun op og går op på dækket, hvor hun fælder en tåre i solnedgangen, mens en messedreng går forbi og trækker på skulderen ad hende. Men som afskedsgave af Noras mor har hun fået en tegning, der hedder »Sladder«, og som forestiller kvinder, der stikker hovederne sammen. Billedet af kvindefællesskabet og den fordomsfulde titel er en humoristisk kvindesolidarisk kommentar, der støtter det valg, som lægekonen er blevet nødt til at træffe.

I Noras familie befordrer moderskabet kunsten. Da Noras mor ligger med veer, og fødselsdramatikken er på sit højeste, slår Lívsins summar over i en prosalyrisk beskrivelse af kosmiske dimensioner: Frostklare stjerner synger, og månen ønsker det nye barn velkommen, mens den nikker som en klog gammel kone til læseren: »Åhja, åhja – dette er livet, I fødende kvinder på jorden«.

Billederne, der hænger på familiens vægge, er akvareller og tuschtegninger af børnene i forskellige situationer. Moderskabet leverer kunstneriske motiver, og den lyriske prosa gør moderskabet alment og stiller det i centrum i kosmos.

Oddvør Johansens anden roman Ein mamma er ein mamma (En mor er en mor), 1993, fokuserer på moderskabet på en anden måde. Den fortæller om kærlighed, utroskab og kvindelig stræben i to beretninger: Den ene kvinde har svært ved at få børn, og den anden får dem alt for let. Ligesom begge romanerne bygger flere af novellerne i samlingen Bella Katrina, 1989, på forfatterens egne oplevelser. Bella Katrina er forfatterens alter ego, der fortæller om livet i Tórshavnske hjem før og nu, mest om kvindeerfaringer, meget ofte set i et humoristisk lys.

Udvikling til selvstændighed

»Kata, ein seinkaður nekrologur« (Kata, en forsinket nekrolog), BRÁ nr. 5, 1984, er et digt om en kvinde, der ville have en uddannelse, men som ikke fik lov til det, fordi hun blev tvunget til at rejse hjem for at passe sin far og sine søstre, da moderen døde. Digtet, som er skrevet af Ebba Hentze (født 1931), er bygget op omkring en yngre kvindes erindringer, og digtet opfordrer hende til at rejse bort.

Forholdet til Danmark er ømtåleligt hos mange færinger. I den ældre litteratur bliver selve opholdet i Danmark ikke beskrevet. Det retter Oddvør Johansen og Marianna Debes Dahl (født 1947) op på ved at levere positive beskrivelser af udbyttet af ophold i Danmark. Store dele af handlingen i den første færøske feministiske roman Faldalín (et balladeudtryk for kvinde), 1988, af Marianna Debes Dahl udspiller sig i København. Romanen følger Mjøll, fra hun som lille mister sine forældre – moderen dør, og faderen sender hende på kostskole, for at han kan passe sin karriere. Mjøll forsøger i hele ungdommen at hele sårene efter sit tab. Hun søger efter et fællesskab, hvor hun hører til, men da hun er blevet gift og har fået børn, er det tætte tilhørsforhold, som hun længtes efter, blevet til et mørkt og dybt hul. Manden er gennemført usympatisk og repræsenterer de »mandfolkelove«, som Mjøll beslutter sig for at bekæmpe. Ved romanens slutning er Mjøll stærk og alene med en lille søn, og hun er rede til at gå i gang med sit livs projekt.

Faldalín er også en generationsskildring. Den beskriver de færinger, der fik deres uddannelse i Danmark i 1960-70’erne, og som fulgte den generelle venstredrejning blandt nordiske intellektuelle i disse år. De ville revolutionere det færøske samfund, når de kom tilbage, men da det kom til stykket, viste det sig, at de høje politiske mål og aktivismen havde været tidsfordriv for mændene. For kvinderne havde politikken imidlertid været alvor, og mens mændene går i Lions og Rotary og drukner deres dårlige samvittighed i whisky, går Mjøll til politiske møder og deltager i kulturpolitiske arrangementer.

Det kendte trygge – det ukendte utrygge

Titelnovellen i Frostrósan og aðrar søgur (Frostrosen og andre historier), 1987, som blev udgivet til skolebrug efter kvindeforeningens novellekonkurrence i 1986, er skrevet af Lydia Didriksen (født 1957). Den handler om en ung kvinde, der står med ryggen mod et havnepakhus og betragter brændingen, som skyller hen over bølgebryderen, der fremstilles som et kæmpemæssigt hajgab. Hun klamrer sig til pakhusets dørhåndtag og ønsker, at vinden skal blæse hende ind i huset, samtidig med at hun har lyst til at kaste sig i hajgabet. Ligesom i en drøm befinder hun sig pludselig i en kirke til en dødningegudstjeneste sammen med sortklædte kvinder, der ligesom hun selv er døde. Foran alteret står kisten med den døde, som præsten siger er et barn »der har fundet vejen hjem«. Stormen og gudstjenesten er billeder på hovedpersonens konflikt mellem frygten for at stå på egne ben og lysten til at kaste sig ud i livet.

I novellesamlingen Gráglómur (Grå øjne), 1992, beskriver hun kvinder på forskellige stadier i deres udvikling: den lille piges første oplevelse af at være et selvstændigt menneske, den første menstruation, angsten for at blive voksen kvinde, mødet med manden og sammensmeltningen af det kvindelige og mandlige.

Dagny Joensen (født 1944) debuterede i 1981 med Gerandislagnur (Hverdagsskæbner), tre samtidshistoriske hørespil, som beskriver kvinder i tre forskellige samfundsklasser: arbejderkvinden, hendes svigerdatter, der er kontorassistent, og hendes veninde, der har giftet sig ind i overklassen. Det centrale er deres forhold til ægtefællen, og stykkerne viser, hvordan kvinderne bliver klar over, at deres ægteskaber ødelægger mere, end de gavner. Men de bruger bevidstgørelsen forskelligt. Arbejderkvinden bliver i ægteskabet, men begynder at stille krav til manden. Kontorassistenten vil skilles, fordi hun kan klare sig selv, mens overklassekvinden skubber erkendelsen til side og indordner sig endnu mere under manden.

I prosastykket »Uttan fyri byrgingina« (Uden for dæmningen), Varðin, 1981 beskriver Dagny Joensen en kvinde, der prøver at komme over på den anden side af en høj forhindring, fordi hun hører stemmer, der beder hende komme. Da hun endelig når over på den anden side, er der kun tomhed. Stykket svinger om den samme akse af tvivl og usikkerhed som Lydia Didriksens »Frostrósan«: angsten for at forlade den kendte og trygge verden og lysten til at give sig i kast med et andet liv.