Født og opvokset i Tórshavn i en musikalsk håndværkerfamilie. Hun tog præliminæreksamen, gik på musikhøjskole, blev gift som 20-årig, adopterede to børn, blev skilt og uddannede sig herefter på Musikkonservatoriet i København. Hun blev gift igen, fødte to børn og boede i Danmark i 14 år, hvorefter hun flyttede tilbage til Færøerne. Hun har siden fungeret som organist i Torshavn.
Oddvør Johansens debut, den prisbelønnede Lívsins summar, 1982 (Livets sommer, 1985), betød en fornyelse af færøsk romankunst pga. den bevidst anvendte kvindesynsvinkel. Hun har siden udgivet den historiske ungdomsroman Skip i eygsjón (Skib i sigte), 1988, Bella Katrina, 1989, med fortællinger fra forfatterens liv og hverdag, og Ein mamma er ein mamma (En mor er en mor) (R), 1993, der handler om fertilitet, den ene hovedperson har svært ved at få børn, den anden får dem alt for let. Á Káta Horninum (På det glade hjørne), 1995, indeholder digte og kortprosa, og i 1996 kom børnebogen Kongdóttirin i Nólsoy (Kongedatteren i Nolsø), der bygger på et gammelt sagn.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Oddvør Johansen udgivet romanerne Í morgin er aftur ein dagur, 1998, Tá ið eg havi málað summarhúsið, 2001, og Sebastians hús, 2004. Hun har også udgivet noveller, essays og en børnebog.
Oddvør Johansen modtog i 2002 Den færøske litteraturpris og har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2001.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Turið S. Joensen: "Burtur úr tøgnini" i: Brá, nr. 2, 1982
Rithøvundabókin (Forfatterbogen), 1995