Dansk kvindebevægelses første store skikkelse. Faderen, der var kaptajn i hæren, blev forflyttet pga. for demokratiske ideer, og forældrene blev skilt i 1843. Mathilde Fibiger, der var yngst af ni børn, smuk og begavet, men også nervøs og ubemidlet, blev stærkt grebet af den nationale og politiske begejstring under krigen med Tyskland og ved enevældens fald i 1848. Som huslærerinde på Lolland skrev hun brevromanen Clara Raphael, 1851, der for første gang på dansk proklamerer »Damernes Emancipation« og gav anledning til en voldsom offentlig debat, kaldet Clara Raphael-fejden, som hun selv bidrog til med pjecerne Hvad er Emancipation? og Et Besøg.
Hun levede under yderst trange kår som forfatter, lærerinde, syerske, porcelænsmaler og oversætter i København og provinsens præstegårde. I romanerne En Skizze efter det virkelige Liv, 1853, og Minona, 1854, videreudvikler hun emancipationstemaet. Hendes heltinder vil ikke forsørges, men forandre verden ud fra deres egen moral og filosofi. I Minona er det samfundets »grundlov«, incesttabuet, der angribes. På grund af manglende succes opgav hun forfatterskabet, uddannede sig til telegrafist 1863, blev den første kvindelige tjenestemand og følte, at hun nu i praksis arbejdede for den kvindesag, hun i sin ungdom havde skrevet om. Ved stiftelsen i 1871 meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Tine Andersen og Lise Busk-Jensen: Mathilde Fibiger - Clara Raphael, 1979
Lise Busk-Jensen (udg.): Clara Raphael. Minona, 1994
Margrethe Fibiger: Clara Raphael, 1891
Bodil Wamberg: Passionsblomsten: en biografisk fortælling om Mathilde Fibiger, 2008
