Der er forskel på, hvor meget den enkelte af de godt 150 berømte kvinder, vi har kendskab til i Norden i tiden fra 1500 til 1800, efterlod sig i form af kunstneriske eller faglige værker. Men plukker man de nordiske kvindelige forfatterskaber ud og samler dem, store og små, blomstrer Norden smukt med engagerede, bevægende, skarpe, hengivne, fine værker, ofte samlet i buketter omkring en lærd familie, en herregård eller et kvindekloster.En kvindebevidsthed og en litterær æstetik på niveau med den øvrige europæiske står klart frem hos Nordens »feminae illustres«.
Tag: Selvbiografier
Agneta Horns selvbiografi fra 1600-tallet, af hende selv kaldet »Beskrivelse af min elendige og meget genvordige vandringstid«. er et »jammersminde«, som fortæller om en udskældt, vanrøgtet og lidet elsket pige, der alligevel formår at hævde sin vilje og give sine modstandere svar på tiltale.Men Agneta Horns Levned drejer sig dybest set om hendes forhold til faderen og den fædrene magt, om den identitet som lydig datter, hun selv og tiden havde som ideal. Bag teksten ses uenigheden mellem Agneta Horn og hendes stedmoder, Sigrid Bielke. Sagligt set gjaldt konflikten arven efter Agnetas far, ideologisk gjaldt den hendes lydighed overfor faderens vilje.
Mængden af skrifter, der debatterede kvinders talenter eller mangel herpå, var stor i 1500- og 1600-tallets Europa. Værkerne er opdelt efter genrer og foreligger både i trykt og håndskreven form. At man i Norden har kendt europæiske begreber som »Feminae illustres« (bemærkelsesværdige kvinder), »Feminae doctae« (lærde kvinder), »Musa decima« (den tiende muse) står fast.Bevidstheden om »feminae illustres« eller »feminae doctae« synes at være knyttet til renæssanceperioden. Naturligvis fandtes der tidligere eksempler på lærde kvinder, men trangen til at tælle dem og gruppere dem og ligefrem fremavle dem synes at være et renæssancefænomen opstået i progressive kredse af lærde mænd.
Herrnhutismen kom til Sverige i løbet af 1720’erne. I den stockholmske herrnhutermenighed, der stadig eksisterer, har man bevaret de religiøse selvbiografier fra 1700-tallet og fra de første årtier af 1800-tallet. Af dem er 36 skrevet af svenske kvinder. Den tidligst skrevne stammer fra 1761, den sidst skrevne fra 1810-20. I det store og hele gælder det, at antallet af kvindelige selvbiografier er mest omfattende mellem 1760 og 1790, hvorefter der bliver færre. Kvinderne kommer fra alle sociale lag, her er adelsdamer og tjenestepiger, borgerkoner og tiggere.Kvindernes religiøse selvbiografier viser ofte de træk, som kan beskrives som augustinske: Kvinderne søger Gud i deres indre, først og fremmest i følelsen, i normalpsykologiske processer (drømme, stærke følelser); endvidere rummer de mystiske træk: Kvinderne hengiver sig i deres indre til betragtninger over korset og til erotisk farvede møder med Kristus. De ved, at i sjælens inderste gemmer den gnist sig, som gør disse møder og oplevelser mulige.
Den kristne kirkes syn på og holdninger til kvinder, som har skrevet, missioneret, prædiket, profeteret eller på andre måder optrådt som Guds talerør, har været meget omskiftelig fra middelalderens kirkeliv til 1600-tallets vækkelser: snart accepterende, snart afventende. Positionerne er blevet bestemt af kirkens behov for budbringere og af forskellige bevægelsers pres på kirken. Man kan tale om fire perioder med relativ åbenhed over for disse talende og skrivende kvinder. For det første tiden forud for kirkens embedsorganisation (ca. 100-tallet e.Kr.). For det andet kirkens ekspansion i Europa i 600-800-tallet. For det tredje 1100- og 1200-tallets lægmandsfromhed, og for det fjerde 1600-tallets og 1700-tallets fromhedsbevægelser i kølvandet på reformation og modreformation.