Ved indgangen til 1900-tallet stod dørene til verden åbne. Endelig blev der udsigt til, at den enkelte kunne gøre sig fri af de bindinger, der havde snæret: religionen, klassen, kønnet. Med dette nye verdensbillede som mental klangbund åbnede det nye århundrede op for en fremadskridende integrationsproces. Kvinderne og folket fik indpas i den borgerlige skriftkultur, og selvfølgelig satte de så igen deres præg på kulturen. Men alt imens de mandlige forfattere og videnskabsfolk stivede deres truede maskulinitet af ved at henvise »Kvinden« til »Urnaturen«, vandt kvinderne støt og sikkert ind på mændenes magtbastioner.
Tag: Seksualitet
Svenske Ellen Key satte fokus på det sammensatte. Ikke bare i kvindespørgsmålet – men overhovedet i spørgsmålet om forholdet mellem tradition og modernitet. Det var i bestræbelserne på at forene de tilsyneladende modsigelser i konservatismen og radikalismen, at hun blev en omdiskuteret skikkelse. Hendes forfatterskab blev et medium – det pegede ikke ind mod sig selv, men virkede snarere som en smeltedigel. Hendes skrifter er på en gang udtryk for en uhyre kulturel modtagelighed og er samtidig originale i deres visionære kombinatoriske greb. Traditionen stilles ikke i modsætning til moderniteten, men begribes i lyset af hendes engagement i sin nutid: Kvindesagen, arbejderbevægelsen, den folkelige uddannelse og den moderne brydning mellem naturvidenskab og religion er overalt til stede som konteksten i forfatterskabet. Hun blev et organisk bindeled mellem det moderne gennembrud og det 20. århundredes modernistiske strømninger.
Selv om svenske Victoria Benedictsson var kompromisløs i sin afstandtagen fra den frie kærligheds fortalere, var hun en ægte gennembrudsforfatter. Hun undslår sig ikke for at bevæge sig ind i det mest forbudte. Hendes store tema er kroppens vilkår i den nye moral. Kroppen bliver hendes instrument og et kunstnerisk barometer, hvis signaler hun aflæser i detaljer. Det er et modigt eksperiment, som får hende til at sætte kursen mod Georg Brandes, det moderne gennembruds fremmeste repræsentant i Danmark. I Stora Boken, hendes efterladte dagbog, fortælles om det skæbnesvangre møde.Hun går skridtet længere end sine kvindelige kolleger, da hun peger på prisen for tidens »frie kærlighed«, som er det kvindelige begærs udslettelse og kvindekroppens ødelæggelse. I sin sandhedsiver som »moderne« forfatter, overser hun imidlertid den patriarkalske modstand. Stora boken dokumenterer det øjeblik, hvor det kvindelige objekt bliver subjekt og under trussel om udslettelse begynder at tale. For denne indsigt og for dette kunstværk kom Victoria Benedictsson til at bøde med sit liv.
Bag pseudonymet Stella Kleve gemte sig den unge svensker Mathilda Kruse, der senere blev kendt som forfatteren Mathilda Malling. Hun var veluddannet og berejst, og hun ville skrive i de allernyeste baner. En bestræbelse, der indebar, at hendes pseudonym kom til at stå for usædelighed. Hendes kvindeportrætter forargede offentligheden. Et forhold hun var sig helt bevidst; hun ville skildre den moderne dannede kvinde, der kender sig selv og sine erotiske virkemidler og køligt beregnende er i stand til at manøvrere i spillet mellem kønnene.Hendes kvindelige hovedpersoner legede på grænsen af det forbudte. Derfor er det nærliggende at læse hendes portrætter som kvindelige modstykker til mandlige dekadente helte i den samtidige litteratur i bl.a. England og Frankrig og selvfølgelig også i Norden. Eller hvorfor ikke: som en kvindelig udfordring til den overvejende mandligt dominerede moderne litteratur.
Den svenske forfatter Victoria Benedictsson følte sig som »en paria, en skabet Hund«. Før hun bestemte sig for pseudonymet »Ernst Ahlgren«, var hun længe usikker på, om det skulle være »Tardif«, den sentkomne, eller »O. Twist«, den uvelkomne. På denne identitetskonflikt skrev hun sit forfatterskab. »Jeg er en kvinde. Men jeg er forfatter, er jeg da ikke også noget af en mand?«, spørger hun i 1888.Hendes eget liv blev kort og sluttede tragisk. Men i løbet af få år i midten af 1880’erne var hun forbløffende produktiv. Her skrev hun sig lige ind i sædelighedsfejdens strid om kvinden. Hendes åndelige vitalitet i denne korte periode strider mod det billede af et sygeligt, undergangsmærket væsen, der har domineret hendes eftermæle.
Henrik Ibsen fik ikke lov at stå uimodsagt. Tværtimod blev flere af det moderne gennembruds kvindelige forfattere provokeret til at korrigere det Ibsenske forlæg. Gang på gang dukker hans kvindebilleder op i deres dramaer og noveller, men omskrevet og sat ind i for en kvinde mere troværdige historier. To tydelige eksempler på en sådan kvindelig, delvis omvendt dialog med Ibsen er Anne Charlotte Edgren Lefflers novelle »Tvifvel« (»Tvivl«) fra 1866, og Alfhild Agrells drama Räddad (Frelst) fra 1879.Disse tekster viser utilsløret, hvordan Ibsens kvindebillede har virket som en udfordring – en kulisse, der måtte prøves og delvis ødelægges i bestræbelsen på at anskue den under en kvindelig forståelseshorisont.
Gennembruddets svenske geografi.
I de kvindelige forfatteres tekster lader arbejdet sig ofte forene med kærlighed og ægteskab, hvad enten kvinden vælger et regelret lønarbejde, eller hun, sådan som det oftere er tilfældet, bliver sin mands kompagnon og arbejdskammerat. Vælger kvinden derimod et erhverv som kunstner, hober vanskelighederne sig op.»Forfatterinder og kunstnerinder er ludere«, skrev August Strindberg i et brev. Når kvinden forlod sin beskyttede plads i hjemmet og trådte ud i det offentlige liv for at sælge sit produkt til et anonymt og betalende publikum, fremstod hun i mændenes øjne som en prostitueret. Konflikten mellem kærligheden og kunsten, mellem pligten og kaldet og mellem hverdagslivet og kunstnerlivet var derfor ikke overraskende et varieret og tilbagevendende tema hos 1880’ernes kvindelige forfattere.
»Naar Kvinden først har rejst sig«, skrev den norske forfatter Amalie Skram i 1880 begejstret om Ibsens Et Dukkehjem, »lader hun sig ikke mere standse«. Og standse – det gjorde hun heller ikke selv. I 1884 giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram, og herfra tog hendes forfatterskab fart.Men hun kom aldrig til at ligne de danske gennembrudskvinder. Der var lidenskaben til forskel. Hvor de stillede sig udenfor, gik Amalie Skram i ét med sit stof – i hensynsløst forbrug og selvforbrug. Det er blaserthedens attitude over for passionens. Som kunstner og kvinde befandt hun sig i en outsiderposition. For voldsom for sine danske kolleger og decideret black-listet i Norge.Hendes værker er lige så lidenskabelige studier af sindets dybder som den samtidige Freuds. Forfatterskabet bærer således ud over det moderne gennembrud – frem mod det 20. århundredes galskaber og kundskaber.
En norsk kvindeoffentlighed vokser frem.