Fortællinger fra samfundets udkant.
Tag: Retssager
Svenske Sophie Sagers litterære produktion er lille. Det, hun blev kendt for, var hendes indlæg i en retssag om mishandling, hvor hun selv havde været offer. De blev offentliggjort i Stockholms Dagblad som føljeton i 1848 og senere samme år samlet og udgivet med forord og kommentarer af hende selv under titlen Sagerska målet (Sagerretssagen). Hendes indlæg præges af en stærk vilje til at få oprejsning for den krænkelse, hun har været udsat for. Krænkelsen gælder først og fremmest hendes ret til at give seksuelle afslag.Det er den måde, hun afviger fra tidens passive, gode kvindelighed på og vækker anstød, der gør hende interessant for os i dag. Gennem hendes liv og tekster kan vi studere en kvindelig bevidstheds udvikling – hvordan hun først tvinges til at kæmpe for sin egen sag, og senere udvider kampen til at gælde kvindens sag generelt.
Der er forskel på, hvor meget den enkelte af de godt 150 berømte kvinder, vi har kendskab til i Norden i tiden fra 1500 til 1800, efterlod sig i form af kunstneriske eller faglige værker. Men plukker man de nordiske kvindelige forfatterskaber ud og samler dem, store og små, blomstrer Norden smukt med engagerede, bevægende, skarpe, hengivne, fine værker, ofte samlet i buketter omkring en lærd familie, en herregård eller et kvindekloster.En kvindebevidsthed og en litterær æstetik på niveau med den øvrige europæiske står klart frem hos Nordens »feminae illustres«.
Agneta Horns selvbiografi fra 1600-tallet, af hende selv kaldet »Beskrivelse af min elendige og meget genvordige vandringstid«. er et »jammersminde«, som fortæller om en udskældt, vanrøgtet og lidet elsket pige, der alligevel formår at hævde sin vilje og give sine modstandere svar på tiltale.Men Agneta Horns Levned drejer sig dybest set om hendes forhold til faderen og den fædrene magt, om den identitet som lydig datter, hun selv og tiden havde som ideal. Bag teksten ses uenigheden mellem Agneta Horn og hendes stedmoder, Sigrid Bielke. Sagligt set gjaldt konflikten arven efter Agnetas far, ideologisk gjaldt den hendes lydighed overfor faderens vilje.
Hekseforfølgelserne i Europa blev sat i system med Pavebullen og med den siden så berømmelige bog Malleus Maleficarum (»Heksehammeren«), der udkom i 1487 skrevet af Sprenger og Institoris. Verdslige og gejstlige myndigheder måtte fra da af – med eller mod deres vilje – anse det for deres embedspligt at få hekseriet under kontrol. De anklagede blev underlagt forhør, ofte med kropslige lemlæstelser eller døden til følge. For de skulle bekende, koste hvad det ville.Det kom til at vare 300 år. Den sidste offïcielle heksebrænding i Europa fandt sted i slutningen af 1700-tallet. Det er ret tvivlsomt, om forfølgelsernes ophør skyldtes, at man mente, at man havde fået udryddet den »forbrydelse«, som »Pavebullen« og »Heksehammeren« havde forsøgt at indkredse.Det følgende handler om heksenes bekendelser i de danske trolddomsprocesser i 1500- og 1600-tallet.