I 1480’erne rejste to fromme og nidkære personer ved navn Jacob Sprenger og Heinrich Institoris omkring i Rhinlandet og forsøgte at opildne folk og øvrighed til at deltage i kampen mod et nyt kætteri, som de mente allerede havde bredt sig som en pest gennem store dele af det kristne samfund. De stedlige befolkninger og myndigheder udviste imidlertid så megen vrangvilje mod projektet, at de to munke så sig nødsaget til at henvende sig til deres far paven: Om han ikke kunne bruge sin myndighed til at få skub i sagerne. Og det kunne han: »Det er kommet os for øre …«, skriver Innocens VIII i den pavelige bulle Summis desiderantes affectibus, som han i 1484 udsender som svar, … at der findes et stort antal mennesker, som med hemmelige kunster dræber fostrene i moders liv og kvægenes afkom, fordærver kornet på marken, forhindrer manden i at udføre den seksuelle akt og kvinderne i at undfange. Alt sammen fordi de har hengivet sig til Djævlen eller en af hans hjælpedjævle, de såkaldte incubi og succubi, hvorigennem Satan skaffer sig adgang og herredømme i et menneskes tilværelse.
Paven velsigner ikke blot de to inkvisitorers, »mine elskede sønner«s, virksomhed, men pålægger alle øvrigheder, gejstlige som verdslige, under strafansvar at sætte alt ind på at bekæmpe denne for det kristne trossamfund så dødelige trussel.
Det viste sig, at uvæsenet var mere udbredt og sejlivet end først antaget. Problemet var i begyndelsen ikke blot, at noget foregik, men nok så meget, at man ikke ganske nøje vidste hvad. Ja, måske vidste man det i begyndelsen slet ikke. Det var alt sammen vonhörensagen: »Det er kommet os for øre…«.
Hekseforfølgelserne startede ikke med Sprenger og Institoris. Men med pavebullen og med den siden så berømmelige bog Malleus Maleficarum (»Heksehammeren«) udkommet 1487, som de to satte sig til at skrive om fænomenet, blev forfølgelserne sat i system, og verdslige og gejstlige myndigheder måtte fra da af – med eller mod deres vilje – anse det for deres embedspligt at få det under kontrol. Det kom til at vare 300 år. Den sidste offïcielle heksebrænding i Europa fandt sted i slutningen af 1700-tallet. Det er ret tvivlsomt, om forfølgelsernes ophør skyldtes, at man mente, at man havde fået udryddet den »forbrydelse«, som »Pavebullen« og »Heksehammeren« havde forsøgt at indkredse. Spørgsmålet er dog, om man da alligevel ikke havde opnået, hvad man ville.
»Og processen synes at foregå således: En succubus udtrækker sæden fra en ond mand, og … giver den videre til den hjælpedjævel, som er tildelt kvinden eller heksen; og denne sidste optræder så som incubus for heksen; det sker under en (planet)konstellation, som er gunstig for det formål, at den således avlede mand eller kvinde vil blive stærk i trolddom«. (Malleus Maleficarum).
Men hvad var det, man – og det vil her sige teologerne, den kirkelige ledelse og den centrale myndighed – ville opnå?
Hekseri blev tidligt, ligesom andre former for kætteri, betragtet og kirkeretsligt defineret som en »crimen exceptum«, en ganske overordentlig og særlig forbrydelse, hvilket juridisk betød – og det er bl.a. det, der karakteriserer den inkvisitoriske procedure – at det var tilladt at anvende tortur før dom.
Bestemmelsen om anvendelse af tortur i trolddomssager er ikke så meget udtryk for sadisme blandt kirkens retslærde, som den er udtryk for, hvad der var kirkens interesse i processerne.
I »Heksehammeren« er der specielt to forhold, som kan sætte de to ærlige munke i den allerstørste ophidselse. Det er for det første den kvindelige seksualitet, hvad enten den optræder for meget, for lidt eller for skævt. Ja, det faktum, at den overhovedet er der, frembringer, hver gang de strejfer den – og det gør de hyppigt og gerne – et blomstrende sprogligt raseri. Mest koncentreret naturligvis i det kapitel, som forklarer, hvorfor det specielt er dette »skrøbelige køn«, der er forfalden til sådanne »svinskheder« (dvs. hekseriet). Det er her, de skriver sig op til den overbevisende og berygtede konklusion: »Alt sker ud af kødelig lyst, som hos hende er umættelig«. Og de tilføjer for en sikkerheds skyld: »Tre slags ting er umættelig, og dertil en fjerde, som aldrig siger: det er nok, nemlig livmodermunden«.
Det andet forhold, som bringer de to forfattere fra koncepterne, er – ikke tilfældigt sammenhængende med det første – det fænomen, som de kalder »fortielsens heksekunst« (maleficium taciturnitatis). Der er en del kvinder, viser det sig, som – uanset at de under torturen så at sige flås i stumper og stykker – dog halsstarrigt opretholder deres tavshed. Betydningen af at få kvinden til at lukke munden op fremgår – ud over anbefalingen af ubegrænset tortur i sådanne tilfælde – af det forhold, at forfatterne ikke betænker sig på at anbefale brug af løgn og bedrageri under forhørene, som f.eks. løfte om frifindelse eller straflempelse. De skal bekende, koste hvad det vil.
Den officielle begrundelse for denne morderiske nidkærhed er at få angivet medskyldige, og at man gennem dette »skriftemål« måske kunne få synderen revet ud af Djævlens kløer, men den begrundelse er selvfølgelig ikke mere holdbar, end officielle begrundelser er flest.
I Seksualitetens historie (1978) omtaler den franske filosof Michel Foucault bekendelsen som en særlig teknik eller metode, gennem hvilken først kirken, siden samfundsmagten tilegner sig viden om og dermed kontrol over sine medlemmer. Ud over at Foucault synes at glemme eller se bort fra, hvilken interesse de forskellige bekendere måtte have haft i at bekende, kan det ikke nægtes, at i de europæiske hekseprocesser udvikler denne »metode« sig i en af sine mere åbenlyse og brutale former. Bl.a. af »Heksehammeren« og »Pavebullen« fremgår det, at det var blevet et centralt formål for den katolske kirke – som siden for den protestantiske og for det verdslige styre – at skaffe sig viden om en psykisk og social virkelighed, som var gledet den af hænde, eller snarere, som den aldrig havde haft i hænde, en virkelighed, som endnu ikke var indlemmet i en fælles symbolisering, i den samfundsmæssige tale og selvforståelse. Det blev den – på sin egen skæve vis – i og med processerne. Det blev den gennem bekendelserne.
Og da kirken med øvrighedens hjælp havde fået opbygget sin lære om fænomenet (bogført i løbet af forfølgelsernes tid i en række lærde afhandlinger om trolddom og hekseri), så alle vidste, hvad de skulle mene, mistede man interessen for sagen. Eller da man efter 300 år mente at have fået vendt vrangen ud på kvinderne, så gad man ikke mere føre processer. Da stod de stedlige befolkninger, som så sandelig også havde deres interesser i foretagendet, de fleste steder ganske uforstående, og i mange områder, f.eks. i Danmark, fortsatte man langt op i forrige århundrede på egen hånd med lynchninger og mishandlinger af »hekse«.
Således anskuet udgør bekendelserne ikke blot en ud af flere bestanddele af processerne. De udgør – mere end noget andet samtidigt materiale – selve den tekst, som processerne producerede.
En dansk trolddomsproces
Som konkrete historiske og juridiske handlinger udgør hekseprocesserne langt fra ét fænomen. Der er så store afvigelser i procesform og forestillingsindhold, at man ikke i en mere konkret fremstilling, kan beskrive processerne under ét. De følgende par afsnit vil derfor samle sig om de danske processer.
Den første kendte proces i Danmark er fra 1533, hvorefter antallet vokser gradvist gennem 1500-tallet og kulminerer i årene 1610-25. Den sidste officielle heksebrænding fandt sted på Falster i 1693, hvor to kvinder blev dømt til bålet, en tredje landsforvist for sin virksomhed som klog kone.
Anna Lourups
Den 20. september 1619 står Ole Andersen, klokker i Ribe, frem på bytinget og anklager Anna Lourups, et gammelt almisselem for, at hun for to år siden kom til ham og bad om noget bly: »Men da hun intet fik … gik hun ud og sagde mange onde ord … nogen tid derefter blev han nærmest afsindig og ville tage livet af sig selv. Derfor sigtede han Anna Lourups for at være en åbenbar og vitterlig troldkvinde«.
»Sådan som kvinden nemlig af natur er løgnagtig, således også hendes tale. Thi den er både stikkende og lystelig; derfor bliver også hendes stemme ligesom sirenernes, som lokker de forbisejlende til sig og dræber dem. De dræber, fordi de tømmer pungen, røver kraften og tvinger til Gudsforagt«. (Malleus Maleficarum).
Klokkeren kræver derefter, at hun skal stille borgen, dvs. garanti, for sin forbliven i byen under processen, »ellers stok og jern til hende«. Ingen vil selvfølgelig risikere rygte og ejendom for en gammel kællings skyld, og hun bliver straks arresteret og anbragt i »Finkeburet«.
Da først klokkeren har fået taget mod til sig og rejst sagen, er der adskillige af byens borgere, som pludselig får hukommelsen på gled. På de følgende seks retsmøder fremfører han omkring tyve vidner, hvis livs fortrædeligheder og ulykker nu i stort tal tilskrives Anna Lourups forgørelser. En har mistet sit »mælkende«, andre har fået spoleret ølbrygningen, flere har mistet deres køer, en er blevet »hastelig syg og er bleven vanfør«, endnu en blev »så underlig, at han sprang i en kilde og ville være druknet, hvis der ikke havde været godtfolk i nærheden«. Alt sammen grangiveligt som resultat af, at Anna Lourups havde lovet dem »skam og ufærd«.
Ole Klokker får ydermere fat i noget skrab fra fattighusene, som kan bevidne, at folk går og råber troldkone efter hende, og desuden at hun holder et underligt hus »især ved nattetide, hvor hun løber ud og ind af sit hus«.
Da der på det syvende tingmøde bliver spurgt efter »stokkevidne«, »kirkenævn« eller »sognevidne« til hendes forsvar, er der naturligt nok ikke en sjæl, der melder sig. Bortset fra hende selv: »Dersom Volle Klokker tager livet af mig uskyldige, da skal jeg digte en vise om ham, som han skal have sorg og fortrædelighed af al den tid, jeg lever, og han skal aldrig efter denne dag trives og være lykkelig«, og »hun ville ikke spare nogen, men udlægge dem alle sammen (som hekse)«. Selv om Anna Lourups således hverken er bov eller mundlam, men tværtimod under hele processen svarer for sig med eder og forbandelser, alt i kraftfulde rytmer og rim, hjælper det hende ikke. Det er øjensynlig netop hendes kæft, man frygter. Hun dømmes af et enigt nævningeting til døden på bålet. Denne dom stadfæstes af Ribe Rådstueret (som havde landstingsstatus), hvorefter Anna »frivillig og upint« aflægger en længere bekendelse og får sin endelig dom. Hun blev henrettet kort efter, måske, som det ofte var tilfældet, samme dag.
Anna Lourups’ sag beskriver et typisk forløb af en trolddomsproces i perioden, og hun karakteriserer selv meget godt den danske troldkvinde. Hun var gerne ældre eller gammel, dvs. over 50, ikke nødvendigvis ugift, idet ca. halvdelen af de anklagede var gifte eller enker. Og hun var selvfølgelig først og fremmest kvinde. Mellem 80 og 90 procent af samtlige anklagede både i Danmark og i det øvrige Europa var kvinder. Udøvelsen af trolddom var i perioden en kvindeprofession, uanset om den også udøvedes af mænd. De fleste anklagede var desuden mindre eller – i reglen – mere fattige. Mange var direkte tiggere. Af procesmaterialet fremgår det klart, at et stort antal af de anklagede har udgjort en betydelig belastning for den stedlige befolkning. Deres daglige tiggeri var en plage: Man kunne »ikke blive hende kvit«. Dog blev selvfølgelig ikke alle fattige ældre kvinder anklaget. Det var dem, der forholdt sig i deres fattigdom på en særlig belastende måde. Anna Lourups’ talent for at omsætte sit raseri i smæde og nidvers er ganske vist lidt ud over det sædvanlige, men ordet, den onde tunge, spiller den største rolle i den folkelige oplevelse af trolddom. Der udgår megen vrede, krænkelse, klage og frygt fra de anklagede, dog ikke alene gennem munden, men også gennem blikket, hånden, genstanden, hun har berørt – ja, selv troldkvindens blotte tilstedeværelse synes at have grebet forstyrrende ind i naturens og menneskers gænge: »Alle de mange gange som Bodil Harichs er kommet ind i hans hus … er der altid sket dem en ulykke«. Det ny er, at det – af årsager, som opstår uden for de lokale samfund – bliver legitimt at retsforfølge og straffe sådanne kvinder, som ikke vil forholde sig mindeligt i deres elendighed.
Det onde ord var i sig selv det afgørende trolddomsmiddel. Denne tro på ordets evne til at skabe, hvad det udsiger, kom også til at beherske retssystemet. Det fremgår af det faktum, at det, at en havde lovet ondt, og at ondt dernæst var sket, blev benyttet som afgørende bevis i en sag.
Bekendelserne
»Karen Roeds bekendelse om trolddom og dens handlinger, som hun har bekendt for borgmester og råd d. 4. august 1620«: »Først bekendte Karen Roeds, at for omtrent 26 år siden havde Hans Frandsen lært hende trolddomskunster i et lille kammer i hendes hus, hvor hun var gået ind sammen med ham, og da afsvor hun Vorherre, og på samme tid havde Hans Frandsen flyet hende en dreng, der hed Svarting, som straks var kommet ind i kammeret til dem og var som en ung karl, og han havde lovet hende alt, hvad hun havde lyst til … og nu er disse følgende blevet skrevet i rode med hende: først Hans Frandsens slegfredssøn ved navn Jens Hansen, som er rodemester; endvidere Karen Kraghs, Johanne Moltesdatter… en krokvinde, som boede i Timmerby, og som er en lille, tyk kvinde, koparret i ansigtet; hendes mand vandrer omkring og sælger sæbe og brændevin, – endvidere en kvinde … Når hendes rode samlede dem sammen, mødtes de på skibsbroen, så fór de hen til Skt. Peders kirkegård, og siden til Vislef kirkegård, og dér dansede og drak de sammen alt det, som deres drenge flyede dem.
Ligeledes bekendte Karen Roeds, at når hendes dreng var hos hende, var han undertiden som en ung mand og undertiden som en sort hund …
Endvidere bekendte Karen Roeds, at der var en mand på Sønderho, der hed Søren, som fiskede; han franarrede hende nogle penge, og derfor lod hun sin dreng brække benene på ham … og videre bekendte Karen Roeds, at det var hende vel bekendt, at den kvinde, som tjente Peder Claussen, ville tage hans mandemål fra ham, fordi han ikke ville tage hende til ægte … Endvidere bekendte Karen Roeds, at hun og Karen Jørgensen havde rejst det store stormvejr for nogle år siden, da de mange fiskerbåde gik under, hvor folkene druknede … Videre bekendte førnævnte Karen Roeds, at sidste pinsedag var der nogle fremmede på besøg hos hende, og da hun intet øl havde, flyede hendes dreng hende en halv tønde godt øl ind på gulvet i hendes kammer; han var i sorte klæder og havde strikstrømper på, og siden den tid havde han ikke været hos hende.
På Riberhus rådhus var lensmanden den ærlige og velbårne hr. Albert Scheel samt borgmester og rådmænd til stede d. 9. august, og i deres påhør var også Karen Roeds til stede, som ved sin højeste ed frivilligt og upint bekræftede denne sin bekendelse …«.
Denne beretning findes i Ribe Rådstuerets protokoller og udgør en af et større antal bekendelser, som stadig kan forefindes rundt omkring i landets retsarkiver. Materialet, der er benyttet i det følgende, består af udskrifter eller fuldstændige referater af dombøgers og tingbøgers bekendelser, i alt knapt 50, på et omfang af mellem nogle få linjer og op til ca. 20 normalsider. Hovedparten udgøres af såkaldte »spontane« bekendelser, aflagt »frivilligt« undervejs i processerne. Det ser dog ud til, at mange af kvinderne under alle omstændigheder er blevet underlagt »pinligt forhør« efter dom, hvad enten det nu har været en del af straffen, et led i dommernes mentalhygiejne eller for at pine endnu et par navne ud af dem. I alt fald er der overleveret en del sådanne tilståelser og udlæggelser af medskyldige og opremsninger af de forgørelser, de er blevet anklaget for. Disse udlæggelser er inddraget, hvor det har været relevant.
Læst som gengivelse af den skinbarlige ydre virkelighed giver bekendelserne ikke megen mening. Det meste fremtræder da som det rene volapyk. Men opgaven er her ikke at efterspore eller påvise, hvad der monstro virkelig måtte have fundet sted. Bekendelserne vil blive læst, sådan som de foreligger, det vil sige som tekster, frembragt i en bestemt situation, som en særlig udformning af eksisterende forestillinger omkring et bestemt emne eller en bestemt figur: troldkvinden. De bliver her altså betragtet som en slags mundtligt overleveret genre, nedskrevet – ikke af begavede adelsfrøkener – men af mere eller mindre ædruelige skrivere.
Mange forskere mener, at bekendelserne ikke er kvindernes egen tale, det hele er lagt dem i munden under processen af dommere, anklagere, præster og andet godtfolk. Men som enhver anden bekendelse, f.eks. skriftemålet, er også disse bekendelser opstået i et samspil mellem den, der bekender, og den eller dem, der bekendes for. Indholdet af bekendelsen udgøres af forskellige folkelige, kirkelige og lærde forestillinger om emnet, men i den foreliggende form er de produceret i selve den levende handling, som bekendelsessituationen udgør. At anklagede i de fleste tilfælde er blevet tvunget til at træde ind i disse forestillinger som subjekt, er ubetvivleligt, men den omstændelighed og lidt forbløffende iver efter at få sagt alt, nu da de omsider har fået ordet, eller fået gehør, som præger flere af teksterne, gør det troligt, at situationen for en del af de anklagede også havde sit formål eller sin mening.
En rode, dvs. en lokal sammenslutning af troldfolk, har ifølge bekendelserne bestået af 12-14 medlemmer, anført af en rodemester, ofte en mand, ligesom mænd også nævnes på de øvrige særposter, »trommeslager«, »piber«, »degn«.
Genrens hovedelementer
»For det første bekender hun, at Fanden kom til hende en torsdag ved midnatstide … og sagde, hun ville give ham al den del hun havde derinde (i kirken) … og hun sagde til ham, at (hun ville) være hans med liv og sjæl …«
»Angående de hekse selv, som underkaster sig dæmonerne, kan man rejse flere vanskelige spørgsmål til den måde sådanne svinskheder foregår på: for det første, af hvilket materiale er dæmonens krop; for det andet om selve akten altid foretages med sæd opfanget fra en anden; … for det fjerde, om dæmonen under selve akten er synlig for de omkringstående«. (Malleus Maleficarum).
Den typiske bekendelse begynder som her med pagtindgåelsen. Dens hovedindhold er derefter (jvf. Karen Roeds ovenfor) beretningen om det liv som troldkvinde, pagten indvier hende til: De forgørelser og kunster hun personligt har udøvet gennem årene: »hun havde forgjort Peder Christensens hustru i Taaderup af den årsag …«, samliv med andre troldfolk, hovedsagelig fester og fælles forgørelser: »de samledes ved Hessnæs og var dér tyve forsamlede i flokken«, udlæggelser af medsammensvorne : »disse efterskrevne var i rode med hende …«, og endelig en edelig bekræftelse af bekendelsens sandhed: »… at hun paa denne bekendelse ville dø …«. Ikke alle bekendelser indeholder samtlige af disse elementer, nogle indeholder flere, og der er overhovedet rundt omkring mængder af individuelle detaljer. Men det er disse elementer, der går igen. Det er dem, der konstituerer genren.
Birte Carlé fortæller i værket Kristen fortællekunst om skøger og jomfruer, 1991, om de kristne skøgefortællinger, der findes på latin i samleværket Vitae Patrum (Levnedsskildringer af fædrene). Det blev udgivet i 1615, men fortællingernes tilblivelsestid lå omkring et tusind år tilbage. Samlingen rummer til trods for sin titel mange og fyldige fortællinger om kvinder. Kun tre af disse genfinder man i den nordiske tradition.
Pagten
Bortset fra det bekendelseselement, der er i skøgefortællingerne, er disse beretninger de tidligste kvindelige bekendelseshistorier på dansk. De er blevet aflagt i fængsler og fangehuller eller dér, hvor kvinderne har stået til doms, og de tegner et billede af et menneske, der på et tidspunkt i sit liv har fundet det nødvendigt at opsige den pagt, hvormed hun engang blev indskrevet i det kristne samfund, og det ville i datiden sige det menneskelige samfund, for at indgå en anden. Forskrivelsestidspunktet kan ligge 10, 20, ja, op til 50 år tilbage – den anklagede kan være i tvivl, hvornår var det nu det var? Var det i forgårs, er det seks år siden, eller har hun altid været forskrevet? Øjensynlig har hun indgået den anden pagt for at få, hvad den første ikke ville bringe hende. Det lyder nemlig nogenlunde enslydende ned gennem bekendelserne: Hvis hun ville afsværge… og hvis hun ville tjene…, så skulle hun »få nok«. Nok af hvad?
Det er ud fra teksterne tilsyneladende ganske ligetil: af mad, magt og sex – kortest sagt. Og problemet er selvfølgelig ikke, at troldfolket vil have det, som enhver vil have, men at de vil have det på en ganske særlig måde. De vil have det af Djævlen. Bekendelsen begynder med begyndelsen, med pagten, som med sin særlige symbolisering udtrykker troldkvindeadfærdens psykiske forudsætninger. Djævlepagten er urscenen.
»Der er ingen tvivl om, at hekse visseligen kan foretage forunderlige ting med mandlige organer, for det er i overensstemmelse med, hvad mange har set og hørt og med den almindelige overlevering«. (Malleus Maleficarum).
»Tyv og troldkone«
At få nok i elementær materiel forstand har ganske åbenbart været et hovedmotiv for de danske troldkvinder, et ligefremt udtryk for den bogstavelige fattigdom og mangel, som karakteriserer hovedparten af de anklagede. En stor del af anklagerne og også af de i bekendelserne opremsede tilståelser, drejer sig da også om det, man kunne kalde »tyvtrolddom«, det vil sige »tyvmalkning« og »tyvkerning«, hvorigennem heksen på magisk vis dræner naboernes køer og kærner for mælk og smør. Herunder hører også forgørelser af mælk, smør, øl og af afgrøder, overhovedet af de processer, hvorigennem mennesker frembringer deres elementære livsopretholdelse.
Smør og mælk var – ud over at være centrale næringsmidler i samtiden – udtryk for et menneskes jordiske velstand, ja, for dets trivsel overhovedet. Der bruges da også næsten identiske vendinger om det at tage smørret eller lykken fra et menneske. Selv om det kunne være galt nok at blive berøvet føden, er det dette mere omfattende tyveri, der gør fænomenet centralt i processerne og i forestillingen om troldkonen. På uigennemskuelig måde, ofte blot gennem sit væsen og tilstedeværelse, griber hun ind i andre menneskers liv og berøver dem lykke og trivsel.
Det mærkelige er, at selv om troldkonen således ofte i årevis har tilegnet sig andres værdier ad denne vej, selv om mange har følt sig bestjålet eller berøvet noget, bliver hun tilsyneladende ikke fed af det. Det gælder her om heksen som om den djævleyngel, skiftingene, der omtales i »Heksehammeren«, at uanset hvor meget man fylder på dem, vil de ikke trives. Troldkvinden er øjensynlig et menneske, der er blevet »udskiftet« fra starten. Hun har aldrig været lyst i kuld og køn.
Vendingen »tyv og troldkone« forekommer ligesom »hore og troldkone« ofte i samtidigt kildemateriale.
Magt
»Vil du være min, vil jeg give dig magt til at…« Som motivering for pagtindgåelsen nævner bekendelserne undertiden direkte den magt, som erhvervelsen af selve trolddomsevnen giver sin besidder. Alt, hvad troldkvinden udøver af magisk virksomhed, er, uanset formålet, naturligvis en form for magtudøvelse. Men i en bestemt type tilfælde træder dette aspekt meget direkte frem. Blandt de enkeltforgørelser på mennesker, som hyppigst dukker op i materialet, er galskab, former for sindssyge: »Og da han kom ind i huset, blev han så vred og afsindig, at han åd og bed i jorden og bed store huller i hans sko og sled sine klæder af sig, så de måtte hente andre folk ind fra byen og holde ham«.
Det forekommer da også, at troldkvinderne direkte truer med denne form for magtudøvelse:
»Så snart hun kunne komme og få magt over ham, skulle hun gøre ham så bange, at hans indvortes skulle brænde op, og han skulle sygne hen«. Troldkvinden griber direkte handlende ind i et menneskes psyke, i egne, hvor mennesket ikke selv råder. Som heksene i Macbeth slår hun sin klo i skæve lidenskaber, rusker op i dæmoner, der allerede er, samtidig med at hun med bryg og dunster, fagter og vilde ordremser forvilder offerets menneskelige bevidsthed. Der er da også tydeligvis personer, som synes at være særlig velegnede som ofre for trolddom, f.eks. Ole Klokker og andre af de ivrigste og mest angste heksejægere – og der er andre, der ikke kan rammes, fordi de har »givet sig for hårdt Gud i vold«.
I de nyere litterære heksefremstillinger, f.eks. Karen Blixens og Fay Weldons, er det specielt denne evne til at gribe ind i og manipulere ubevidst sjæleliv, der er i fokus, og det er da også den, der er virksom i enhver forgørelse, uanset om den udfoldes eller ej. På processernes tid er det ligeledes denne evne, der er den mest frygtede, den, der betinger den faktisk forekommende angst for troldkvinden. Dermed fik hun – og som det eneste af det, pagten lovede hende – en slags anseelse, en form for magt.
»Hore og troldkvinde«
Der er ikke overvældende megen direkte tale om seksualitet i det danske procesmateriale. Det har fået mange forskere til at mene, at det seksuelle ingen nævneværdig rolle spiller i datidens billede af troldkvinden. Det skyldes formodentlig, at det her kan være vanskeligt at se skoven for bare træer. For det hele begynder jo med kvindens »trolovelse« med dæmonen, som hun vil »tjene«, eller som lover at »betjene« hende (i enkelte af de mandlige bekendelser nævnes det, at hans »dreng« er en hundjævel), et ganske enkelt udtryk for den, i alt fald latente forestilling, at al trolddom og hekseri har sin kerne og første årsag i kønsforholdet, i seksualiteten.
Selve den grundopfattelse, at en kvinde som sin nærmest forbundne eller samlever har et mandligt dæmonisk væsen, som ingen kan se, sætter hende ud over enhver accepteret seksuel kategori. Ligger hun nu med sin mand eller sin Djævel monstro? Har man en Djævel i skabet, hvor meget brug har man så for manden? Ikke meget åbenbart: »Hun havde i tre år ikke haft samleje med sin mand Peder Skrædder, men med sin dreng, hvis penis var kold som is«. Forholdets art kan variere en del, alt efter den enkeltes fantasi og tilbøjelighed. Karen Gregers fra Falster fortæller under et forhør beredvilligt, at Djævlen »i en sort hunds lignelse … for hun havde altid elsket hunde så meget … til gengæld skulde have alt det blod, som gik fra hende, så længe hun levede, hvilket hun også gjorde, og han havde nydt blodet af hende hver måned, når hun havde haft sin tid, efter kvinders sædvane«. Troldkvindens særlige relation til de dele fremgår desuden af de sager, hvor det nævnes, at hun har hjulpet den og den til eller fra hans »mandemål«. (Det er den blandt alle heksenes forgørelser, der optager mest plads i »Heksehammeren«).
»Og bemærk endvidere, at canon taler om løsagtige elskere, som, for at redde deres elskerinde fra skam, bruger præventive midler, såsom medikamenter og urter, som er i strid med naturen – uden nogen hjælp fra Djævlen. Sådanne syndere bør straffes med døden. Men hekse, som gør disse ting ved hjælp af heksekunst, bør straffes med lovens hårdeste straf«. (Malleus Maleficarum).
I alt dette er bekendelserne fuldstændigt enige med »Heksehammeren« og med »Pavebullen«, som også begge indledes med en fremstilling af, hvordan det hele begynder, nemlig med menneskers omgang med incubi og succubi – og bekendelserne er enige med kirkefaderen Augustin, som spillede en betydelig rolle i udformningen af kirkens dæmonologi: »Alle former for hekseri har deres første årsag i den afskyelige forening mellem mennesker og dæmoner«.
Også Sjællands biskop Peder Palladius vidste udmærket, hvad det drejede sig om:
»Hvorfor skulle han ikke turde være i lag med hende, eftersom en troldkone er Djævlens mælkedeje, hun malker ham, og han malker hende så længe, at de malker hinanden i Helvedes afgrund. Var dig for deres løn, vi ville ikke tale mere om dem«.
Men hvad betyder det at være Djævlens mælkedeje? Hvad betyder det at ligge med Djævlen? Ja, det var netop, hvad inkvisitorerne, omtrent som senere Freud, gerne ville vide besked om: Hvad foregår der egentlig her?
Mælkedeje blev specielt brugt som betegnelse for præsternes friller, så Palladius slår måske her to fluer med ét smæk.
Spørgsmålet var altså, hvad er det, der foregår, eller hvad sker der med den kvindelige seksualitet, når den kommer ud af kontrol, når den ikke følger de banede veje? I de europæiske processer gik man en del mere grundigt til værks for at finde ud af det. Under forhørene klædte man ikke blot kvinden af til skindet, men barberede med rask hånd hårene af heksen, pubes som hoved, alt kvindehåret, hendes køns attributter, for at se, hvad det skjulte. For at finde Djævlens mærke i kvindekønnet.
Sabbatter
Blandt troldkvindernes øvrige gøremål skal et enkelt her uddybes lidt nærmere. I mange bekendelser fortælles om sammenkomster blandt troldfolkene, som afholdes på bestemte af årets og ugens dage og gerne på bestemte lokaliteter, hvor der ædes, drikkes, spilles og danses og det, der er værre. I beretningerne om disse »gilder og gæstebud« er der klart nok tale om rudimentære sabbatsforestillinger, som de kendes fra de kontinentale processer. Rudimentære, men dog nok til at afspejle sabbattens »idé«. At studere samtidige stik af sabbatten eller at læse om den, som den fremstilles i det europæiske procesmateriale eller i den samtidige dæmonologiske litteratur (det er her, den har fået sin systematiske udformning), er en temmelig frustrerende oplevelse. Ikke på grund af manglen på interessante enkeltelementer, hekseflyvning, indvielsesceremonier, dans og festmåltider, brygning af gift og salver og seksuelle orgier – herunder samleje med Djævlen – men fordi det er umuligt at fornemme elementernes indbyrdes sammenhæng, deres funktion som beskrivelse af indre eller ydre forløb. Indtil det går op for én, at sabbatten netop beskriver fravær af mening, orden, sammenhæng. Den beskriver negationen af en genkendelig menneskelig virkelighed: Dansen udføres bagvendt, musikken, som fremstilles ved slag med knogler og kranier, er ikke-musik, maden smager ilde og mangler salt, parringen, som dels foregår i flæng, dels med Djævlen, hvis penis er iskold, bringer åbenbart ingen lyst eller glæde, adepterne kysser ved indvielsesceremonien ikke de hellige genstande, men Djævlens stinkende røv osv.
Sabbatten fremstiller således ikke, som karnevallet gør det, en omvendt orden, hvis funktion det er at erindre om og frisætte drift eller begær, som uden for karnevallet er lagt i bånd, altså en slags renselse – den fremstiller en forvendt orden. Som den samlede billeddannelse, der kommer nærmest på at beskrive heksenes »samfund«, livet i hekseland, er sabbattens overordnede karakteristika: ikke-udtryk, ikke-menneskelighed, ikke-samfund. En forform for helvede.
Beneficium
Bekendelsernes billede af troldkonen er – forventeligt nok – domineret af de former for skadevoldende trolddom, maleficium, hvorigennem hun, opfyldende sin del af pagtaftalen, påførte mennesker og dyr sygdom, ulykker og død. Men i nogle bekendelser omtaler kvinderne desuden enten en passant eller direkte som en del af bekendelsen deres virksomhed som kloge koner. Selv om det kun var ganske få, der blev anklaget og dømt alene for udøvelsen af hvid magi, tyder det ret store antal af kloge folk (ca. en tredjedel) blandt de anklagede på, at man – i alt fald i løbet af forfølgelsernes periode – lettere kom under mistanke, hvis man allerede befattede sig med de dele.
De bekendende kvinder er selv ofte dybt forvirrede i deres holdning til deres egen helbredende virksomhed. Omtalte Karen Gregers fra Falstersagen (hun har tilsyneladende alene udøvet hvid magi) opremser således – med noget der ligner faglig stolthed – ikke mindre end 50 personer, som hun i årenes løb har »hjulpet«. Ikke desto mindre erklærer hun senere selv, at hun har fortjent at straffes på livet for sine handlinger. En anden af de anklagede i samme sag, Anna Kruese siger, at hun fik evnen til at helbrede af Djævlen, og hun fremsiger siden en signeremse, som hun har brugt mod »skud«: »Vor herre Jesus sad ved sin skorsten og hældede sit hoved, da kom gående Jomfru Maria, Jesu velsignede moder; hvi sidder du her, min kære søn, og hælder med dit hoved; hvi skulle jeg ikke hælde med mit hoved, jeg (er) elleskudt, nisseskudt, dværgeskudt og slået af hyllekonger, syllekonger, blå konger … på mit hoved og mit bryst, stå op og gå til dit hellige kors, hvor du mistede dit hellige blod … karsk og sund, så gør jeg dig i Jesu navn«.
Når Maria selv (som lutherdommen her endnu ikke har udraderet, skønt den gjorde sit bedste) kan virke som signekone, oven i købet for sin søn, det bette skvat, kan det vel være vanskeligt at forstå, at det for en anden én skulle være en forbrydelse. Også Anna udtaler imidlertid, at hun »vil gerne lide (døden) for sine synder«.
Sådanne bekenderes næsten skizofrene forhold til deres egen virksomhed som kloge koner viser for så vidt mere hjerteskærende end noget andet, i hvilket omfang processerne gennem kriminaliseringen af centrale dele af kvinders adfærd og virke kunne gribe ind i samtidens kvindeopfattelse og i den enkelte kvindes selvforståelse.
Hvis tale?
»Anna Lourups svarede: at hun på denne bekendelse ville dø, og at hun derpå har modtaget sakramentet«. Samtidig med at bekendelsen er fortællingen om kvindens liv som foreskrevet, er den i sig selv dette troldkonelivs sidste begivenhed. Med den endelige bekræftelse af bekendelsen sværger hun sig ud af mørkets pagt og ind i dåbspagten. Men befæster dermed sin egen dødsdom.
Gennem selve sin treleddede opbygning (pagtindgåelse/dens sociale konsekvenser eller udtryk: maleficium/pagtopsigelse) karakteriserer heksebekendelsen trolddom som en dobbelt forbrydelse: Den konkrete forvoldte skade og den sjælelige tilstand, som er handlingens forudsætning, kætteriet, sjælens forvendteller bortvendthed, udtrykt i pagtforholdet. En dobbelthed, som jo senere, i et andet regi, har gjort sig gældende i vurderingen af enhver forbrydelse. »Mørkets gerninger« betyder her ganske konkret, at de foregår i mørke, skjult, ikke erkendbart, dér, hvor dæmoner og ikke-bevidsthed råder. Bag fordomme og inkompetence kan man da også i den inkvisitoriske forhørsprocedure spore en ret direkte saglig interesse i udforskningen af dette »ubevidste«.
Bekendelsen befinder sig som genre – og det gælder både skriftemålet, analysandens tale, tilståelsen i retten og den litterære bekendelse – netop på grænsen mellem skjult og åbenbart.
At bekende er at komme for en dag, at komme på tale, at komme i samfund.
Kirkeligt set er hekseprocessen således en »lille-dommedag«, gennem hvilken trolden bliver menneske, hun bliver »frelst«. Det er med denne frelsespædagogik, kirken ideelt set motiverer sin deltagelse i den 300 år lange hekse/kvindeproces: Noget gik i svang, kvinder foretog sig det ene og det andet – det havde de selvfølgelig altid gjort – »Heksehammeren« mener da også, at uvæsenet kan spores tilbage til ca. 1400 f.Kr., det var blot blevet værre – og nu kunne det være nok, nu skulle alt det kvindelige hemmelighedskræmmeri, ja, selve dette køns ulidelige mysterium for en dag. Man havde da allerede tålt det for længe – eller, som Sprenger og Institoris siger det: »Ingen har skadet den katolske tro mere end jordemødrene«. Kvinden skulle indenfor, hun skulle på sprog. Hun skulle frelses, død eller levende.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det var for en slags frelse, kvinden gennem processerne blev udsat for, gennem hvis tale blev de frelst?
Som antydet ovenfor synes det for en del af de anklagede at have opfyldt et formål at bekende, at bygge troldkonefortællingen op omkring sig selv. Der er flere, som, selv om de får mulighed for at fragå hele eller dele af en aflagt bekendelse, sværger de dyreste eder på, at hvad de har talt er sandhed, ord til andet. Der er da også eksempler på, at stemningen skifter under processen fra det øjeblik, kvinderne begynder at bekende. Angst og had fra begge sider kan afløses af en næsten gemytlig atmosfære, hvori man drøfter detaljer i forgørelser eller i Djævlens fysiognomi. De anklagede har i sådanne situationer kunnet opleve en slags negativ forsoning med de by eller landsbysamfund, som de gennem kortere eller længere tid har været udstødt af. Gennem bekendelsen bliver de igen, eller måske for første gang, lyst i kuld og køn. Ganske vist som syndere, men angrende. De er indenfor. De er genkendt.
Dermed kan de også være blevet »genkendelige« for sig selv. Har deres konkrete liv hidtil udgjort en uoverskuelig anonym lidelse, krænkelse og mangel, så får det gennem bekendelsen en slags sammenhæng og mening, en tydning – og betydning.
Ingen kan klandre de anklagede for, at de under de givne omstændigheder opgav ævred og gik til bekendelse. Men det er klart, at den tydning eller identificering af kvinden, som blev opnået gennem processerne, ikke var billig. I bekendelsessituationens sammenskrivning eller sammen-talen af en folkelig og en kirkelig hekseopfattelse opbygges et kvindebillede, som både under og efter processernes tid fik konsekvenser som disciplineringsfaktor for kvindekønnet, ikke mindst den del af det, som »trolovede« sig med litteraturen.