1700-tallet kan fremvise et større antal billeder af kvinder, der direkte og især indirekte er beskæftiget med deres egen litterære skaben. Og selve iscenesættelsen af den skabende kvinde er i disse portrætter særdeles gennemtænkt og undertiden uhyre omstændelig.
Tag: Oversigtsartikler
Den danske professor J. S. Sneedorff fremhævede forfatterinden Margaretha Klopstocks Breve fra Døde til Levende som eksempel på det moderne modersmål, han selv ønskede at fremme.Årsagen til dette og til 1700-tallets voksende interesse for kvindelige skribenter, især nye og gamle, kendte og mindre kendte brevskrivere, var, at kvinder skrev på modersmålet. Således kunne de bruges som eksempler på praktisk sprogbrug i den temmelig abstrakte debat om, hvad modersmålet burde være. Kvinderne var tilmed ikke strengt skolede i den latinske lærdomstradition, som man ønskede at frigøre sig fra.
Brevgenren bliver fra og med Madame de Sévigné en kvindegenre. Ikke således forstået, at der er flest kvinder i den, men fordi kvinderne i denne ene genre har status af forbillede både for mænd og for kvinder.Fra Madame de Sévigné når man via talrige brevsamlinger af kvinder godt 100 år senere frem til Charlotta Dorothea Biehl og finder her et forbløffende ufortyndet Nordens svar på Madame de Sévigné. Hun skabte en kvindegenre, Jomfru Biehl anvendte den stilrent.
Mængden af skrifter, der debatterede kvinders talenter eller mangel herpå, var stor i 1500- og 1600-tallets Europa. Værkerne er opdelt efter genrer og foreligger både i trykt og håndskreven form. At man i Norden har kendt europæiske begreber som »Feminae illustres« (bemærkelsesværdige kvinder), »Feminae doctae« (lærde kvinder), »Musa decima« (den tiende muse) står fast.Bevidstheden om »feminae illustres« eller »feminae doctae« synes at være knyttet til renæssanceperioden. Naturligvis fandtes der tidligere eksempler på lærde kvinder, men trangen til at tælle dem og gruppere dem og ligefrem fremavle dem synes at være et renæssancefænomen opstået i progressive kredse af lærde mænd.
Den kristne kirkes syn på og holdninger til kvinder, som har skrevet, missioneret, prædiket, profeteret eller på andre måder optrådt som Guds talerør, har været meget omskiftelig fra middelalderens kirkeliv til 1600-tallets vækkelser: snart accepterende, snart afventende. Positionerne er blevet bestemt af kirkens behov for budbringere og af forskellige bevægelsers pres på kirken. Man kan tale om fire perioder med relativ åbenhed over for disse talende og skrivende kvinder. For det første tiden forud for kirkens embedsorganisation (ca. 100-tallet e.Kr.). For det andet kirkens ekspansion i Europa i 600-800-tallet. For det tredje 1100- og 1200-tallets lægmandsfromhed, og for det fjerde 1600-tallets og 1700-tallets fromhedsbevægelser i kølvandet på reformation og modreformation.