Tag: Moderskab

Kroppens længsel

De finske forfatterinder deltog i 1930’erne aktivt i diskussionen om fødselskontrol og abort, som tog fart i depressionens kriseår. Helvi Hämäläinens gennembrudsroman Katuojan vettä (Vandet i rendestenen) fra 1935 var således en stillingtagen til moderskabet. Og i sit krav om retten til moderskab for kvinden og en tilfredsstillende erotik nærmede Helvi Hämäläinen sig en tilspidset variant af Ellen Keys ideal.I Iris Uurtos roman Ruumiin ikävä (Kroppens længsel) fra 1930 forlader den kvindelige hovedperson sin mand på grund af en erotisk passion. Det vakte forargelse inden for den konservative kulturkreds, at en ung kvindelig forfatter optrådte som dristig erotisk skildrer. I sin skildring af menneskets drifts- og instinktliv var Iris Uurto inspireret af den nye psykologi. Hendes bøger blev derfor uundgåeligt draget ind i 1930’ernes litterære sædelighedsdebatter.

Tidens kvinder

Aase Hansen og Ellen Raae tilhørte en generation af kvinder, for hvem statsborgerskabet var blevet erobret, uden at denne erobring føltes som en personlig sejr. Sammen med forfattere som Johanne Buchardt, Ellen Duurloo, børnebogsforfatteren Estrid Ott, arbejderforfatteren Caja Rude og Karen Bjerresø udgjorde de en gruppe forfattere, der var optaget og anfægtet af spillet mellem kvindernes krav til livet – og den nye tid som et løfte og en trussel. Det er en gruppe forfattere, hvis litteraturhistoriske skæbne i høj grad har været tavsheden.

Hverdagens omkvæd

Den islandske forfatter Unnur Benediktsdóttir Bjarklind skrev under pseudonymet Hulda, der betyder den underjordiske, den skjulte. I hendes tidlige værker raser en strid i den unge kvindelige kunstners sjæl mellem pligtens og slægtens forventninger og pigens drømme og begær. I de senere digte og noveller synes moderskabet uforeneligt med friheden, kunsten og endog med den store kærlighed.Hun anvendte ofte norrøn mytologi til at udtrykke konflikter mellem frihedslængsel og tryghedsbehov. Hun eksperimenterede med formen i sine første digtsamlinger. Inspireret af symbolistisk digtning prioriterede hun rytme og klang frem for traditionel metrik. Hun holdt fast ved alliterationen, men varierede rim og strofelængde. I islandsk litteratur blev hun en af forløberne for prosalyrikken.

Livets egen runesten

Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.

Slaget om driften

Hele Agnes von Krusenstjernas forfatterskab bevæger sig omkring de følelser af ufrihed, desperation og oprør, som hendes opvækst i den gamle svenske overklasse fremkaldte. I sin søgen efter »sandheden om kvinderne« gik hun fra sammenbrudsromanens depressive tekst til den romantiske drøm om den frelsende kvindelighed.Hun stiller de spørgsmål, der var så svære og vedkommende for kvinder i denne brydningstid: Hvad betyder seksuallivet for kvindeidentiteten? Hvordan kan vi finde frem til en positiv kvindelig sanselighed, fri for den nedarvede byrde af kønsangst, kvindeforagt og fornægtelse af det kvindelige begær? I evnen til at udtrykke det fortrængte, det forbudte, ligger styrken i hendes fortællekunst, hemmeligheden ved dens stærke suggestivitet og tiltrækningskraft – men også dens evne til at støde nogle læsere bort i foruroligelse og væmmelse.

Södergrans danske døtre

I 1930’ernes danske digtning i kunstnerkredsen omkring tidsskriftet Linien, som Hulda Lütken og Bodil Bech tilhørte, satte mødet med den kraft og ekspressivitet, det nye krævende jeg i Södergrans digtning, sine første spor. I deres digtning viser inspirationen fra Södergran sig som en voldsom udfordring af det traditionelle senromantiske versesprog og poetiske inventar.Södergran-indflydelsen bragte nærmest deres digtning til sammenbrud, hvorimod den tredje af 1930’ernes kvindelige lyrikere Tove Meyer levede og arbejdede længe nok til at kunne gennemføre den vanskelige bevægelse ud af senromantikken og ind i en ny modernistisk digtning.

Det nøgne liv

Under det selvopfundne pseudonym Cora Sandel debuterede norske Sara Cecilie Margareta Gjörwel Fabricius i 1922 med en kunstnernovelle fra Paris og fortsatte med at skrive på norsk, selv om hun boede i Sverige en stor del af sit liv. I forfatterskabet udgør kvinde og mand oftere modpoler end kærlighedspar. Spændingen i hendes tekster ligger i kraftfeltet mellem kvinde og mand. Og det er kvindens blik på manden, hun skildrer igen og igen.Sandel havde sans for genrebrud. Flere af hendes prosaværker rummer dramatisk nerve samtidig med, at det poetiske udtryk ligger på lur i detaljerne, i brug af rytme og sproglige paralleller og i billedfremstillingen. Der findes både digte og rene dramaudkast blandt hendes efterladte papirer. Hun er blevet kaldt »det usagtes« digter. Det er den underliggende ironi og de bagvedliggende dybere sandheder, der – sammen med hendes evne til at skabe lavmælte, men også trodsigt optimistiske kvindeskikkelser – gør hendes tekster så gode.

Det farlige liv

Efter at have frigjort sig fra Herman Bang-inspirationen og ægtemandens formynderskab fandt forfatterinden Karin Michaëlis den kombination af brev- og dagbogsroman, hun skulle udvikle til mesterskab. Den efterfølgende berømmelse gjorde hende til efterspurgt foredragsholder. Med 1. Verdenskrigs udbrud fik hun en sag, der kun kunne forløses journalistisk. Som reporter lagde hun ikke skjul på sin foragt for krigen og pegede på de enorme menneskelige omkostninger.Det var en forfatter, der nøje valgte sit billedsprog, og for en gangs skyld lod den patos, der ellers måtte styres i fiktionen, få frit løb. Hun manede myten om den gode mor i jorden. Og skildringerne af virkelighedens kvindeforkrøblinger og visionerne om børnene som løftestang for en ny verden blev bundet i den indignerede patos, der i forfatterskabets start var dets svaghed, men senere blev dets styrke.

I lidelsens lys

Sigrid Undsets forfatterskab strækker sig over 40 år og tæller over 30 titler, hovedsagelig noveller, romaner, biografier og essays. Kronen på forfatterskabet er de store middelalderromaner om Kristin Lavransdatter og Olav Audunssøn, som indbragte hende Nobelprisen i 1928. I mellemkrigstiden var hun en dominerende skikkelse i det norske litteraturmiljø. I avisartikler og essays gjorde hun opmærksom på faren fra den voksende fascisme, og da Tyskland besatte Norge i 1940, måtte hun flygte til USA.I sin digtning udforsker hun især den moderne kvindes muligheder for at skabe mening og fylde i tilværelsen. Forfatterskabet bæres af troen på en menneskelig evne til at forny grundlæggende livsvilkår. Samtidig præges det af behovet for at se den enkeltes liv i en større sammenhæng. En sammenhæng hun selv fandt, da hun konverterede til katolicismen i 1924.Hendes tekster er aldrig endimensionale. Hun kunne være revsende i sin skrivekunst, men kun dér, hvor hun så sin humanistiske grundværdi trådt under fode.