Agnes Henningsens verden er som et geografisk og ideologisk landkort. Her spejler Danmark sig i Europa, dansk provins i Københavnsk storbyliv, rodfæstet middelklasse i radikal boheme, og her mødes tidens vidt forskellige holdninger – sociale, politiske, religiøse – samlet i et brændpunkt: Kærlighedens og den selvstændighed, der i Agnes Henningsens forfatterskab bliver det kvindelige begærs absolutte forudsætning.Hun skriver sig op mod den skinhellige institutionalisering af kærligheden, som skaber hykleri, martyrier, hysteri, fordækthed og bestandig truer en naturlig udvikling af et kvindeligt seksualliv.
Tag: Kærlighed
Hvordan gik det dog til, at en datter af den liberale, men dog konservativt højborgerlige professor og hofmedicus Carl Henrik Horn Nebelong, kunne fjolle bohemeagtigt rundt med veninder og forfatteraspiranter på københavnske caféer og skrive dristige romaner om det kvindelige begærs trange vilkår i det småborgerlige og dobbeltmoralske patriarkalske Danmark?
Kærlighedens magt er så vældig hos mig, at den ofte næsten har slået min sjæl i stykker. Sådan skriver den finske forfatter Aino Kallas (1878-1956) i sin dagbog den 11. november 1918. Mens den vældige »kærlighedens magt« kan siges at være den kraft, hendes forfatterskab er koncentreret om, placerer Maila Talvios (1871-1951) forfatterskab sig centralt i de nordiske landes debatter om seksualmoral og inspireres bl.a. af Ellen Key. Bag oplysningsidealerne kan man imidlertid læse en sammenhængende beretning om kvindelig seksualangst, pessimisme og dødslængsel.
Bohemens forfattere stræbte efter en livsfølelse og kunst, der kunne sprænge grænserne både for den beklemmende borgerlighed og den åndsforladte modernitet. Det gjaldt også bohemens kvinder. Men for dem var frihed og frigørelse ikke kvindesagskvindernes krav om stemmeret, men et spørgsmål om livsudfoldelse i kærlighed og kunst.Vakte bohememiljøets mandlige frontfigurer skandale, gjorde kvinderne det i ikke mindre grad. Som bohemer forbrød de sig mod alle normer for et anstændigt kvindeliv som hustru, som mor, som hjemmets hjerte og hjerne. Og samtidig blev de i bohememiljøet netop feticheret for denne kvindelighed.
Svenske Hilma Angered-Strandberg fremsatte i 1887 en æstetisk programerklæring. Hun ville, at hendes digtning skulle udspringe dels »af et begær efter at digte i inspirationens øjeblik, dels af et begær efter at være nyttig, gribe folk i øret og tvinge dem til at høre på alt det vrange og skamløse herude«.Linjerne er skrevet i anledning af hendes gennembrudsværk Västerut fra 1887, en samling noveller, hvis handling er forlagt til Bohusläns vestkyst. Hele livet igennem var hun besat af sin lyst til at skrive. Af sine egne bitre erfaringer drog hun den slutning, at hvis en forfatter vil skildre livet troværdigt, må hun i sin digtning tillade sig den usorterede mangel på orden, der præger tilværelsen selv.
Under pseudonymet Harold Gote kom svenske Frida Stéenhoff i årene 1897-1908 med nogle af de mest radikale indlæg i tidens samfunds- og kvindedebat. På grund af sin vision om et klasseløst samfund, hvor også kønnene er lige, blev hun »bræddefabrikanternes og grosserernes bête noire«. Men hun ville ikke kun udstille det herskende forhold mellem kønnene. Det var lige så vigtigt at formulere strategier til forandring.En af hendes hovedpointer var, at moderskabet først bliver harmonisk, når kvinden har opnået økonomisk selvstændighed. Hendes skønlitterære forfatterskab bærer præg af samme håndfaste moral, der karakteriserer programskrifter, kampskrifter og partsindlæg, til skade for den æstetiske virkning. Alligevel udgør hendes fiktion og småskrifter et vigtigt led i nordisk kvindelitteratur. Ved sit avantgardistiske tonefald og med de demokratiske bevægelser som resonansrum bidrog hun til at flytte kvindens position fremad, og hun blev en af århundredskiftets fornemste feministiske teoretikere.
Selv om svenske Victoria Benedictsson var kompromisløs i sin afstandtagen fra den frie kærligheds fortalere, var hun en ægte gennembrudsforfatter. Hun undslår sig ikke for at bevæge sig ind i det mest forbudte. Hendes store tema er kroppens vilkår i den nye moral. Kroppen bliver hendes instrument og et kunstnerisk barometer, hvis signaler hun aflæser i detaljer. Det er et modigt eksperiment, som får hende til at sætte kursen mod Georg Brandes, det moderne gennembruds fremmeste repræsentant i Danmark. I Stora Boken, hendes efterladte dagbog, fortælles om det skæbnesvangre møde.Hun går skridtet længere end sine kvindelige kolleger, da hun peger på prisen for tidens »frie kærlighed«, som er det kvindelige begærs udslettelse og kvindekroppens ødelæggelse. I sin sandhedsiver som »moderne« forfatter, overser hun imidlertid den patriarkalske modstand. Stora boken dokumenterer det øjeblik, hvor det kvindelige objekt bliver subjekt og under trussel om udslettelse begynder at tale. For denne indsigt og for dette kunstværk kom Victoria Benedictsson til at bøde med sit liv.
Den svenske forfatter Victoria Benedictsson følte sig som »en paria, en skabet Hund«. Før hun bestemte sig for pseudonymet »Ernst Ahlgren«, var hun længe usikker på, om det skulle være »Tardif«, den sentkomne, eller »O. Twist«, den uvelkomne. På denne identitetskonflikt skrev hun sit forfatterskab. »Jeg er en kvinde. Men jeg er forfatter, er jeg da ikke også noget af en mand?«, spørger hun i 1888.Hendes eget liv blev kort og sluttede tragisk. Men i løbet af få år i midten af 1880’erne var hun forbløffende produktiv. Her skrev hun sig lige ind i sædelighedsfejdens strid om kvinden. Hendes åndelige vitalitet i denne korte periode strider mod det billede af et sygeligt, undergangsmærket væsen, der har domineret hendes eftermæle.
Henrik Ibsen fik ikke lov at stå uimodsagt. Tværtimod blev flere af det moderne gennembruds kvindelige forfattere provokeret til at korrigere det Ibsenske forlæg. Gang på gang dukker hans kvindebilleder op i deres dramaer og noveller, men omskrevet og sat ind i for en kvinde mere troværdige historier. To tydelige eksempler på en sådan kvindelig, delvis omvendt dialog med Ibsen er Anne Charlotte Edgren Lefflers novelle »Tvifvel« (»Tvivl«) fra 1866, og Alfhild Agrells drama Räddad (Frelst) fra 1879.Disse tekster viser utilsløret, hvordan Ibsens kvindebillede har virket som en udfordring – en kulisse, der måtte prøves og delvis ødelægges i bestræbelsen på at anskue den under en kvindelig forståelseshorisont.
Gennembruddets svenske geografi.