En særlig nordisk stemning tematiseres i en række værker efter 2000. Sneen, tavsheden, mørket og kontrasten mellem det trange hjem og den store natur er fællestræk i en sproglig afsøgning af et kvindeligt rum.Det udfoldes i romaner og digtsamlinger af bl.a. Johanna Boholm, Merethe Lindstrøm, Rosa Liksom og Christina Hesselholdt.
Tag: Familie
I 2000-tallet afløses 1970’ernes biografiske og selvbiografiske fortællinger af nye blandingsformer, som bevæger sig i grænselandet mellem fakta og fiktion – også kaldet autofiktion. Genren benyttes både af mandlige og kvindelige forfattere, men især de kvindelige forfatteres værker er blevet kritiseret for at overskride og udstille det private.Kvindelige eksponenter for autofiktionen er bl.a. Maja Lundgren, Carina Rydberg, Suzanne Brøgger, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Herbjørg Wassmo.
2000-tallets nordiske romaner er fyldt med kvindelige detektiver, gotiske heltinder og monstre. Hos de mandlige forfattere forvandles den kvindelige hovedperson ofte til et destruktivt monster, hos de kvindelige forfattere derimod anvendes inddragelsen af overnaturlige træk ofte til at tematisere den kvindelige hovedpersons selvrealisering og frigørelse fra den herskende kønskontrakt og traditionelle familiemønstre. Eksponenter for den gotiske roman er bl.a. Leonora Christina Skov, Olga Ravn, Majgull Axelsson og Yrsa Sigurðardóttir.
Omkring 2000 debuterer en ny generation af kvindelige nordiske forfattere, hvis signatur er performativ eksperimentering ofte tilsat humor og ironi.Forfatterne skriver videre på en kønsbevidst litterær tradition og henter bl.a. deres inspiration fra samtidens kønsteoretikere som fx Sara Ahmed og Judith Butler. Generationens toneangivende stemmer er Christina Hagen, Kristina Nya Glaffey, Mara Lee og Trude Marstein.
I 2000’ere og 2010’erne befolkes den litterære scene med nye stemmer, der kredser om temaer som racisme, hvidhed, køn, adoption og migration.Forfatterne har det til fælles, at de med udgangspunkt i deres minoritetsbaggrund, reflekterer over deres erfaringer med at have en sproglig eller kulturel dobbeltidentitet.Eksponenterne for disse nye stemmer er bl.a. Maja Lee Langvad, Eva Tind, Athena Farrokhzad og Jonas Hassen Khemiri.
Den finlandssvenske forfatter Monika Fagerholm (f. 1961) har i bog efter bog på usædvanlig vis kombineret den læservenlige realismes kendetegn – spænding, levende lokalmiljøer, interessante figurer – med en dristig fornyelse af prosaens fortællekonventioner. Hun kan både underholde og eksperimentere, blæse og have mel i munden.
Forholdet til familien, moren og kvindeligheden er det ene af de to hovedtemaer i Auđur Jónsdóttirs (f. 1973) forfatterskab, det andet er de vestlige herrefolks forhold til den nye internationale arbejderklasse i begyndelsen af det nye årtusind. Disse to temaer får efterhånden mere til fælles, end man først kunne tro, de havde.
Romanen Uke 43, (2002; Uge 43, 2003) er et eksempel på en central tematik i Hanne Ørstaviks forfatterskab. Bogen handler om Solveig, der har et vikariat som litteraturlærer på en højskole i Norge. Hendes ældre kollega og forbillede er Hilde, som hun beundrer, og hvis anerkendelse hun søger. Solveig identificerer sig meget med Hilde, og hun forsøger at gennemføre sin undervisning med Hildes artikler som rettesnor. Efterhånden får hun dog mere og mere indtryk af, at Hilde har skiftet synspunkter, og Solveigs skuffelse vokser, indtil den kulminerer ved en fest hjemme hos Hilde. Et følelsesudbrud får hende til at miste kontrollen, og hun giver los for sin opdæmmede frustration over, at hendes illusioner er bristet.
Et vigtigt tema i 1980’ernes finske kvindelitteratur er opdragelseskritikken. Den idylliske overflade brydes, og ingen familiemedlemmer skånes under inspiration af en teoretiker som Alice Miller, hvis værker begyndte at blive oversat til finsk i 1980’erne. I de nye familieskildringer viser moderen sig ofte som en udbytter, men man finder også børn i rollen som umættelige tyranner. Gængse opfattelser og fortolkninger af pige-opvæksten vendes og drejes, og myter omfortolkes.Mange kvindelige forfattere i 1970’ernes og 1980’ernes Finland koncentrerer sig om eksistentielle spørgsmål, som hører til det at være menneske. Ofte beskrives mennesket i grænsesituationer, adskilt fra andre, tæt på sorg og død. Foretrukne temaer er skyldfølelse, identitet, psykisk sammenbrud og muligheden for at forandre sig. I baggrunden skimtes problemer med at blive voksen, at leve i ægteskab eller at gå på arbejde.
I 1980’ernes svenske kvindeprosa er der en udpræget sprogkritisk og jegcentreret holdning. Samtidig findes en tematisering og omskrivning af monstrøse og engleagtige træk, som knytter an til en kvindelitterær tradition.