Finske Katri Vala var i 1920’erne en central skikkelse i den litterære gruppe Fakkelbærerne, som var det selvstændige Finlands første forfattergeneration. De unge forfattere stillede sig i opposition til de litterære konventioner.Hun debutterede i 1924 med digtsamlingen Kaukainen puutarha (En fjern have). Det nye i hendes lyrik er den stærke visualitet. Et andet særpræg er den frie rytme, som takket være hende fik sit gennembrud i finsksproget lyrik. Hendes eksotiske billedsprog sættes i forbindelse med modernisternes anvendelse af primitive og eksotiske elementer i århundredets begyndelse.For Elvi Sinervo, som debuterede med novellesamlingen Runo Söörnäisistä (Et digt fra Sörnäs) i 1937, blev kvindefængslet en livsafgørende erfaring. Hun var den mest betydelige prosaist i den venstreorienterede forfattergruppe Kiila og blev i 1941 idømt fire års tugthus for at have deltaget i illegal venstrevirksomhed. Hendes forfatterskab hører med sit emnevalg til den antifascistiske litterære tradition.
Tag: Døden
Et af Astrid Lindgrens mest virkningsfulde fortællergreb er at lade fantasien overtage virkeligheden. Det »lyvende« barns tolkning af virkeligheden får lov at triumfere. I skildringen af Pippi har Astrid Lindgren ladet alle den barnlige almagtsdrøms vildeste ønsker gå i opfyldelse. Med uimodsigelig logik demonstrerer hun håndfast, hvad et ensomt barn behøver for ikke at blive kvast og tilintetgjort i vores hårde verden.På denne grænse mellem fantasi og virkelighed bevæger alle Astrid Lindgrens tekster sig. En del af hendes værker kan kaldes realistiske. De holder sig inden for virkelighedens grænseskel, men handler ikke desto mindre om fantasifulde børns evne til at leve i legens og indbildningens verden. Forfatterens lydhørhed over for børns følelser og forestillingsverden er et modernistisk træk, som forbinder bøgerne med den radikale børnepsykologi, der vandt indpas i Sverige i mellemkrigstiden, og hvis nye syn på barndommen plæderede for, at børn skulle opdrages i frihed og med hensyntagen til deres behov for netop at være børn.
Fire kvindelige lyrikere gjorde sig bemærket i Sverige på tærsklen til det 20. århundrede: Jane Gernandt-Claines forfatterskab, der foruden digtsamlingerne bestod af 12 romaner og fem novellesamlinger, var hendes forbindelse til fædrelandet. Siden debuten i 1893 havde hun udgivet prosabøger med emner fra fremmede lande. Gennem hele forfatterskabet høres et stærkt engagement for kvindens ret og lighed, samtidig med at kærligheden fremstilles som livets mål.Anna Cederlund agiterede for skønhedens betydning for dagligdagen. Digtsamlingens sidste digt taler om en mægtig kraft uden for hende selv, en kærlighedens kraft. Harriet Löwenhjelms forfatterskab består af 22 dagbøger med vignetter, raderinger og tegninger, manuskripter til bøger, breve og enkelte digte. Hun var kendt for at gøgle og skjule sig bag forskellige forklædninger. Hun hentede sine figurer fra middelalderens folkelige lystspil, commedia dell’arte. Karin Ek havde et ønske om at nå ud til hele det svenske folk. Det, hun først og fremmest ville formidle, var kærligheden til poesien. Hendes egne digte udsprang af såvel lidenskab som lidelse, for hende blev poesien nødvendig.
I 1930’ernes danske digtning i kunstnerkredsen omkring tidsskriftet Linien, som Hulda Lütken og Bodil Bech tilhørte, satte mødet med den kraft og ekspressivitet, det nye krævende jeg i Södergrans digtning, sine første spor. I deres digtning viser inspirationen fra Södergran sig som en voldsom udfordring af det traditionelle senromantiske versesprog og poetiske inventar.Södergran-indflydelsen bragte nærmest deres digtning til sammenbrud, hvorimod den tredje af 1930’ernes kvindelige lyrikere Tove Meyer levede og arbejdede længe nok til at kunne gennemføre den vanskelige bevægelse ud af senromantikken og ind i en ny modernistisk digtning.
Den finske forfatters Hagar Olssons debut i 1916 bliver sammen med Edith Södergrans debut samme år almindeligvis angivet som den finlands-svenske modernismes fødsel. Som litteraturkritiker på Dagens press begyndte hendes legendariske kampagne for »det moderne« i kunst og digtning. I hendes litterære program stod tillid til livskræfterne, til menneskeåndens magt til at forvandle verden og til kunstnerens hellige kald centralt. Samtidig afstedkom hun den største formelle fornyelse inden for dramatikken. Hendes skuespil er i høj grad politisk teater, forkyndelse og agitation.Fra begyndelsen af 1930’erne blev »den nye kvinde« og hendes problematik et stadig tydeligere tema i Hagar Olssons romaner. Og den tætte kontakt til både den feministiske kvindegruppe omkring tidsskriftet Tidevarvet og Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad skærpede hendes interesse for kvindespørgmål.
»Jeg er ingen kvinde«, skrev Edith Södergran. I skyggen af verdenskatastrofer digtede hun om magten til at definere sig selv. Hendes bidrag til en ny verden er at tage skridtet ud af den marginaliserede kvindelighed og stille sig midt på verdens scene.I sin korte levetid som digter var Edith Södergran udskældt af den etablerede kritik. En stor del af pressens reaktioner gik ud på at drøfte, om forfatterinden var splitterravende tosset eller bare en smule gal.Men Edith Södergrans digtning skal ses som en proces, et forsøg på at pege på sprogets manglende evne til at beskrive den menneskelige erfaring, at vi er sammensat af ondt og godt, mandligt og kvindeligt, bøddel og offer.
Forfatteren Elisabeth Hansen ville det hele – belære menneskeheden, skrive opbyggelige og underholdende romaner, skildre fremmede lande, debattere økonomi, samfundsforhold og kunstens rolle. Det gjorde hun aldeles frygtløst, men med størst talent i sin rolle som journalist; hun havde udprægede evner for den levende detailbeskrivelse, ligesom hun havde en tør og intelligent humor, når hun var bedst.Anerkendelsen udeblev dog dér, hvor forfatteren allerhelst havde set den, nemlig af hendes romaner. Hun insisterede på, at kvinder også havde behov for at lære og udvikle sig intellektuelt. Dette budskab kunne hun imidlertid ikke sende direkte ud i romanform – hun reserverede det derfor til det billede af sig selv, som hun tilbød offentligheden. Den stædige styrke og egentlig mandlige adfærd, hun valgte, var enestående.
Skønt der i den overleverede nordiske visetradition igennem mere end fire hundrede år er gået store dele tabt, repræsenterer den bevarede tradition et overvældende kildemateriale. Gennem de sidste halvandet århundredes intense registrerings- og udgivelsesarbejde er der skaffet overblik over den nordiske tradition.I det store kildemateriale er der sange, sunget om og af kvinder. Ud af den store skare af kvindelige sangere, samlere og optegnere vil den følgende artikel beskæftige sig med viser, som omhandler kvinders personlige og livsafgørende oplevelser, der samtidig er skæbnesituationer for familien og slægten.
Indsamlingen af den mundtlige digtning i Finland i 1800-tallet blev støttet økonomisk af staten og resulterede i en af verdens største samlinger. Mindst halvdelen af de optegnede tekster stammer fra kvinder, kvindelige sangere og fortællere.Ved indsamlingen koncentrerede man sig om indholdet. Kun sjældent tog man notits af traditionsbærerne: dem, der sang sangene eller fortalte eventyrene. Man ved, at der har været mange kvindelige formidlere, men så godt som alle forblev anonyme.I den følgende artikel vil kun en del af denne omfattende tradition blive behandlet: de gamle runer, samt grådkvadene, som udelukkende er blevet sunget af kvinder. Der er alt i alt cirka 145.000 tekster i den første gruppe og i den anden cirka 3.000.
I 1600- og 1700-tallets Danmark og Sverige blev salmer og åndelige sange af og til formidlet af kvinder, sommetider af samleriver eller til brug for egen andagt, sommetider udelukkende som materiale til en oversættelses- eller skriveøvelse. Men hen mod århundredskiftet 1700 finder vi et stigende antal kvinder, først og fremmest i Danmark, som ikke alene nedtegnede andres salmer, men som selv var salmedigtere.Der er en markant forskel på kvinders salmedigtning i Danmark og Sverige. I Danmark findes navne på forfattere med en righoldig produktion, som udgav samlinger af sange under eget navn. De blev genstand for samtidens hyldest og nævnes i fortegnelser over betydelige og lærde danske kvinder. I Sverige blev derimod især enkeltstående salmer skrevet af kvinder til de pietistiske og herrnhutiske kredse. Salmerne blev optaget i de salmebøger, der begyndte at udkomme omkring 1730.