Brevgenren bliver fra og med Madame de Sévigné en kvindegenre. Ikke således forstået, at der er flest kvinder i den, men fordi kvinderne i denne ene genre har status af forbillede både for mænd og for kvinder.Fra Madame de Sévigné når man via talrige brevsamlinger af kvinder godt 100 år senere frem til Charlotta Dorothea Biehl og finder her et forbløffende ufortyndet Nordens svar på Madame de Sévigné. Hun skabte en kvindegenre, Jomfru Biehl anvendte den stilrent.
Tag: Breve
Charlotta Dorothea Biehl er dansk 1700-tals mest produktive forfatterinde. Gang på gang brugte hun effektfuldt brevet i det, hun skrev. Ikke mindst i en årelang og omfattende korrespondance med vennen hofmarskal Johan Bülows. På hans opfordring skrev hun i 1787 sin selvbiografi Mit ubetydelige Levnets Løb udformet som et stort anlagt brev, beregnet til cirkulation og læsning i hans kreds af venner og indflydelsesrige standspersoner.De private breve er derimod ikke umiddelbart beregnet til cirkulation. Men Biehl håbede velsagtens, at Johan Bülow ville gemme dem til glæde for eftertiden. Hun forregnede sig ikke. I dag ligger de blandt Johan Bülows efterladte papirer. Omhyggeligt bevarede til den, der vil stifte nærmere bekendtskab med »Skriverjomfruen«.
Sveriges første kvindelige forfatter Sophia Elisabet Brenner skrev mest af alt lejlighedsdigte. Hun hyldede kongelige og højere standspersoner ved bryllupper og fødselsdage, ved slag og sejre, og hun skrev digte til de sørgende og til de afdøde. Naturligvis glemte hun ikke vennekredsen, men størstedelen af modtagerne stod over forfatteren på den sociale rangstige.To tredjedele af hendes samlede lejlighedsdigte var henvendt til samfundets øverste lag. Det var dem, det kunne betale sig at gøre sin opvartning, og af samtidige vidnesbyrd ved vi, at hendes digte var efterspurgte og værdsatte. Ikke sjældent blev disse hyldestdigte skrevet til samtidens intellektuelt eller kunstnerisk begavede kvinder. Hun skrev også digte ved kvinders og børns død.
Der er forskel på, hvor meget den enkelte af de godt 150 berømte kvinder, vi har kendskab til i Norden i tiden fra 1500 til 1800, efterlod sig i form af kunstneriske eller faglige værker. Men plukker man de nordiske kvindelige forfatterskaber ud og samler dem, store og små, blomstrer Norden smukt med engagerede, bevægende, skarpe, hengivne, fine værker, ofte samlet i buketter omkring en lærd familie, en herregård eller et kvindekloster.En kvindebevidsthed og en litterær æstetik på niveau med den øvrige europæiske står klart frem hos Nordens »feminae illustres«.
I arkiverne findes svenske, norske og danske stambøger fra 1500- og 1600-tallet bevaret. Som oplysning om bekendtskaber og venner, om de kredse, stambøgernes ejere på daterede tidspunkter færdedes i, har stambøgerne den største interesse. Med deres digtcitater og sentenser spejler de også tidens kulturhistorie og idealer.I stambøger og slægtsbøger ses et mønster, der tydeliggør kønsforskelle: I 1600-tallet er det først og fremmest mændenes rejser, deres veje ud i lærdommens og krigens Europa, der afspejler sig. Kvinderne fokuserer på slægten. De spejler liv og død i deres slægt, det net, som binder dem sammen med fortid og fremtid, og hvori de selv, gennem børnefødsler eller barnløshed, udgør et samlende knudepunkt.