Da Helle Helle (f. 1965) i 2010 blev indstillet af Statens Kunstfonds repræsentantskab til at modtage livsvarig kunstnerydelse, lød begrundelsen, at hun var ”en af Danmarks vigtigste fortolkere af middelklassen og den danske provins.” Og sådan er hun generelt også blevet modtaget og fortolket: Som en forfatter, der fortæller om udkanter, velfærdssystemets fortabte i provinsen og tidstypiske konflikter i parforholdet.
Tag: Ægteskab
Kvinders moderne litterære produktion begyndte med de politiske strømninger sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Grønland og det nordlige Skandinavien blev opdaget som landsdele, og grønlænderne og samerne fik øje på sig selv som etniske minoriteter: Nu skulle det være slut med mindreværdsfølelsen over for de dominerende kulturer, nu skulle folkets egen stemme høres på sit eget sprog.En ny forfattergeneration stod frem i protest mod fordanskning, fornorskning etc., og her kom kvinderne med. Perioden var også kvindebevægelsens tiår. Kvindelige forfattere i Grønland, Kalaallit Nunaat, og Sameland, Sápmi gjorde deres entré.
Cecilie Løveids tre første prosalyriske romaner bryder radikalt med den socialrealistiske romangenre, der dominerer i Norge i 1970’erne. Hun insisterer på sin modernistiske æstetik, hvor fragment, collage, intertekstualitet og flerstemmighed foretrækkes frem for de realistiske koder. Hun er fundamentalt forankret i poesien, og fordi hun forbliver en modernistisk lyriker, uanset hvilken genre hun tilnærmer sig, bliver det umuligt for hende at træde ind i et socialrealistisk formsprog.Det samme gælder for så vidt Kari Bøge, der med sin eksperimentelle bogdebut Asmorelda i 1971 også bryder med den realistiske fortælletradition og repræsenterer et af de første væsentlige forsøg på at skrive en ny kvindelig modernistisk prosa i Norge. Hun adskiller sig fra andre kvindelige forfattere omkring 1970, idet hun insisterer på en ahistorisk individualisme og en tomhedens æstetik, men samtidig lancerer nogle temaer, der var centrale for en feministisk bevidst digtning: identitetsspørgsmålet, forholdet til manden og forholdet til skriften.
Eksistentielle modstandshistorier.
En litterær fejde om moderlighed.
Ny færøsk kvindelitteratur.
Mange af de kvindelige svenske forfattere i 1970’erne ville tale deres egen sag og med egen stemme bære vidnesbyrd om egne erfaringer og nye livsmodeller. Til dette formål genbrugte de en gammel genre, bekendelsesromanen, som går tilbage til Augustins Confessiones (Bekendelser) fra omkring år 400, og hvis moderne udformning skabes af Rousseau.Bekendelsesromanen fortsatte 1960’ernes dokumentarisme. Rapportbogen, som bevægede sig i den offentlige sfære med rejseskildringer, arbejdspladsskildringer og sociologiske skildringer af samfundsgrupper, blev nu anvendt til at skildre intimsfæren: hjemmet, følelserne og den personlige udvikling. Lige så vigtigt som det i 1960’erne var at dokumentere den personlige deltagelse og undersøgelse, lige så vigtigt blev det i 1970’erne, at den erfaring og oplevelse, der blev beskrevet, var ægte. Hvor 1960’ernes ideal var den objektive skildring, blev 1970’ernes den subjektive gengivelse. Fiktionen gjorde krav på autenticitet.
Med baggrund i den nye kvindeforskning på universiteterne i Danmark i 1970’erne opstod kvindelige kritikerlaug, der skrev om nye – og gamle – kvindebøger. Samtidig fungerede de som dem, der offentliggjorde læserens erfaringer, og som nye normsættere i forhold til tolkning af kvinders litteratur.Det var især forestillingen om den kvindelige erfarings betydning, der blev til en kunstnerisk drivkraft. Den førte til bekendelsesgenren, hvor den subjektive erfaring på samme tid var en vej for den skrivende og den læsende til en erobring af identitet og jeg-styrke. Videre førte den til emancipationslitteraturen, hvor erfaringen paradigmatisk fører til bevidstgørelse, modstand og frigørelse, fra et ægteskab eller fra en psykisk selvundertrykkelse.
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.
Den danske forfatter og debattør Suzanne Brøgger har i en stor del af sit forfatterskab beskæftiget sig med oprørets natside og nej’ets konsekvenser. Og især dramaet Efter orgiet, hvor personerne Lem, Rigor, Vulva og Mortis opfører en incestuøs, ødipal dødsdans i en Brøggersk udgave af den græske tragedies retorik, udløste samme bestyrtelse, som da forfatteren tyve år tidligere ønskede at befri os fra kærligheden.Men startede forfatterskabet i et ‘nej’ i 1973, skete der en vending med udgivelsen af romanen Ja i 1984, der samtidig markerede Suzanne Brøggers mere folkelige gennembrud. Ja viser sig at være en kunstnerroman, hvor den kvindelige kunstner genopstår fra kvindelighedens gravkammer. Forfatterens bevægelse fra NEJ i 1973 til sit JA i 1984 handler således dybest set om en personlig vej til et forfatterskab, en kunstnerisk livspraksis.