Romantikkens forfatterinder havde ikke den akademiske skoling i den litterære tradition, som deres mandlige kolleger, men det betød ikke, at de kom forudsætningsløse til litteraturen. Snarere var de overfodrede med de mandlige forfatteres beskrivelser af verden og dem selv. De følte trang til at komplettere og korrigere disse kvinde- og verdensbilleder. Og deres følelse af at have noget nyt at fortælle var udpræget.De mærkede imidlertid, at de skrev sig ind i en litterær institution, der hverken ønskede dem velkommen eller tog imod deres tekster som autoritative. Det var ikke let at vinde læserne for det kvinde- og verdensbillede, de forsøgte at skrive frem. Samtidig betød romantikkens kønsdualisme og idealisering af intimsfære-kvindeligheden, at forfatterinderne kæmpede med at integrere deres digter-jeg i deres kvindelige selvforståelse.
Forfatter: Peytz & Co
Efter 1814 var verden ikke længere den samme. Unionen mellem Danmark og Norge blev opløst, og Norge kom i union med Sverige. Kvinders dagbøger fra denne tid fortæller om hverdagslivet under de dramatiske forandringer. En direkte motivation til deres erindringer er ofte et ønske fra den efterfølgende generation om at få førstehåndskendskab til den forgangne tid.De ældste memoireforfattere fortæller om dagliglivet og om historiens gang og henvender sig ofte direkte til deres børn eller anden nærtstående familie. Disse erindringer er beregnet til privatsfæren. Her findes ingen litterære ambitioner. Andre memoireforfattere havde offentligheden for øje. Den bedst kendte af disse er Camilla Collett. Hendes roman Amtmandens Døttre var startsignalet for de kvindelige forfattere. Med den fik Norge sin første betydningsfulde realistiske roman.
Det var en følelse af smerte og håbløshed, der i 1855 fik den kun 42-årige danske skuespillerinde Johanne Luise Heiberg til at påbegynde sine erindringer: Et Liv gjenoplevet i Erindringen. Som romantikkens største skuespillerinde var hun blevet en myte i levende live. Men kravet om større realisme på scenen begyndte så småt at signalere en ny tid.Trangen til afklaring bliver i det fire bind lange erindringsværk samtidig til en skriftens iscenesættelse, som belyser de dele af den personlige historie, der skal til for at skabe det varige monument over hendes liv og kunst. En beskrivelse af et liv set gennem et skarpt selekterende blik. For at glorificere og bevare – men også forstå – det, der havde været hendes egen forgængelige kunst.
Svenske Sophie Sagers litterære produktion er lille. Det, hun blev kendt for, var hendes indlæg i en retssag om mishandling, hvor hun selv havde været offer. De blev offentliggjort i Stockholms Dagblad som føljeton i 1848 og senere samme år samlet og udgivet med forord og kommentarer af hende selv under titlen Sagerska målet (Sagerretssagen). Hendes indlæg præges af en stærk vilje til at få oprejsning for den krænkelse, hun har været udsat for. Krænkelsen gælder først og fremmest hendes ret til at give seksuelle afslag.Det er den måde, hun afviger fra tidens passive, gode kvindelighed på og vækker anstød, der gør hende interessant for os i dag. Gennem hendes liv og tekster kan vi studere en kvindelig bevidstheds udvikling – hvordan hun først tvinges til at kæmpe for sin egen sag, og senere udvider kampen til at gælde kvindens sag generelt.
Wendela Hebbe, som i 1840’erne arbejdede ved Sveriges største og mest forargelige avis, Aftonbladet, er gået over i historien som landets første fastansatte kvindelige journalist. Men hun var meget mere. Hun var Sveriges første kvindelige litterat. Hendes lille salon i arbejdsværelset i Gamla Stan blev hurtigt et samlingssted for den nye ånds mænd. En kreds af frie litterater, der politiserede den litterære kultur.I Wendela Hebbes journalistik er tidens sociale tendens mærkbar, men den kan være vanskeligere at opdage i hendes forfatterskab, der er usædvanlig mangestemmigt og som afprøver forskellige genrer, fra romantik og hverdagsprosa til folkelivsskildringer. I perioden 1846 til marts 1850 offentliggjorde hun artikler for at henlede offentlighedens opmærksomhed på den elendighed, som især kvinder kunne leve i. Samtidig er hendes litterære produktion et interessant eksempel på, hvor svært det var for kvindelig livserfaring at finde en litterær form. Hun manglede en passende genre dertil.
Sara Elisabeth Wacklins forfatterskab fra starten af 1800-tallet er et eksempel på, hvor svært det var for et af de halvoffentlige saloners fortællertalenter at blive forfatter. Lige før hendes død forelå livsværket i tre bind, Hundrade minnen från Österbotten. Som en samling prøver på tidens prosastilarter udgør den et interessant led i den finske og den svenske romans historie.Selv om man betragter værket som tilhørende en litterær tradition af hjemstavnsrealister, kan dets stil også tolkes som udtryk for eksperimenteren. Måske et resultat af Sara Wacklins forsøg på at finde litterære udtryk, der beskriver den österbottniske kvindes livsbetingelser.Udgivelsen af Hundrade minnen från Österbotten blev besværlig. Forlæggeren krævede en subskriptionsliste, der skulle garantere afsætningen. Og forfatteren måtte forpligte sig til at købe de usolgte eksemplarer tilbage. Det blev ikke aktuelt. Værket blev en anselig succes.
Den ideelle kvindelighed, som 1700-tallets moralske fortællinger og borgerlige komedier havde beskrevet, var ikke tavs og umælende. Men det blev den. For mange af de skrivende kvinder synes dette at skrive at blive en kærkommen mulighed for at bryde den stilhed, der i 1800-tallets første halvdel sænkede sig over kvinders liv – en stilhedens retorik.Nordiske kvinders romaner og fortællinger fra 1800-tallets midte placerer ofte en stille, magtfuld kvindefigur centralt i sit persongalleri. Den gode kvindelighed var tyst og selvopofrende; men de kvinder, der begyndte at tale og skrive, så også sig selv som gode kvinder, og forestillede sig, at deres tale og optræden kunne være ideel, at de stummes lejr havde noget at berette, der kunne gavne nationen og det menneskelige samfund.
Da den danske præstekone Elise Boisen døde i 1871, efterlod hun sig 47 tætbeskrevne stilehæfter, over tusinde sider med erindringer. Hun skrev, fordi hun ikke kunne lade være. Og hun skrev ud fra en kolossal bitterhed og vrede, skrev sig ud af sin isolation og ensomhed for at finde en identitet i en fremmed verden.Der er ikke noget styrende blik i erindringerne ud over det kronologiske. Det at skrive havde en klar terapeutisk karakter. I erindringerne sker der en klar forskydning fra livsdrift til dødsdrift. Og på en paradoksal måde fremstår dødsscenerne som højdepunkter, skrevet med stor skønhed, sanselighed og dramatik.De fleste erindringsskribenter begynder at skrive om deres liv på deres gamle dage og ser ofte deres livsforløb i et distanceret lys. Eline Boisen derimod var midtvejs i livet; hun fokuserede på det mest smertefulde og skrev næsten helt frem til sin død.
Den svenske romantiks mest værdsatte kvindelige forfatter var Euphrosyne, pseudonym for Julia Christina Nyberg. Hun debuterede i 1817 med nogle digte i Poetisk kalender, et af romantikkens centrale litterære tidsskrifter. Kritikere, der bekendte sig til romantikkens æstetiske idealer, kommenterede som regel hendes tekster med sympati og påskønnelse.Hendes berømmelse lader til at have været størst i 1820’erne. Hun hentede mange af sine motiver fra eventyr, sagn og legender – helt efter tidens smag. Naturen var en anden af hendes inspirationskilder. Blomster, fugle og årstidernes vekslen blev genstand for flere af hendes smukkeste digte. Selvom det var kærligheden, hun helst og mest inderligt besang, skildrede hun i flere digte det litterære etablissement – ofte satirisk.Den eneste prosatekst hun offentliggjorde, var »Den sköna Cunigunda«. For en nutidig læser er det hendes mest interessante tekst. Her sætter hun en række kvindebilleder, hentet fra Bibelen og den gamle egyptiske gudeverden og den samtidige litteratur, i forhold til hinanden.
Da svenske Thekla Knös var næsten 40 år, udgav hun nogle digte, som i alt væsentligt lægger sig op ad en glad, from og hyggelig hjemmeidealisme. Af sin samtid blev hun opfattet som en typisk eksponent for hverdagskulturen. Samtidens kritik roste hendes digte og så i hendes lyrik en bekræftelse på tesen om, at kunstperioden i historien var forbi. Digtet, poesien, havde dog ingenlunde udspillet sin rolle, men havde fået en ny opgave: at forgylde hverdagen. Dermed åbnede det poetiske felt sig også for den kvindelige digter.Hendes interesse for børn var udtalt. Hun skriver ikke kun om børn, hun skrev også for børn, og hendes karriere som kvindelig forfatter var dermed tidstypisk. Desværre havnede hun dér, hvor så mange kreative og frustrerede kvinder tidligere endte deres liv, nemlig på sindssygehospitalet.