Kirkehistorie bliver ofte teologernes og de kirkelige lederes historie. De er for det meste mænd, og i kirkehistorien er kvindernes rolle mere upåagtet. Men vi finder mange kvinder i 1800-tallets vækkelser, og de er virksomme inden for forskellige områder i tidens mange vækkelsesbevægelser.Nye former for virksomhed skaber ny litteratur, og i den tids nye åndelige strømninger i de nordiske lande finder vi kvindelige skribenter, salmedigtere og prædikanter. Haugianismen var en vigtig faktor i Norges åndelige og kulturelle liv i 1800-tallet og en af de mange vækkelser, som opstår i løbet af århundredet i de nordiske lande. Man mener, at haugianismen fik betydning for kvindebevægelsen i Norge og var en medvirkende forudsætning for f.eks. Camilla Colletts energiske kamp for kvinders frigørelse.
Artikler
Forfatteren Elisabeth Hansen ville det hele – belære menneskeheden, skrive opbyggelige og underholdende romaner, skildre fremmede lande, debattere økonomi, samfundsforhold og kunstens rolle. Det gjorde hun aldeles frygtløst, men med størst talent i sin rolle som journalist; hun havde udprægede evner for den levende detailbeskrivelse, ligesom hun havde en tør og intelligent humor, når hun var bedst.Anerkendelsen udeblev dog dér, hvor forfatteren allerhelst havde set den, nemlig af hendes romaner. Hun insisterede på, at kvinder også havde behov for at lære og udvikle sig intellektuelt. Dette budskab kunne hun imidlertid ikke sende direkte ud i romanform – hun reserverede det derfor til det billede af sig selv, som hun tilbød offentligheden. Den stædige styrke og egentlig mandlige adfærd, hun valgte, var enestående.
I løbet af et langt liv skrev den norske forfatter og præstekone Hanna Winsnes både til underholdning og gavn digte og religiøse tekster på vers, romaner, noveller og fortællinger for børn. Hun havde ingen ambitioner i kunstnerisk retning, men var glad for at fortælle inden for familiens kreds og altid optaget af formidling. Hun var belæst og godt orienteret i både ældre og nyere litteratur.Hendes digteriske verden er gennemgående harmonisk og overskuelig, fordi hun aldrig udtrykker tvivl om fundamentet for, hvad der er rigtigt og forkert. Overalt vender hun tilbage til, at kærligheden – såvel mellem mor og barn som mellem mand og kvinde – overgår alt og ved siden af gudstroen og ydmygheden har højeste prioritet i tilværelsen. Mest af alt er hun berømt, elsket – og kritiseret – som hele Norges kogebogsforfatterinde. Allerede fra den første udgivelse i 1845 blev hendes Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen populær læsning.
1800-tallet blev læsningens århundrede, og kvinderne erobrede fra begyndelsen – som læsere og forfattere – en stor del af det voldsomt ekspanderende litterære marked. Eftersom netop kvinderne førhen havde været holdt uden for den (latinske) boglige kultur, var flertallet af de mange nye læsere kvinder. Læserne kastede sig især over den underholdende prosafiktion.Blandt de nye genrer, som medierne skabte, blev først den fantastiske (gotiske) og siden den realistiske roman hovedgenren. Kvindelige skribenter fik adgang til medierne i det omfang, de kunne ramme læsernes lyst og behov, og det kunne de faktisk. Fra slutningen af 1700-tallet prægede kvindelige forfattere den europæiske populærlitteratur på en måde, som litteraturhistorien siden langtfra har givet et dækkende billede af.
Romantikkens kvindelige prosaister måtte i deres hverdagshistorier, essays og romaner formulere sig i forhold til en mandlig romantisk retorik, der hos en række mandlige teologer tjente til at give uskyldsmyten fylde og socialitet i det borgerlige hjem. Kvindeværdigheden bliver en central tanke for mange kvindelige skribenter og forfattere i samtiden.Værdighedsmyten er et genmæle mod de tanker og idéer om ophøjelse og uskyld, som en romantisk tankegang ofte indskrev kvinder i og beskrev dem ud fra. Men værdighedsmyten er i høj grad farvet af, at den netop er et modsvar til den kønsliggørelse af kvinden, som uskylds- og ophøjelsesidealet indebærer. Den er et kvindeligt romantisk svar på den mandlige romantiks kønspolarisering.
Romantikkens forfatterinder havde ikke den akademiske skoling i den litterære tradition, som deres mandlige kolleger, men det betød ikke, at de kom forudsætningsløse til litteraturen. Snarere var de overfodrede med de mandlige forfatteres beskrivelser af verden og dem selv. De følte trang til at komplettere og korrigere disse kvinde- og verdensbilleder. Og deres følelse af at have noget nyt at fortælle var udpræget.De mærkede imidlertid, at de skrev sig ind i en litterær institution, der hverken ønskede dem velkommen eller tog imod deres tekster som autoritative. Det var ikke let at vinde læserne for det kvinde- og verdensbillede, de forsøgte at skrive frem. Samtidig betød romantikkens kønsdualisme og idealisering af intimsfære-kvindeligheden, at forfatterinderne kæmpede med at integrere deres digter-jeg i deres kvindelige selvforståelse.
Efter 1814 var verden ikke længere den samme. Unionen mellem Danmark og Norge blev opløst, og Norge kom i union med Sverige. Kvinders dagbøger fra denne tid fortæller om hverdagslivet under de dramatiske forandringer. En direkte motivation til deres erindringer er ofte et ønske fra den efterfølgende generation om at få førstehåndskendskab til den forgangne tid.De ældste memoireforfattere fortæller om dagliglivet og om historiens gang og henvender sig ofte direkte til deres børn eller anden nærtstående familie. Disse erindringer er beregnet til privatsfæren. Her findes ingen litterære ambitioner. Andre memoireforfattere havde offentligheden for øje. Den bedst kendte af disse er Camilla Collett. Hendes roman Amtmandens Døttre var startsignalet for de kvindelige forfattere. Med den fik Norge sin første betydningsfulde realistiske roman.
Det var en følelse af smerte og håbløshed, der i 1855 fik den kun 42-årige danske skuespillerinde Johanne Luise Heiberg til at påbegynde sine erindringer: Et Liv gjenoplevet i Erindringen. Som romantikkens største skuespillerinde var hun blevet en myte i levende live. Men kravet om større realisme på scenen begyndte så småt at signalere en ny tid.Trangen til afklaring bliver i det fire bind lange erindringsværk samtidig til en skriftens iscenesættelse, som belyser de dele af den personlige historie, der skal til for at skabe det varige monument over hendes liv og kunst. En beskrivelse af et liv set gennem et skarpt selekterende blik. For at glorificere og bevare – men også forstå – det, der havde været hendes egen forgængelige kunst.
Svenske Sophie Sagers litterære produktion er lille. Det, hun blev kendt for, var hendes indlæg i en retssag om mishandling, hvor hun selv havde været offer. De blev offentliggjort i Stockholms Dagblad som føljeton i 1848 og senere samme år samlet og udgivet med forord og kommentarer af hende selv under titlen Sagerska målet (Sagerretssagen). Hendes indlæg præges af en stærk vilje til at få oprejsning for den krænkelse, hun har været udsat for. Krænkelsen gælder først og fremmest hendes ret til at give seksuelle afslag.Det er den måde, hun afviger fra tidens passive, gode kvindelighed på og vækker anstød, der gør hende interessant for os i dag. Gennem hendes liv og tekster kan vi studere en kvindelig bevidstheds udvikling – hvordan hun først tvinges til at kæmpe for sin egen sag, og senere udvider kampen til at gælde kvindens sag generelt.
Wendela Hebbe, som i 1840’erne arbejdede ved Sveriges største og mest forargelige avis, Aftonbladet, er gået over i historien som landets første fastansatte kvindelige journalist. Men hun var meget mere. Hun var Sveriges første kvindelige litterat. Hendes lille salon i arbejdsværelset i Gamla Stan blev hurtigt et samlingssted for den nye ånds mænd. En kreds af frie litterater, der politiserede den litterære kultur.I Wendela Hebbes journalistik er tidens sociale tendens mærkbar, men den kan være vanskeligere at opdage i hendes forfatterskab, der er usædvanlig mangestemmigt og som afprøver forskellige genrer, fra romantik og hverdagsprosa til folkelivsskildringer. I perioden 1846 til marts 1850 offentliggjorde hun artikler for at henlede offentlighedens opmærksomhed på den elendighed, som især kvinder kunne leve i. Samtidig er hendes litterære produktion et interessant eksempel på, hvor svært det var for kvindelig livserfaring at finde en litterær form. Hun manglede en passende genre dertil.