Da Cecil Bødker var ung og ukendt, gjorde det forskel for anmelderne, mænd, om de troede, Cecil var et drenge- eller pigenavn. Den kvindelige forfatter blev bedømt helt anderledes end den mandlige. Køn spiller altså en central rolle for læsningen af litteratur. Men man kunne måske også hævde, og det er der en del, der har gjort i tidens løb, at forfatteren burde være ligegyldig for læsningen af værket. Anmelderne var for så vidt ikke bare mandschauvinister, men også dårlige læsere – fordi deres ’viden’ om forfatteren påvirkede læsningen.
Hvad man end tænker her, er det vel for det første klart, at forholdet mellem forfatteren og værket ikke er noget, der giver sig selv. For det andet at opfattelsen af det forhold er med til at rammesætte både læsningen og forfatterens rolle. Forfatterfunktionen, opfattelsen af forfatteren, er med til på historisk skiftende måder at afgøre, hvad litteratur og forfattere overhovedet er, og former dermed også den måde, vi læser på. Køn er en del af den historie, hvad man kan se af det enkle faktum, at en forfatter i århundreder – var en mand.
Grundlæggende bevæger forfatterfunktionen sig i et kontinuum med to yderpunkter. I det ene er forfatteren en lidt tilfældig størrelse, som Gud, inspirationen, historien, samfundet eller litteraturen ytrer sig igennem. I det andet yderpunkt ses forfatteren som et geni, en klog kone, et idol, et skræmmebillede – et skabende særtilfælde, hvis liv man skal kende for at læse forfatterskabet. Disse to grundlæggende indstillinger har historisk skiftende udseende.
Vi har i efterkrigstiden set tre forfatterfunktioner opstå, omforme og supplere hinanden i forlængelse af den, der blev dominerende i 1800-tallet. Mediehistorien spiller en særlig rolle, fordi nye medier skaber nye relationer mellem afsendere og modtagere. Det er i øvrigt ikke sådan, at forfatterskaber kun bliver til inden for én forfatterfunktions særlige logik. En forfatter som Klaus Rifbjerg inkarnerede alle fire funktioner på skift.
Den biografiske forfatterfunktion
De fleste af os opfatter nok i udgangspunktet litteratur som kommunikation med et andet menneske – forfatteren er en stemme, vi hører. Forfattere er nogle særlige kommunikatører, som vi er i forbindelse med dels gennem deres værker, dels gennem andre medier. Vores forståelse af forfatterens værker forankres i, hvad vi ved om vedkommende, på samme måde som vi i en samtale forankrer forståelsen af den anden i vores indtryk af vedkommende. Denne opfattelse af forfatteren vil jeg kalde den biografiske forfatterfunktion – og den ligger jo i den ene ende af det kontinuum, jeg nævnte ovenfor.
Den biografiske forfatterfunktion fik sit endelige udseende i 1800-tallets løb med den moderne medieoffentligheds etablering, med realismen som skrivekonvention og den biografiske litteraturkritiks gennembrud. I takt med at kvinder tilkæmpede sig positioner uden for hjemmet, tilpassedes funktionen, sådan at også en kvinde kunne være forfatter. Fra Sigrid Undset over Tove Ditlevsen til Kerstin Ekman har kvindelige forfattere på linje med mandlige forfattere indtaget positionen som samfundets eksistentielle og realistisk-genkendeligt fortællende stemme. Den biografiske forfatterfunktion er formentlig den grundlæggende rammesætning, inden for hvilken forfattere fortsat finder deres rolle, og vi læsere vores. Og i forhold til hvilken nye har kunnet definere sig.
Den tekstautonome forfatterfunktion
I Norden fik den litterære modernisme sit sene gennembrud i efterkrigsårene. Under megen debat rykkede en brudfyldt og for mange ganske vanskelig litteratur ind som toneangivende fortolker af mennesket i den moderne verden. Det skete først i Sverige: Fyrtiotalismens rødder stak ned i århundredets begyndelse, men det var først i efterkrigstidens særlige klima, at en metaformættet og kompleks centrallyrik kom til at stå som den (eneste) rigtige måde at forholde sig til samtiden på.
Til de nye idealer hørte forestillinger om forfatterens rolle. Det modernistiske digt kom selvsagt ud af digterens personlige arbejde med sproget, men skulle fremstå renset for private referencer. Digterne kunne boltre sig i medierne, men fra digtet skulle han (for det var mest en han) have trukket sig tilbage. ”I selve skabelsesprocessen må navlesnoren der forbinder personlighed og værk hugges over”, slog Villy Sørensen fast i 1959. I denne autonomidoktrin lå også en forestilling om, at afsenderens køn ikke spillede nogen rolle for læsningen.
Den tekstautonome forfatterfunktion er i polemik med den biografiske forfatterfunktion: Nu er det – i det vellykkede kunstværk – værkets og ikke forfatterens stemme, vi hører. Samtidig blev den nordiske velfærdsmodel bygget færdig med et kunststøttesystem. Som deres del af en slags kritisk alliance kunne de modernistiske kunstnere så levere almengyldige fortolkninger i kunstnerisk form. Det var direkte vendt mod den tekstautonome forfatterfunktion, at litteraturforskeren Pil Dahlerup med Bødker som et eksempel senere kunne vise, at køn faktisk spiller en vigtig rolle for bedømmelsen.
Trods Edith Södergran og senere skikkelser som Rut Hillarp, Gunvor Hofmo og Dorrit Willumsen blev nordisk modernisme i stor udstrækning et foretagende for mænd, i hvert fald i litteraturhistorieskrivningens bakspejl. Måske er det sådan, at forestillingen om, at værket kan stå selv, uafhængigt af skaberens køn og anden kontekst, ved nærmere eftersyn er en ophøjelse af det ene køn til at være alment, normen. Det er en velkendt figur i nordisk litteraturhistorie, ikke mindst synlig dengang ”Det moderne gennembruds kvinder” forsvandt ud af litteraturhistorien, at mændene knyttes til det æstetisk højprofilerede, kvinderne til jordnær selvbiografisk erfaringsdeling. De seneste træfninger i det frontsystem er vel de heftige diskussioner i 2015 om ’kulturmændenes’ dominans i Sverige og i Danmark debatten om, hvorvidt den smalle litteratur er blevet et indspist tøseforetagende.
Den politiske forfatterfunktion
Modernismens indtog i Norden som modernitetens privilegerede fortolker og den hertil knyttede alliance med velfærdsstaten mødte voldsom modstand. Yngre avantgardekunstnere, hvoraf mange var kvinder, vendte sig i 1960’erne mod modernismens værkbegreb – hvor værket sås som en genstand, der løsrevet fra sin ophavsmand kunne udstilles i de nye museer for samtidskunst. De nordiske velfærdsstaters kunststøttesystemer blev samtidig genstand for omfattende folkelig debat, bl.a. netop med modernismen som anstødssten. Den fremvoksende venstrefløjskultur så af andre grunde meget kritisk på modernismen og finkulturen i det hele taget.
Litterært satte et omfattende opbrud fra modernismen ind. Dokumentarisme, nyrealisme, konkretisme, minimalisme og systemdigtning brød indadtil med de komplekse metaforer som primær udtryksform og med modernismens patos og tanken om værket som udtryk for en personlig – men aldrig privat! – fortolkning af ubevidste processer. Udadtil arbejdede man med nye former for direkte interaktion mellem forfatter, værk og verden.
Det er i disse bevægelser sidst i 60’erne, at litteraturen og en fjerde forfatterfunktion omkring årtusindeskiftet har rødder. Det gælder ikke mindst den eksperimenterende brug af forfatterens egen person og krop hos folk som Per Højholt. Det, der imidlertid især kom til at præge en ny forfatterfunktion i 1970’erne, den politiske, var et ændret forhold til massemedierne, en markant selvbiografisk tendens og et opgør med mændenes litterære dominans.
Som venstrefløjskulturen i almindelighed og kvindebevægelsen i særdeleshed voksede frem, blev den tekstautonome forfatterfunktions adskillelse af forfatter og værk vendt på hovedet. Nu var direkte gengivelse af private erfaringer en nødvendig politisk handling og vandmærket på kunstens samfundsrelevans. Det private er politisk, lød det. Her nærmer vi os igen den biografiske forfatterfunktion, men i en radikal og tidstypisk form med forbindelser til både 1960’ernes politiske og kunstneriske strømninger og til det forhold, at de billedbårne mediers tiltagende styrke ændrer betingelserne for kommunikation overhovedet.
Litterært gestaltet erfaringsdeling indebar et ændret forhold til massemedierne, både på den måde at offentlig debat om f.eks. ’kønsroller’ i sagens natur var af det gode og på den – næsten omvendte – måde, at det undertiden provokerende i at skrive selvbiografisk om ikke mindst sex gjorde sig godt i medierne. En forfatter som Suzanne Brøgger betalte undertiden for sin gennemslagskraft ved i den herskende medielogik at blive reduceret til en skandale-kendis på en måde, der cementerede de forestillinger om køn, identitet og seksualitet, som hun egentlig kritiserede.
Gamle funktioner – og en ny
Etableringen af en ny forfatterfunktion omkring årtusindeskiftet indebærer ikke, at der nu kun er den. Tværtimod. På mange måder domineres litteraturen fortsat af de kendte forfatterfunktioner. Grundlæggende optræder især populære forfattere fortsat som stemmer, der debatterer aspekter af livet i det moderne, mens adskillelsen af værk og forfatter opretholdes som forudsætning for kritik, kanonisering og forskning. Fra at have været en nydannelse har den tekstautonome forfatterfunktion bevæget sig til at være indbegrebet af den finlitterære forfatter i det hele taget – der bestemt ikke længere behøver være en modernistisk mandlig centrallyriker.
Klart beslægtede med 1970’erne er udgivelser, hvor dagligliv i det moderne diskuteres med markeret selvbiografisk forankring og en fremstillingsform givet af klumme eller e-mail (gerne med en kendt i den ene eller begge ender af udvekslingen). Men måske er det litteraturhistoriske slægtskab med de politiske 1970’ere ofte fjernere end relationen til klummebaserede transmediale successer som Bridget Jones’s Diary, Sex and the City og blogs af forskellig art – der i det hele taget er blevet en central platform for bekendelser, fortolkning af aspekter af moderne kvindeliv, mode ikke mindst og personlig branding. Her begynder man at se specielt internettets betydning for litteraturen, dens skabere og brugere.
Den semionautiske forfatterfunktion
I essayet ”Relationel æstetik” karakteriserer den franske kurator Nicolas Bourriaud en ny kunstnertype ved hjælp af en til lejligheden opfunden term: ”Vor tids kunstner er en semionaut, som udtænker nye veje, man kan bevæge sig mellem tegnene.” En lang række kunstnere synes ikke at fortolke samtiden ved at repræsentere den i f.eks. maleriets form. De genbruger enten foreliggende materiale eller afvikler det genstandsagtige værkbegreb til fordel for forskellige slags praksisser, der ved at inddrage beskueren meget direkte foreslår nye måder at være i verden på.
Denne beskrivelse af vitale dele af 1990’ernes internationale billedkunst kunne tillempes litteraturen omkring årtusindeskiftet i en mere lokal kontekst. Den semionautiske forfatterfunktion indebærer, at forfatteren ser på verden som tilgængeligt materiale, der kan indsamles og efterbehandles. Den semionautiske forfatter opfinder ikke fiktive verdener for at belyse den, vi lever i, skaber ikke poetisk fortættet særsprog for at gennemlyse virkeligheden. Med litteraturens virkemidler sonderer og genbehandler hun materiale vedrørende f.eks. køn, seksualitet og etnicitet. Dette genbrug er mest konkret og udpræget i de former for litteratur, man kalder konceptuel eller relationel poesi, hvor sprog fundet i mange sammenhænge genbruges som poesi.
Ida Börjels Skåneradio (2006) baserer sig på transskription af et lokalradioprogram med musik, smalltalk og lyttere, der ringer ind. Det at løfte disse – ofte lokalpatriotiske eller ligefrem racistiske – dialoger fra et lavkulturelt til et finkulturelt register som digtsamlingen er en slags politisk handling, der med poesien som middel trækker nye veje gennem et kendt materiale og dermed foretager en kortlægning af hvide pletter på samtidens svenske landkort. Synliggjort chauvinisme præger i endnu højere grad Christina Hagens White Girl (2011). Indsamlede beskrivelser af danskeres dårlige rejseoplevelser er blevet sendt gennem forfatterens sproglige blackbox (sic) og kommer ud som en aggressiv og komisk forskruet etnolekt: ”Hele tid du stå udenfor restaurant og sige til mig på den dansk: ”Goddag, goddag” og ”hvordan du har det” som papegøje. Jeg fucking lyst til at skære din mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim.”
Hos en del forfattere retter genbruget sig mere alment mod særlige slags sprog, der rykkes ind i litteraturen fra andre domæner. Lone Hørslev har således ofte som lyriker trukket på sladderbladene, der også er en kilde i Kristina Nya Glaffeys Lykkejægere. Portrætter (2007). I Majse Aymo-Boots Over os hænger en vidunderlig sol (2014) gennemtrænges erindringen om jegets skoletid af sprogbrug hentet på Undervisningsministeriets hjemmesider og en ph.d.-afhandling. Her forsvinder det muligt autentiske i en parodisk sump af skolebranchens floskler og fortællerens bestandige markering af det fortaltes formbarhed og dermed jegets fiktive status: ”Hvis jeg både er bogligt svag, klodset, dårlig til sport og socialt isoleret og upopulær kan skoledagen nemt være lang at komme igennem.”
Hos andre motiveres materialevalget af en rejse, en begivenhed, en sag, der dokumenteres og genfortælles. Denne sag kan meget vel være forbundet med forfatteren selv. Det er et centralt træk ved den semionautiske forfatterfunktion, at forfatterens liv ses som et materiale blandt meget andet, og at den tekstautonome og den politiske forfatterfunktion dermed konvergerer. Det private er udpræget politisk, men offentliggørelsens former og strategier er langt fra den ligefremme udveksling af erfaringer, der prægede mainstreamlitteraturen i 1970’erne. Der er snarere slægtskab med det store opbrud sidst i 60’erne – og med figurer i 1970’ernes landskab, der ikke rigtig passede ind.
Køn og kendis
Forfatterens krop og privatliv opfattes hverken som principielt uvedkommende eller per definition relevant, men mere som et materiale, der kan genbruges. Brugsforholdet artikulerer her på samme tid en nedbrydning af skellet mellem fiktion og virkelighed og en slags fantasme om virkelighedens umedierede tilbagekomst. Dette ses tydeligt i en stærkt biografisk og selvbiografisk litteratur, der på skift omtales som autofiktion, dobbeltkontrakt, litterær selvfremstilling, fiktionsfri fiktion og performativ biografisme.
På en måde genoptager den performative biografisme en central aktivitet fra 1970’erne, delingen af private erfaringer, men med et mindre entydigt politisk sigte og et tankevækkende skift, hvad angår kønsfordelingen. Det er i høj grad mænd, der har skrevet denne type tekster, og den høje vurdering, der er blevet Jørgen Leth, Karl Ove Knausgård, Lars Norén og Stieg Larsson til del, er bemærkelsesværdig – når man sammenligninger med den generelle nedvurdering af dele af 70’er-litteraturen for ikke at tale om samtidige forfattere med sammenlignelige projekter som Carina Rydberg og Maja Lundgren.
I Rydbergs Den högsta kasten (1997; Den højeste kaste, 1997) og Djävulsformeln (2000; Djævleformlen) muliggør rollen som selvbiograf, at offeret kan vende tilbage som hævner. Allerede som barn opdagede Carina denne magt. Her har hun haft dagbogen fremme for at vise en kvinde i toget, at hun skriver om hende: ”Jag slår ihop dagboken. Jag är nöjd, för att inte säga triumferande: Det här är makt. Och det är så enkelt, åtminstone för mig. En penna och en anteckningsbok. Det här är mitt vapen, mitt enda.” I det voksne liv forlener det selvbiografiske projekt på samme måde Rydberg med en truende potens i samtidens store togkupe.
Også i forbindelse med Maja Lundgrens vendettaroman mod den angivelige svenske kulturmafia Myggor och tigrar (2007; Myg og tigre) kan man i modtagelsen iagttage et sammenstød mellem forfatterens rebelske projekt om at blive et subjekt gennem litterær selvfremstilling og en modsatrettet kraft, hvor offentligheden på den ene side villigt lægger scene til det navnedroppende skandaleforehavende, på den anden side underkaster forfatteren en medielogik, der forvandler hende til en vare med kortfristet nyhedsværdi. Det kan især i forbindelse med Lundgren være svært at afgøre, om modtagelsen bestemmes af modvilje mod personudleveringerne eller af en kønnet logik, der gør kvindelige bekendere til eksponenter for en kendiskultur – som mandlige bekendere hævdes at holde sig på fornem afstand af.
Problemstillingen var oppe igen, da Yahya Hassans (senere straffede) ’kontaktperson’ prøvede at træde frem som andet end en rekvisit i sin tidligere (og alt for unge) kærestes projekt. Louise Østergaards Ord (2014) er ikke på højde med YAHYA HASSAN (2013), men der er en interessant ironi i, at ønsket om på samme tid at blive fortæller af sin egen (og Hassans) historie og endelig at blive forfatter og ikke bare dansklærer i provinsen – at dette først kan realiseres i lyset af den unge mandlige digterguds gennembrud og på offentlighedens labile betingelser.
Mellem Ingen og Nogen
Yngre kvindelige semionauter synes at kunne styre uden om dette system ved at holde sig på det finlitterære felt. For så vidt at f.eks. Asta Olivia Nordenhofs meget direkte brug af sit eget liv finder sted i noget, der udpræget er God Poesi og ikke i brede prosagenrer, nyder hun beskyttelse hos toneangivende kritikere og kan ikke tværes ud som en, der bare vil være berømt i samtidskulturens freakshow.
Lone Hørslev nærmede sig denne skæbne, da hun i forbindelse med udgivelsen af Jeg ved ikke om den slags tanker er normale (2009) i en større offentlighed forbandt disse Skilsmissedigte med sin egen skilsmisse fra en anden digter. Hørslev har faktisk fra begyndelsen brugt sig selv som materiale på linje med forskellige former for sprog fundet alle mulige steder. ”’Jeg’ er måske så meget sagt”, som det hedder i Et digt, som at prøve at huske, er en bevægelse med hele kroppen (2003). Men når de store kredsløbs realityshow viser guldtænder og lokker med kendisstatus, kan selv et poetisk prøvende jeg på det finlitterære felt komme til at ligne en ubeskyttet Østergaard, et let bytte.
Spillet omkring køn og kendthed i offentligheden dramatiserer måske betingelserne for det at blive (kønnet) subjekt i det hele taget, noget som semionauter på forskellige måder kan problematisere. I Mona Høvrings gendigtning af Camilla Colletts selvbiografiske roman I de lange Nætter (1862) med titlen Camillas lange netter (2013) lyder en programmatisk optegnelse i indledningen: ”Da jeg fant ut hvem jeg var, slutta jeg å skrive.” Skrivning synes ikke her at dreje sig om at tilkæmpe sig en stabil identitet, men om at tage midlertidigt ophold mellem Ingen og Nogen (og dermed måske også mellem eller før kønnene). Sigende er det, at ”jeg” i Høvrings tekst jo er en flertydig størrelse: Jeget i teksten, jeg’et som Høvring, jeg’et som Collett.
Litterære genskrivninger er en karakteristisk delmængde af den semionautiske litteratur (og klart forbundet med den digitale samtid). Denne praksis udfordrer traditionelle forestillinger om originalitet: Hvem er egentlig Forfatteren? Heri ligger, som det netop fremgik, subjektfilosofiske og kønspolitiske problemstillinger – foruden lingvistiske: Høvrings roman foregår og er fortalt i 1800-tallet, men romanens distinkte prosa er udtryk for radikalt bokmål, et skriftsprog, der endnu ikke fandtes; Collett skrev i sagens natur på dansk. Dette forankrer romanen i Høvrings samtid, men forudsætter hele det historiske forløb, der adskiller og forbinder de forskellige referenter for tekstens ”jeg”.
Sprog og identitet
Sammenhængene mellem sprog og andre tegnsystemer på den ene side og identitet på den anden er højspændte områder i dagens flerkulturelle Norden og oplagte steder at sondere for netop sprogkunstnere, såvel i deres tekster som i deres øvrige optræden. Hassan Preisler optræder selv på coveret til Brun mands byrde (2013) i et outfit hentet fra Lille Sorte Sambo. Den identitet som indvandrer, han trods sin danske opvækst påduttes på grund af sit udseende, sendes tilbage i hovedet på den hvide offentlighed som et karnevalskostume. Romanen er i det hele taget ikke sort-hvid. Den rummer både satire over det velmenende ”inklusionsmonster”, der finansierer kulturarbejdende ”præmieperkere” som Hassan, og et skarpt blik for mandlige kønsidentiteter i koloniale og postkoloniale sammenhænge.
En anden med hybrid baggrund, Jonas Hassen Khemiri, skrev i Ett öga rött (2003; Et øje rødt, 2004) tilsyneladende på et noget så autentisk indvandrersvensk. Det viste sig imidlertid at være et kunstprodukt på linje med de særlige sprog, som far og søn Khemiri bruger i Montecore. En unik tiger (2006; Montecore. En unik tiger, 2007). Far vil her så gerne være rigssvensk, den oprørske søn tilegner sig bevidst et ikke-standardiseret indvandrersvensk som identitetsmarkør og har skrevet en roman, der kunne være Ett öga rött. Farens gamle ven, den gådefulde Kadir, der i brevform fortæller farens historie, skriver et formidabelt festligt svensk, præget især af fransk. Sådan begynder Kadir og romanen: ”Devinera vem som skriver dig dessa fraser? Det är KADIR som knappar tangenterna!!!! Din fars mest antika vän!”
I Grønland har en vis purisme af historiske grunde hæmmet dynamikken i den litterære prosa (hvorimod poesien har levet bedre). Måske blandt andet Niviaq Korneliussens Homo Sapienne (2014) kan gøre en forskel. Det er en roman om kærlighed mellem personer af samme køn, men også, som titlen peger på, om at komme på tværs af de standardiserede kønskoder. Begge dele er skærpet vanskelige i en lille verden som Nuuk – hvor jo også forholdet til Danmark påvirker identitetsdannelsen.
Som i Mikael Niemis Populärmusik från Vittula (2000; Populærmusik fra Vittula, 2002), og som overalt, hvor der rappes på lokale mål, er der udpræget tale om glokalisering: En revitalisering finder sted ved at indlejre globale mediefænomener i en lokal mundtlighed. Romanens form er hentet i den fra tv-serier velkendte multiprotagonistfortælling. Hver af de fem fortællinger om kærlighed, seksualitet, kønsidentitet og heftigt ungdomsliv i Nuuk er forbundet med en bestemt rocksang, og moderne kommunikationsformer som sms, Facebook og Twitter er direkte repræsenteret i tekstens mundrette og følelsesladede overflade.
Det der ikke er dragt
Generelt er der forbindelse mellem den semionautiske forfatterfunktion og tanken om identitet – f.eks. kønsidentitet – som noget kulturelt konstrueret, som sprog snarere end biologi. I de senere år er der imidlertid tegn på en interesse for det materielle, såsom klimaforandringerne eller kroppen som fysiske realiteter: ”bag dragten fandtes det, der ikke var dragt, erfaringen for eksempel og sliddet, og udmattelsen” hedder det et sted i Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng (2012). Både sliddet og udmattelsen peger på kropslige erfaringer, og kvindekroppen er kontant nærværende som menstruationsubehag, der sætter sig som ”Grammatisk ubehag” i digtet af samme navn. Her påvirkes både jeget og digtets sprog højest ubelejligt af ”røddøgnets påtvungne vælten”.
I Hanne Højgaard Viemoses Hannah (2011) befinder hovedpersonen sig på et fysisk opslidende og tilsyneladende formålsløst ophold i Australien. Dette limbo er tydeligt forbundet med en i puberteten opstået lede ved den fremvoksende kvindekrop, både som biologisk realitet og som noget, der bestemmer hende i andres øjne: ”Jeg kunne ikke finde mig til rette i min nye krop, og mit liv slingrede af sted, mens jeg ikke selv kunne finde andre baner at følge end dem, der allerede var lagt for mine fødder.” Romanens slutning antyder hjemtur og udfrielse, som i en dannelsesroman, men måske kunne man også insistere på beskrivelsen af det hårde ophold som et forsøg med en tilstand før en definitiv kønsidentitet. Hovedpersonen er meget sigende ikke døbt Hannah, men tager selv det navn – som autofiktivt ligger et sted mellem identitet med og forskel til forfatterens eget.
Klavertimer og klasserejser
Som faren i Khemiris Montecore. En unik tiger vil moren i Athena Farrokhzads Vitsvit (2013; Vitsvit, 2014) så gerne skubbe sit barn ind i den hvide majoritetskultur og standardsvensk. Som Khemiri junior stritter Farrokhzads jeg imod overtilpasningen. ”Min mor lät blekmedlet rinna genom syntaxen” protesterer hun. Både Khemiri og Farrokhzad synes at agere på baggrund af nogenlunde velfungerende familier, hvor velmenende forældre har forsøgt at gøre noget godt for deres barn i omgivelser, de ikke selv er vokset op i. Det hedder et andet sted i Vitsvit: ”Min mor sa: Jag har spenderat en förmögenhet på dina pianolektioner / Men på min begravning kommer du att vägra spela”. Yahya Hassan bærer – ligesom Kristian Lundberg – vidnesbyrd om ’klasserejsen’ fra en opvækst på samfundets absolutte bund, ingen klavertimer og velmenende forældre her. Man kunne da i forlængelse af Farrokhzads kritik af Hassans beskrivelser af sin opvækst og den påfølgende såkaldte hvidhedsdebat i 2014 polemisk spørge: Kan hun så diskutere hans digte? Hun har jo ikke samme baggrund?
Det vigtige er i nærværende sammenhæng ikke, hvad man svarer, men det at forfatteres køn, etnicitet og sociale baggrund indgår i det litterære liv på en måde, der forener træk fra den tekstautonome og den politiske forfatterfunktion. I den semionautiske forfatterfunktion løber identifikation med kunstnerrollen sammen med viljen til umiddelbar samfundsrelevans og politisk potens. Dette muliggør, at en række yngre forfattere indtager positioner, hvor de på den ene side selvbiografisk sætter samtidens presserende problemer til debat, på den anden side gør det på en så tilpas avanceret manér, at de indgår i finlitteraturen. Dermed kan f.eks. køn bringes i spil på måder, der ikke nedkalder en nedladende term som ’bekendelsesdigter’, ligesom de kan gøre sig håb om at komme til syne som skikkelser, der kan få støtte til det kunstneriske arbejde fra den af globaliseringen pressede velfærdsstats endnu fungerende kunststøttesystemer.
Skønlitteratur
- Majse Aymo-Boot: Over os hænger en vidunderlig sol. Gyldendal, 2014
- Ida Börjel: Skåneradio. OEI Editör, 2006
- Camilla Collett: I de lange nætter (1863). Gyldendal, 1906
- Athena Farrokhzad: Vitsvit, 2013. På dansk Vitsvit. Gyldendal, 2014
- Kristina Nya Glaffey: Lykkejægere. 2007
- Christina Hagen: White Girl. Gyldendal, 2012
- Yahya Hassan: YAHYA HASSAN. Gyldendal, 2013
- Lone Hørslev: Et digt, som at prøve at huske, er en bevægelse med hele kroppen. Adressens Forlag, 2003
- Lone Hørslev: Jeg ved ikke om den slags tanker er normale. Forlaget Hjørring, 2009
- Mona Høvring: Camillas lange netter. Oktober, 2013
- Jonas Hassen Khemiri: Ett öga rött. Norstedt, 2003. På dansk Et øje rødt. Gyldendal, 2004
- Jonas Hassen Khemiri: Montecore. En unik tiger. Norstedt, 2006. På dansk Montecore. En unik tiger. Gyldendal, 2007
- Niviaq Korneliussen: Homo Sapienne. Milik, 2014
- Maja Lundgren: Myggor och tigrar. Albert Bonniers Forlag, 2007
- Mikael Niemi: Populärmusik från Vittula. Norstedt, 2000. På dansk Populærmusik fra Vittula. Lindhardt og Ringhof, 2002
- Hassan Preisler: Brun mands byrde. Lindhardt og Ringhof, 2013
- Olga Ravn: Jeg æder mig selv som lyng. Gyldendal, 2012
- Carina Rydberg: Den högsta kasten. Albert Bonniers Forlag, 1997. På dansk Den højeste kaste. Tiderne Skifter, 1997
- Carina Rydberg: Djävulsformeln. Albert Bonniers Forlag, 2000.
- Hanne Højgaard Viemose: Hannah. Gyldendal, 2011
- Louise Østergaard: Ord. People’s Press, 2014
Faglitteratur
- Giorgio Agamben: ”The Author as Gesture”. Profanations, 2007
- Nicolas Bourriaud: Esthétique relationnelle. Les presse du réel, 1998. På dansk Relationel æstetik. Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2005
- Lars Bukdahl: ”Columbusæggehoved”. Blogdahl, 21.02.2014:
- Sean Burke: The Death and Return of the Author. Criticism and Subjectivity in Barthes, Foucault and Derrida. Edinburgh University Press, 2008
- Pil Dahlerup: Litterære kønsroller. Gyldendal, 1973
- Ingrid Elam: Jag. En fiktion. Albert Bonniers Forlag, 2012
- Athena Farrokhzad: ”Hans raseri hyllas av danska rasister”. Aftonbladet, 21.01.2014
- Michel Foucault: “What Is an Author?” Textual Strategies, Josue V. Harari (red.). Cornell University Press, 1979
- David Gedin: Fältets herrar. Framväxten av en modern författarroll. Artonhundraåttitalet. Symposion, 2004
- Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad: ”Kære Lars Bukdahl, du taler fra en privilegeret position, racisme og homofobi er ikke en del af din hverdag”. Information, 21.02.2014
- Jon Helt Haarder: Performativ biografisme. En hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur. Gyldendal, 2014
- Mette Høeg: ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans”. Weekendavisen, 08.05.2015
- Louise Brix Jacobsen m.fl.: Fiktionalitet. Samfundslitteratur, 2013
- Stefan Kjerkegaard og Anne Myrup Munk. 2013: ”Litterær selvfremstilling og autofiktion i en skandinavisk optik”. Millennium. Nye retninger i nordisk litteratur, Mads Bunch (red.). Forlaget Spring, 2013
- Karen Langgard: ”Greenlandic Literature from Colonial Times to Self-Government”. From Oral Tradition to Rap: Literatures of the Polar North, Langaard og Kirsten Thisted (red.). Ilisimatusarfik, 2011
- Lisbeth Larsson: Sanning och konsekvens. Marika Stiernstedt, Ludvig Nordström och de biografiska berättelserne. Norstedt, 2001
- Per Erik Ljung: ”Litteraturhistoria efter andra världskriget – några tendenser”. Videnskab og national opdragelse. Studier i nordisk litteraturhistorieskrivning, Per Dahl og Torill Steinfeld (red.). Nordisk Ministerråd, 2002
- Joshua Meyrowitz: No sense of Place. The Impact of Electronic Media on Social Behavior. Oxford University Press, 1985
- Andreas Nordström: ”Här är alla turerna i debatten om Kulturmän”. Dagens nyheter, 21.05.2015
- Christian Refsum: ”Flerspråklighet i nyere skandinavisk litteratur: Jonas Hassen Khemiri og Øyvind Rimbereid”. Edda 1, 2010
- Cristine Sarrimo: Jagets scen. Självframställning i olika medier. Makadam, 2012
- Martin Glaz Serup: Relationel poesi. Syddansk Universitetsforlag, 2013
- Villy Sørensen: Digtere og dæmoner. Gyldendal, 1959
- Louise Zeuthen: Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger. Gyldendal, 2014