Den grønlandske litteratur efter 2000’erne er bl.a. optaget af sprogpolitik og nationalfølelse på Grønland og af at tage et nyt afsæt, der overskrider de gamle koloniale fortællinger om magt og afmagt i forhold til Danmark.Hvor grønlandske forfattere tidligere primært skrev for et grønlandsk publikum, har den grønlandske litteratur i de seneste år undergået en udvikling til at blive mere internationalt orientereret.Blandt de toneangivende nye grønlandske stemmer er Jessie Klemannn, Julie Edel Hardenberg og Katti Frederiksen.
Tag: Grønland
Omkring årtusindskiftet opstår en ny forfatterfunktion – også kaldet den seminautiske. Det betyder, at forfatteren opfatter verden som tilgængeligt materiale, der kan indsamles og efterbehandles.Forfatterens krop og privatliv opfattes hverken som principielt uvedkommende eller per definition relevant, men mere som et materiale, som kan genbruges.Eksponenter for denne måde at skrive på er bl.a. Christina Hagen, Mona Høvring, Athena Farrokhzad og Niviaq Korneliussen.
Den senmoderne børne- og ungdomsbog i Norden er livskraftig, farvestrålende og mangfoldig.Spørgsmål som køn, krop, seksualitet og identitet spiller en stor rolle og tilbyder børn og unge alternativer til stereotype kønsopfattelser. Eksempler på kvindelige forfattere, der har fornyet børne- og ungdomsbogen er Dorte Karrebæk, Lene Kaaberbøl, Inga Sætre, Pija Lindenbaum og Anna Höglund.
Kvinders moderne litterære produktion begyndte med de politiske strømninger sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Grønland og det nordlige Skandinavien blev opdaget som landsdele, og grønlænderne og samerne fik øje på sig selv som etniske minoriteter: Nu skulle det være slut med mindreværdsfølelsen over for de dominerende kulturer, nu skulle folkets egen stemme høres på sit eget sprog.En ny forfattergeneration stod frem i protest mod fordanskning, fornorskning etc., og her kom kvinderne med. Perioden var også kvindebevægelsens tiår. Kvindelige forfattere i Grønland, Kalaallit Nunaat, og Sameland, Sápmi gjorde deres entré.