I 1647 malede den hollandske kunstner Karel van Mander et stort helfigurbillede af Christian IV’s datter Leonora Christina (1621-1698). Grevinden blev afbildet i en moderne løs kjoledragt med perler og efter engelsk mode med løsthængende hår under den lille fløjlshat, et særligt tegn på hendes høje byrd. Ved Leonora Christinas højre side anbragte Karel van Mander et troskabssymbol, en lille krybende hund, og ved hendes venstre side en større hund eller ulv, som hun kælende berører med sine fingerspidser. Den tamme ulv symboliserer hendes ægtemand, Corfitz Ulfeldt.
»Flammen satte sig som en Rose paa hendes (Leonora Christinas) Bryst og blomstrede sammen med hendes Hjerte, hun den ædleste og bedste af alle danske Qvinder. ‘Ja, det er et Hjerte i Danmarks Vaaben!’ sagde den gamle Bedstefader«. (H. C. Andersen: »Holger Danske«, 1845).
Hunden optrådte som troskabssymbol på utallige af 1600-tallets kvindeportrætter og havde siden reformationen været hustruens heraldiske dyr. Den lille krybende hund var altså en slags standardudstyr, et kendt og vedtaget symbol, mens den tamme ulv var et mere personligt symbol i forhold til Leonora Christina. I Leonora Christinas liv blev troskabens hund andet og mere end konventionel kvindesymbolik. Netop troskaben blev en vigtig åndelig og moralsk målestok i hendes tilværelse, et princip, hun personligt måtte tage stilling til, og som på godt og ondt blev bestemmende for eftertidens vurdering af hende. Hun ønskede i sine skrifter at demonstrere, at hun besad troskab, den dyd, der for 1600-tallets kvinde var en moralsk eksistensberettigelse. Den tamme ulv, Corfitz Ulfeldt, viste sig især i den sidste halvdel af sit liv at være mere utilregnelig end netop tam. Leonora Christina opgav ikke ulven, men det lykkedes hende at gøre troskaben over for Ulfeldt til en troskab over for sig selv i rollerne som kongedatter og frøken, landflygtig standsperson og »Cristi Korsdragerske«. Kælende kan hun på Manders billede berøre ulven, både Ulfeldt og troskaben kom til at stå til hendes rådighed.
Leonora Christinas Jammers Minde var ukendt i Danmark helt frem til midten af 1800-tallet, og da den unge bibliotekar Sophus Birket-Smith i 1869 første gang kunne udgive Jammers Minde, var selvbiografien en sensation, der begejstrede sin historisk og nationalt vakte samtid. Det blev højeste mode at opkalde pigebørn efter den danske heltinde, og begejstringen havde næppe lagt sig, da kunsthistorikeren Julius Lange i 1888 som den første betegnede Jammers Minde som moralsk forkastelig. Jammers Minde var skadelig som folkelæsning, fordi Leonora Christina satte troskabspligten over for Ulfeldt højere end troskabspligten imod staten og retsidéen.
»Vi beundrer alle den trofaste Leonore Christine, men at sætte hende til at regere land og rige med Korfitz Ulfeldt i farvandet, det turde og burde vi ikke«, skriver Aage Westenholz i 1921 i et brev til Karen Blixens bror Thomas Dinesen. For Westenholz var Ulfeldt-parret en skræmmende sammenligning at bruge om Karen Blixen og hendes ægtemand, Bror von Blixen-Finecke. Bror var i 1921 godt på vej til at ruinere den berømte afrikanske farm og Karen Blixens danske familie. Ganske vist var Leonora Christina en beundringsværdig kvinde, et nationalt klenodie, men troskaben, den ifølge Westenholz ægte kvindelige side af hendes personlighed, gjorde hende samtidig til et afskrækkende eksempel.
»Naturen sine Floder
udtømte i dit Blod.
Du bed som Brud og Moder,
men ene var du god.
Frimodig i din Særk
du viste Tand, Ulvinde.
Os er dit Jammersminde
et Styrkens Underværk«.
(Johannes V. Jensen: »Leonora Christina«, 1906).
Et hjerte i Danmarks våben, en heltinde, en moralsk farlig skribent, en ægte kvinde, et helt og fuldt menneske, en intrigant landsforræder – vi savner ikke just forskellige nye og gamle historiske, moralske og litterære skildringer af Leonora Christina. Det er efterhånden længe siden, at nogen har opfattet hendes selvbiografiske skrifter som historisk sande vidnesbyrd om magtkampen efter Christian IV’s død i 1648. Men lysten til at afsløre hendes intriger og usandfærdighed er ikke blevet mindre. Selv om Jammers Minde ikke længere overbeviser nogen om Ulfeldt-parrets uskyld, overbeviser det om Leonora Christinas evne til at bruge 1600-tals-kvindens vigtigste dyd, troskaben, i sit eksistentielle projekt: at overleve glemselshullet, Blåtårn, og forvandle sin skam og fornedrelse til en åndelig sejr.
»Fredrik trak Corfitz hen i en vinduesniche og hviskede et eller andet, men Leonora holdt sig til sit og kommenterede højlydt Dronningens påfaldende mangel på konversation. Det gav et sæt i Sophie Amalie, og hun begyndte at snakke. Kun på tysk selvfølgelig. Kun om uinteressante emner. Hun er sikkert god til at brodere monogrammer, tænkte Leonora, mens hun indledte en samtale om Francis Bacon med den engelske ambassadør«. (Helle Stangerup: Spardame, 1989).
En landflygtig frøken
– Leonora Christinas tidligste skrifter
I 1651 forlod Ulfeldt-parret i hast København. Frederik III havde taget skridt til at undersøge Ulfeldts regnskaber. Som prorex og rigshovmester under Christian IV var Ulfeldt blevet stenrig på ganske få år, og han må have frygtet Frederik III’s undersøgelse af regnskaberne, for han og Leonora Christina valgte at flygte til Sverige, og i årene efter flugten begyndte Leonora Christina at skrive små prosastykker og selvbiografiske beretninger.
Leonora Christina havde særdeles gode forudsætninger for at skrive. Som barn var hun blevet undervist i tysk og fransk, og i de første år af sit ægteskab fortsatte hun sin sprogundervisning, forsøgte at lære latin og italiensk, selv om hun ikke mente, at hun gjorde særlig gode fremskridt i latin. Hun morede sig med at oversætte datidens moderne franske hyrde- og helteromaner og modtog undervisning i musik og malerkunst. Hun var som ung et sandt renæssancemenneske, der gjorde en dyd af at have mange færdigheder og at kunne overkomme det hele på en gang. I overensstemmelse med renæssancens ideal om »uomo universale« (dvs. det universelle menneske), spredte hun sin trang til at udfolde sig over mange områder. Hun dyrkede maleri, musik, broderi, lærde studier, boldspil, destillation, syltning og altså skrivekunst.
»Hun havde paa de tider en usædvanlig hukommelse. Hun kunde paa samme tid læse en salme udenad, fatte en anden i pennen og give agt paa, hvad der blev talt«, fortæller Leonora Christina om sig selv i sin franske selvbiografi.
Hendes første lille prosastykke »Ded som jeg singulier udi Kong Karls regering i Sverrig haver funden« er fra 1654 og handler om den svenske konges bryllup. Prosastykket er muligvis tænkt som led i en større hofbeskrivelse. Leonora Christina giver en kort gennemgang af bryllupsceremoniellet og gør bemærkninger om visse uheldige detaljer: Præsten er ved at gå i stå, bruden svarer ikke på de rette steder, man glemmer at føre gesandterne standsmæssigt ud efter festen, og der opstår diskussion blandt brudens damer om deres placering i følget. Leonora Christina lægger vægt på at vise, at hun kan bedømme, om alt går rigtigt til. Hun havde sammen med Ulfeldt besøgt de europæiske kongehuse og havde personligt gjort lykke ved det toneangivende franske hof, og hun glemmer ikke sin etikettesikkerhed, da hun skriver den lille bryllupsberetning.
Leonora Christina overværede næppe personligt ceremoniellet. Den danske resident Peder Juel fortæller, at Leonora Christina og hendes søster Hedvig »var ikke paa brylluppet, eftersom man vilde, de i alle Ceremonier skulde gaa neden for Dronningens Jomfruer«. Denne placering i følget har Leonora Christina ikke fundet var passende for hende.
Men Leonora Christina fik ikke lejlighed til at fortsætte sine hofoptegnelser. Hun og Ulfeldt tog ophold i Pommern, der var i svensk besiddelse. Ulfeldt opnåede ikke nogen særlig indflydelsesrig position ved det svenske hof, og i 1656 besluttede han sig for et forsøg på forsoning med Frederik III. Leonora Christina blev sendt til Korsør, men måtte vende tilbage med uforrettet sag. Kort efter nedskrev hun sin beretning om rejsen »Relation du voyage de madame la comtesse Leonora Christina; faite en Dannemark, l’an 1656, au mois de novembre« (Beretning om den rejse, som grevinde Leonora Christina gjorde i Danmark i november måned 1656). Rejseberetningen er ligesom bryllups-beskrivelsen bevaret i hendes egen håndskrift, og den er på nær titlen affattet på dansk. I beretningen optræder Leonora Christina som jeg fortæller og beskriver med humor og sans for dramatik, hvorledes hun kommer til Korsør og møder sin halvbror Ulrik Christian Gyldenløwe. De to halvsøskende havde ikke noget hjerteligt forhold til hinanden. Gyldenløwes moder Vibeke Kruse levede sammen med Christian IV efter hans skilsmisse fra Leonora Christinas moder Kirsten Munk, og Leonora Christina og Ulfeldt havde personligt sørget for, at Vibeke Kruse blev forjaget fra Rosenborg Slot straks efter Christian IV’s død. Leonora Christinas ankomst til Korsør er en glimrende lejlighed for Gyldenløwe til at gøre gengæld, »…jeg errindrede mig, at nogen Tvistighed vorres Huse havde værret imellem«, bemærker Leonora Christina henkastet. Hun undlader at fortælle historien om Vibeke Kruse og nøjes med at konstatere, at det sikkert ikke er ubehageligt for Gyldenløwe at meddele hende, at Frederik III ikke vil modtage hende.
På hjemrejsen fra Korsør får Leonora Christina mistanke om, at amtmanden i Flensborg vil arrestere hende. Hans tjener prøver at standse hendes vogn. »Derpaa sagde jeg hannem, at han selver vel fornuftig kunde eftertænke, at med min gode Villie lod jeg mig ikke holde og for Gewalt vilde jeg værge mig ded længste jeg kunde«, fortæller Leonora Christina.
Hun beskriver Gyldenløwe som sin absolutte modsætning. Han fremstår i beretningen som en pralende, bandende og aldeles ubegavet opkomling, mens hun selv optræder som en værdig standsperson, en dame af »Qualiteter« (dvs. stand). Leonora Christina gør det til rejseberetningens pointe, at hendes forsoningsforsøg mislykkes, fordi hendes henvendelse til kongen må overbringes af latterlige og uduelige sendebud som Gyldenløwe. Det er karakteristisk for rejseberetningen, at Leonora Christina undgår en direkte selvkarakteristik og i stedet i situationsbeskrivelser demonstrerer ro, myndighed og handlekraft. Som prosaist har Leonora Christina taget ved lære af de pittoreske franske, italienske og spanske helteromaner, der interesserer hende. Et tredje mindre prosaarbejde er »Hvad som passeret udi den confrontation her udi mit hus i Malmø den 17 dec. 1659«. Prosastykket foreligger i en renskrift, der sandsynligvis er skrevet af Leonora Christinas datter Anna Cathrine, og beskriver et retsforhør, der skulle opklare Ulfeldts meddelagtighed i en konspiration mod den svenske konge. Sammensværgelsen ville bringe Malmø tilbage under den danske konge, og Ulfeldt var anklaget for at have røbet svenskernes planer om stormen på København i 1659 til danskerne.
Ulfeldt forfulgte i disse år en mildt sagt umulig politisk kurs. Han forsøgte at sikre sin egen position og allierede sig med svenskerne og danskerne på skift, men opnåede blot at stå anklaget for forræderi af begge parter. »Konfrontationen i Malmø« beskriver afhøringen af vidnerne imod Ulfeldt og af de øvrige anklagede. Ulfeldt var ikke personligt til stede. Han havde fået et slagtilfælde, og Leonora Christina optrådte som hans advokat. I sin egen beretning om konfrontationen viser hun sig som en sand juridisk mester med overblik over alle spidsfindigheder og detaljer. Hun slår ned på modsigelser i vidnernes udsagn og sandsynliggør, at nogle af vidnerne er blevet truet med tortur.
»Styrker hannem, thi mig synes, han haver Hjælp behov«, siger Leonora Christina spydigt om et af de vidner, der ikke kan huske den forklaring, han har fået at vide, at han skal give.
Den hovedanklagede Bartholomeus Mikkelsens vidneudsagn mod Ulfeldt svækkes af Leonora Christinas hurtige replikker, intelligente pointer og evne til altid at få det sidste ord. Processen endte med, at Ulfeldt blev dømt fra liv og gods, retten ville dog ikke forkynde dommen for ham, så længe han var syg. Men af frygt for dommen valgte Ulfeldt-parret at flygte fra Sverige. Ægteparret aftalte, at Ulfeldt skulle tage til Lübeck, mens Leonora Christina skulle rejse til København og endnu en gang prøve at formilde Frederik III. Men med vanlig evne til fejltagelser valgte også Ulfeldt at rejse til København, og Frederik III kunne i ro og mag arrestere dem begge. Leonora Christina fortæller om den uheldige flugt i sin franske selvbiografi, som hun skrev i 1673 i sit sidste fængsel, Blåtårn.
Fransk heltinde
– Leonora Christinas første selvbiografi
Den franske selvbiografi er et større prosaarbejde og omhandler Leonora Christinas liv frem til indespærringen i Blåtårn i 1663. Skriftet er affattet på fransk og bevaret i et håndskrift af Leonora Christina selv. Dette håndskrift blev fundet i 1952. Leonora Christina skriver et noget ubehjælpsomt fransk med grammatiske fejl og et lille ordforråd. Alligevel er hendes franske selvbiografi et både morsomt og ambitiøst stykke litteratur.
Selve motiveringen for skriftet var politisk og taktisk. Selvbiografien skulle bruges om pressionsmiddel over for det danske kongehus. Det var historikeren og arkæologen Otto Sperling den Yngre, der fik idéen til, at Leonora Christina og hans far lægen Otto Sperling, der sad fanget i Blåtårn som Leonora Christinas medskyldige, skulle skrive selvbiografier. Den unge Otto arbejdede ihærdigt på de to fangers frigivelse, og han havde den tanke med selvbiografierne, at de måske kunne påvirke den europæiske hofopinion til fordel for de to prominente fanger. Kendte og berømte personers selvbiografier var i anden halvdel af 1600-tallet højeste mode ved de europæiske hoffer. Solkongen selv skrev selvbiografi, hele renæssancekulturens interesse for det enkelte menneskes oplevelse af sig selv og verden kunne i allerhøjeste grad tilfredsstilles med disse bevægende og tragiske selvbiografier af to uskyldigt indespærrede standspersoner. Beretninger fra den europæisk kendte kongedatter og hendes fortrolige ven og læge måtte gøre indtryk. Ottos plan lykkedes ikke fuldt ud, men i slutningen af 1600-tallet cirkulerede forskellige afskrifter af den franske selvbiografi på fransk, dansk og latin, og Otto brugte Leonora Christinas skrift ved udarbejdelsen af sit værk De foeminis doctis (Om de lærde kvinder), der dog aldrig blev udgivet.
I selvbiografien skildrer Leonora Christina sig selv som fransk heltinde og standsperson. Hun fortæller om sig selv i tredjeperson som »notre femme« og tilnærmer sit selvportræt til heltebiografier i stil med den franske memoireforfatter Brantômes værker om berømte mænd og kvinder.
Ulfeldt-parret blev ført til Hammershus på Bornholm. De blev løsladt i 1661, men i 1663 erfarede Frederik III, at Ulfeldt havde tilbudt kurfyrsten af Brandenburg Danmarks trone. Leonora Christina blev arresteret i Dover i England og ført til Blåtårn, hvor hun sad indespærret de næste 22 år. Ulfeldt undslap.
»Det vilde være kedsommeligt for eder at berette eder alt, hvad der passerede paa Bornholm«, bemærker Leonora Christina, før hun giver sig i kast med at beskrive sit fangenskab på Hammershus, og det er karakteristisk for den franske selvbiografi, at hun med sikker fornemmelse for fortælletempo og fortælleteknik udvælger en række dramatiske og illustrerende episoder fra sit liv. Hun vil demonstrere, at hun besidder fordelagtige menneskelige egenskaber som mod, værdighed, selvbeherskelse, forstand, fysisk og psykisk udholdenhed og evne til at give et hurtigt og begavet svar på tiltale. Alle disse egenskaber besidder heltinden lige fra barnsben af. Selvbiografien er ikke en udviklingshistorie. Heltinden forandrer sig kun ved at forøge sin lærdom og sine færdigheder. Især lægger hun vægt på at vise sin selvbeherskelse. Hun lader sig aldrig »opirre til vrede«, »Elle se moc« – hun gør nar ad dem, der fornærmer hende.
Kun en enkelt begivenhed, nemlig faderen Christian IV’s død, ryster hende følelsesmæssigt. Hun knæler ned foran kongen og modtager grædende hans sidste budskab: »Je t’ay mise si ferme que personne ne te peut branler« (Jeg har sat dig saa fast, at ingen kan rokke dig). Det lykkes Leonora Christina at skabe et billede af sig selv som kongens særligt begavede yndlingsbarn. Behændigt undgår hun at fortælle om faderens dramatiske skilsmisse fra hendes moder, Kirsten Munk, og om den bitre strid imellem Ulfeldt og kongen i hans sidste leveår.
Hendes skildring af Ulfeldt er interessant, fordi hun her ikke kan fortie mange faktiske begivenheder og fejltagelser, men må ind på en psykologisk beskrivelse og selvfortolkning. »I en alder af syv aar og to maaneder blev hun lovet bort til en af kongens kammerjunkere. Hun begyndte i meget god tid at lide for hans skyld«.
Leonora Christina anslår temaet omkring lidelsen allerede i en første præsentation af Ulfeldt, men hun understreger også, at Ulfeldt bliver hende en kærlig ægtemand: »Hendes mand elskede og ærede hende, omgikkes hende som en elsker, ikke som en ægtemage«. Men selv om Ulfeldt er en kærlig ægtemand, savner han det overblik og den handlekraft, som hun selv besidder. Den franske selvbiografi bliver gradvis til historien om, hvorledes Leonora Christina gang på gang må redde Ulfeldt fra hans egen manglende dømmekraft, svingende temperament og naive politiske optræden. Som fortæller kan Leonora Christina tildele sig selv alle fordele, og hun gør det. Den svage og fejlende Ulfeldt bringer hende altid ud i farlige situationer, men det er netop her, hendes dyder kommer til deres ret. Troskaben over for den ægtemand, som hendes fader havde valgt til hende, bliver anledning til en selvfordobling. Hun må ikke alene hamle op med Ulfeldts fjender, men også med ham selv.
Leonora Christinas lykkelige ægteskab var en undtagelse i familiekredsen. Hun pointerer, at hendes søskende er misundelige på hende og forsøger at ødelægge hendes gode ægteskab ved at tilbyde Ulfeldt skøger og indbilde ham, at hun har tilbedere.
Ja, Fængsel leder til Himmelen
– om Jammers Minde
Forskellen imellem den færdigstøbte heltinde i den franske selvbiografi og den bekendende jeg fortæller i Jammers Minde er åbenlys. Men de to værker ligner hinanden deri, at Leonora Christina bruger troskaben i sin selvfortolkning. »Jeg lider for at have værret elsket af en dydig Herre og Hosbonde, for at ej have hannem i Ulykken forlade vilt«.
Da Leonora Christina i 1674 efter 11 år i fængslet skriver fortalen til Jammers Minde, er hun nået til en klar opfattelse af, hvorledes hun skal forstå den række af dramatiske begivenheder og ulykker, som hendes troskab over for Ulfeldt har ført hende ud i. Fornedrelsen, skammen og elendigheden i fangehullet bliver meningsfuld, da hun begynder at se sig selv som en »Cristi Korsdragerske«, en kvindelig Job, som Gud Herren har tugtet og elsket. Nøjagtigt kan hun få sit lidelsesregnskab til at stemme overens med den prøvede Jobs: »Ser af seks Drøvelser (dvs. prøvelser) haver han udfriet mig; værer vis paa, at han udi den syvende mig ej lader stikke eller omkomme«, skriver hun sejrs sikkert i fortalen.
De seks prøvelser i skæbnehistorien er: Flugten fra Danmark i 1651, rejsen til Korsør i 1656, konfrontationen i Malmø i 1659, fængslet i Hammershus 1660-61, tabet af magt og ejendom, arrestationen i Dover i 1663 og endelig den syvende prøvelse: Blåtårn.
Evnen til at opdage en guddommelig orden og mening i tilværelsens bratte omskiftelser er ikke enestående for Leonora Christina. Den er i rigt mål til stede hos barokkens salmedigtere, f.eks. Kingo og Dorothe Engelbretsdatter. Det nye enevældige samfund, der bliver til under Frederik III, giver mulighed for hurtig karriere, men også for uforudsigelige fald fra magtens tinde. Forestillingen om en guddommelig stabilitet og orden er et forsvar over for den nye og farlige bevægelighed og omskiftelighed, der kommer til at præge livet for nogle af undersåtterne i det enevældige samfund. Men mens jeg figuren i Kingos og Engelbretsdatters salmer er ethvert kristent menneske, skabt som mand og kvinde, er Jammers Minde en personlig og individuel bekendelse og kriseberetning. Værket bliver en ny og radikal version af 1600-tallets selvbiografiske og humanistiske litteratur, men får også træk til fælles med katolske legender om hellige eremitter og med 1600-tallets eksistentielt religiøse litteratur om sjælens møde med Gud. Som »Cristi Korsdragerske« er Leonora Christina den hellige eremit, der gennemlever sin passion, sin lidelseshistorie, og oplever, at sjælen befries. Det åndelige forløb i Jammers Minde leder tanken hen på Juan de la Cruz’ værk Sjælens mørke nat, 1578.
»Da er sindet og ånden så at sige presset ned mod jorden med en sådan umådelig og usynlig tyngde, at man imødeser døden som en befrielse og nåde. Profeten Job kendte af egen erfaring denne tilstand«, skriver Juan de la Cruz i Sjælens mørke nat
.
Leonora Christina beskriver, hvorledes anklagens og fortvivlelsens tilstand afsløres af en stille opmærksom lytten til Guds ord. Som Juan de la Cruz går hun fra de store og desperate følelsers område ind til et stille punkt af åndelighed og kontemplation:
»Naar jeg længe disputeret og min Hjerne trættet havde, mig og saa forgrædt, at det syntest ej Taarer mere rede at være, faldt jeg i Søvn, men vaagnede med Forskrækkelse, thi jeg udi Drømme uhørte, gruelige Fantasier havde, saa jeg gruede for at sove, begyndte saa atter igen min Elendighed at beklage. Endeligen saa Gud til mig med sine Naadsens Øjne, saa at jeg den 31. Augusti fik en rolig Søvn om Natten, og ret udi Dagningen vaagnede jeg med efterfølgende Ord udi Munden: ‘Mein Kind, verzage nicht, wann du von Gott gestrafet wirst; dann welchen der Herr lieb hat, den züchtiget er. Er stäupet aber einen jeglichen Sohn, den er aufnimmt’«. (Mit Barn, fortvivl ikke, naar du tugtes af Gud, thi den Herren elsker, den tugter han. Og han hudstryger hver den sjæl (søn), han annammer).
Jammers Minde befinder sig i en tradition af eksistentielt religiøse skrifter. Leonora Christina er ikke visionær og ekstatisk som sin nordiske kvindelige forgænger Birgitta af Vadstena. Hun er ikke allegorisk som den spanske Teresa de Jesús (1515-82) eller moralfilosofisk som sin samtidige, den svenske dronning Christina. Hun fortsætter en mandligt domineret eksistentiel tradition i den religiøse digtning. Til forskel fra Dorothe Engelbretsdatter, der i sine salmer søger kvindelige bibelske identifikationsfigurer: Maria Magdalene, Debora og andre, går Leonora Christina i de mandlige bibelfigurers spor. Foruden Job nævner hun Moses, Jeremias, David og Jonas. Når fangevogterne prøver at lokke hende til at bekende sin skyld ved at appellere til hendes kvindelige svaghed, svarer hun igen ved at vise styrke og »stride som en Mand«.
»Tak, Jesu, Livsens Fyrste, Jeg Sengen slippe kan, Med Vaaben mig udryste At stride som en Mand«. (Jammers Minde)
.
Den psykologiske baggrund for, at hun i fængslet går ind i en serie af mandlige identifikationer, hvor hun af Gud »annammes som søn«, er hendes forhold til sin fader Christian IV. Hun ser sig selv som kongens yndlingsbarn, der er langt mere begavet end sine brødre og søstre. På et ubevidst plan opfatter hun sig selv som kongens søn og arvtager. Men eftersom hun er afskåret fra jordisk magt, kan hun opfylde sin opgave ved at blive – ikke Christians – men »Cristi Korsdragerske«, der krones af Gud, Faderen. Jammers Minde er mindesmærket for hendes åndelige og moralske sejr over sine modstandere, magtens onde repræ-sentanter, de ukristelige kroppe.
»Sagde saa ofte til mig selver: Trøst dig, du Fange, du est lyksalig«.
Hun forvandler sit fængsel til en bibelsk scene og sine fangevogtere og personlige modstandere til aktører i sin kristne lidelseshistorie. I dette drama er Frederik III ikke den egentlige skurk. Hans fejl er, at han lader sig vildlede af intrigante slægtninge, af sine ministre og sin provinsielle dronning Sophie Amalie, der vil hævne sig på den smukke kongedatter. I det bibelske hierarki får Sophie Amalie rollen som Salome, Herodes datter, der forlangte Johannes Døberens hoved på et fad. Men ligesom Judas og Herodes er nødvendige for Kristus, er de forræderiske slægtninge nødvendige for Leonora Christina. I rollen som »Cristi Korsdragerske« får hun den fordel, at hun helt og holdent kan se bort fra det konkrete spørgsmål om Ulfeldts og hendes egen skyld i landsforræderi. Alt dette er blot en ydre omstændighed, en anledning til den egentlige og meningsfyldte skæbne: i fængslet at møde Gud. I kraft af den mening og betydning, hun tilkender sig selv, kan hun åbne sine øjne i fængslets verden og opdage og beskrive sine omgivelser, sine tjenere og medfanger. Jammers Minde bliver en tæt og fyldt beskrivelse af liv. Dette fængsel, hvor fangerne blev gemt af vejen med henblik på en hurtig død i glemsel, bliver for Leonora Christina et livsrum. Hun fortæller sine tjenestekvinders historie og vil igennem beretningerne om deres elendige liv vise, at hun i Blåtårn er tvunget til at omgås barnemordere, tyve og bedragere, men samtidig bliver hun optaget af selve stoffet, af sin egen nysgerrighed over for livet og beretter udførligt om de forskellige kvindeskæbner.
»Hun haver haft to Børn, og efter henders egen Fortælling, saa synnes, at hun haver værret noget Aarsag til derres Død, thi hun siger: ‘Hvorledes kan man have Omsorrig for det Barn, hvis Fader man ikke elsker’«, fortæller Leonora Christina om tjenestekvinden Barbara.
Mens angst, griller, drukkenskab, forvirring og feber plager tjenestekvinderne, er Leonora Christina selv ved godt helbred i fængslet. I 1682 får hun imidlertid et galdestensanfald og fortæller begejstret, at stenen »var sammensat af Straaler, sommesteds som forgyldt og sommesteds som forsølvet«. Leonora Christina vil også gerne være en alkymist, der af sin egen krop kan uddrage de vises sten.
Mens fangecellens rum er trangt, er der åndelig plads og et stort fortællerum i Jammers Minde. Morsomme og groteske situationer veksler med bidende replikskifter, selvfordybelse, åndelig formaning og optegnelser om tilvirkning af skrivetøj og håndarbejde. Jammers Minde er skabt med en eminent fornemmelse for sproglige nuancer og pointer.
Leonora Christina fortæller sin historie på dansk, og i værkets første del oversætter hun ofte de plattyske, højtyske og franske replikker til dansk og nøjes med at angive, på hvilket sprog samtalerne foregår. Senere begynder hun at gengive replikkerne på originalsproget og tilføjer dermed endnu et træk til karakteri-stikken af personerne. Hun får selv mulighed for at skabe sproglige pointer ved at svare på et sprog, som modparten ikke forstår eller som standsmæssigt deklasserer vedkommende. Arvefjenden Sophie Amalie taler højtysk eller dansk i korte, klodsede replikker, mens Leonora Christinas få forbundsfæller behersker fransk og bruger det i fortrolige samtaler eller opmuntrende breve. Jammers Minde er sprogligt et kompliceret netværk, hvor den mindste detalje er vigtig i den retorik, Leonora Christina skaber ud af sit liv.
Leonora Christina bestræber sig på, at Jammers Minde skal blive et vidnesbyrd om hendes udholdenhed og åndelige styrke, og hun prøver derfor at holde sin læser fast i den illusion, at det meste af værket er skrevet i fængslet. En undersøgelse af papir og skrifttyper har dog godtgjort, at to tredjedele af værket er skrevet i 1690’erne i Leonora Christinas sidste leveår i Maribo. Leonora Christina var klar over, at værket ville gøre størst indtryk, hvis det kunne fremstå som en autentisk fængselsberetning, og hun valgte derfor fiktionen om værkets tilblivelse. Hun lod ikke nogen chancer gå fra sig. Hun havde brug for fiktion og retorik, da hun forvandlede lidelsen i Blåtårn til lidenskabelig tro og fortælling.
Otto Glismann redegør for papir- og skrifttyper i artiklen »Om tilblivelsen af Leonora Christinas Jammers Minde«,Acta Philologica Scandinavica, bd. 28, 1966.