Med selvbiografien Jammers Minde har forfatteren leveret et højdepunkt til dansk litteraturhistorie. Hun var en elsket datter af Christian IV og Kirsten Munk. Som niårig blev hun forlovet og i 1636 gift med Corfitz Ulfeldt, som hun fødte ti børn i perioden 1637-51. Mens hun dyrkede sprogstudier, maleri og musik, gjorde han karriere under Christian IV.
I 1643 udnævntes Ulfeldt til rigshovmester, og i 1651 flygtede parret til Sverige af frygt for en undersøgelse af Ulfeldts regnskaber. Da de ni år senere flygtede fra Sverige, blev de pågrebet i København af Frederik III og ført til fæstningen Hammershus på Bornholm, hvorfra de blev løsladt i 1661 mod at give afkald på al ejendom i Danmark. Under en kurrejse tilbød Ulfeldt i 1662 kurfyrsten af Brandenburg Danmarks trone. Frederik III blev underrettet, og højesteret dømte Ulfeldt in absentia fra ære, liv og gods. I 1663 blev Leonora Christina arresteret i Dover og indsat i Blåtårn, anklaget for meddelagtighed i Ulfeldts forræderi. Hun blev aldrig dømt, men sad fængslet i Blåtårn i 22 år.
De ældste kendte prosaarbejder af Leonora Christina er skrevet under opholdet i Sverige og senere i Pommern. Prosastykkerne beskriver Karl X Gustavs bryllup i 1654, Leonora Christinas rejse til Korsør for at forsone sig med Frederik III i 1656 og hendes forsvar af Ulfeldt mod anklager for forræderi mod den svenske konge i Malmö 1659.
I Blåtårn skrev hun en selvbiografi på fransk, der cirkulerede i afskrifter, kvindeforsvarsskriftet Hæltinners Pryd, der kun delvis er bevaret i afskrift, samt dele af Jammers Minde, der blev færdiggjort i Maribo, hvor hun døde. Jammers Minde, der tryktes første gang i 1869, er en bevægende person- og samtidsbeskrivelse, et dristigt og velovervejet selvportræt.
Udvalgt litteratur om forfatteren
S. Birket-Schmidt: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie, bd. 2, 1879-1881
Anne-Marie Mai m.fl. (red.): Leonora Christina. Historien om en heltinde, 1983
Bodil Wamberg: Leonora Christina. Dronning af Blåtårn, 1990
