»Manden skriver, når han vil, kvinden når hun kan«, skrev Fredrika Runeberg (1807-1879) i sit memoireværk Min pennas saga (Min pens eventyr), som først udkom i 1942 samtidig med værket Anteckningar om Runeberg (Optegnelser om Runeberg): »De fleste af mine afsnit har jeg udtænkt, ja, ofte også skrevet ned, når sygdom har bundet mig til sengen, og jeg ikke engang liggende har kunnet sy. Således er f.eks. den største del af fru C. Boije blevet til. Meget er udtænkt over sytøjet, ved vuggen, ved komfuret i køkkenet og skrevet ned i en fart, om aftenen når Runeberg var længe ude, og husets folk sov, eller i andre af den slags stunder. En mand skriver, når han vil, en kvinde, i det mindste hun, som har børn og husholdning, når hun kan og kan nå det, glad og taknemmelig for ligesom at få lov til at stjæle sig en sådan glæde. Men jeg må dog indrømme, at jeg tit nok mærkede, at farverne var blegnet på sommerfuglenes vinger, før tiden tillod, at de blev fæstet på papiret. Tit måtte afsnittets omfang tillempes efter, hvor lang tid jeg kunne disponere over til at skrive det ned. Men når hjertet svulmede i brystet, når pulsen slog voldsomt, hvordan stilnede stormen da ikke i sjælen, når det var mig muligt at tage tilflugt til digtningens drømmebilleder, skønt der så gik lange tider, inden jeg tillod mig at tage mig tid til at nedskrive de da ofte allerede blegnede billeder«.
Man plejer at betone, at Fredrika Runeberg som forfatter blev sat i skygge af sin mand, digteren Johan Ludvig Runeberg (1804-77), og at hun var nødt til at underkaste sig alle hans gentagne forelskelser i unge kvinder. J. L. Runeberg hævdede selv, at disse forelskelser var vigtige for hans skabende virksomhed. Han mente, at de intet havde at gøre med ægteskabet, og hans udtalelse om, at Fredrika havde været ham den bedst mulige hustru, er blevet berømt. Forfatteren Zacharias Topelius, der var en ven af familien, må have sigtet til disse kærlighedshistorier, når han karakteriserede hende som en af kvinde-kønnets martyrer. Åsa Stenwall er i sin bog om Fredrika Runeberg Den frivilligt ödmjuka kvinnan (Den frivilligt ydmyge kvinde), 1979, inde på en lignende tanke og taler om den frivillige, gennemtænkte ydmyghed, hvis hensigt var i det mindste at bevare kammeratskabet med ægtemanden. Konstellationen har dog antagelig været mere kompliceret.
I sin nekrolog over Fredrika Runeberg skrev Hufvudstadsbladet den 28. maj 1879: »Finland ved, hvad hun har været som sin ædle ægtemages følgerske under livets omskiftelser, dets lykke og dets prøvelser, og ærer i hende mønsteret for kvinden som ægtefælle og moder«.
I Min pennas saga fremstilles forholdet således, at Fredrika beundrer sin mand og venter sig taknemmelighed fra hans side, mens han skødesløst modtager hendes beundring. Baggrunden for denne konstellation turde ligge i selve udgangspunktet for ægteskabet. Fredrika Tengström var vokset op i en kendt familie, hun var sprogkyndig og intelligent, men også beklemt over sin alvor og sin grimhed. I et digt, som findes blandt de efterladte papirer, ironiseres der over det billede, som omgivelserne åbenbart havde af hende:
Sag, var hon en fager tärna
i ungdomens blomstrande dar
av mangen fjäsad så gärna?
Ack nej, ej vacker hon var.
Nå, var hon en ståtlig kvinna
i sammet och spetsar klädd
I salongen var kväll som värdinna?
Nej, men ofta vid barnens bädd.
Sig, var hun en smuk pige
i ungdommens blomstrende dage,
ombejlet af mange?
Ak nej, køn var hun ikke.
Men så var hun en statelig dame
klædt i fløjl og kniplinger.
Dagligstuens værtinde hver aften?
Nej, men tit sad hun ved børnenes seng.
Fredrikas rolle i ægteskabet var at sørge for familiens økonomi; hun holdt bl.a. pensionat, passede børnene – syv i alt – og assisterede sin mand ved redigeringen af Helsingfors Morgonblad.
I sit memoireværk betoner Fredrika Runeberg gentagne gange, at Runeberg ansporede hende til at skrive og forhindrede hende i at brænde sine værker. Hun fortæller, hvordan han med bemærkningen: »dette er udmærket godt« opfordrede hende til at sende to af hendes første prosadigte, »Simrith« og »En dröm«, til redaktøren af den litterære almanak Joukahainen og tilføjer: »Dette var en af de gladeste stunder, min pen skænkede mig«.
Joukahainens redaktør Robert Tengström takkede begejstret for Fredrika Runebergs digte. Han havde læst dem op for bl. a. Topelius og skrev til hende, at de »hjerteligt glædede sig over opdagelsen af en ny hjemlandets digterinde«. Da Tengströms almanak kun offentliggjorde bidrag fra medlemmer af den österbottniske studenterforening, blev digtene dog i stedet trykt året efter, i 1843, af Fredrik Berndtson i en anden litterær almanak, Necken.
Det tvetydige i Fredrikas fremstilling af hendes egen stadige ydmyghed og hendes mands generøsitet slår også igennem i skildringen af J. L. Runebergs reaktion, da hun rækker ham almanakken med hendes digte: »Da fik jeg atter et sådant udtryk at se i hans ansigt, som jeg længe kunne glæde mig ved«, skriver hun. Runeberg tog bogen og bad leende om »ekstra servering« til sig selv og de gæster, han havde på besøg i sin private del af boligen, for at de kunne fejre begivenheden med ham. Og »glad sad også jeg, mens jeg vuggede mit barn«.
Allerede da ægteskabet blev indgået i 1831, var Runeberg en kendt forfatter, og da alle Fredrikas tre værker – de historiske romaner Fru Catharina Boije och hennes döttrar og Sigrid Liljeholm samt hendes samling af fortællinger Teckningar och drömmar (Tegninger og drømme) – udkom i årene 1858-62, havde Runeberg allerede etableret sig som Finlands store nationaldigter. Hans indstilling til litteratur skrevet af kvinder var velvillig, men nedladende. Den indstilling delte to andre af samtidens meningsdannere, Zacharias Topelius og Johan Vilhelm Snellmann. De støttede begge Fredrika Runeberg i hendes skriveri, fordi hun ikke fremførte emancipatoriske tanker. Især Snellmann roste hende i sin anmeldelse, fordi hun – sådan som det passede sig for hendes køn – var tilbagetrukken og beskeden. Fredrika Bremers Hertha fik en nedslående kritik af Snellmann i 1856 med den begrundelse, at en mand ikke kan elske en så selvtilstrækkelig kvinde som bogens heltinde.
På den ene side drømte Fredrika Runeberg om at skrive kvindernes historie, på den anden side underkastede hun sig Runebergs, Snellmanns og Topelius’ forventninger. Hun undlod at offentliggøre sine skrifter om kvindesagen, og hun ventede 15 år, inden hun udgav sin debutroman. I de skrifter, hun gemte i sin skuffe, og i sine dagbøger sammenlignede Fredrika Runeberg slet og ret kvindens stilling med slaveri. I 1840’erne, da man begyndte at oprette statslige pigeskoler i Finland, og i 1860’erne, da ugifte kvinder fik ret til selv at råde over deres indtægter, fulgte Fredrika Runeberg i sine dagbogsoptegnelser omhyggeligt med i, hvad der skete. Men hun deltog kun aktivt i de foreningers virksomhed, som udøvede traditionel velgørenhed, samt i opretholdelsen af skoler for fattige piger. I samlingen Teckningar och drömmar indgår der kun én fortælling, nemlig cyklussen »Facetter av qvinnans lif«, hvor temaet er kvindens samfundsmæssige stilling – frem for alt det, at kvinder ikke har ret til at have eget erhverv. En gruppe kvinder fortæller om deres vanskeligheder: En kvinde kan spille orgel, gøre en viden-skabelig opdagelse eller lede en forretningsvirksomhed, men kun under forudsætning af, at det sker i en mandlig beskytters navn.
Hvis Fru Catharina Boije och hennes döttrar var udkommet, da den var færdig, ville den have været den første historiske roman i Finland. Fredrika Runeberg offentliggjorde først sin roman, efter at Topelius havde gjort den nye genre populær i 1840’erne.
Mange anså romanlæsning for at have en fordærvelig indflydelse på unge piger. Fredrika Runeberg fik dog lov til at læse: »Det tvetydige, som vel turde findes i mange bøger, forstod jeg ikke. For den rene er alting rent. Jeg læste romaner, som om de var eventyr, som fantasifostre, der ligesom eventyr kun har et lille fodfæste i virkeligheden. Selv som voksen blev jeg skræmt, når en herre viste mig opmærksomhed eller gav mig en kompliment; jeg var overbevist om, at jeg på en eller anden måde måtte have opført mig upassende, når noget sådant kunne ske«, skriver Fredrika Runeberg.
(Karin Allardt Ekelund: Fredrika Runeberg, 1942).
Man skulle ikke regne med nogen særlig succes, hvis man i begyndelsen af 1840’erne valgte den historiske roman som sin skriveform: Romanen var som genre ung og havde et dårligt rygte på grund af sin underholdningskarakter. J. L. Runeberg forsøgte sig kun én gang, i spøgefuld form, og udgav selv eposser. Ud over et par små digte befattede Fredrika Runeberg sig ikke med de genrer, som ægtemanden havde valgt. Fortællingerne i Teckningar och drömmar er mest eventyrparabler, som også andre tidlige kvindelige skribenter beskæftigede sig med. Fredrika Runeberg kaldte selv sin roman for »fortællinger«, og hun var ked af, at forlæggeren føjede genrebetegnelsen »roman« til på omslaget til Sigrid Liljeholm. Ikke et eneste af sine skrifter udgav hun under eget navn, alle havde de signaturen -a-g. Som modvægt til denne beskedenhed står dog hendes omhu, når det gjaldt om at undgå at lade tendensen forfladige teksten, og hun sørgede over, at mange af hendes tanker n åede at falme på grund af tidnød. Da Topelius foreslog, at hun skulle udgive en samling fortællinger for at fremme kvindesagen, nægtede hun at tage mod dette bestillingsarbejde. Da den første finske roman, skrevet af en kvinde, Murgrönan (Efeuen) af Wilhelmina Carstens, udkom i 1840, skrev Fredrika Runeberg til en veninde, at kvindelige skribenter ligner sangerinder: De, som kan noget, tier stille, mens de ringeste galer op uden at være blevet bedt om det.
Fredrika Runeberg havde skrevet sine første fortællinger i 1830’erne, da hendes mand var blevet forelsket i en anden, og den første roman blev til i begyndelsen af 1840’erne, da forholdet mellem Runeberg og Emelie Björkstén begyndte at udvikle sig. I fortællingerne er det for det meste en aldrende kvinde, som har hovedrollen; hun bevarer mandens interesse for sin person ved at hjælpe, når han bliver forelsket i en yngre kvinde, og senere ved at acceptere den nye kvinde som sin søster. I fortællingen »Salik Sardar Khans maka« (Salik Sardar Khans hustru) bortføres Alhejdi, den unge og uskyldige, af fyrst Salik, der betyder noget farligt og fascinerende for hende, men også muligheden for, at hun kan frigøre sig fra faderens hjem. Efter kort tid henter Salik dog en ung pige hjem, som Alhejdi beskytter (»ej kan jeg vredes på dig, du due!«). Salik hævder sin ret til at have flere kvinder som hustruer:
»Salik tog igen rosen i sin hånd og holdt den sammen med liljen. ‘Alhejdi, mandens hjerte er en rosengård, har plads til mange blomster. Hvorledes ville du kunne forlange, at jeg alene skal elske én altid. Også kærligheden er en blomst, forlang ikke, at blomsten skal være uforgængelig som stenen, var den end aldrig så smuk. Men også Alhejdi er Salik kær’«.
Manden sender Alhejdi ud på stadig vanskeligere opgaver, til sidst dør hun for hans yndlingshunds skyld. Trods de patriarkalske ydmygelser elsker Alhejdi sin mand – »Men Alhejdi skjulte sin smerte i dybet af sit bryst« – og vælger at være solidarisk med den anden kvinde.
I den korte fortælling »En saga om vreden« bliver en vanvittig stolthed en kvindes ulykke. Manden kan give sin vrede afløb, det har kvinden ikke ret til:
»Men, forstår du, det sker, at mangen en stakkels kvinde mærker bevægelsen, når fjedrene springer op. Forskrækket over, at de skarpe våben er sluppet løs, vil hun igen samle dem, men hvad formår hun, den svage, hvad forstår hun, den ulærde, af deres underlige mekanik. Men hun bestræber sig og byder sig til og trykker dem så lige ned i sit bryst, ind i hjertet, voldsomt, voldsomt må de trænge ind i deres bestemte rum, og klemmen griber fat om dem; men hjertet er sønderrevet, og det er så sygt, inden det heles igen. Men øje og tunge kaster ikke dolke mere, og hun føler sig da i det mindste igen som kvinde«.
Kvindernes historie, skrev Fredrika Runeberg, er frem for alt lidelsens historie, ikke gerningens eller handlingens, for manden er blevet oplært til at herske og kvinden til at underkaste sig og beherske sig. Men i Fredrika Runebergs værk hører en bitter nydelse også med til lidelsen, den bitre nydelse ved at underkaste sig. Synsvinklen i fortællingerne på selvopofrelsen er ironisk: »… hun føler sig da i det mindste igen som kvinde«.
I begge Fredrika Runebergs historiske romaner findes utopien om kvinden, der selv sørger for sit liv, og som på en vis måde handler som en mand. I debutromanen tager Margareta Boije mod sin mors vilje en uadelig mand til sig og lader sig vie til ham på en natlig flugt hen over en tilfrosset sø. Hun bliver lykkelig i modsætning til sin søster, Cecilia, der bliver hjemme, og som suges ind i det traditionelle kvindeliv og dør til sidst. Hovedrolleindehaveren i Sigrid Liljeholm klæder sig ud som dreng og redder derefter sin far fra fangenskab hos fjenden. Da hendes forlovede forlader hende – deltagelse i krigshandlinger passer sig ikke for en ordentlig pige – skaber hun selv en tilværelse på landet: Hun underviser folk på egnen og hjælper dem på mange måder. Da den angrende forlovede kommer tilbage, afviser Sigrid ham:
»Hr. Enevald, jeg er ikke mere den unge, blide pige, som kunne leve for at tjene, for at forme sig efter sin mand, for at give sig selv og sit eget væsen bort og forsvinde i ham. Sådan var jeg fordum, og dog har jeg altid, også dengang, troet, at ære og samvittighed var blevet mig givet af Gud, og har håbet at skulle stå til ansvar derfor over for ham. Jeg har aldrig troet, at nogen anden skulle svare for mig, lige så lidt som jeg har ment, at jeg kunne eller ville tage ansvar for nogen andens hæder og ære. Allerede tidligt blev jeg af omstændighederne tvunget til at handle på egen hånd, kun ledet af det, min samvittighed sagde mig, at jeg burde gøre og vove. Nu har jeg allerede længe været et selvstændigt menneske uden nogen anden end Gud og min samvittighed at være ansvarlig overfor, og jeg har levet så godt, som jeg har haft forstand til. For længe har jeg levet selvisk til nu at kunne kaste mig selv bort og blive en ydmyg hustru. For længe har jeg levet alene, for længe ment, at min ære og min hæder tilhører mig selv, til at jeg nu kan lære, at disse ikke er mine, men tilhører en anden«.
Sigrids løsning ligner kun til dels den løsning, Fredrika Bremers Hertha finder på kvindelivets konflikt: Hertha vælger både arbejdet og kærligheden, Sigrid kun arbejdet. Det platoniske kammeratægteskab mellem Hertha og Yngve forstod Fredrika Runeberg ikke; alle hendes kvinder lever af lidenskab. I 1859 havde Fredrika Runeberg i sin fortælling »Tre som flyttade till Sverige« skrevet påskønnende om Fredrika Bremer, men hun deltog ikke offentligt i den diskussion, der blev ført om Hertha. I et brev til sin søster stiller hun sig på Fredrika Bremers side, men hævder, at der i romanen er tale om den ugifte kvindes knappe muligheder for at sørge for sig selv. Ifølge Fredrika Runeberg afbrydes Herthas udvikling, da hun bliver forelsket og dermed bundet til de gamle mønstre.
Drømmen om kvindens frie opvækst og om nyt fællesskab med manden forenes i fortællingen »Rankvexten« (Slyngplanten) fra samlingen Teckningar och drömmar med slyngplantemotivet, der blev brugt i kvindelitteraturen i 1800-tallet. I Fredrika Runebergs fortælling beskrives det, hvordan det går, da slyngplanten får lys og frihed. På trods af omgivelsernes skepsis og hån vokser planten sig frodig og smuk:
»… de træk af den undertryktes listigt tilkæmpede vælde, som den anden slyngplante så tit fremstillede, de fandtes ikke her, men smuk og rig i sin spændstighed og skønhed blomstrede min plante med fyldige, svulmende og duftende blomster«.
I et af sine breve skrev Fredrika Runeberg, at kvinden bør få lov til at tilegne sig viden og kundskaber for mere frit at kunne bestemme over sit forhold til manden, og manden bør lære at værdsætte kvindens frivillige underkastelse. Fredrikas idé om en mere harmonisk symbiose bygger således på mandens evne og vilje til at forbedre kvindens situation.
»En dag, da vi stod i et værelse med gule vægge, sagde han (J. L. Runeberg) … ‘At en hustru samtykker og giver sin mand medhold, det er kun en ubetydelighed, men hun skal synes som han. Siger han, at den gule væg dér er sort, så har det intet at sige, med mindre hun selv synes, at den virkelig er sort’«, fortæller Fredrika Runeberg om sin mand og tilføjer: »Besynderligt nok, så bliver det efterhånden også næsten således, jo længere man lever sammen, om end jeg endnu ikke kan forstå, hvordan det sker«.
(Anteckningar om Runeberg).
Også de øvrige kvindelige forfattere i J. L. Runebergs kreds betragtede forholdet mellem mand og kvinde fra denne synsvinkel. De var, ligesom Fredrika Runeberg, sprogkyndige og belæste. Nogle af dem skrev af samme grund som Fredrika for at få anerkendelse af J. L. Runeberg, og alle lod de først ham og bagefter Fredrika læse deres tekster. Kun Fredrika udgav så omfattende værker som romaner, og allerede navnene på de andres samlinger af digte og fortællinger peger på det begrænsede og forsigtige i deres kunst. J. L. Runebergs søster Carolina Runeberg (1808-1891) gav sit værk navnet Små diktforsök, 1855, og J. L. Runebergs tidligere elskede Fredrika Venman (1803-1873) udgav Bleka blommor (Blege blomster), 1871. Den senere elskede Emelie Björkstén (1823-1896) udsendte med J. L. Runebergs hjælp samlingen Sandperlor af e***, 1864, og senere den lille bog Några Minnen af e*** (Nogle erindringer), 1871, hvor hun – mens Runeberg stadig levede – bl.a. mindedes, hvordan hun lærte ham at kende.
Emelie Björkstén havde oprindelig tænkt sig, at hendes anden digtsamling, Drottningar, som indeholdt 24 digte om fyrstelige damer, skulle tilegnes Fredrika Runeberg, fortæller litteraten Åsa Stenwall i sin bog, Den frivilligt ödmjuka kvinnan, 1979: »… men hendes fætter, der var slotsfoged på Stockholms slot og tydeligvis en ikke så lidt ærgerrig herre, overtalte hende til i stedet at dedikere bogen til ‘Hennes majestät Sveriges och Norges änkedrottning Josefina’. På den måde ville hun lettere vinde forlæggere og læsere for sig, ræsonnerede han, og han havde sikkert ret… «.
At skrive for offentligheden passede sig i J. L. Runebergs kreds kun for en ugift kvinde, og dette turde være en af grundene til, at Fredrika Runeberg holdt sig tilbage, når det gjaldt udgivelse. Carolina Runeberg udgav ligesom Wilhelmina Nordström (1815-1902) kun én digtsamling, og de indstillede begge deres forfatterskab, da de blev lærerinder. J. L. Runeberg lod i 1864 udgive et nyt oplag af Wilhelmina Nord-ströms samling Dikter fra 1861. Wilhelmina Nordström var på det tidspunkt allerede optaget af at lede den private pigeskole, hun havde grundlagt. Augusta Lundahl, som blev kaldt »lærd« og »genial« på grund af sin belæsthed, skrev kun offentligt i aviser o.lign. og ophørte også med det, da hun giftede sig.
De kvindelige forfattere fandt emnerne for deres lyrik i Runebergs naturlyrik og hans folkesangsagtige små digte. De mere omfattende fortællende digte var derimod fremmede for de kvindelige forfattere. Et træk, som kvinderne delte med hinanden, men ikke med Runeberg, var den rige blomstersymbolik. Også i Fredrika Runebergs fortællinger blev kvinden sammenlignet med en blomst, og i f.eks. Emelie Björksténs digtsamling Sandperlor af e*** indgår der en række blomsterdigte, som skildrer kvindens liv. Brugen af blomsten som sammenligning gentages, på samme måde som sammenligningen med den fangne bølge og fuglen i buret. I Wilhelmina Nordströms og Emilie Björksténs digte henviser bølgen og fuglen på den ene side til kvindens undertrykkelse generelt og på den anden side til hendes egne hæmninger.
I Wilhelmina Nordströms digte står som modsætninger blød og hård, bundet og uafhængig samt fri og fanget over for hinanden. Manden er fri (»Vildmarkens son«, »Sjömansgossen«), kvinden er fanget (»Fogeln i bur«):
Skaptes af naturen
Jag för trånga buren,
Jag som vingar har?
Gif, o gif mig svar!
Skall en prydnad bara
Lätta vingen vara,
Sag att det är så!
Jag blir tålig då.
Blev jeg skabt af naturen
til det snævre bur.
Jeg som har vinger?
Giv, o giv mig svar!
Skal kun til pynt
de lette vinger være,
sig, at det er sådan!
Så bli’r jeg tålmodig.
I digtet »Mossväxten« læner mosset sig mod klippen, smyger sig kærtegnende langs dens sider og blødgør og varmer den alvorlige sten: »mildner let og blidt og yndefuldt/ den stive klippes alvorlige træk«. For mosset er det en »så smuk, så sød og herlig lod«, ikke uden ironi. I Wilhelmina Nordströms version af slyngplantemotivet i digtet »Lifvets stöd« (Livets støtte) trives slyngplanten ligeledes og sidder uden besvær højt oppe: »Løfter mig let og yndefuldt/ højere op for hvert et trofast slag«.
I Wilhelmina Nordströms generelt konventionelle og harmoniske religiøse digtning tales der ofte om det ukendte i hendes egen sjæl. I digtet »En vind« rører vinden ved indsøens stille flade, så det lyriske jeg ikke længere kan kende sin sø, »så rolig og kølig«. Bølgerne ødelægger blomsterne på bredden, »blomsterverdenen«, som vinden nylig kyssede. I digtet »Vid musslans hjerta« tager bølgen med vold perlen ud af muslingen, fordi han mener, at den tilhører ham: »Og havets bølge, den smukke blå/ tog hastigt sin ret/ på sin vilde måde«.
I digtet »Hon trängde sig till mitt hjerta« (Hun trængte sig ind i mit hjerte) vil den elskende finde ly i det lyriske jegs hjerte: »dér vil hun hvile ud,/ hun troede, at livets smerte,/ dér ville høre op«. Det lyriske jegs hjerte – »mit hjerte, det vilde« –knuser imidlertid alt, hvad der er blødt »med heftige, hårde slag«. Som modvægt til alt dette findes der noget immaterielt, »uden lyd og tone«, en drømmeagtig kærlighed, hvor den elskede bliver lig en engel. (I Wilhelmina Nordströms digte er den elskede altid hun):
Fina handen i min hand hon lade
Böjde hufu’t lätt
Mot min skuldra, intet ord hon sade; –
På sitt stumma sätt
Hviskade då känslor ljufva, ömma
Till mitt hjerta, hon,
Ljuft, som englar hviska, då vi drömma,
Utan ljud och ton.
Sin fine hånd hun lagde i min,
bøjede let sit hoved
mod min skulder, ingen ord hun sagde; –
på sin stumme måde.
Hviskede da følelser, yndige, ømme
til mit hjerte, hun.
Blidt, som engle hvisker, vi da drømmer,
uden lyd og tone.
Også i Emelie Björksténs digte forenes et konventionelt stof med en stærk, følelsesmæssig konflikt. Forholdet til J. L. Runeberg var kendt og blev kun accepteret, fordi Fredrika Runeberg tilsyneladende godkendte det. Fredrika og Emelie havde været veninder i årtier. De skrev breve til hinanden, i hvilke Emelie prøvede på at gøre sig fri af Runeberg, og ét af sine værker tilegnede Emelie Fredrika. Deres skribentvirksomhed forenede dem, og begge beundrede de først og fremmest J. L. Runeberg som forfatter. Emelie beder om skaberkraft: »Lys, toner, kærlighed, alt vil jeg forsage,/ I guder! giv mig kraft til at skabe«, »om uudtømmelig skaberkraft jeg beder«. Forholdet til kærligheden er tvetydigt. På den ene side er den elskede alt:
Blott du! Blott du allena Du blandt alla!
Dig vill jag älska, Dig, blott dig tillbe!
O! må mig verlden än en dåre kalla,
Förstår väl den mitt väsens väl och ve,
Kan den väl djupet af mitt hjerta se?
Kun du! Kun du! alene dig blandt alle!
Dig vil jeg elske, dig, kun dig!
O, verden må kalde mig en tåbe,
forstår den mon mit væsens ve og vel,
kan den se dybet i mit hjerte?
På den anden side er kærligheden en lænke, der hindrer hende i at virkeliggøre sit eget kald: »Gid jeg var fri!« Når det lyriske jeg i digtet »Hvad jag älskar« opregner det, hun elsker, lægger hun poesien frem til sidst og som det vigtigste. »Det bäste himlen här oss gifvet/ Till hjertats fröjd – blir poesi!«. Emelie Björkstén levede hele sit liv for J. L. Runeberg – fra hun var 15 år, og til hun blev gammel – og også i forfatterskabet var han hendes idol: Hun havde »bestandig haft idolet for øje«, men hun var også i besiddelse af længsel og ambition efter at skabe sit eget.