En ny kvindelig forfattergeneration placerede sig i 1960’erne centralt i den danske litterære institution. Med Kirsten Thorup (født 1942), Inger Christensen (1935-2009), Dorrit Willumsen (født 1940), Ulla Ryum (født 1937), Jytte Borberg (1917-2007) og Cecil Bødker (født 1927) sætter kønnet ikke længere hovedparten af de kvindelige forfattere uden for den litterære hovedstrøm. Tværtimod ser det ud til, at kønnet er med til at radikalisere de væsenstræk i modernismen, som i 1960’erne gør de kvindelige modernister til del af en litterær avantgarde. Kønstilhøret øger den følelse af fremmedhed og splittelse, som de har til fælles med mandlige samtidige forfattere.
Med sin debutsamling Indeni – udenfor, 1967, placerede Kirsten Thorup sig således fra starten centralt på den litterære scene. Her og i de følgende samlinger Love from Trieste, 1969, I dag er det Daisy, 1971, og i novellesamlingen I dagens anledning, 1968, er det fremmedgørelsens, afmagtens og objektiveringens positioner, der afsøges i et hørbart personligt udtryk. Det er dog først med den bemærkelsesværdige roman Baby, 1973, at Kirsten Thorup signalerer, at andet og mere er undervejs. Baby udspiller sig i et arbejderkvarter i København blandt randeksistenser, mennesker, der aldrig er blevet voksne. Helt ind i sproget virker det kaotiske liv, som personerne snarere er underlagt end bestemmende i. Romanen er bygget over elskende par, men der finder ingen udvikling sted, hverken med personerne eller med den historie, de optræder i. Alligevel er der en orden i kaos. Bag den meget snakkende og uanfægtede fortæller findes en skjult fortæller, som lægger en kritisk afstand til det fortalte. En protest mod rodløsheden, afmagten, ensomheden, den kroniske barnlighed, narcissismen og den ekstreme kønsforvirring, der fremstår som en del af et omfattende identitetstab.
I Baby står beretningen om Karla side om side med historier om prostitution, opløste kærlighedsforhold og to skolepigers impulsive rovmord på en tilfældig bilist. Alt beskrives i samme toneleje i én lang opremsning:
»… og en måned efter flyttede Karla ind med sine to børn på 3 og 7 år og hun sad i stuen med en elektrisk ovn ved benene og hun havde endnu ikke fået hængt billeder og gardiner op og i vindueskarmen stod en kaktus som kun skulle vandes hver 3. måned og der lå elektriske ledninger på gulvet og der stod en pakke ota solgryn på bordet og 3 Anders And blade og Isa på 3 var forkølet og hostede og Karla var ikke gået på arbejde. Hun drak kaffe og hørte radio og Isa ville ikke blive i sengen og hun tog hende på skødet og hendes hoste holdt Karla vågen det meste af natten … «.
Samtidsfortolker
Det skulle vise sig, at Kirsten Thorup med Baby skabte en stiliseret og stram optakt til et stort anlagt samtidsforfatterskab, der har gjort hende til en af Danmarks mest læste forfattere. Med Lille Jonna, 1977, Den lange sommer, 1979, Himmel og helvede, 1982, og Den yderste grænse, 1987, har Kirsten Thorup kridtet danskernes bane op i en ubarmhjertig, men dog paradoksalt kærlig fritlægning af de undergangsbilleder, som samtidskulturen er fyldt af. I sin store roman Elskede ukendte, 1994, lader hun kulturkritikken virke i sine hovedpersoner og lader tabet og overmodet køre helt ud i den indre og ydre apokalypse, som Jonnaserien langsomt, men sikkert lægger op til.
»Jeg har ikke følt, at jeg fra starten har haft et sprog, en konvention eller en tradition, jeg kunne bruge. Det var karakteristisk for os, der begyndte at skrive inden kvindebevægelsens start, at vi havde den fornemmelse af ikke at hænge sammen med resten af verden, en fornemmelse af ikke at være til, at befinde sig på et uidentificerbart sted. For os kom der i skildringen af fremmedhedens tilstande til at ligge nogle forsøg på at finde frem til billeder og ord for oplevelser som dårligt nok havde været beskrevet før«, udtalte Kirsten Thorup i et interview i 1982 (Modsprogets proces, 1982, af Erik Skyum-Nielsen).
Lille Jonna og Den lange sommer
Provinspigen Jonna er født under 2. Verdenskrig, og gennem beretningen om hendes liv fra 1952 til 1985 fortæller Kirsten Thorup historien om velfærdssamfundet, hvor store befolkningsgruppers og ikke mindst kvindernes liv blev radikalt og brudfyldt forandret. Det er gennem Jonnas dannelsesrejse, vi forstår de store samfundsmæssige forandringer, danskerne har måttet gennemleve på en enkelt generation. Langsomt og næsten umærkeligt føres vi med Jonnas længsel efter forandring frem til den onde pris for de opbrud, som nutiden er et resultat af.
Jonna har arvet sin længsel og sociale utilfredshed fra forældrene, der begge drømte om noget andet og bedre. »Jeg kunne kun forestille mig en vej frem, og det var opad«, siger hun om sig selv. Som den første i sin slægt begynder hun i gymnasiet, men vejen gennem uddannelsessystemet afbrydes brat, da hun utilpasset og i protest går ud af 1.g. Herefter ved hun kun, at hun ikke vil gentage forældrenes liv, og hun opsøger mennesker og miljøer, som hun forsøger at fravriste hemmeligheden ved livet. Gennem Jonnas søgende indlevelse i andre mennesker lykkes det Kirsten Thorup i Lille Jonna og Den lange sommer at skabe et levende og udfoldet billede af 1950’ernes danske provins. Vi hører om en families sociale nedtur fra landbruget til et liv i husvildebolig i skolens gymnastiksal. Om hverdagen i den cykelforretning, forældrene får mulighed for at erhverve sig under bedre økonomiske forhold i 50’erne. Vi hører om ufaglærte kvinder på en aspargesfabrik, om ansatte og patienter på et sindssygehospital og om cirkuslivet, hvor Jonnas bror John arbejder et par sæsoner.
Gennem Jonnas åbne og retningsløse længsel efter forandring beskriver romanerne det almindelige menneske, som lever anonymt og stærkt i gentagelsen og nødvendigheden, men med en smertelig viden om, at livet kunne være andet og mere end dagen og vejen. Tilsammen bekræfter de den sandhed, den gale bager på statshospitalet bad Jonna om at give videre, »at ethvert menneske er større, end det liv det lever«.
Som barn og ung drømmer Jonna, at hun er et forbyttet barn: »Det var en følelse, der begyndte i mellemskolen og stærkedes i gymnasiet. Jeg skammer mig over dem. Over deres usikkerhed over for mig der studerede. Over at Carl Frederik ikke mere turde give mig lussinger. Over at jeg bare ved et foragteligt blik kunne gøre dem forlegne og bedrø-vede. Over at de lod mig gå og smække med døren, når jeg ikke kunne holde dem ud. Det var især ved aftensmaden. Pludselig blev det for meget at sidde og høre dem snakke om vejret – en vane de havde fra deres mange år ved landbruget – og se dem sidde og spise. Det kunne drive mig til vanvid«. (Den lange sommer, 1979).
Himmel og helvede
»Der kommer en tid, der er større end denne«, spår den gale bager i 1955. Og han får ret. Himmel og helvede er Jonnas rapport fra ungdomsoprørets storhedstid i København fra 1968-70, og læser man serien forfra, kan romanen læses, som 1968 kunne opleves. I en følelse af, at alt er muligt, at verden er euforisk, at grænser er til for at kunne ophæves, at drømme kan blive til virkelighed. Stemningen genlyder i klinikassistenten frk. Andersens konstatering i begyndelsen af romanen: »Mit liv er brudt sammen, men det giver plads til forandring«. Eller når Jasmin, den pengegriske kioskejer og bolighajs undertrykte kone proklamerer, at »Tiden råber på retfærdighed, kan De ikke mærke det? Tiden er med os. Verden er i bevægelse«.
Himmel og helvede kan læses i én lang lykkefølelse som et eventyr, hvor det gode sejrer. Som når den tilsyneladende evige gammeljomfru og indtørrede klinikassistent frk. Andersen bliver bordelmutter med masser af penge, kærlighedsoplevelser og sociale erfaringer. Eller når Jasmin fra den ene dag til den anden forlader Bols, og det livslange og intense ægteskab lynhurtigt skrumper ind til »et kort interval, et skizofrent ophold i et fremmed land«. Halvt heks og halvt helgen vandrer Jasmin lige ud af ægteskabet som en radikalfeministisk drømmefigur for derefter at slå sig ned som spåkone på Lolland. Som en fugl Føniks rejser hun sig af fornedrelsen efter et livslangt forgæves forsøg på at gøre manden tilpas. Historiens usandsynlighed til trods tror man den hellere end gerne og lader sig rive med i en grad, så man læser hen over mørket i romanen.
Uhyggen indfinder sig dog åbenlyst i Kirsten Thorups beskrivelse af et af stofkulturens affaldsprodukter, den manisk paranoide despot, Fred, der på en ødegård i Wales engagerer sig i en uhyggelig magtkamp med Maria, som er kunstner og spejlingsfigur for Jonna. Freds overmenneskefilosofi udfolder sig som en parabel over fristelsen i ørkenen, hvor Satan lover Jesus den hele verden, hvis han vil underkaste sig og tjene ham.
Men man glemmer Freds helvede igen og glæder sig over, at Maria har kraft til at forlade ham, som hun forlod sin elskede Jonni, da hun fandt ud af, at han var bøsse. Og man ønsker hende ved romanens slutning alt muligt held og lykke med det nye liv, der tegner sig for hende i et lykkeligt fornuftsægteskab med John, Jonnas bror, der har ledt efter Maria fra romanens begyndelse. For ham er hun kærligheden og den eneste ene, for hende er han muligheden for at forene en kunstnerisk karriere som violinist med drømmen om et liv med mand og børn.
Men i anden omgang, efter læsningen af Den yderste grænse, bliver også Himmel og helvede en mørkere roman. Læst forfra er romanen et vidnesbyrd om forandringens mulighed, læst bagfra i lyset af Den yderste grænse trænger helvedesvisionen frem, og man undrer sig over, hvorvidt afsnittet om Fred og Maria er et destruktivt tegn for tiden og kulturen, som først bliver synligt bagefter, når det hele er overstået, når læseren har stået ved den yderste grænse.
Himmel og helvede samler og slutter romanens store og brogede mønster på Kongens Nytorv i København september 1971, hvor de mest prominente finansfolk i vestlig kapitalisme overværer en festforestilling i Det kongelige Teater, alt imens betjente på motorcykel kører demonstranter ned på fortovet udenfor. Rygtet vil vide, at politiet afprøver en hemmelig NATO-plan i det voldsomste sammenstød mellem statsmagt og demonstranter i Danmark siden 2. Verdenskrig. Det er Verdensbanken, der holder kongres med deltagelse af den amerikanske udenrigsminister. Men studenteraktivisten Asger, der i måneder har været involveret i planlægningen af demonstrationerne, får i sidste øjeblik politiske og moralske skrupler, og i stedet for at deltage anklager han sig selv for at mangle tålmodighed og udholdenhed, for at svæve i et tomrum af idéer og visioner uden krop, for at ville afsløre det kapitalistiske system gennem konfrontation med magthaverne og for at vide alt for lidt om den arbejderklasse, som han ville lave revolution for. Det gigantiske, selvdestruktive og realitetsfremmede over-mod, som kom klart frem i terrorismen, var også til stede i ungdomsoprøret og dets politiske udløbere som i opgøret omkring Verdensbanken. For selv den vesteuropæiske terrorisme var et barn af 1968, og hvad sker der, som Jonna spørger sig selv i Den yderste grænse, hvis man begynder at se sig selv eller en del af sig selv i den tyske terrorist Ulrike Meinhof, »den pæne dygtige pige, der havde gjort sig til magtens bagside, dens skygge. Og var blevet fremmed for alt menneskeligt?«
»Følelsen af at befinde sig i et tomrum, spærret inde i bly. Følelsen af at befinde sig i et forvrænget spejl. Følelsen af, at tid og rum var indelukket i hinanden … «. Sådan beskriver Ulrike Meinhof, der var det mest prominente medlem af Rote Armee Fraktion, tilstanden som isolationsfængslet i den såkaldt døde afdeling af Stammheimfængslet i Tyskland, hvor hun begik selvmord i 1976. Citatet indgår i romanen Himmel og helvede, hvor Kirsten Thorup lader Jonna sammenligne Stammheim med sidste halvdel af det 20. århundrede – »ligesom et middelalderfængsel var et billede på middelalderen«.
Den yderste grænse
I Himmel og helvede er det forandringens gennembrud i personernes liv, der skaber romanens mønstre. I Den yderste grænse derimod er det dommedagsbilleder, der gennemsyrer og forbinder personernes liv. Således arbejder studenteraktivisten Asger nu som edboperatør på udarbejdelsen af en økonomisk verdensorden, et storstilet forsøg på at finde et teoretisk grundlag for at hindre jordens undergang. Da han mister troen på ene mand at kunne forandre verden og opdager, at han endnu en gang har ligget under for en illusion, begår han selvmord efter at have udslettet hele kundekartoteket i firmaets edbsystem. Han tager dermed en del af sin verden med i faldet og svigter samtidig Jonna, som han har lovet »århundredets ægteskab«, hvor de sammen skal praktisere socialistisk kærlighed.
Da den ambitiøse lærerinde en morgen oplever hverdagens ragnarok i et hjem, hvor moderen har været på druk, føler hun sig som »spærret inde i et vrængbillede, et forvarsel om dommedag«. Hun er selv i krise, efter at elskeren har svigtet hende, og synet af de skræmte, forsømte børn i den smadrede lejlighed sender hende på psykiatrisk afdeling. For Esther, børnenes mor, er verden også brudt sammen ved drukorgiet. Hun beslutter at brænde den systue af, som hun er leder for. Hendes søster, fredsaktivisten Doris, ser apokalypsens billeder »bål og brand og lyn der flængede himlen« i Esthers forsæt, men hun kan ikke holde hende tilbage. Det kan derimod eksterroristen Bruno, værtshusindehaver og Esthers hemmelige beundrer. »Fordi man står på kanten af en afgrund er der jo ingen grund til at kaste sig ud i den«, siger han til hende, og i en kærlig overraskelsesmanøvre får han tændstikkerne fra hende. Og så endelig »havde store Esther fundet sin overmand. Hun havde fundet kærligheden«.
Kun kærligheden kan redde jorden fra undergang, er det eventyrlige budskab, men netop kærligheden må give op i de realistiske kærlighedsbeskrivelser. John og Maria gennemlever således en traumatisk skilsmisse, og Asger, som Jonna går og venter på, når at forelske sig lidenskabeligt i massagepigen Susie før selvmordet. At bøssen Jonni elsker kvinder, men begærer mænd, gør ham således ikke til outsider i Kirsten Thorups univers. Tværtimod bliver han et udtryk for den generelle fortvivlelse, at begæret og kærligheden ikke kan rettes mod samme person. Og Jonna selv, der venter på ægteskab med Asger, mens hun har et erotisk forhold til grillbarejeren Kris, ønsker sig, at »han og Asger kunne smelte sammen til én person, én mand. Og at jeg selv kunne smelte sammen til et menneske«.
I Himmel og helvede forsvandt Jonna som jeg-fortæller bag de eventyrlige forandringer, som realiseres af alle andre end hende selv. Det nærmeste, man kommer hende, er gennem broderens noget forbeholdne karakteristik på romanens sidste side. For hun er ikke lige hans type. »Hun tænker og snakker akkurat som en mand«, »man føler ikke det er en kvinde, man er sammen med«, »hun er for mager og spids, og hun har vist heller aldrig kunnet finde ud af det med mændene«, fortæller John. Først i Den yderste grænse kommer Jonna som voksen på scenen igen.
I to store kapitler føres Jonnas historie ajour. Først da Asger dør, opgiver hun drømmen om et andet og mere strålende liv.
»Jeg kan ikke blive ved med at gå og lade den ene drøm afløse den anden og dø«, siger hun til Kris. Hele livet har hun levet i barndommens og ungdommens diffuse, opadstræbende drøm om »et skridt op ad samfundsstigen«, men som 42-årig erkender hun, at livet snarere har været domineret af angsten for at gå til bunds. Efter Asgers selvmord ryger Jonnas sidste illusion. Da romanen slutter, er hun på femte år ansat som ufaglært i et varehus og overvejer at blive tillidsmand. Hun fortsætter forholdet til grillbarejeren. Han er der, arbejdet er der. Og det er godt nok.
Den yderste grænse er således én lang revision af Himmel og helvedes vision om, at alting er muligt, og at grænser er til for at ophæves. Den drøm, som kollektivt og samfundsmæssigt blev prøvet af i ungdomsoprøret, revideres nu endeligt. Efter Den yderste grænse begynder man at undre sig over Jonna-seriens navnesymbolik. Jonna, Jonni, John er alle forkortelser af navnet Johannes, og den nærliggende tanke melder sig, at Kirsten Thorup med sin fortolkning af sidste halvdel af det 20. århundrede skriver på apokalypsen fra Johannes’ åbenbaring. Jonna-serien fremstår som Kirsten Thorups kritiske kulturanalyse af en samfundsudvikling, der i gode og onde viljer går sin egen undergang i møde.
»Springet fra 50’erne til nu er så eventyrlig stort. Det er som om man har levet i en verden, der er sunket i havet«, udtalte Kirsten Thorup i forbindelse med udgivelsen af Den yderste grænse. At skabe forbindelsen bagud til dette barndommens forsvundne Atlantis har Kirsten Thorup taget på sig først og fremmest med Jonna-serien, der har gjort hende til en af Danmarks mest læste forfattere. En moderne Nexø og en kvindelig H. C. Andersen er betegnelser, der er blevet brugt om Kirsten Thorups forfatterskab.
En dannelsesvej
Den yderste grænse slutter »ved begyndelsen«, som det sidste kapitel hedder. Sammen med den øvrige familie er Jonna gæst ved moderen Bettys 85 års fødselsdag på Fyn. I romanens allersidste billede er Jonna hjemme:
»Hun (moderen) havde glemt os. Der var kun hende og Carl Frederik (faderen) tilbage i hele verden. De forsvandt ud ad den lille, lave dør og forvandlede sig til tunge, stærke okser på Herrens mark langt uden for vores rækkevidde. I mørkningen efter den lange dag under en brændende sol. Og mens solkongerne bukker under og bliver skiftet ud med nye herskere, som mester jakel dukker på et teater, ville de altid være der, på marken tæt ved græsset blandt de udødelige«.
Med Jonnaserien lader Kirsten Thorup en kvindes liv gennemlyse og spejle en endnu større og fælles historie, men samtidig kan romanerne læses som en kvindelig dannelsesroman. Det kvindelige jeg er til stede i barndommen, men forsvinder i ungdommen for så at komme til syne igen i den voksne realitetsafprøvning og -afbøjning. Jonna er hjemme i længslen efter forandring i 50’ernes danske provins, hjemløs i hovedstadens 1968 og i sin egen voksne kvindehistorie. Hun er hjemme igen i provinsen, i opgivelsen og i erkendelsen af dødens realitet.
»Fattige børn havde tre store myter: Paradiset, rigdommen og miraklet«, og de tre myter havde brændt sig ind i kødet på René, der beskrives som en paria, en udstødt. På sidste side af Elskede ukendte lover René sig selv, »at han ville leve, som om hver dag var den sidste, som om tiden var gud-dommelig og skulle holdes hellig«.
Elskede ukendte
Hvor Jonna-serien er en Danmarkshistorie over 30 år og en kvindelig dannelsesroman, er Elskede ukendte et nutidsbillede af Danmark år 1992. Hvor apokalypsen lå som undertekst i Den yderste grænses undergangsbilleder og dommedagsfantasier, er teksten om den sidste tid i Johannes’ åbenbaring til stede som åbenlys og allestedsnærværende reference i romanen, der beskriver en dødskultur så stærk, at den fuldstændig besætter og overtager personligheden. Elskede ukendte er Jonna-seriens mørkeside i rendyrket apoteose. De modstandspotentialer, som betinger håbets overlevelse i Jonna-serien, er stort set fraværende i Elskede ukendte, selv om de to hovedpersoner Karl og René redder sig hjem fra hver sit religiøse vanvid i romanens slutning. Begge finder de tilbage til en hverdag, og det er det sandt eventyrlige resultat af en uafgjort magtkamp mellem to storhedsvanvittige, hvor den ene som pinsemissionær beslutter sig for at frelse den anden, som selv tror sig at være Jesus. Slutningen har således stadigvæk forbindelse til især Himmel og helvedes stedvis magiske realisme, men ellers har Kirsten Thorup med Elskede ukendte taget skridtet fuldt ud i en dystopisk realistisk beskrivelse af nutiden.
»Han havde lyst til at omfavne de tavse træer og mærke de hårde ubøjelige træstammer mod sin krop og smelte sammen med dem, blive til mandogtræ. Men træerne virkede utilnærmelige og afvisende og ville ikke lukke ham ind i deres fællesskab. Han blev grebet af en svimlende følelse af fremmedhed, af at være en fremmed på en fremmed planet«, står der om René i begyndelsen af Elskede ukendte, som forbinder eksistentiel og social ensomhed. René følte sig »udenfor som pensionister og de arbejdsløse, der levede i deres tidslomme uden grænser«.