Minna Canth

1844 - 1897

Finland

Minna Canth var som grundlægger af det finske realistiske drama den mest omdiskuterede person i sin tids Finland. Hun var datter af en butiksindehaver i Tammerfors, hvor hun gik i svensksproget pigeskole. Efter et år på lærerseminariet giftede hun sig med sin lærer, og da hun som 35-årig og gravid for syvende gang blev enke, flyttede hun hjem til sin fødeby og overtog faderens garnforretning, der blev en økonomisk succes og sikrede grundlaget for hendes forfatterskab.

Fire måneder efter ægtefællens død sendte hun sit første skuespil til landets mest fremtrædende teater, men hun debuterede først i 1883 som dramatiker med Murtovarkaus (Tyveri). Med Työmiehen vaimo (Arbejderens hustru), 1885, vakte hun heftig diskussion, ikke mindst i konservative kredse. Minna Canth publicerede flittigt ikke blot skuespil, men også noveller og forskellige artikler. Hendes vigtigste tema var kvindesagen.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Greta von Frenckell-Thesleff: Minna Canth, 1944

Lucina Hagman: Minna Canth 1-2, 1906-10

Maria-Liisa Nevala (red.): "Sam roolin johon en mahdu" i: Finska kvinnolitteraturens linjer, 1989