»Det var oktober og tåget vejr. Skoven omkring Stenborgen virkede mere grå end grøn, den var sløret og dryppende, fuldstændigt stille. Kun Hannafia Alle listede omkring og standsede jævnligt og bøjede sig ned. Hun plukkede tyttebær og snøftede nu og da«.
Sådan lyder det i starten af fortællingen om den tolvårige Hannafia i Irmelin Sandman Lilius’ eventyrroman Korpfolksungen, 1994, (Telit fra ravnefolket, 1995). Tiden er sent i 1800-tallet, miljøet er den fiktive finlandssvenske småby Tulavall, hvor Hannafia og hendes store søskendeflok hører til de fattigste blandt de fattige. Hannafia er, ligesom flere andre af Irmelin Sandman Lilius’ hovedpersoner, en pige på vej ind i kvindelivet. I hendes sociale miljø er arbejdet en naturlig del af tilværelsen med bærplukning, pasning af de utallige småsøskende, hjælp med husarbejdet for den udslidte, forgræmmede mor.
I den realistisk beskrevne bærskov støder Hannafia på fantastiske væsener. Hun møder sin ven sømanden Tuspuru Schando fra det magiske sejlskib Sydvest, og sammen finder de en endnu mere mærkelig åbenbaring, en forladt unge fra det vilde, bevingede ravnefolk. Hannafia bliver sammen med sit hittebarn smidt ud fra barndomshjemmet og tager hyre som kahytsjomfru på Sydvest på dets vovelige færd til det græske arkipelag. Historien om Hannafia udvikler sig til en eventyrfortælling, en kærlighedshistorie og til et indlæg i dagens debat om fremmedhad og miljøødelæggelse.
Petra Wrede har i sin Fru Solatrilogin. En studie i Irmelin Sandman Lilius’ berättarkonst, 1986, analyseret den måde, hvormed forfatteren arbejder med flere tidsplaner og flere virkelighedsplaner. Dels peger Petra Wrede på forbilleder som Selma Lagerlöf og Zacharias Topelius, hvis idealistiske, antimaterielle livsanskuelse Irmelin Sandman Lilius tydeligt deler, dog uden religiøse fortegn. Dels drejer det sig om en litterær konvention inden for den såkaldte fantasy-litteratur, som Irmelin Sandman Lilius både har skrevet om som kritiker og er inspireret af som forfatter. Fantasy-forfatterne opererer ofte med tidsforskydninger og lader overnaturlige elementer infiltrere hverdagen.
Et tredje medvirkende element er Irmelin Sandman Lilius’ stærke, næsten panteistiske naturfølelse og hendes intuitive overbevisning om eksistensen af det overnaturlige.
Et flerbundet forfatterskab
Korpfolksungen er den finlandssvenske forfatter og billedkunstner Irmelin Sandman Lilius’ (født 1936) 40. bog. Hun debuterede som 19-årig med digtsamlingen Trollsång (Troldsang) i 1955 og har siden etableret sig som en af Finlands internationalt bedst kendte børnebogsforfattere. I Korpfolksungen forenes flere af Irmelin Sandman Lilius’ typiske fortællegreb. De glidende overgange mellem det realistiske og det fantastiske, mellem barne- og voksenverdenen, mellem mytisk tid, historisk epokeskildring og nutid gør hende til en grænseoverskridende, flerbundet forfatter for alle aldre.
Til hendes første bøger hører de fire såkaldte »Muddle-bøger« (Enhörningen (Enhjørningen), 1962, Silverhästskon (Sølvhesteskoen), 1964, Maharadjan av Scha-scha-scha-slé (Maharajaen af Scha-scha-scha-slé), 1964, og Om Härligas Hus (Om Herligheds Hus), 1966), hvor hun lader sin lille datter Muddle konfronteres med de eventyrelementer, der efterhånden bliver en del af hendes fantasiverden, byen Tulavall.
Tulavall har træk til fælles med visse små finlandssvenske kystbyer, Nykarleby og Borgå, hvor Irmelins morforældre boede, og ikke mindst med Hangö, hvor hun bor sammen med sin mand, kunstneren og forfatteren Carl-Gustaf Lilius. Tulavall visualiseres for første gang som begivenhedernes centrum i bogen Bonadea, 1967 (da. 1980).
»Jeg begyndte at skrive historier om en pige, der hed Bonadea og boede i byen Tulavall. Da føltes det, som om jeg var kommet hjem. Det var som at bygge et bo – man slæber alt muligt hjem alle steder fra. Først var Tulavall et tilflugtssted, så blev den et udgangspunkt«, har Irmelin Sandman Lilius forklaret i et interview i Hufvudstadsbladet 12.8.1990.
Den forældreløse Bonadea er den lille bys oprører. Hun lever fri som fuglen, uden for det strengt hierarkiske 1800-tals-samfunds skranker.
I det samfund, som Irmelin Sandman Lilius opbygger i bog efter bog, er øvrigheden og det rige borgerskab der som en baggrund, men hovedpersonerne er strædernes fattigfolk. Familien Halter i trilogien om Fru Sola (Gullkrona grand, 1969, (Guldkronegyden, 1971 / Guldkronestræde, 1980), Gripanderskagården, 1970 (Gripanders hus, 1980), Gångande grå, 1971 (Gangeren den grå, 1980)); familien Apelman i Kapten Grunnstedt, 1974 (Kaptajn Grunnstedt, 1979), Mattan från Kars, 1989 (Det magiske tæppe, 1992) og Hästen hemma, 1991; Hannafias familie i Korpfolksungen, alle lever de i en hverdag præget af dybe sociale kløfter.
»Jeg tænker mig, at I alle tre sidder i køkkenet nu, og nok er det et gråt og slidt køkken, men alle steder kan bruges til at drage ud fra. Og Tiden er en lang vej, der begynder ved køkkentrappen og fører ind i Fremtiden. Jeg ved godt, hvordan I tænker jer Fremtiden. Jeg har hørt jer tale om den af og til … Men tænk nu, tænk jer, at I har gået den lange Tidens vej, at I er kommet til Fremtidens port. I banker på, og Porten bliver åbnet og, I går ind, og der står I og ser, at også Fremtiden bare er et køkken, frygteligt luvslidt, og gulvet er så slidt, at I får splinter i fingrene, når det skal skures. Og så ville I i det mindste gerne sidde lidt og hvile jer, men har ikke tid, for det er bare om at tage fat og glemme, hvad hovedet er fuldt af«.
(Fru Halters brev til døtrene i Gångande grå).
Kvinders arbejde og kærlighed
Denne verden af fattigfolk er i vid udstrækning en minutiøst beskrevet kvindeverden, hvor pigerne allerede som meget unge udfører kvindearbejde, tager voksent ansvar og skaffer sig udkomme.
Fortælleperspektivet hos Irmelin Sandman Lilius er overvejende den unge piges. Hendes relationer til søstre, veninder, moderen og andre ældre kvinder beskrives med psykologisk skarpsyn. Bøgernes mænd er brødre, fædre, potentielle elskere og ægtemænd, der kræver kærlighed, pleje, pasning og opmærksomhed. Det er dog ikke historier om et kvindeligt martyrium, tværtimod er der et anstrøg af varm sensualisme i hendes bøger.
En af de stærkeste beskrivelser af ung kærlighed giver hun i voksenbogen Främlingsstjärnan, 1980 (Fremmed stjerne, 1982), om kunstnerinden Ellen Skärvmark og digteren Rudolf Aronius. De fire »Främlingsböckerna« handler også om kunstnerisk frigørelse og kunstnerisk skaben. Ellen Skärvmarks skikkelse er, hvad Irmelin Sandman Lilius i ovennævnte interview karakteriserer som »en bøjning mod eller nejen for tre store finlandssvenske malerinder: Helene Schjerfbeck, Ellen Thesleff og Helena Westermarck«.
Uden for tiden og rummet
Tulavall er ikke kun det sene 1800-tals småby, men også den grå fortids eventyrverden, hvor Kong Tulle i bogen af samme navn, 1972, grundlægger riget Tuntula og gifter sig med den smukke Libite, halvt menneske og halvt ræv. Også i det realistiske 1800-tals samfund hersker eventyrets dronning, fru Sola.
Bonadea, den ældgamle kloge kone Fia, sømanden Tuspuru og en del af Tulavalls hestebestand er i grunden evige åndevæsener.
Uden for Tulavall ruller havet og fører Valle Vejrhat og hans besætning på skibet Sydvest til eksisterende og fiktive steder verden over.
Irmelin Sandman Lilius
»Den gamle kaldte: ‘Libite, Vidiranga, Hæssa-Unn!’« Så raslede det mellem løvet, der kom to hænder frem, og et ansigt, og så hele pigen. Hun lignede ingen af Tullafolkets døtre, hun var meget spinkel og mørk. Hendes øjne var aflange, mørkebrune, og næsen var lang, den fik hende næsten til at ligne en ræv. Håret nåede ned til knæene, og kjolen af tyndt skind skjulte hendes fødder. Da hun gik hen mod Kong Tulle, så han, at hun haltede«. (Kung Tulle, 1972).
rejser til og fra Tulavall i tiden og rummet. Tiden er for hende ikke kronologisk, rummet er heller ikke statisk. I Mattan från Kars bevæger Anna-Lina Apelman sig mellem de huslige sysler i Tulavall og eventyr i de kaukasiske bjerge. I Främlingsbilden, 1990, stiger Ellen Skärvmark og Rudolf Aronius ned fra en fortovskant i århundredskiftets Paris og ud på en livligt trafikeret gade i dagens Paris. I Korpfolks-ungen fungerer det magiske hittebarn Telit som budbringer mellem Tulavall og skibet Sydvest. I Gripanderska gården er alkymisten Turiam lige ved at finde de vises sten og den evige sandhed.
Den selvbiografiske del af forfatterskabet giver nye dimensioner til Tulavall. Irmelin Sandman Lilius har gang på gang overført tunge, opslidende barndomsoplevelser af død, forsvinden og kontaktløshed, men også af sammenhold, fællesskab og søsterskab til sin fiktion.
Ud af Tulavall – og ind igen
I sin senere produktion stiger Irmelin Sandman Lilius stadig oftere ud af Tulavalls fiktive verden og ind i en mere selvbiografisk betinget virkelighed. I udsøgte små billedbøger som Observatoriet, 1985, og Förvandlingstrappan, 1987, går hun tilbage til sin barndom og ungdom, som var præget af tiden som krigsbarn i Sverige, af forældrenes skilsmisse og en af hendes stedmødres tragiske død. Hun har også udgivet en barndomsskildring sammen med sin søster Heddi Böckman.
Den ubegrænsede fantasi og det overnaturliges naturlige nærvær repræsenteredes i barndommen først og fremmest af moderen Tutu, børnebogsforfatteren Rut Forsblom. Ved skilsmissen efterlod Tutu sine børn, ligesom fru Halter i fru Solatrilogien. Ligesom Halter-pigerne måtte døtrene Sandman bearbejde sorgen over et tab. De måtte lære sig at leve bestyrkede af den tanke, at det bedste hos den, de havde mistet, stadig fandtes i dem selv.
Måske er også Tutu og hendes døtre reinkarnationer af den magiske fru Sola.
»Heddi og jeg kiggede på Tutti.
Det var sådan med hende, at hun for det meste kunne få folk til at gøre, som hun ville. Hun var egentlig ikke smuk, men hun virkede bedårende. Hun havde brunt, krøllet hår og gråbrune øjne, strålende øjne – måske var det øjnene, der gjorde, at folk med glæde gjorde, hvad hun bad dem om. Hun havde også sådan en morsom stemme, den var lav og varm, og nogle gange lidt hæs. Og hun var rask og livlig som en fugl.
Ja,’ sagde hun til professoren. ‘De lever i grænseløshedens evighed. Men De lever ikke’. Hun kiggede på hans tomme kaffekop og spurgte: ‘Hvad giver De Deres vagter at spise? Hvad får de at drikke?’Han svarede: ‘Lys. Og mørke’«.
(Observatoriet, 1985).