»From kitchen sink to literary heights. That’s the success story of Miss Sally Salminen, 30-year-old Swedish maid …«. Sådan begynder en af de hundreder af sensationsartikler, der i efteråret 1936 blev trykt i USA og den øvrige verden om den ålandske indvandrerpige Sally Salminen (1906-1976), der med sin debutbog Katrina havde vundet førsteprisen i en romankonkurrence.
I løbet af det første år efter at Katrina var udkommet, kom den i 15 oplag. Bogen er blevet oversat til nogle og tyve sprog, og den kommer stadig i nye oplag. Tusindvis af kvinder har læst Katrina som deres første, måske eneste, voksenbog.
Det var optakten til en af Nordens største salgssucceser nogensinde, en roman, som stadig fascinerer, også efter at selve historien om den skrivende husassistent, den ålandske autodidakt i New York, er blegnet.
I det ålandske landsbysamfund blev forfatteriet opfattet som galskab. Gunvor Javen skriver i »Sallys Saga«: »Selv Sallys mor, der dog selv elskede at læse, tænkte i de baner. Da hun fik at vide, at Sally ovre i Amerika var i gang med at skrive en bog, skrev hun til hende, at det måtte hun øjeblikkelig holde op med. Sikke griller! At skrive romaner mens man arbejdede! Det var jo ikke engang et kvindefag!«
Katrina har optakt som et folkeeventyr: »Katrina var den ældste af syv søskende, datter af en bonde i det nordlige Österbotten. Hun var den kønneste, den gladeste og den stolteste af de tre søstre. Stærk var hendes unge, ranke krop, og arbejdet gik som en leg, hvad enten det gjaldt om at hugge tømmer i skoven, pløje og harve på marken eller spinde og væve inde i huset. Det var et smukt syn at se Katrina vende hjem fra skoven med sit tømmerlæs en vintereftermiddag, når solen sank på den anden side af den snedækkede slette. Dér sad hun rolig og rank på læsset og holdt tømmen med sikre hænder, klædt i strålende blå, hjemmestrikkede uldne vanter«.
Allerede i det første kapitel forlader Katrina denne hyggelige idyl. Hun lader sig lokke til det fjerne Åland af en forførerisk gavtyv. Med eventyrets uforklarlige logik genser hun aldrig sit velhavende barndomshjem eller sine søstre – end ikke de blå uldvanter. Hun synker ned i bundløs fattigdom, en tilværelse der nærmest minder om en livegens, og som Sally Salminen beskriver med indfølende realisme.
Katrinas sømand er hjembyens mest fattige og foragtede paria. Hun får status som fattig husmandskone og tyende. Hun arbejder, føder og opdrager børn, ser dem dø i et klassesamfund, der langsomt går mod sin opløsning. Hendes eneste overlevende barn opnår rang af kaptajn, men fjerner sig derved også fra moderen.
Den sociale kritik i Katrina fremkaldte stærke reaktioner i Sally Salminens hjemby Vargata på Vårdö. Bogen blev begyndelsen på en litterær karriere, men også en byrde for sin forfatter. I begyndelsen af 1940’erne giftede Sally Salminen sig med den danske maler Johannes Dührkop og tilbragte derefter resten af livet i Danmark eller på rejse. Hun udgav i alt 17 bøger: romaner, rejseskildringer og selvbiografier. Alt, hvad hun skrev, blev dog overskygget af Katrina.
Men især i Sally Salminens senere produktion er der flere bøger, der fortjener at fremhæves ved siden af Katrina. Blandt dem den ejendommelige Bretagne-roman Prins Efflam, 1953, hvor Sally Salminen brugte sin berejsthed, sin belæsthed og sit antifascistiske engagement til at skabe en mytisk samtidsroman.
Hendes forfatterskab blev afsluttet med fire selvbiografiske bøger: Upptäcktsresan, 1966, Min amerikanska saga, 1968, I Danmark, 1972, og Världen öppnar sig, 1974. De udkom på dansk i en forkortet udgave med titlerne Flugten til Amerika, 1967, og I Danmark, 1979. I Upptäcktsresan, der er blevet betegnet som en af de bedste finlandssvenske folkelivsskildringer fra 20’erne, fortæller hun om sin opvækst i en fattig bondefamilie med 11 børn. I Min amerikanska saga beskriver hun tiden som tjenestepige i New York.
Med Min amerikanska saga slutter Sally Salminen ringen til den elskede og forhadte Katrina. Begge bøger synliggør hverdagens detaljer og vedtagne undertrykkelsesmekanismer, som hidtil ikke havde været regnet for litterært interessante. De har et sug, en tiltrækningskraft, der skyldes, at de er askepoteventyr forklædt som realisme. Katrina går gennem sit hårde liv som en forklædt prinsesse – vi ved, at hun engang sad øverst på tømmerlæsset med sine uldne blå vanter. Sally Salminen er tjenestepigen, der skrev en succesroman på knæ ved sengekanten i pigekammeret. Hun er den grimme ælling, der blev til en svane.
Sally Salminen var en flittig autodidakt, der studerede pr. korrespondance, allerede inden hun emigrerede til USA. Dér begyndte hun at skrive, først på engelsk. Gunvor Javen beskriver hendes første offentliggjorte frembringelse, kampdigtet »Yes, Madam«, der slutter med ordene »No, Madam«. Det blev trykt i Domestic Workers’ News, og Sally Salminen optrådte med det hos de unge radikale indvandrere i deres klublokale i Harlem.
Katrina er den første i rækken af ålandske romaner, som har tryllebundet et stort antal overvejende kvindelige læsere. Sally Salminens yngre slægtning Anni Blomqvist fulgte efter med bøgerne om Stormskärs Maja (fra 1968), og Ulla-Lena Lundberg skildrer i sin Ålandstrilogi (Leo, Stora världen, Allt man kan önska sig, 1989-95, de to første oversat til dansk) det samme samfund som Katrina, men med større social bredde og forståelse, også for kaptajnernes synsvinkel.