Hos eskimoerne var der tradition for, at kvinder kunne udtrykke sig på lige fod med mænd. Knud Rasmussen hævder, at alle mænd og kvinder, og undertiden også børnene, havde deres egne digte. Ganske vist levede kønnene i det eskimoiske samfund i hver sin verden, optaget af hver sine nøje definerede gøremål, men i digtningen mødtes man. Sange blev anset for at komme til mennesket udefra, fra de magter der styrede verden, ligesom fortællingerne nedarvedes fra forfædrene og repræsenterede menneskeslægtens samlede visdom. Ingen havde patent på denne sandhed. Derfor kunne selv den mest ydmyge gamle kone, som til daglig levede sit liv på den yderste sidebriks, træde lige ind i samfundets centrum i det øjeblik hun greb trommen og begyndte sin sang.
Både i Grønland, Kalaallit Nunaat, og i Sameland, Sápmi, indførtes skriften sammen med kolonisationen. Den første salme skrevet af en grønlænder tryktes i 1858, den første roman i 1914, og siden har den grønlandske litteratur udviklet sig med adskillige livslange, veletablerede forfatterskaber. Den første skønlitterære bog på samisk var en roman skrevet 1912, tre år efter udkom en bog med digte og noveller, derefter var der nogle sporadiske udgivelser i 30’erne og 40’erne, indtil samisk litteratur virkelig blev en realitet i 60’erne og 70’erne.
Høegh, Aka (f. 1947) (gr.): Selvportræt, 1992. Blandteknik
Af samme grund kunne også kvinder uddanne sig til shamaner (angakkok, i flertal angakkut), og der var ikke restriktioner for, hvad kvinder kunne eller burde opleve i omgangen med den anden verden, i forhold til mænd. Unge kvinder synes at have uddannet sig på helt lige fod med mændene – men der var meget færre kvinder, der fuldførte uddannelsen og blev aktive angakkut, af den simple grund at kvindens uddannelse normalt fik en brat afslutning, når hun fik sit første barn. Uddannelsen til angakkok foregik ude i det store øde, fjernt fra mennesker – og hvilken kvinde kunne forlade sit spædbarn i dage og uger for at sidde på en søbred og stryge på en sten og vente på at blive ædt af en kæmpebjørn fra søens bund? Af samme grund synes der i øvrigt at være temmelig mange frivilligt forårsagede aborter at spore i de få kvindelige shamanbiografier, vi er i besiddelse af. Uddannelse var også i de tider noget, en kvinde kunne ønske sig så brændende, at andre hensyn måtte vige eller i hvert fald udskydes.
Det var således først, da nye kulturelle og samfundsmæssige institutioner blev indført efter dansk mønster, at mændene fik monopol på varetagelsen af ideologi og åndsliv. Det blev grundtvigianerne, der for alvor kom til at præge udviklingen af undervisningssystemet i det moderne Grønland, og de nationalromantiske idéer i grundtvigianismen, tanken om myten, det levende ord og om modersmålet som det grundlæggende i folkets sjæl, har haft afgørende indflydelse på etableringen af den stærke nationale selvfølelse i Grønland. Den eskimoiske rollefordeling med kvinden som den, der herskede indendørs, mens manden var ude på fangst, passede kun alt for godt med det ideale grundtvigske hjem, hvor kvinden skulle virke i »den stille kreds« og således kun indirekte som opdrager tage del i samfundets ideologiske og politiske udvikling.
Uddannelsessystemet baseredes således på mændene; det var mænd og kun mænd, der fik skoleundervisning ud over grundskolen, og da man i 1930’erne besluttede at oprette efterskoler for piger, var det stadig med det udtrykkelige formål at sørge for, at de grønlandske mænd kunne finde kvinder på et passende åndeligt niveau blandt deres egne – kvinder de kunne anse som værdige mødre for deres kommende børn. Først efter 2. Verdenskrig, hvor Grønland blev åbnet for omverdenen og alle kræfter sat ind på at gøre Grønland til en moderne industrination, begyndte man at satse på kvindernes uddannelse og forberedelse til selvstændig erhvervsaktivitet.
Vigtige årstal for Grønland: Koloniseringen indledtes med Hans Egedes ankomst i 1721 og afsluttedes med grundlovsændringen i 1953, hvor Grønland blev en integreret del af det danske rige. Grønland og Danmark er stadig i Rigsfællesskab, men i 1979 trådte det grønlandske Hjemmestyre i kraft, en ordning, der giver Grønland selvbestemmelse i alle interne anliggender.
Samerne – assimilation og opposition
I det tidlige fangersamfund var samerne nomader og udnyttede de tilgængelige ressourcer i en fast årscyklus. I 1600-tallet skete en differentiering, hvor de fleste samer blev bofaste, enten som fiskere langs kysten og i fjordene eller med jordbrug som hovedernæring. Man fortsatte dog bærplukning, fiskeri i indlandssøer og elve m.m. og gjorde sig aldrig afhængig af kun én ressource for at overleve. Nomadetilværelsen blev kun fortsat af dem, som tæmmede vildrenen og havde rendrift som levevej.
Marakatt-Labba, Britta (f. 1951) (sam.): Han for. Broderi u.å. Privateje
Samernes sang kaldes joik, og man antager, at den har været en vigtig faktor i det sociale liv, både ved at man joikede myter og fortællinger i eposform og i form af personjoiker: først når man fik sin egen joik, kunne man regnes som selvstændigt samfundsmedlem. Denne tradition lever ikke længere, bortset fra nogle få begrænsede områder, men joiken findes fremdeles og har antaget nye former og er en vigtig del af mange samers liv. Personjoikerne kan med få ord og malende brug af rytme og melodi beskrive og karakterisere en person og kan let sammenlignes med moderne lyrik. Joiken udgør da også en af hovedinspirationskilderne for moderne samisk sang og poesi.
Både mænd og kvinder kunne joike, derimod var det sædvanligvis mænd, der blev shamaner, noaidi. Joiken var vigtig også for shamaner, ved hjælp af den og den hellige tromme kunne de falde i trance og foretage rejser til åndernes verden. Denne tilknytning til samernes gamle religion var da også hovedgrunden til, at missionærerne ivrigt forsøgte at udrydde og forbyde joiken. Dette skete samtidig med, at man indførte dødsstraf for udøvelse af shamanisme. De hellige trommer blev samlet ind og brændt som Djævlens instrumenter.
Den litterære bølge efter 70’erne
Kvinders moderne litterære produktion begyndte med de politiske strømninger sidst i 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Grønland og det nordlige Skandinavien blev opdaget som landsdele, og grønlænderne og samerne fik øje på sig selv som etniske minoriteter: Nu skulle det være slut med mindreværdsfølelsen over for de dominerende kulturer, nu skulle folkets egen stemme høres på sit eget sprog. En ny forfattergeneration stod frem i protest mod fordanskning, fornorskning etc., og her kom kvinderne med. Perioden var også kvindebevægelsens tiår.
Der var mange muligheder for offentliggørelse. Mange fik deres første tekster trykt i avisen, ligesom radioen i Grønland har fungeret som en storartet »mellemform« mellem mundtlighed og skrift.
I 1800-tallet spredtes litteraturen i alt væsentligt via cirkulerende håndskrifter. Karoline Rosing (1842-1901) var datter af en fanger, men var barnepige hos præsten og lærte dansk. Hun oversatte en række tekster, helst spændingshistorier, til grønlandsk, og hun oversatte også til den grønlandske avis Atuagagdliutit, men fik ikke noget navn i litteraturen.
I Grønland har endvidere de mange antologier befordret kvindernes entré i litteraturen. I de to antologier, som blev en slags igangsættere for 70’ernes litterære bølge Puilasoq pikialaartoq (Den sprudlende kilde), 1970, og Allagarsiat (Breve jeg har modtaget), 1971, var kvinderne dog kun repræsenteret ved en enkelt tekst i den sidstnævnte – hvor redaktionen oven i købet fandt det nødvendigt at fremhæve, at den pågældende Bolethe skam ikke var nogen hvem som helst, men hustru til den afdøde Jonathan Petersen, Grønlands store salmedigter. Men i antologien Suluit (Vinger), udgivet af den grønlandske forfatterforening med spredte mellemrum fra 1978, er kvinderne blevet stadig bedre repræsenteret, ligesom det er tilfældet i de to antologier udgivet dobbeltsproget, på dansk initiativ: Inuit, ny grønlandsk lyrik, 1980 og Inuit nipaat, grønlandske digte i 1980’erne, 1989.
To sange har Bolethe Petersen (1892-1986) fået med i den nye grønlandske sangbog og en melodi til en sang. Ingen ved med bestemthed, hvor meget hun skrev – eller hvor stor en indflydelse hun øvede på sin mand salmedigteren Jonathan Petersens arbejde.
I Norge oprettedes i 1973 en særlig »komité til fremme av samisk litteratur«. Denne komité blev to år senere optaget som et af underudvalgene i Norsk kulturråd og udgav fra 1973 sin egen skriftserie, kaldet Cállagat (Skrifter). Mange forfattere har fået deres debut her.
I 1984 anerkendte man i Nordisk Ministerråd Grønland og Sameland som medlemmer af Norden, også i litterær henseende, og Grønland og Sameland kan herefter indstille hver en kandidat hvert år til den nordiske litteraturpris. Indtil videre har Sameland to gange og Grønland én gang indstillet en kvinde til prisen.
Grønlandske romaner
Den første grønlandske roman skrevet af en kvinde kom i 1981: Búsime nâpíneq (Mødet i bussen), forfattet af Mâliâraq Vebæk (født 1917) og året efter oversat til dansk af forfatteren selv, men med en noget anderledes titel: Historien om Katrine.
Historien om Katrine er skrevet ikke bare til et grønlandsk, men også i høj grad til et dansk publikum. Romanen foregår i den periode, hvor mange danske håndværkere kom til Grønland, og som så mange grønlandske piger tror Katrine, at alle danskere er rige, og at lykken er at blive gift nede i Danmark. Ankommet til København finder hun ud af, at virkeligheden er anderledes. Hendes Erik var i Grønland, fordi han havde masser af problemer hjemme, og ingenting er mellem dem, som det var oppe i Grønland. De får et barn, men deres forhold går i stykker, og det gør Katrine også. Ensom og ulykkelig finder hun sammen med andre grønlændere og lærer, at alting ser lysere ud fra bunden af en flaske. Manden bliver ved skilsmissen tilkendt forældremyndigheden over datteren, Katrine farer vild i det danske retssystem med alle dets »kontorer«, og ude af stand til at se nogen mening med sit liv ender hun det ved at springe i Nyhavn.
Åndemagersken Teemiartissaq. S/h foto. Fotograf: William Thalbitzer, 1906. Dansk Polar Center
Med den grønlandske titel, Mødet i bussen, rammes en mere skjult fortælling i bogen: forholdet Louise/Katrine. Louise er selv grønlænder, men hendes historie er det positive modstykke til Katrines: Hun har fået alt det, hun drømte om: rækkehus, en flink mand, søde børn, endda et halvtidsarbejde. Hun har imidlertid også betalt en pris, og det er den, Katrine nu gør hende så pinligt opmærksom på. Louise kommer i kontakt med Katrine, fordi hun pludselig gribes af længsel efter at tale grønlandsk, og man mærker tydeligt, hvor levende Louise tager del i beretningen om det liv, Katrine lever med andre grønlændere: grønlandsk mad, spil og sang, grønlandske vittigheder. Men det er alt sammen forbudte ting, der ikke accepteres af danskerne. Det grønlandske liv er set med danske øjne ildelugtende, støjende og uordentligt.
Mødet med Katrine afslører således for Louise, at hendes eget verdensbillede, hvor alt er såre godt og retfærdigt, bygger på en effektiv fortrængning af store dele af hendes eget væsen. For Louise betyder Katrines død opvågnen og erkendelse. Ved begravelsen lytter Louise for første gang ordentligt efter, hvad det er, de siger, de oprørske unge, generationen omkring hjemmestyrets indførelse.
Ser Mâliâraq Vebæk således tingene noget udefra, med Danmark som historiens skueplads, skildres Grønlands udvikling i sandhed indefra hos Dorthe Nathanielsen (født 1934) i romanen Aani fra 1986, der følger hovedpersonen Aani – en helt almindelig grønlandsk kvinde, sådan en »som ingen kunne regne med havde noget at sige« – fra hendes barndom i en lille bygd engang i 1930’erne.
For den lille Aani er verden ikke helt, som den var for den ældre generation. Moderen arbejder og arbejder, og hun drager naturligt Aani ind i det arbejde, hun engang skal overtage, men Aani har ikke lyst. Engang imellem får familien avisen Atuagagdliutit, og Aani foretrækker at leve sig ind i billederne og teksterne fra den store verden frem for at hente vand og lappe kamikker. Aani kræver tid til sig selv.
Aani elsker Jens, som hun er vokset op sammen med, men alligevel bryder hun forholdet. Hun ved, at hun sammen med Jens vil få et liv som sin mor, og Aani vil noget andet, som måske kan opnås via de danske mænd, som er begyndt at dukke op i bygden om sommeren. Så Aani rejser til byen, får et dårligt arbejde, begynder at komme i barakkerne hos de danske arbejdere og er på vej til at blive en kvinde, det »går dårligt for«. I stedet for at lade sig gå til bunds rejser Aani imidlertid hjem til bygden, føder sit barn og genopbygger langsomt sit liv.
Hun gifter sig med Jens og får med ham yderligere seks børn, så Aani kommer alligevel til at leve et liv, der ligner hendes mors.
Aanis datter når helt til Danmark, på studieophold, og da hun bliver gravid, insisterer hun på at afbryde svangerskabet og fuldføre sin uddannelse. Aani indser, at hendes børn må skabe sig deres egen tilværelse. Selv har hun, sit oprør til trods, sin rod i den grønlandske bygd. Da hun står ved sin mors dødsleje, samles hendes jeg, og hun føler det, som er det først i dette øjeblik, hun bliver voksen og parat til at overtage moderens rolle, som den der, trods alle ydre ændringer, bringer traditionen videre.
Historien om Katrine er blevet oversat til flere sprog, heriblandt samisk i 1988. Mâliâraq Vebæk har siden fulgt romanen op med endnu en roman, hvor Katrines datter er hovedperson, Ukiut trettenit qaangiummata (13 år efter), 1992, ligesom hun også har udgivet en bog om grønlandske kvinders historie: Navaranaaq og andre, 1990.
Dorthe Nathanielsen har fortsat sit forfatterskab inden for fortælletraditionen og genfortalt/gendigtet en række af historierne om den berømte storfanger Ujuaansi, som hun som barn hørte af sin moster. Fortællingerne blev egentlig skrevet for radioen, men siden trykt i Ujuânse Avalak, 1982. Thale Eriksen (f. 1919) og Grethe Guldager Thygesen (f. 1937) har udgivet romaner. Thale Eriksens romaner har et stærkt religiøst tilsnit, Grethe Guldager Thygesen forsøger at skabe en kvindelig hovedperson, der kan videreføre idealerne fra den tidlige grønlandske litteratur, hvor de fiktive personer fremstod som eksempler til efterfølgelse for deres landsmænd. Også her tages i øvrigt udgangspunkt i kærligheden og ægteskabet mellem en grønlandsk kvinde og en dansk mand.
Dorthe Nathanielsens moster var den kendte og skattede fortæller Bibiane Mikkelsen (1882-1964). Enkelte af hendes fortællinger er bevaret på båndoptagelser i den grøn-landske radios arkiv. Bibiane Mikkelsen levede i øvrigt også en tid sammen med den tidligere nævnte salmedigter, Jonathan Petersen, men den offentlige mening i Nuuk syntes ikke om forbindelsen, og de måtte gå hver til sit.
Samisk lyrik
Den første samisksprogede bog skrevet af en kvinde var Kirsti Palttos (født 1947) novellesamling Soagnu (Frierfærd) fra 1971. Men lyrikken ser ud til at være den genre, de samiske kvinder er nået længst i. Det starter med Inger Utsi (1914-84), der står som medforfatter til sin mand, Paulus Utsis sidste digtsamling, udgivet efter hans død. Et billede, som går igen i Inger og Paulus Utsis digte, er ildstedet, bålet som symbol på samernes kultur, det lys- og livgivende, der samler samerne til ét folk. Bålet må stadig tilføres nyt brændsel, og man må i hvert fald holde liv i gløderne. »Mørk natt/ usynlig horisont/ Ildens glød skinner/ på sneen et stykke borte/ Mørket presser de to/ nærmere ilden/ Mannen passer bålet/ skremmer mørket«.
En undtagelse fra reglen om kvindelige samiske forfattere som lyrikere er Kirsti Paltto, der har den suverænt største og mest alsidige produktion af samtlige samiske forfattere og har skrevet både børnebøger, lyrik- og novellesamlinger, hørespil for radioen og nu sidst en romanserie, hvor foreløbig to bøger er udkommet: Guhtoset dearvan min bohccot (Måtte vore rener græsse i fred), 1987, og Gurzo luottat (Uheldsvangre stier), 1991. I novellesamlingen Soagnu tages udgangspunkt i gamle fortællinger, mens senere noveller går nærmere ind i moderne kvindeskæbner som i samlingen Guovtteoaivvat nisu (Tohovedet kvinde), 1989.
I en mere direkte udtrykt politisk udgave genfindes denne linje hos Kirsti Paltto. Hendes digte om en samisk fremtid bliver mere problemorienterede: »Jeg kommer fra en tid/ som knuste og kvernet/ slo i stykker/ førte mange bort/ … slukket gløden/ som jeg skulle varme meg på« (citeret efter den norske oversættelse).
Huuva, Rose Maria (sam.): The Flower of Tenderness, 1984. Rensdyrskind. Samiske samlinger. Karasjokk, Norge
Både Kirsti Palttos og Rauni Magga Lukkaris (født 1943) digte er fulde af kærlighed, men også af en nagende angst for fremtiden. Hos Kirsti Paltto hedder det: »… men en gang ta’r du på dine egne skuldre/ mitt folks arv, som jeg etterlader deg/ min søn«. Rauni Magga Lukkari siger: »Hvordan kan jeg lede deg/ som selv er gått vile«. Dette er klare udtryk for mange samiske kvinders følelse af at bære hovedansvaret for deres børns mulighed for at bevare en samisk identitet i en rodløs verden.
Om muligheden for at bevare en samisk identitet handler også Rauni Magga Lukkaris digtsamlinger. I hendes lyrik fornemmer man en klar udvikling gennem bøgerne, således at der i den første, Jienat vulget (Isen går), 1980, antydes flere temaer, som hun siden vender tilbage til i de næste bøger. I Rauni Magga Lukkaris anden bog Baze dearvan Biehtár (Farvel Biehtár), 1981, er romandigtformen endnu tydeligere. Her er en sammenhængende fortælling gennem hele bogen, om Biehtár som forlader digtenes jeg til fordel for en anden. Denne nye kvinde i Biehtárs liv er repræsentant for en anden kultur, for andre værdier. Bogen fortæller om smerten over, at Biehtár er blevet en anden af at leve i majoritetssamfundet og giver også klare billeder af problemerne, som kan opstå, når to personer med forskellig kulturbaggrund skal leve sammen, selv når afstandene ikke er større end mellem samisk og norsk/svensk/ finsk kultur.
Den tredje af Rauni Magga Lukkaris bøger, Losses beaivegirji, 1986, på norsk udgivet under titlen Mørk dagbok og indstillet til Nordisk Råds litteraturpris 1987, er på mange måder en slags sammenfatning af tematikken i de tidligere bøger. Her møder vi en kvinde, som lader til at være kommet over tabet af Biehtár, en kvinde som er i færd med at finde sin egen identitet. Dette udtrykkes ved at vise kvinders styrke og evne til sammenhold. Vi hører hendes stærke opfordring til de unge om ikke at lade historien gentage sig. Og vi møder en kvinde, som tager imod de glæder og den kærlighed, livet kan give, men ikke er afhængig af en mand at dele livet med – en holdning, som bliver endnu tydeligere i hendes fjerde digtsamling, Mu gonagasa gollebiktasat/Min konges gylne klær, udgivet på samisk/norsk 1991. Læst i sammenhæng viser de fire digtsamlinger, hvordan Rauni Magga Lukkari gradvist har bevæget sig bort fra det klart etnisk emancipatoriske til en mere subjektorienteret digtning. Det kvindelige digterjegs valg sker ikke så meget ud fra hendes kulturelle og etniske baggrund, men tager udgangspunkt i hendes ønsker og længsler.
Selv om de politiske forhold således udtrykkes forskelligt hos Kirsti Paltto og Rauni Magga Lukkari, er det alligevel klart samme sag, der tales om. Kirsti Paltto lægger ikke først og fremmest vægt på forholdet mellem kønnene, men på det at være minoritet uden magt og afgørende (økonomisk) indflydelse. I hendes digte tematiseres også den frygt for krig, som alle folkeslag må dele, og hun bruger symboler hentet bl.a. fra indiansk tankeverden. Således figurerer i digtsamlingen Beaiv-váza bajásdánsun (Dansen til solopgangen), 1985, ørnen som symbol, til markering af samhørigheden med de andre oprindelige folk i den fjerde verden. Rauni Magga Lukkari er på sin side mere optaget af temaer fra kvindeliv og familiesfære.
De to sidste digte i Mørk dagbok kan hver for sig og isoleret betragtet virke pessimistiske med hensyn til en samisk fremtid, det næstsidste lyder: »Gått meg så langt bort/ at jeg nesten finner fram/ Det fremmede kjent/ nærmere bror/ mors hånd varmere/ skyllet i fremmede ord/ Stier åpner seg/ med flommen/ mot ukjente hav«. Her kan man få en fornemmelse af, at samerne er i færd med at forsvinde ind i storsamfundet, men det sidste digts flora af samiske stednavne bringer på ny én tilbage til barndommens landskab. Læst i sammenhæng med de to sidste linjer »Og livet så fjernt/ fra Luosnjársuolu« opfattes som en stadfæstelse af, at selv om samerne ikke længere til daglig har fjeldene rundt om sig og derfor kan komme til at føle en distance til deres oprindelse, så er identiteten alligevel klar – man er same, ligesom litteraturen, man skriver, er samisk.
Moderne samisk kultur karakteriseres ved sit multikulturelle udtryk. Digtere optræder som musikere, joikesangere eller som billedkunstnere eller måske som alle tre dele. Mari Boine er den mest internationale samiske kunstner i dag. Hendes world music/ ethno sound med tilknytningspunkter til bl. a. den samiske joik har gået sin sejrsgang over hele verden. Hun skriver stort set alle sine egne tekster, men det er primært intensiteten og formidlingsstyrken i hendes musikalske udtryk, som har stor gennemslagskraft. Blandt hendes udgivelser må specielt nævnes Gula gula, Goaskinviellja og Leahkastin.
Tradition og fornyelse
Forholdet til traditionen har været væsentligt for fastholdelsen af den etniske identitet for såvel grønlandske som samiske kvinder. Helt eksplicit findes temaet udtrykt hos Kirsti Paltto i novellen »Seidestenen« (fra novellesamlingen Soagnu, trykt i norsk oversættelse i antologien Ildstedene synger – samisk samtidslitteratur, 1984). En nat, hvor ingenting er så moderne og fornuftigt, som det plejer at være, besøger jeg’et gammelmor Elle, som tager hende med til seidestenen, samernes gamle offersted. Først da hun har knyttet jeg’et til fortiden med et bånd, hun ved aldrig siden kan løses, kan den gamle kone dø, og jeg’et efterlades til fremtiden, både lykkelig og skræmt over det, der er sket med hende.
Ganske som de gamle inden skriftsprogets indførelse havde en vigtig funktion som gruppens hukommelse, repræsenterer den ældste generation i dag det sidste bindeled til fortiden. Og fortiden er et uundgåeligt emne i spørgsmålet om den etniske identitet, for det var det liv, forfædrene levede, som er den baggrund, man ønsker at bevare som sit specielle særkende over for de indtrængende nordiske kulturer.
Er samefolkets eksistens som bærere af en særegen kultur da knyttet til det naturnære liv? Kan man fortsætte med at være same, selv om man bor i en by og ikke længere har noget med rener at gøre? Nej, synes svaret at være for den norskskrivende samiske forfatter Annok Sarri Nordrå (født 1931) i trilogien om samekvinden Ravna, Ravnas vinter, 1973, Fjellvuggen, 1975, og Avskjed med Saivo, 1981. Assimilation trækkes frem som det eneste alternativ for samer, som ikke længere lever »fjellfolkets liv«. I bøgerne, som foregår i Sverige, fremstilles rendriftkulturen, som den var indtil 1960’erne, som den ægte samiske livsform.
Spørgsmålet om, hvem der er ægte same, var også udgangspunktet for den første roman skrevet på samisk af en kvinde: ungdomsromanen Kátjá, 1986. Forfatteren, Ellen Marie Vars (født 1957), tog her fat på et af de bitreste minder i samisk hukommelse: Opholdet på internatskolen, hvor det samiske sprog var strengt forbudt, og man lærte at se ned på alt samisk. Ydermere mobbes hovedpersonen af rensamerne, fordi hendes forældre er fastboende og ikke har rener. Bogen, som vakte stor debat ved sin udgivelse, udkom i 1989 på norsk og i 1993 også på grønlandsk.
Ligesom Annok Sarri Nordrå skriver Aagot Vinterbo-Hohr (født 1936) på norsk. Hun talte samisk, så længe hendes bedstefar levede, men kan ikke skrive samisk. Med titlen på debutbogen Palimpsest fra 1987 signalerer hun klart, hvad det litterære projekt går ud på.
Rosing, Ina (f. 1965) (gr.): Thule nat, 1993. Acryl på papir
Palimpsest er en intellektuel og reflekterende bog, på samme tid både international og tydeligt samisk. Forfatteren siger da også: »Jeg leser muligheten for en sannere historie og skriver«, og den historie, hun fortæller, er set ud fra et kvindeligt minoritetssynspunkt. Her går samisk kulturkundskab hånd i hånd med teoretisk viden, og i fællesskab sætter de to indfaldsvinkler begreb på en del styringsmekanismer og magtforhold i samfundet, som virker undertrykkende både på køn og etnicitet: En historie, der har sine paralleller mange andre steder i verden. Forfatteren bruger indimellem ord og udtryk, som er påvirket af samisk, noget som for en samisksproget læser bevirker, at man gennem hele læsningen af bogen fornemmer det samiske sprog under teksten. Mod slutningen af bogen brydes så den norske overflade, og citater fra Rauni Magga Lukkaris lyrik træder frem i samisk original. Gennemlysningen af palimpsesten har med andre ord frembragt en ny samisk tekst.
Palimpsest kommer af græsk og betyder »et stykke pergament eller andet skrivemateriale, som den første tekst er blevet fjernet fra for at give plads til en ny tekst, som selv kan være fjernet og overskrevet. Bruges som kilde for tabte tekster fra fjerne tider, idet skriften kan gøres synlig ved hjælp af kemikalier eller ultra-violette stråler«.
Og ikke bare det, den har måske også bragt en længe skjult samiskhed frem i lyset. For i mange af de samiske områder, hvor fornorskningen har virket længst, har man fejlagtigt troet, at afsamificeringen var fuldbragt.
Humorens genkomst
Også i Grønland har identitet, etnicitet og tradition været centrale ord i debatten, men samtidig har det været kvinderne, der har formået at forholde sig friest til den vedtagne »tradition«. Traditionen behøver ikke nødvendigvis på alle punkter at være frigørende.
I den grønlandske litteratur skrevet af mænd er billedet af den hårdtarbejdende, indtil det selvfornægtende selvopofrende kvinde standardiseret i en ramme af besyngende lovsang lånt fra dansk 1800-tal. Vi har set dette billede om ikke forkastet så dog tematiseret og problematiseret hos Dorthe Nathanielsen.
Interessant er det da også, at det netop skulle blive en kvinde, der genopliver humoren og glæden ved det groteske og det burleske i digtningen, sådan som det sker i Mariane Petersens (født 1937) digtsamling Niviugaq aalakoortoq allallu (Den berusede flue og andre digte), 1988. Bogen var den første digtsamling udgivet på grønlandsk af en kvinde og indstilledes til Nordisk Råds litteraturpris i 1993.
En humoristisk-grotesk tradition, der var nært beslægtet med det karnevalistiske, var central i den mundtlige kultur, men blev på det nærmeste udrenset, da fortællingerne blev nedskrevet og på tryk videregivet til de kommende generationer. Samtidig blev det kropslige og kønslige kraftigt nedtonet.
Arke, Pia (f. 1958) (gr.): Selvportræt med kusine. Hulkamera. U.å. Privateje
Den første moderne fiktion udvikledes i nær tilknytning til en kirkelig vækkelse, som ville fremskridt og oplysning for det grønlandske folk – en bevægelse med udgangspunkt i grundtvigianismen, men også med stærkt pietistisk islæt. På den måde blev der fra starten sat nogle meget faste rammer for litteraturen som et opdragelses- og undervisningsmedium, og selv om motiver og indhold har skiftet, har rammerne holdt. Man tager ligesom højtidsdragten på, når man træder ind i det litterære rum. Hermed afgrænses litteraturen fra hverdagen, hvor humoren fortsat er en foretrukken udtryksform. En god aften i grønlandsk lag er ikke en aften, hvor man har snakket og diskuteret meget, men en aften, hvor man har grinet meget. Mariane Petersen bringer med sine små humoristisk skildrede situationer digtningen tilbage til hverdagen og hverdagssproget, og der er ingen tvivl om, at dette har været kraftigt medvirkende til den popularitet, samlingen har opnået helt ud i de mindste bygder. Allerede i det indledende digt, efter hvilket samlingen har fået navn, får vi tonen slået an. Skadefro betragter digter-jeg’et en stor spyflue, der er kommet til at suge lidt for rigeligt i sig af ølsjatterne på bordet og nu slingrer gennem luften. »Gid du rigtig må nyde dine tømmermænd!« siger hun, med tanke på alle de gange fluerne har lagt deres æg i de nyflækkede torsk og spoleret det hele for en. Efter den indledning tør man godt læse videre, også selv om digtene gradvis bliver mere alvorlige.
Det er hos Mariane Petersen, at nogle af de mest ukrænkelige symboler i forestillingen om den grønlandske tradition udsættes for en sådan humor og komik, at de uvilkårlig bringes ned i et ganske anderledes afslappet stilleje. Eksempelvis skildres den højtbesungne jagt ikke blot i sit heroiske, men også iblandt komiske aspekt, når den ufejlbarlige jagtfærdighed slår fejl. Selv naturen stiger ned fra sin mytologiske piedestal af arktisk storslåethed og bliver til ganske almindelige omgivelser.
Mens de grønlandske romaner indtil videre primært har beskæftiget sig med kulturmødet, udtrykt gennem ægteskabet mellem den grønlandske kvinde og den danske mand, er identitetsproblematikken så godt som fraværende i Mariane Petersens første digtsamling. Selv om størstedelen af digtene foregår i og omkring Nuuk, Grønlands hovedstad, er livet så umiskendeligt grønlandsk og ikke spor forskelligt fra det, som kendetegner livet de fleste andre steder i Grønland: Man har sit arbejde inden for en af de nye samfundsinstitutioner og en fritid optaget af fangst og fiskeri. Op gennem 1970’erne og 80’erne har der ellers hersket almindelig litterær konsensus om at fordømme byen og bylivet som fremmedgørende og »ugrønlandsk«, men hos Mariane Petersen bliver det klart, at i Grønland er naturen aldrig længere væk, end at man altid kan se den fra sine stuevinduer – også i Nuuk.
På samme måde synes den symbolladede flyvetur mellem Grønland og Danmark at have fundet sin forløsning. Hos Mariane Petersen er der ikke længere tale om en enkeltbillet, men om stadige flyveture frem og tilbage mellem de to destinationer. Under jeg’et ligger Danmark: »… det bittelille land/ fladt og uden fjelde/ som strøget med et strygejern«. Ikke meget at snakke om i forhold til det Grønland der tre timer efter toner frem: »Et vældigt land/ med høje fjelde/ sneklædt/ havet fyldt af is«. Man kan vel næppe fortænke jeg’et i konklusionen: »Hvor er det godt, at det er sådan et land, der er ens fædreland!« Her er tingene blevet sat i perspektiv i forhold til det billede af kolonimagten som det altfavnende »Mor Danmark«, som den grønlandske litteratur har brugt de sidste to tiår til at gøre op med. I beskrivelsen af det bittelille flade land rummes imidlertid en kærlighed og ømhed, der vidner om, at en forsoning er indtrådt. En forsoning, som ikke kun gælder forholdet mellem to lande og to befolkninger, men frem for alt to sider af grønlandsk bevidsthed. Kulturmødet er for længst rykket indenfor og blevet en del af kulturen selv, på godt og ondt.
Nyeste tendenser
Siden kvinderne kom med i litteraturen dengang i 70’erne, har det for Grønlands vedkommende stort set udelukkende været de lidt ældre årgange, der har manifesteret sig i den litterære offentlighed. For de yngre kvinder opsugedes kræfterne tilsyneladende i politik og administration, en tendens der i øvrigt gælder den grønlandske litteratur generelt. En række af de digtere, som netop havde fået deres litterære gennembrud eller stod lige over for at få det, blev i stedet toppolitikere i det nye Hjemmestyre. For kvinderne har det ført til, at man oven på den sene start også bagefter kommer til at mangle en hel generation af forfattere. Der er et spring på hele 22 år mellem Mariane Petersen og den af de yngre kvindelige forfattere, som stærkest har markeret sig: Jessie Kleemann (født 1959). Jessie Kleemann har fået trykt digte i adskillige antologier og har repræsenteret Grønland ved mange arrangementer i udlandet, bl.a. Nordisk Poesifestival i New York, hvor hendes digte også er repræsenteret i festivalens antologi The Nordic Poetry Festival Anthology, Sverige 1993.
Jessie Kleemann hører til den generation, hvor rejsen ikke blot gik ned til Danmark, men for alvor ud i verden. Således er oplevelsen af at tilhøre et oprindeligt folk her levet virkelighed, opnået gennem langvarige ophold dels hos samerne, dels hos inuit og indianere i Canada, samtidig med at besøg i Europas og Amerikas storbyer har bragt kontakt med de nyeste strømninger. Alt dette smelter sammen i Jessie Kleemanns kunst, så der i mødet mellem det mest »oprindelige« og det mest »moderne« opstår et helt nyt sprog, ladet med betydninger fra en gammel shamanistisk erfaringsform, indskrevet i en nutidig bevidsthed. Stilistisk bryder Jessie Kleemann således med det fortællende prosadigt, som har været den fremherskende digtform i den skrevne grønlandske litteratur. I stedet afprøves en mere ekspressionistisk, ofte surrealistisk stil, hvor handlingen udspiller sig på det indre plan med fortiden som metafor for en moderne udforskning af sjælelivet. Oprindelig er Jessie Kleemann maler og grafiker, og denne sans for det billedskabende mærkes tydeligt i hendes poesi, som i sin form også trækker på metaforbrugen og den dulgte, hentydende form, som kendetegnede trommesangen.
Høegh, Arnánnguaq (f. 1956) (gr.): Uden titel, 1976. Tegning. Privateje
To fugle
tre
er ved at fortære en mand
de æder ham
de mæsker sig med hans hjerte
Blodpøl –
Hvor er din elskede?
Her er fuglene
de æder stadig
Timmissat marluk
pingasut
angut nungulerpaat
nerivaat
uummataa qaasilaarutigaat
Aagasak – Naak asasat?
Timmissat aajuku
neriuarput suli
(citeret efter den danske oversættelse af den endnu uudgivne samling). Det er hos Jessie Kleemann det erotiske, der kommer tilbage til digtningen i sin fulde, mangefacetterede helhed, med al den aggressivitet, lidenskab og vold der hører med – ikke mindst under disse himmelstrøg, hvor naturen selv maler alting i kontraster, fra polarnattens mørke til midnatssolens lys. Eskimoerne så det trygge varme hus som en metafor for kvindekroppen – hos Jessie Kleemann er digter-jeg’ets krop et hus, men også et hus kan stå i flammer – og Jessie Kleemanns jeg-hus står i lys lue. Lidenskaben er tilsyneladende den eneste mulige kontakt mellem mennesker. Mellem huset og det omgivende univers er ingen faste vægge, det mægtige hav skyller lige ind, mens luften selv bliver rød som et levende hjerte, drager ånde og puster sit vejr tilbage på det jeg, der kan forvente, at månen lytter, og stjernerne kigger med, når hun skriger fra bunden af sin hjerne. Men mellem mennesker er der meget faste grænser, fælleshusets tid er for længst forbi. »Uanga Taanna Uanga« – jeg det er mig ikke du, »Mit navn er Uangaannalik/Kun Jeg«. Derfor denne længsel efter overskridelsen, der alligevel – selv ved den mest vampyragtige forbindelse – kun i et sjældent, udvalgt sekund kan ligne sand forening. Når endelig det sker, er der ingen ord, for så har »ordene slet ikke lyst til at blive sagt« – ordene kommer først bagefter, og derfor betegner Jessie Kleemanns ord som regel brud og længsel. Alligevel er nøgleordet for hendes digte frem for alt livskraft. På dansk rimer hjerte på smerte, men på grønlandsk udspringer hjerte og liv af samme rod.
»Det samiske projekt«
I Sameland har den kulturelle del af kampen hele tiden været det vigtigste for »det samiske projekt«, og rækken af kvindelige forfattere er blevet længere og længere op gennem 70’erne og 80’erne. Ellen Sylvia Blind (født 1925) kredser omkring det religiøse i sine to digtsamlinger, mens Marit Hivand (født 1936) bygger på den episke joikepoesis fortællemåde i sin bog Eallin bálggis (Livets sti) fra 1987. Efter tre børnebøger publicerede Inghilda Tapio (født 1946) sin første digtsamling i 1995, Ii fal dan dihte (Ikke netop derfor). Samlingen indeholder såvel erindringsdigte som små observationer af, hvor anderledes det er at være same i dag, sammenlignet med hendes opvækst. Marry A. Sombys (født 1953) forfatterdebut skete allerede i 1976 med den første samisksprogede børnebog, Ammul ja alit oarbmælli (norsk: Ammul og den blå kusine, 1977). I 1994 publicerede hun sin første lyriksamling, en dobbeltsproget udgave på samisk og norsk, Mu Apache ráhkesvuohta/Krigeren elskeren og klovnen.
Den samiske børnebogsgenre har været domineret af kvinder. Ved siden af navne som Marry A. Somby, Ellen Marie Vars og Kirsti Paltto må nævnes Inger Haldis Halvari (født 1952), Rauna Paadar-Leivo (født 1942), Kerttu Vuolab (født 1951) og Inger Margrethe Olsen (født 1956). Kerttu Vuolab har også udgivet en ungdomsroman, og Inger Margrethe Olsen har skrevet dramatik til det samiske teater Beaivvás i Kautokeino.
En ny, ungdommelig stemme bringes ind i den samiske litteratur af Inger-Mari Aikio med de tre bøger Gollebiekkat almmi dievva (Himlen fuld af guldvinde), 1988, Jiehki vuolde ruonas gidda (Under gletcheren grøn vår), 1994, og Silkeguobbara lákca (Silkesvampens fløde), 1995. I den første digtsamling er hun eksperimentel i udtrykket og bryder den nære forbindelse mellem digteren, teksten og konteksten, som f.eks. joikelyrikken har repræsenteret. I debutbogen er hun formmæssigt nyskabende i samisk sammenhæng og følger snarere en international trend end samisk tradition, mens det traditionelle i udtryksmåden igen er ved at indhente hende i den opfølgende bog. Det er imidlertid bestandig det kvindelige subjekt, der står i centrum i Aikios tekster, ofte med en ironisk distance både til sig selv og til teksten.
Som den grønlandske Jessie Kleemann er også Synnøve Persen (født 1950) først og fremmest kendt som billedkunstner, men har siden sin litterære debut i 1981 med alit lottit girdilit (blå fugle flyr, 1983) også markeret sig som poet. I debutbogen lader hun en gennemgående blå tone dominere både skriftbilledet og illustrationerne og understreger på den måde digtenes melankolske indhold. I sin anden lyriksamling, biekkakeahtes bálggis, vindløs sti, begge 1992, forædler Synnøve Persen joikepoesiens korte og træffende udtryk til en nærmest minimalistisk stil, hvor alt det ydre er skåret bort, og digtene står frem i ordenens totale nøgenhed, som: »nakne trær/ søker/ fuglene« og »stille rom/ faller løv«. Bogen blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris 1993.
I ábiid eadni, havets mor, 1994, formidles det mørke, melankolske billede gennem den gennemført sorte glansfarve bogen er holdt i, med de to knaldrøde midtersider som kontrast. Gennem alle tre digtbøger insisterer forfatteren på sin ret til at udtrykke sig i en grænsesprængende frihed, hvor det subjektivistiske projekt ikke skal underordnes nogen etnisk eller kulturel kategori. Hun vil ikke tvinges ind i en bås. Kunsten er fri, og mennesket er frigjort til at udforme sit livsprojekt selv.
jaskes lanjas
fierrá
lasta
álás muorat
ohcalit
lottit ruovttu