L. Onerva (1882-1972), pseudonym for Hilja Onerva Lehtinen, har i den finske litteraturhistorie fået rollen som inspirator og muse for forfatterkammeraten Eino Leino, hvis biografi hun skrev. Men denne »skønhedens og menneskehedens hengivne præstinde« var mere end som så. Hun tilhørte den nye generation af akademisk uddannede kvinder, og hun skrev selv godt 30 værker. Hun debuterede med digtsamlingen Sekasointuja (Disharmonier) i 1904, og hun er blevet anerkendt som forfatter af en lyrik, der »forbinder livsnydelse med lidelse«. Som prosaforfatter er hun derimod blevet anset for at være »alt for intelligent, alt for analyserende« (I. Havu: Finlands litteratur 1900-1950).
L. Onerva var gift med en komponist og var akademisk uddannet. Hun havde både studeret medicin og æstetik. Hun skrev omkring 30 værker, hovedsagelig lyrik, men også romaner, noveller, et drama og den store biografi om Eino Leino. Hun oversatte også fransk litteratur til finsk. Samtidens diskussioner om kvindens lavere intelligens og psykologi hos Weininger og Lombroso satte sig spor i L. Onervas tekster, hvor de indarbejdes i dialogen i form af mandlige påstande, som kvinderne er nødt til at modsige.
Alligevel er det L. Onerva, som skriver den første moderne roman i Finlands historie. Debutværket Mirdja, 1908, er holdt i en fragmentarisk, modernistisk stil og beskriver en kvindes psyke og søgen efter viden om sig selv – gennem erotikken. I L. Onervas prosaværker udforsker kvindeskikkelserne kompromisløst begærets betingelser. Den pessimistisk farvede analyse af kønnenes låste positioner i forhold til hinanden, som hendes noveller og romaner giver, har tydeligvis ikke tiltalt de mandlige kritikere. De kvindelige argusøjne rettes mod manden, som vejes og findes for let. Den eneste nydelse i L. Onervas passionshistorier består i den indsigt, at det er umuligt at elske manden, fordi idealiseringens tid er forbi.
Kunstnersjælen Mirdja Ast, der af sin farbroder er opdraget til at blive en fri kvinde, når aldrig frem til egentlig skaben. I romanens billedsprog forbindes kunstnerisk skaben med at føde børn, men det gør Mirdja aldrig. I stedet går hun ind i en kvindelig Don Juanrolle og forholder sig først og fremmest til mænd. Jagten på indsigt i hendes eget væsen går gennem erotiske forhold: »Kom til mig, alle I skattejægere! Jeg vinker, leder og drager jer til mig, for gennem jer kommer livet til mig, og jeg vil lære livet og mig selv at kende«.
L. Onerva rendyrker de stilistiske midler og skildrer Mirdjas sindsbevægelser, paradokser, frie associationer, indre monologer og dialoger i et realistisk meget skrabet miljø. Det er en uafbalanceret, desperat søgende kvinde, som træder frem, og hendes pendulfart mellem yderligheder som melankoli og storhedsvanvid, masochisme og sadisme, idealisering af og foragt for mænd ender i sindssygdom.
L. Onerva fokuserer på de destruktive faser i forholdet mellem kønnene. Udsvingene sker brat. Det starter i forelskelsens første, idealiserende fase – der kræver underkastelse af kvinden: »Pin mig, spark mig, brug mig til døde. Spis mig stykke for stykke! Vær som en tempelskænder, der vanhelliger og stjæler! Vær grusom og stærk og søg dit eget og berøv mig alt, så det føles som om en stærk storm er gået over mig«. Og det ender i den fase, hvor det ikke er lykkedes manden at leve op til et nietzschesk overmenneskeideal: »Hun kastede et blik på Runar … Hos ham skete der ingenting. Alt var som før. Og som ramt af et blindt raseri kastede Mirdja sig over Runar og – slog sanseløst«.
Idealiseringen er i realiteten kun mulig på kirkegården. Da Mirdjas sindssygdom står i fuldt flor, begiver hun sig hver nat ud til sin døde mands grav for at holde hemmelige kærlighedsmøder. »Hvor vidunderlig var du ikke efter din død, Runar, så smuk og hvid som marmor! Hvor stolt og uopnåelig var du ikke i dødens storslåethed«.
Begærets paradoks hos L. Onerva er, at den attråede genstand skal være uopnåelig. I en novelle (Digteren og hetæren), som indgår i samlingen Jerusalemin suutari (Jerusalems Skomager), 1921, tilspidses dette i en fabel. For at forøge sin rigdom tvinger en begærlig ægyptisk farao sine syv døtre til at gøre tjeneste som hetærer. Den yngste, Archidike, der er sanger og danser, bliver mod sin vilje en berømt hetære på øen Cypern. Hendes melankoli brydes, da hun møder Myrtaios, som dog forsmår hende til fordel for en jævn fløjtespillerske, der ikke elsker ham, og derfor ikke udgør nogen trussel mod hans indre balance. Da oraklet har rådet Archidike til at spille kold over for Myrtaios og vise den flotte Alyattes sin gunst, lykkes det hende at vække Myrtaios’ kærlighed. Efter tre måneders kærlighedslykke ofrer Archidike sit liv for at få lov til at beholde Myrtaios’ kærlighed. Da hun kaster sig i havet fra en klippe, bliver han kærlighedens evige fange. »Havde du prøvet på at holde mig tilbage, havde jeg været fri. Men fordi du gav mig min frihed, forbliver jeg din evige slave. Og det vidste du, du smukke heks!«
En kort novelle (Stemmerne) i novellesamlingen Murtoviivoja (Brudlinier), 1901, udtrykker en kvindes bitterhed mod den mand, der ikke ønskede »sjælens forening«, men kun kroppenes. I mødet med mandens drift »døde« kvinden og »mistede sin sjæl« og dermed sin evne til at elske.
For L. Onervas kvindeskikkelser er den eneste mulige kærlighedsforbindelse at genoplive en idealisering, der ligner troubadourdigtningens høviske kærlighed, hvor der skabes en ophidsende afstand til det uopnåelige objekt. Med psykoanalytikeren Jacques Lacan kan man sige, at der ikke er tale om et forhold, men om en symbiose inden for et narcissistisk paradigme. L. Onervas litterære skikkelser søger ikke at identificere sig med et andet subjekt, men skaber en projektion af deres egen indbildning, en narcissistisk metamorfose. Der er ikke plads til den andens begær. Begæret rettes i sidste instans mod det absolutte, mod døden.
L. Onervas typiske novellestil rendyrker det eksistentielle og fokuserer på analysen af det psykiske betydningskompleks. I »Viha« (Hadet), en af de andre noveller i Murtoviivoja, skildres et ægteskab, der er skrumpet ind til en ordløs, kølig pagt. Hadet er det eneste, der er tilbage for den underlegne kvinde: »Hadet blev for hende en æressag og hendes eneste lykke. Hadet blev hendes bedre jeg, hendes forkuede menneskeværds sidste våben«. I kortdramaet »Autius« (Ensomhed) fra samlingen Mies ja nainen (Mand og kvinde), 1912, konstaterer kvinden: »Kærligheden eksisterer ikke. Kun dens genfærd«. Og hovedpersonen i romanen Inari, 1913, forvandles til et sådant kærlighedens genfærd. Inari er en videnskabskvinde, som lever i et frit forhold til den polygame kunstmaler Porkka. Forgæves prøver Inari at leve op til hans krav om den perfekte kvinde, men det betyder, at hun må give afkald på sit eget begær, hvilket hun skjuler for Porkka, som selvtilfreds erklærer: »Du er ikke nogen øm havn at finde hvile i. Du er for vis, du tænker bestandig og tvinger også andre til at tænke. Du aner min træthed, og da føler jeg den dobbelt. Det er ikke nogen vederkvægelse for sjælen. Når jeg er træt, har jeg brug for en kvinde som er god, dum og forelsket, som ser mig som stærk og guddommelig, og som betjener mig derefter«. Det er tvivlsomt, om L. Onerva mener, at Inaris selvfornægtelse skal opfattes som et bidrag til illusionsspillet mellem kønnene, eller om den skal opfattes som virkelig kærlighed fra Inaris side, en kærlighed som accepterer den anden part, sådan som han virkelig er. I slutscenen ligger hun i det grønne græs og konstaterer, at hun lige så godt kunne ligge nogle meter længere nede, i mulden. Med Inari pejler L. Onerva det asymmetriske forhold i begæret mellem kønnene, det som resulterer i mandlig polygami og kvindelig monogami.
Det helt nye i forhold til samtiden er ikke, at L. Onerva fokuserer på kvindens længsel efter frihed og sandhed, men at hun lægger tyngdepunktet i erotikkens betydning for gennemførelsen af det, som egentlig var det moderne gennembruds værdighedsprojekt, at skabe en kvindelig selvfølelse, som var blevet fornægtet både af romantikkens kønsdualisme og af den moderne tids seksualiserede kønsforhold.
Helena Westermarcks virksomhed som skribent var præget af et feministisk engagement – hun var aktiv i flere kvindeorganisationer, ikke mindst i valgretsbevægelsen, og hun stillede op som landdagskandidat ved valget i 1907. Det var også som feminist, hun tog initiativ til og medvirkede i tidsskrifterne Nutid (1895-1915) og Astra (1919-), og som feminist skrev hun biografien over Fredrika Runeberg, 1904, den kulturhistoriske 1800-talsskildring Kvinnospår (Kvindespor), 1913, biografierne over pædagogen Elisabeth Blomqvist, forfatterne Sara Wacklin og Adelaide Ehrnrooth, lægen Rosina Heikel samt kunstnerne Mathilda Rotkirch, Fanny Churberg, Maria Wiik og Sigrid Forselles. Som skønlitterær forfatter udgav hun et antal tidsskriftsnoveller, tre novellesamlinger, syv romaner og to eventyrsamlinger.