Udskriv artikel

Kvinder er ikke mennesker

Skrevet af: Marianne Alenius |

Les Vierges Sages, i: Le XVIF siecle vu par Abraham Bosse, Graveur du Roi, Paris, 1967

I 1595 blev det bevist, at kvinder ikke er mennesker. Beviset blev ført grundigt: 50 gange i træk i et og samme skrift. Hvis kvinder ikke er mennesker, kan de heller ikke frelses af Jesus, som skal frelse menneskene, argumenteredes der. Klassisk aristotelisk logik anvendtes på Bibelens grundsætninger af en person, der var fortrolig med universitetets disputationsgenre. Rationel bevisførelse på grundlag af troens præmisser gav den sikre konklusion: Kvinden er ikke et menneske.

Bevisskriftet findes trykt i en afhandling fra 1595, der bærer titlen: Disputatio nova contra mulieres, qva probatur eas Homines non esse (En ny afhandling rettet imod kvinder, hvori det bevises, at de ikke er mennesker). Ingen forfatter står på titelbladet, og heller ikke noget trykkested er anført. Et opdigtet affattelsesår 1195 skulle lede på vildspor. For skriftet, der faktisk udkom i et luthersk miljø, i Leipzig, måtte naturligvis betragtes som ugudeligt og kunne aldrig have fået myndighedernes blåstempel til trykning. Ved publiceringen var der en vis interesse for emnet, og man ønskede kendskab til forfatterens identitet. Man antog, at det var en mand. Forlæggeren, Heinrich Osthaus, udpegede, da sandhedens time indtrådte, og myndighederne krævede besked om skriftets tilblivelse, en velanskreven, ung, humanistisk forsker Valens Acidalius (1567-1595) som forfatteren. Denne nægtede pure at have skrevet det og døde kort efter. Meget tyder på, at han har afskrevet det fra et cirkulerende håndskrift og givet det som bestseller til forlæggeren, som han tidligere havde påført økonomisk tab på en af sine lærde afhandlinger.

Egentlig var skriftet et luthersk debatskrift rettet mod den kristne sekt anabaptisterne, eller gendøberne. Hvor smigrende det end ville have været for kvinderne således at blive genstand for debat, var de altså kun tilsyneladende hovedemnet i denne dybt ironiske bog. Deres rolle var at sætte en anden sag i relief: Debatten med den anabaptistiske sekt om, hvorvidt Jesus var Gud eller ej. Indirekte fremgår det af indledningen:

»Da det i Polen, et land, hvor al slags tøjlesløshed har frit spil, er tilladt at tro og lære, at Jesus Kristus Guds søn, vore sjæles frelser og genløser, lige så lidt som Helligånden er en gud, tænker jeg, at også jeg har lov til at tro, hvad der i sammenligning hermed kun er en ringe ting – at kvinderne ikke er mennesker, samt hvad deraf følger: at Kristus ikke har lidt for dem, og at de ikke har del i frelsen«.

Men uanset den sammenhæng, skriftet var tiltænkt, blev det placeret i den europæiske kvindedebat. Allerede i udgivelsesåret fremkaldte det et modskrift, der tilsvarende var skrevet på latin i akademisk stil: Simon Gediccus’ Defensio sexus muliebris (Forsvar for kvindekønnet). Hver for sig eller sammen blev de to afhandlinger i de næste knap 200 år trykt og genoptrykt og oversat i talrige oplag. På dansk kom de først i 1920 i overbibliotekar Sofus Larsens gengivelse. Omkring midten af 1600-tallet var de et led i enhver god nordeuropæisk akademikers almenviden. Dobbeltskriftet Acidalius-Gediccus blev bl.a. genoptrykt i Haag 1638, 1641, 1644, Paris 1693, Amsterdam 1744, Paris 1766. I halvandet hundrede år holdt det liv i feministers og antifeministers debat.

Som eksempel på argumentationsmetoden i Acidalius’ afhandling om kvinder kan afsnit 9 om »Den virkende årsag« (causa efficiens) og »Det udvirkende redskab« (causa instrumentalis) nævnes: »Erfaringen viser – og heri er alle filosoffer enige – at overhovedet intet kan ske, hvis ikke følgende to ting er til stede: en virkende årsag og det nødvendige redskab. Smeden kan ikke smede en klinge uden at benytte en hammer. Skriveren kan intet skrive, medmindre han har en pen. Skrædderen kan kun sy med en nål. Mennesket kan ikke frembringe et menneske, undtagen ved hjælp af en kvinde. Men ligeså vel som en hammer ikke er en smed, en nål ikke en skrædder, en pen ikke en skribent, således er en kvinde heller ikke et menneske. Og hvis nogen påstår, at kvinden i dette tilfælde ikke er redskabet, ja, så nævn mig et andet. Hvis nogen vil påstå, at kønsdelene er redskabet, bliver han nok til grin hos alle, for et redskab udgør aldrig en naturlig del af det frembringende væsen. Redskabet er noget for sig«.

Vives: »Om den kristne kvindes opdragelse«, 1523

Les Vierges Folies, i: Le XVIF siecle vu par Abraham Bosse, Graveur du Roi, Paris, 1967

Valens Acidalius/Simon Gediccus debatten var langt fra noget enestående. Mængden og kvaliteten af skrifter, der debatterede kvinders talenter eller mangel herpå, var stor. De nævnte eksempler, ved vi, har været kendt i Norden, men er i øvrigt blot eksempler.

Der findes en hel litteratur om kvinder i Europa i perioden. Værkerne er opdelt efter genrer og foreligger både i trykt og håndskreven form. At man i Norden har kendt europæiske begreber som »Feminae illustres« (bemærkelsesværdige kvinder), »Feminae doctae« (lærde kvinder), »Musa decima« (den tiende muse) osv. står fast. Et udvalg af de skrifter, der har et positivt syn på kvinders evner og ret til at udnytte dem, vil blive taget frem i det følgende på grund af deres medvirken til en ændring af holdningen til kvindelige kunstnere og forfattere generelt og den inspiration, de har bibragt en række kvinder.

En genre, som utvivlsomt har haft sin betydning for kvindesynet og for kvinders egen opfattelse af deres muligheder i livet, hvad enten de selv har læst bøger af slagsen eller blot er blevet konfronteret med andre, der havde det, er opdragelsesskriftet. Det er klart, at hovedparten af al opdragelse foregår mundtligt. Det er også tydeligt, at de mest epokegørende og grænseoverskridende opdragelsesskrifter, der blev skrevet i humanismens århundreder, omhandlede drenge og mænd – allerhelst prinser. Her kunne forfattere sende nye tanker ud i Europa på latin, få dem læst og debatteret og i bedste fald være med til at forme en ny epoke for et land. Hvordan den kommende regents holdning til andre mennesker var, kunne blive af afgørende betydning for hans handlinger i storpolitiske spørgsmål.

En sådan interesse knyttede sig slet ikke til pigeopdragelsen. Da der ikke var adgang til noget offentligt embede for kvinderne, var det begrænset, hvor meget ravage der kunne opstå, hvis de overtrådte uskrevne love. På den anden side var kvinder og børn noget, der skulle holdes orden på, og som ikke altid levede efter de forskrifter, de havde fået. Det kunne derfor være praktisk at holde dem fast på nogle fælles regler, således at familien tjente Gud og konge til ære, og tilværelsen gled lettest muligt for alle andre. Til det formål blev der skrevet en del bøger om, hvad unge piger og kvinder måtte og skulle, og hvad de ikke måtte. Oftest var bøgerne skrevet på modersmålet. De kunne indeholde alt fra opremsninger af almindeligt accepterede leveregler til gennemtænkt moralfilosofi, der afspejlede en selvstændig livsholdning.

Blandt de absolut mest interessante skrifter i vor sammenhæng er den spanske humanist, Juan Luis Vives’ skrift i tre bøger om den kristne kvindes opdragelse: De institutione feminae Christianae, der udkom i 1523. Skriftet er dediceret til den engelske dronning, som var en af den spanske konge Filip II’s fire døtre. Det blev genoptrykt over ti gange i samme århundrede og oversat til bl.a. fransk, tysk og dansk.

Det er sjældent, man har et bevis for, at et europæisk modeskrift har været kendt blandt kvinder i Norden i 1600-tallet.

Vives’ skrift er en af de få undtagelser. I 1659 blev en del af det oversat til dansk af adelsdamen Susanne Giøe. Det er første bog, »Om Jomfruers Optuctelse«, som har interesseret hende, mens anden bog, om den gifte hustru, og tredje bog, om enken, er udeladt. Oversættelsen, der aldrig er blevet trykt, er udarbejdet på grundlag af en fransk version af teksten. Susanne Giøe har næppe kunnet latin.

Johann Quirsfeld: Det med Jesu Forlovede Dydselskende Fruen-Timmers allerdydigste Siæle-Prydelse i tolfhaande Aandelige Habit. Illustreret udgave på dansk af Peder Møller, 1697. Det Kongelige Bibliotek

Det ville være synd at sige, at »Om den kristne kvindes opdragelse« er et revolutionært skrift. Vives holder kvinder fast i husarbejde, bøn, børn og dyd. Han går systematisk til værks inden for de traditionelle områder, der berører kvinders dagligdag og deres forhold til mænd. Herved er skriftet en interessant kilde til sin tids kvindebillede. Det publikum, Vives tænker sig for sin bog, er velsagtens mænd. Ved at skrive på latin stiler han det til den intellektuelle verden på tværs af landegrænserne.

Vives, som levede fra 1492 til 1540, kendte Erasmus af Rotterdam og Thomas More. Han studerede ved europæiske universiteter og var bl.a. i England i sine ungdomsår. Rækken af skrifter fra hans hånd er lang, og det er ingenlunde kvindeemner, der har optaget ham. Hans produktion strækker sig over et bredt spektrum af traditionelle humanistiske emner: antikke forfattere, kristen debat, sprog og grammatik, moralfilosofi, breve m.m. Opdragelsesfilosofi – og herunder kvinders opdragelse – faldt ind under humanisternes interessefelt, og Vives’ skrift om ægtemandens forpligtelser De officio mariti og især hans skrift om fyrsteopdragelse De institutione principis var blandt hans læste og kendte værker.

Ligesom ungkarlen Erasmus fulgte Vives, der også var ugift, kollegaen Mores pædagogiske eksperimenter på hjemmefronten. Mores døtre var opdraget med undervisning i sprog og litteratur og var kendte for deres lærdom. De var allerede i deres levetid omvandrende beviser for, at kvinder kunne tilegne sig vanskelige tankegange og hverken tog skade af det eller udøvede skadelige gerninger for samfundet på grund af deres viden. Under påvirkning af dette lykkelige eksempel kom både Vives og Erasmus til den konklusion – som jo kendtes fra en række af de tidligste italienske humanister – at visse kvinder, som tydeligt røbede talent for indlæring, med fordel kunne få lov til at forfølge deres intellektuelle interesser. En vis styring måtte der naturligvis til, og Vives hører ikke til dem, der går ind for at tillade kvinder at beskæftige sig med f.eks. medicin og anatomi.

I de tre første kapitler af sit værk »Om den kristne kvindes opdragelse« gennemgår Vives pigens spæde alder og tidlige barndom. Han fremfører den mening, som han ved, at langtfra alle deler, at mødre selv bør amme deres børn. I afsnittet om ungpigeopdragelse beskriver han lasten som en trussel mod teenagepigen. Pigen kan fristes, og hun vil let komme til at tro, at noget er ønskværdigt, som tværtimod er en last. Det diskuteres, hvordan hun skal undgå lasten, og Vives når her frem til, at uddannelse vil være en hjælp.

I sit skrift om den kristne kvindes opdragelse inddrager Vives det mindretal af kvinder, der røber talent. Uanset at han kun beskæftiger sig med velhavende kvinder, og hvor lille han end anser den gruppe, der har en vis begavelse, for at være, er det af altafgørende betydning, at han omtaler den. Netop i en genre som opdragelsesskriftet havde han slet ikke behøvet at komme ind på denne gruppe. Ved en gennemlæsning af kapiteloverskrifterne i værket finder man intet uventet, undtagen kapitlet om læsning. Det står i første bog, om jomfruerne, kapitel 4. Hvordan kan man undgå lasten, spørger han? Og svarer: gennem læsning og uddannelse. Han indføjer nu tænkte protester af typen: Jamen, det er meget bedre at nøjes med at sætte regler for, hvad der er rigtigt, frem for at omtale det, man ikke må. Det sidste kan give gode idéer. – Regler om det rigtige, svarer han, kan være udmærket til daglig, men viden om, hvad der er ret og slet, er bedre i en uforudset situation. Og man må regne med, at uforudsete situationer opstår. Piger bør derfor uddannes mere, end det normalt sker. Ganske vist ikke så meget som drenge, for drenge skal have mange erfaringer for senere selvstændigt at kunne handle til gavn for fællesskabet, dvs. samfundet. Voksne kvinder derimod skal være hjemme, og hvis de er ude, skal de forholde sig tavst, som Paulus har sagt. De skal på den anden side kunne handle til gavn for sig selv og i en vis udstrækning til gavn for deres mand. De skal også kunne beskæftige sig, når de er færdige med det huslige arbejde og bønnen. Hertil er studier og læsning nyttige.

La Maitresse D’escole, i: Le XVIF siecle vu par Abraham Bosse, Graveur du Roi, Paris, 1967

Via den slags overvejelser kommer Vives frem til, at boglig uddannelse alt i alt snarere har en god end en dårlig indflydelse på piger, og han anbringer et helt kapitel om, hvilke forfattere de bør læse, og hvilke de ikke bør læse, »Qui non legendi scriptores, qui legendi«. Vives indleder med at påpege, hvor meget dårlig litteratur der findes til folk, der har god tid – hvad der i sig selv er suspekt. Særlig finder han det besynderligt, at nogle fædre tillader deres døtre at læse romaner om krig og kærlighed, eller at ægtemænd tillader deres hustruer det. Det burde præsten, der tordner imod så meget andet, tage fat på i kirken.

Dårlig litteratur skal fjernes fra kvinder på samme måde, som man fjerner skorpioner og slanger fra dem, mener Vives. Man må tage bøgerne væk, enten for en tid, eller hvis der bliver tilbagefald senere, for altid.

Antikken byder imidlertid ikke på meget, man tør anbefale kvinder. Det vrimler med usædelige kvinder, der gør, hvad der passer dem, snyder og bedrager, lever et vellevned, der slet ikke bør omtales for en kristen jomfru, blander sig i politik og økonomi osv. For at finde ordentlig opbyggelig litteratur må man ty til den kristne middelalder. Allerbedst er naturligvis selve Bibelen. Vives’ liste over anbefalelsesværdig litteratur for kvinder kommer derfor ikke særlig overraskende til at indeholde bl.a. følgende: Evangelisterne, Apostlenes Gerninger, Det gamle Testamentes historiske og moralske bøger, Cyprian, Hieronymus, Augustin, Ambrosius, Chrysostomus, Hilarius, Gregorius, Boethius, Fulgentius, Tertullian, Platon, Cicero, Seneca. Mest interessant ved denne lange liste er den betydning, den sidstnævnte forfatter fik for de lærde kvinder. At de gerne måtte læse Bibelen kom nok ikke bag på nogen, tilsvarende med kirkefædre og kristne kommentatorer. Og nederst på listen stod så de hedenske antikke forfattere i et brutalt sorteret udvalg: tre filosoffer. Det var ikke ligefrem til at grine ad. Ingen poesi, ingen erotik, ingen historie, ingen roman. Men det var en begyndelse – og hvem ved, hvad der rent faktisk blev læst af den kvinde, der kunne gå ind i husets bibliotek og læse en bog på latin?

Ikke al litteratur fra oldtiden var tilladt for kvinder. Kærlighedslyrikken mente man f. eks. skulle gemmes bort. Men også den accepterede litteratur kunne læses med mange briller. Hvad mændene f. eks. læste hos filosoffen Seneca var noget andet, end det kvinderne så. Disse udvalgte sig nøje de passager, som omhandlede kvinders ret til studier, og brugte denne velanskrevne antikke forfatter som argument for, at kvinder skulle have adgang til bog, pen og papir.

De lærde kvinder

Der går ingen røg uden ild. Selvfølgelig er der heller ingen debat om lærde kvinder uden lærde kvinder. Lærde kvinder er et vidt begreb, som heldigvis er mindre tørt i århundrederne fra renæssancen til romantikken, end det lyder i dag. Lærde kvinder var kvinder, der havde gjort sig bemærket, individuelt og under eget navn – eller skjult bag forkortelser eller ordspil på deres navne, som samtiden godt forstod at gennemskue – på grund af deres boglige viden, kunstneriske eller intellektuelle præstationer som sprogkundskaber og undervisning. Meget sjældent kunne en »lærd kvinde« kun én ting. Viden på mange felter beundredes klart. I enhver opremsning af de lærde kvinders talenter skal der helst indgå både boglige og kunstneriske præstationer. F.eks. kunne den se således ud: Hun lærte allerede i barndommen at læse sit modersmål og adskillige andre sprog. Hun skrev som 14-årig et digt, som hun dedicerede til kongen, og tilegnede sig senere et stort kendskab til slægtshistorie og sit lands historie. Inden for musikken dyrkede hun sit talent med ynde og var kendt for sin smukke stemme. Hun malede og broderede også. Det diskuteredes, om det var nødvendigt at have kendskab til latin og græsk for at opnå betegnelsen: lærd. Traditionelt mentes disse talenter at høre med, men reelt er det kun relativt få af de »lærde kvinder«, som beherskede dem.

Musicerende gruppe (Olie på træ, MMCCS nr. OB 46). Musikmuseet – Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Samling. Foto: Ole Woldbye

Bevidstheden om »feminae illustres« eller »feminae doctae« synes at være knyttet til renæssanceperioden. Naturligvis fandtes der tidligere eksempler på lærde kvinder, men trangen til at tælle dem og gruppere dem og ligefrem fremavle dem synes at være et renæssancefænomen opstået i progressive kredse af lærde mænd.

Ser man på kvindernes sociale baggrund, er det karakteristisk, at de kommer fra velhavende miljøer. Det er nok, hvad man ville forvente. I de kredse finder man de lærde mænd, embedsmænd, præster, politikere, læger m.m. Af dem forvaltes den boglige kultur både i form af håndhævelse af tradition, vurdering af nyheder og egen litterær produktion. Mens man blandt mændene i det nordlige Europa imidlertid allerede i 1500-tallet kan iagttage et socialt skift inden for den intellektuelle kreds fra adelen til det højere borgerskab, synes noget tilsvarende ikke at være udpræget blandt kvinderne. Mængden af de uddannede kvinder er størst blandt de adelige helt ind i 1700-tallet. Det er også kun i denne gruppe, kvinderne har en chance for daglig omgang med bøger. Her står biblioteker i privathjemmet. En borgerlig mand kunne uddanne sig på universitetet og samtidig tjene sin løn som huslærer i et adeligt hjem. Begge steder var der bøger. Kvinder havde intet sted adgang til bøger. Offentlige biblioteker fandtes ikke, og i borgerlige privathjem var der sjældent råd til større bogsamlinger.

Frem for alt var de adelige kvinder de eneste, der havde reel aflastning for det huslige arbejde. Fri havde de dog langtfra. De skulle selv organisere husholdningen og træffe beslutninger i detaljer såvel som i de store linjer, der havde indflydelse på familiens økonomi. De skulle føde børn og sørge for deres opvækst. Sygelejer og dødslejer var også et tungt arbejde, der var særdeles tidskrævende. Overraskende er det at se, i hvor høj grad de kvinder, der faktisk fik skrevet, accepterede vilkårene for, hvem der kunne få lov til at læse og skrive. I det mindste er det det indtryk, man får, når de selv stiller krav om retten til studier, som det ses hos Anna Maria van Schurman i Holland, Birgitte Thott og Anne Margrethe Bredal i Danmark.

Anna Maria van Schurman, Hollands tiende muse

»Lingvas Latinam, Graecam et Hebraeam, adeo accurarate calluit, ut elegantissime iis et scriberet, et loqueretur…« »Hun mestrede så godt latin, græsk og hebraisk, at hun både kunne skrive og tale disse sprog perfekt. Foruden modersmålene tysk og hollandsk havde hun ifølge Lud. Jacobus – og hendes øvrige lovprisere, som normalt har fulgt denne skildring – erhvervet sig et fremragende kendskab til adskillige fremmedsprog, blandt de europæiske folkesprog fransk, engelsk, italiensk og spansk, og blandt de orientalske kaldæisk, syrisk, tyrkisk og arabisk. … Til disse skal desuden føjes … samaritansk, persisk og ætiopisk«.

Det var listen over de sprog, den hollandske Anna Maria van Schurman (1607-1678) mentes at have kunnet ifølge Johannes Mollers artikel om hende, trykt i Cimbria Litterata, bd. 2, 1744. At hun desuden havde et indgående kendskab til teologi og var god til jura, filosofi og matematik, kunne spille og synge, malede, modellerede, stak og broderede var også en kendsgerning i det meste af Europa; særlig efter at hun i 1636 blev »verdensberømt«, dvs. kendt i hele det intellektuelle Europa. Som byen Utrechts bedste latinist var hun af den kommende rektor blevet bedt om at skrive et hyldestdigt til åbningen af byens universitet. Digtet er bevaret blandt hendes egne trykte digte og skulle i samtiden være trykt i flere landes lærde tidsskrifter.

Ønsker man selv at kigge hende i kortene, kan man f.eks. læse i hendes Opuscula hebraea, graeca, latina, gallica, prosaica et metrica (Værker på hebraisk, græsk, latin og fransk, affattet på prosa og vers), hvor hun folder sig ud på de nævnte sprog, hebraisk dog kun i bibelcitater, og bl.a. diskuterer komplicerede teologiske spørgsmål.

Charles Coutry: Dictating Paradise Lost to His Daughters, 1878, efter forlæg af Mihaly Munkacsy. 236a, 16, Den Kgl. Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst, København © SMK Foto

Anna Maria van Schurman er et af de virkelig fine stykker i samlingen af nordeuropæiske lærde kvinder. Som sådant blev hun også behandlet i sin levetid, hvor hun var målet og hovedattraktionen for mange udlændinges rejser til Holland omkring midten af 1600-tallet. Hun modtog besøg i sit spartansk udstyrede hjem. Her fik hun stillet spørgsmål, som hun så vidt muligt besvarede på gæstens modersmål, ofte via en lærd mand, som skulle kontrollere, om hendes svar nu også var fagligt interessante. Sporten begyndte efter nogen tid at kede hende, da den gav hende selv mindre udbytte end turisten, og hun blev med tiden reserveret og rationerede sine audienser. Uanset at hun fik beundrere blandt intellektuelle mænd, som respekterede hendes begavelse, ønskede hun ikke at gifte sig. Hun havde ved sin faders dødsleje lovet aldrig at ødelægge sit liv med et ægteskab. Faderen havde selv lært hende latin, ikke i et klasseværelse med løftet pryglestok, men vandrende under havens træer med en Senecatekst i hånden. Han ville hende det utvivlsomt godt.

Ikke desto mindre blev det akademiske liv ikke hendes lykke. Anna Maria van Schurman kastede det over bord med en spontan beslutning, da hun mødte folkeforføreren Jean de Labadie. Labadie var en dybt religiøs mand, der efter at have løbet panden mod muren inden for både katolicismen og den reformerte kirke brød ud og tolkede Bibelen selv. Med en dragende kraft og i meget tæt kontakt med kristendommens Jesus-skikkelse samlede han folk omkring sig, hvor han kom frem. Ganske forbavsende blev Anna Maria van Schurman en af dem. Hun brød op hjemmefra og fulgte ham til Amsterdam, hvor hun fra den tidlige begyndelse var med til at bygge »labadismen« op. Hun kaldte sig Maria eller moder, han var faderen i det intime kristne fællesskab, der de næste 40 år florerede trods forfølgelser og forvisninger i Holland. Fra hendes tid hos labadisterne stammer selvbiografien, Eukleria. Den var skrevet på latin og fortæller først og fremmest om hendes religiøse liv.

Schurman blev det nordeuropæiske symbol på en lærd kvinde. Som sådan blev hun kendt i Danmark og holdt op som model af dem, der brød sig om den slags. Vigtigt for dette image var det skrift, hun i 1638 udsendte under titlen: Amica dissertatio inter noblissimam virginem Annam Mariam a Schurman et Andream Rivetum de ingenii muliebris ad scientias et meliores literas capacitate (Venskabelig udveksling mellem den berømmelige frøken Anna Maria Van Schurman og André Rivet om det kvindelige intellekts egnethed for videnskaberne og den bedre litteratur). Skriftet er affattet i brevform og bygger vel i let revideret form på en faktisk korrespondance med franskmanden André Rivet. Det fremlagdes som »En venskabelig strid mellem den fornemme jomfru Anna Maria van Schurman og André Rivet« ifølge titelbladet. I denne brevveksling på små 50 sider latin forsvarer Anna Maria van Schurman sit synspunkt: At kvinder med stor fordel kan beskæftige sig med intellektuelt arbejde. Hun tager afstand fra ekstreme feminister fra det sydligere Europa, der mente, at kvinder var bedre egnet til studier end mænd, og holder i det hele taget en indtil det kedsommelige pæn og beskeden profil i sine krav. Skriftet blev genoptrykt og forøget med 30 siders indledning i 15 polemiske syllogismer under overskriften: Problema Practicum: Num feminæ Christianæ conveniat studium Litterarum? (Problemstilling fra virkeligheden: Om humanistiske studier sømmer sig for den kristne kvinde). Svaret er ja. Men der er tale om et stærkt afgrænset ja, for som tidligere nævnt defineres begrebet »den kristne kvinde« snærende stramt:

»For det første skal kvinden være udrustet med en i det mindste nogenlunde god begavelse og ikke være fuldstændig uegnet til indlæring. For det andet skal hun være i besiddelse af de nødvendige midler, og der må ikke på nogen måde være tale om trange kår hjemme. For det tredje må det være en betingelse, når det gælder tid og arbejdsforhold, at hun i nogen grad kan være undtaget fra almene såvel som særlige krav i form af alt for stor opøvelse i fromhed eller beskæftigelse med husholdning. For at hun let skal kunne opnå det, vil det være bedst, hvis hun dels i barndommen er uforpligtet af bekymringer og opgaver og har frihed, dels i den senere alder lever som jomfru eller har en stab af tjenestepiger, som jo friholder også gifte fruer, hvis de er velhavende, fra en stor del af husholdningsarbejdet. For det fjerde skal formålet med studierne ikke være tom ære og praleri eller at stille en eller anden unyttig nysgerrighed, men foruden det almene formål: ‘Guds ære og hendes eget sinds frelse’ bør det være, at hun både selv kan blive så meget desto bedre og lykkeligere et menneske, og at hun kan opdrage og lede en husholdning (hvis denne opgave altså påhviler hende) og desuden, at hun kan gavne hele sit køn så meget som muligt«.

Måske netop på grund af sin moderate feminisme kunne Anna Maria van Schurman få den idolstatus, hun vitterlig fik såvel hos kvinder som hos de progressive mænd i Norden omkring midten af 1600-tallet. Hun var så talentfuld, at hun tydeligt måtte være en undtagelse, en kvinde hævet over sit køn, »supra sexum«, som man sagde. Hun var altså en kvinde, der kunne få mændene til at skamme sig over at se sig overgået af et mirakel, men aldrig en kvinde, de sammenlignede med deres egne hustruer. Således blev hun heller ikke en egentlig trussel mod mændenes privilegier. Nogle få mænd iagttog Schurman og de andre lærde kvinder med de faktiske, jordiske kvinder i tankerne. De så deres lænker, stimulerede kvinderne til studier trods moderskab og huslige forpligtelser, henviste til deres store talenter, gav dem moralsk opbakning til som normale mennesker at tage både børn og bøger ind i deres liv. Sådanne mænd finder man som forfattere til »gynæceer«.