I løbet af 1700- og 1800-tallet bliver den borgerlige roman til i et intenst vekselspil med den læsende kvinde. Tidens nye genre både henvender sig til og handler om hende. Læsningen blev en adspredelse for borgerskabets beskyttede kvinder og en skoling i den nye kvinderolle. Men læsningen blev også en kritiseret beskæftigelse.Siden 1700-tallet havde kvinden været boghandelens bedste kunde, bibliotekernes flittigste låner og læseklubbernes mest pålidelige medlem. Men hendes læsning var hele tiden udsat for kritik. Da romanlitteraturen i den sidste del af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet vinder indpas i Sverige, er det under hidsige diskussioner om genrens skadelige indvirkning på de kvindelige læsere. Romanlæsning var usundt og passiviserende. Det gjorde kvinden urealistisk, drømmende og ude af stand til at leve, mente man.
Tag: Læsning
1800-tallet blev læsningens århundrede, og kvinderne erobrede fra begyndelsen – som læsere og forfattere – en stor del af det voldsomt ekspanderende litterære marked. Eftersom netop kvinderne førhen havde været holdt uden for den (latinske) boglige kultur, var flertallet af de mange nye læsere kvinder. Læserne kastede sig især over den underholdende prosafiktion.Blandt de nye genrer, som medierne skabte, blev først den fantastiske (gotiske) og siden den realistiske roman hovedgenren. Kvindelige skribenter fik adgang til medierne i det omfang, de kunne ramme læsernes lyst og behov, og det kunne de faktisk. Fra slutningen af 1700-tallet prægede kvindelige forfattere den europæiske populærlitteratur på en måde, som litteraturhistorien siden langtfra har givet et dækkende billede af.
Mængden af skrifter, der debatterede kvinders talenter eller mangel herpå, var stor i 1500- og 1600-tallets Europa. Værkerne er opdelt efter genrer og foreligger både i trykt og håndskreven form. At man i Norden har kendt europæiske begreber som »Feminae illustres« (bemærkelsesværdige kvinder), »Feminae doctae« (lærde kvinder), »Musa decima« (den tiende muse) står fast.Bevidstheden om »feminae illustres« eller »feminae doctae« synes at være knyttet til renæssanceperioden. Naturligvis fandtes der tidligere eksempler på lærde kvinder, men trangen til at tælle dem og gruppere dem og ligefrem fremavle dem synes at være et renæssancefænomen opstået i progressive kredse af lærde mænd.