Adelsdame født på Fårupgård ved Jelling som datter af Christen Thott til Boltinggård, død 1617, og den lærde adelsfrue Sophie Below, der med sin undervisning i moderne sprog og litteratur gav datteren en kristen-humanistisk opdragelse af høj europæisk standard, sjælden for piger. Birgitte Thott blev gift som 22-årig med adelsmanden Otto Giøe til Turebygård. Ægteskabet var barnløst, og da hun ti år senere blev enke, genoptog hun ungdommens studier og lærte sig latin, græsk og hebraisk, de tre sprog, der gav adgang til den teologiske debat. Ifølge kilder nåede hun derudover at beherske dansk, tysk, hollandsk, engelsk, fransk, italiensk og spansk.
Latin var hovedsproget for hendes studier og korrespondance, og hun anvendte sin viden til bevidst formidling af europæisk kultur- og kristendomsdebat til danskerne. Hun oversatte fra engelsk, tysk, fransk, latin og muligvis græsk, og med oversættelsen af den hedenske, stoiske filosof Senecas værker, Lucii Annæi Senecæ Skriffter Fordanskitt, Sorø 1658, der gengiver Senecas 1000 sider latinske prosamoral, fik hun betydning for dansk kulturhistorie. Oversættelsen foranledigede mange nydannelser og udvidelser af det danske sprog, der med undtagelse af Saxos Danmarkskrønike og Bibelen ikke før havde været brugt til at oversætte så omfattende et værk. Med dette værk fik danskerne samtidig et solidt kulturalternativ.
Blandt de ikke-publicerede håndskrifter af Birgitte Thott er det vigtigste et 200 siders folio-manuskript med en original moralfilosofisk afhandling på dansk “Om et lyksaligt liv” forfattet af hende selv. I et helt kapitel i værket, der er fra slutningen af 1650’erne, muligvis 1658, samt i en dedikationstale til danske kvinder i Senecaoversættelsen ønsker Birgitte Thott for danske kvinder, at de får bedre adgang til uddannelse og til udenlandsk litteratur på dansk, hvis de ikke får lov til at lære fremmedsprog.
Med sit synspunkt, at det er mere gavnligt end skadeligt for kvinder at studere, knytter hun bånd til intellektuelle kvinder i andre europæiske lande, især den lærde hollandske Anna Maria van Schurman, som uden at kende Birgitte Thott personligt, skrev et latinsk hyldestdigt til hende, trykt som det første af tolv i Seneca-oversættelsen. Birgitte Thott videreførte sin mors Slægtbog, og i tæt tilknytning til Sorø Akademi og de lærde kredse i Danmark fulgte hun med i europæisk åndsliv og tog selv aktivt del i dets udformning.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Marianne Alenius: "Seneca-oversætteren Birgitte Thott. Et fagligt portræt" i: Danske studier, 1983
Marianne Alenius: "Birgitte Thotts Om et lyksaligt Liv" i: Latin og nationalsprog i Norden efter reformationen, 1991
Erik Dal: "Birgitte Thotts Seneca" i: Levende Biblioteker. Festskrift til Palle Birkelund, 1982
