Voksede op hos sine morforældre i Viborg på Det Karelske Næs, da hendes mor døde i barselsseng. Hun gik i sameskole og blev i 1939 evakueret til Helsingfors. Frem til 1946 arbejdede hun i forsikrings- og forlagsbranchen, hvorefter hun ernærede sig som forfatter, oversætter og kritiker.
Eeva-Liisa Manner debuterede 1944 med digtsamlingen Mustaa ja punaista (Sort og rødt), men fik sit egentlige gennembrud med Tämä matka (Denne rejse) (L) i 1956. Hendes forfatterskab spænder fra intime sindstilstands- og naturdigte til kulturfilosofiske og politiske, satiriske digte, af hvilke de vigtigste er Niin vaihtuivat vuoden ajat (Så forvandlede årstider), 1964, Fahrenheit 121, 1968, og Kuolleet vedet (Dødvande), 1977. I hendes drama- og prosaværker er emnerne ofte menneske- og kvindelivets tunge, strenge vilkår. Formen er myternes og hverdagens. Til denne gruppe hører bl.a. Poltettu oranssi (D), 1968 (Brændt orange, 1983), og Varokaa, voittajat (R), (sv. Mainakes hunde, 1974), 1972.
En eksistentiel og sprogfilosofisk refleksion og en humanistisk etik er central i forfatterskabet. Hendes stil varierer fra det voldsomme over det legende groteske til det sensuelle og sublimt lyriske. I 1994 udgav hun Ikäviä kirjailijoita (Es.).
Udvalgt litteratur om forfatteren
Tuula Hökkä: Eeva-Liisa Mannerin kirjailijantyön ja tutkimuksen bibliografia, 1991
Tuula Hökkä: Mullan kirjoitusta, auringon savua. Näkökutmia Eeva-Liisa Mannerin runouteen ja sen modernisuuteen, 1991
Pekka Mattila: Anomalioiden osuus Eeva-Liisa Mannerin lyriikassa 1-2, 1972, 1974
