Lærerinde, forfatter og pioner. Hun var datter af lægen A.G. Drachmann, søster til digteren Holger Drachmann, født og opvokset i København, gift med juristen og skolereformatoren Niels Juel-Hansen 1871 og mor til fire børn.
Et frisindet barndomsmiljø fostrede en kvinde, der studerede i Paris 1866, i Berlin 1870, og som sammen med sin mand startede Københavns første børnehave. Med sit gymnastikinstitut for kvinder 1884-89 og oversættelser af engelske knaldromaner og russisk realisme forsørgede hun sine børn. Da handskemoralen (dvs. kravet om kyskhed for begge køn før ægteskabet, inspireret af den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil En Hanske, 1883) fik indpas, brød hun med Dansk Kvindesamfund.
Under pseudonymet “Arne Wendt” debuterede hun 1881 med romanen Mellem 12 og 17, en studie i unge pigers skjulte og forvirrede kærlighedsliv. Kunstneriske højdepunkter er romanerne Terese Kærulf, 1896, og Helsen & Co., 1900, der skildrer en kvindelig udvikling frem mod det hele menneske i mødet med manden i ægteskab og arbejdsfællesskab. Erna Juel-Hansens eget liv var en stadig kamp mod pengemangel, forargelse og problemer i ægteskabet. Hun står som en af de mest realistiske pionerskikkelser i dansk kvindehistorie og kvindelitteratur.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder, 1983
Elisabeth Møller Jensen: "Heksen og co." i: Litteratur og samfund 31, 1980
Pia Sigmund: Oldemor Erna, 1991
