Ulla Isaksson

1916 - 2000

Sverige

Født i Stockholm, student 1937 og æresdoktor i filosofi 1978. Var første gang gift med ingeniør David Isaksson og anden gang med litteraturhistoriker og forfatter Erik Hjalmar Linder, med hvem hun havde et bemærkelsesværdigt kærligheds- og arbejdsfællesskab. Moderens medlemskab af Immanuelskirken gav hendes opvækst en stærk religiøs prægning, som er bærende i debutromanen Trädet, 1940,  I denna natt, 1942, og Av krukmakarens hand, 1942 (I Pottemagerens Haand, 1946), men i den fjerde roman, Ytterst i havet, 1950, som hun selv betegnede som sin egentlige debutroman, sker der et dramatisk opgør med både religionens og romanens konventioner.

Den religiøse problematik, som fortsat er til stede i hendes romaner, rykker herefter i baggrunden, og hun skriver en række romaner og noveller om kvinder og kærlighed. I Kvinnohuset (R), 1952 (Kvindehuset, 1953), skildrer hun kærlighedens mysterier gennem et kollektiv af kvinder, i Dit du icke vill (R), 1956 (Den vej du ikke vil, 1961), undersøger hun den kvindelige kærligheds vilkår ved at gå tilbage i historien til hekseprocesserne. Sin måske bedst kendte og mest gennemgribende kærlighedsskildring har Ulla Isaksson givet i De två saliga, 1962, hvor hun undersøger de særlige former for kærlighed, som den mandlige herskerlyst og den kvindelige underkastelse giver sig udtryk i.

I romanerne Paradistorg, 1973, og FödelseDagen, 1988 (FødselsDagen, 1989), tager hun udgangspunkt i den aldrende kvinde. Samtidig med at hun er dybt engageret i de problemer, den nye generations kvinder diskuterer, forholder hun sig kritisk til mange af deres holdninger. Sidst i 1970’erne skrev Ulla Isaksson sammen med sin mand Erik Hjalmar Linder en biografi i to bind om Elin Wägner, Amason med två bröst, 1977, og Dotter af Moder Jord, 1980. I Boken om E., 1994 (Bogen om E., 1995), der var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris, fortæller hun om ægtemandens snigende demens, om et arbejdsfællesskab, der brydes op, og om en mand, der mistes, endnu mens hans lever.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Inger Littberger: Ulla Isakssons romankonst, 1996