Maria Giacobbe

1928 -

Danmark

Født på Sardinien og bosat i Danmark fra 1958. Hendes far var ingeniør og arkitekt, moderen folkeskolelærer. Hun har studeret sprog, pædagogik og filosofi og var i en årrække gift med forfatteren Uffe Harder. Undervisningen af analfabeter har hun beskrevet i debutbogen Diario de una maestrina (R), 1957, oversat til dansk i 1961, Lærerinde på Sardinien.

Forfatterskabet bevæger sig særegent mellem genrer, former og skift mellem en dansk, europæisk, sardisk og italiensk synsvinkel. Dagbog mellem to verdener (R), 1975, har kulturforskellene som tema. Det samme gælder novellerne i Kald det så bare kærlighed, 1986, der bevæger sig fra Italien under fascismen til samtidige danske erotiske forviklinger. Det erotiske er en væsentlig værdi i Maria Giacobbes tekster fra Havet (R), 1967, til Ariadnes døtre (L), 1987.

I Øen (R), 1992, gennemspilles kulturkonflikterne i en grum historie om et hævnmord, der sætter det traditionelle samfunds tavshedsog æresbegreber op mod en moderne retspraksis og en moderne kvindes konflikt mellem de to verdener – og kærlighedens. Erindringsværket Masker og nøgne engle, 1994, fortæller om den tidlige barndom, tiden mellem fascismens skygger og savnet af den antifascistiske fader.

Maria Giacobbe, der bl.a. har engageret sig i Danske Forfatteres Fond til Ytringsfrihedens Værn og i Komiteen for Palæstinensisk-Israelsk Sameksistens, modtog 1995 Det Danske Akademis Beatrice-pris.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Maria Giacobbe udgivet Rejsebilleder – Persien/Iran, 1999 (digte), Eksil og adskillelse, 2001 (noveller) og romanen Folk fra Pòju Luàdu, 2006. 

Hun har bl.a. modtaget Thit Jensens Forfatterlegat 1986, og Dansk Litteraturpris for Kvinder 1993.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Vibeke Blaksteen: Tabets fortælling: et protræt af Maria Giacobbes liv og værk, 2009

Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 5, 1982

Anne Birgitte Richard: ”Kvindelitteraturhistorie: en humlebi i modvind” i: Edda: nordisk tidsskrift for litteraturforskning, 04, 2001