Inge Eriksen

1935 - 2015

Danmark

Født i Skørping og boede i den tidlige barndom i Sønderjylland, hvor faderen var stationspasser. Efter hans død i tysk koncentrationslejr i 1945 flyttede moderen til Aalborg, hvor hun som sygeplejerske forsørgede de to børn. Inge Eriksen blev student i 1957, lærer i 1973 og underviste i folkeskolen indtil 1975, hvor hun (sammen med Jytte Rex) debuterede med Kællinger i Danmark, en sanselig genreblandet bog om kvindefrigørelsen.

Med den sensationelle to-binds roman om den socialistiske revolution, som burde have fundet sted, Victoria og verdensrevolutionen, 1976, står Inge Eriksen for en af 1970’ernes største romansatsninger. Med sin utopiske fremstilling af såvel kvindebevægelse som venstrefløj lagde romanen op til en trilogi, efterfulgt af Fugletræet, 1979, om nutidssplittelsen mellem arbejde og kærlighed, og Silkehavet, 1981, en historisk roman om de borgerlige revolutioner 1782-1797. Den næste store satsning, science fictionserien Rummet uden tid 1-4, 1983-1989, fremskriver samtidshistorien i et ambitiøst afsæt i en apokalytisk, økologisk katastrofe, der har gjort jorden ubeboelig, og med romanen Alice, Alice, 1991, sættes der et foreløbigt punktum for undersøgelsen af utopiske fremtidsscenarier.

Fra Hjertets femte kammer, 1992, og Hertuginden, 1995, er hun tilbage i samtidsromanen, ikke mindst overbevisende med Sommerfuglens vinge 1, 1997, der med afsæt i begreber som håb og mening vil forstå tiden mellem Berlin-murens fald efteråret 1989 og kuppet mod Gorbatjov i sensommeren 1991. En problemstilling som i essayets form blev foregrebet med Skytsengle, 1994, der også indeholder en smuk selvbiografisk fortælling om forholdet til den tidligt mistede far.

Inge Eriksen, der markerer sig som intellektuel i den offentlige debat, har været tidsskriftredaktør, freelance skribent og venstrefløjsaktivist.

 

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Inge Eriksen udgivet yderligere 2 bind i trilogien Sommerfuglens vinge: De rumænske bøfler, 1999, og Vinterhaven, 2001. Derudover har hun bl.a. skrevet romanerne Citrontræet, 2003, En kvinde med hat, 2005, og Blues for en lyserød sko, 2007, og erindringsbogen Brød og roser, 2009.

 

Udvalgt litteratur om forfatteren

Lisbeth Møller Jensen og Karsten Schmidt: "En sørøver går i land. En analyse af Inge Eriksens roman Silkehavet" i: Karneval, 1982

Morten Kyndrup: Dansk socialistisk litteratur i 70'erne, 1980

Ellen M. Pedersen: "Eksplorationer i kanten af det narrativt sømmelige. Rummet uden tid (1983-86)" i: Den blå port, nr. 9, 1988